Stimuleret in situ reduktiv deklorering. Vidensopsamling og screening af lokaliteter

1 Indledning

1.1 Baggrund

Denne rapport belyser muligheden for at anvende stimuleret in situ reduktiv deklorering som afværgeteknologi i forhold til danske lokaliteter, der er forurenet med klorerede opløsningsmidler. Projektet er udført under Miljøstyrelsens Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening i samarbejde med Fyns Amt.

Projektet er opdelt i 2 hoveddele:

1. Vidensindsamling (både nationalt og internationalt) om stimuleret in situ reduktiv deklorering

2. Udvikling af en screeningsmodel til en indledende vurdering af mulighed for brug af stimuleret in situ reduktiv deklorering på en given lokalitet

1.2 Formål

Teknologiprojektets overordnede formål er at få belyst anvendeligheden af stimuleret in situ reduktiv deklorering som afværgeteknologi i forhold til danske lokaliteter, der er forurenet med klorerede opløsningsmidler.

1.3 Dataindsamling

1.3.1 Anvendt litteratur

Den videnskabelige litteratur er søgt via DTVs artikeldatabase samt databasen ISI-Web of Knowledge. Den fundne litteratur (254 referencer) er samlet i en elektronisk database lavet i programmet Reference Manager version 10. Databasen indeholder hovedsageligt litteratur publiceret i internationale videnskabelige tidsskrifter, dvs. artikler der inden publikation er kritisk gennemlæst (peer reviewet) af eksterne forskere. Den elektroniske database er søgbar, og for hver artikel findes et abstrakt og tilhørende nøgleord. Databasen er tilgængelig fra http://www.er.dtu.dk/research/cs/links.htm.

Der findes kun få videnskabelige artikler til beskrivelse af erfaringer om feltforsøg, økonomi og risikovurderinger. Der er derfor indhentet supplerende viden fra øvrige artikler, og rapporter m.v. (grå litteratur). Dette inkluderer konference-proceedings fra fx Batelle konferencer, andre europæiske og nordamerikanske konferencer og danske møder, samt en række rapporter udgivet af Miljøstyrelsen i Danmark og USA. Da der er store kvalitetsforskelle i denne litteratur, er der efter en faglig bedømmelse sket en udvælgelse af de mest relevante artikler og rappporter.

1.3.2 Skemaer med nøgleinformationer

De væsentligste oplysninger om de enkelte artikler (både videnskabelige artikler, og andre artikler) er samlet i 2 skemaer i appendiks A. Litteratur om laboratorieundersøgelser fremgår af appendiks A1 og litteratur om feltundersøgelser af appendiks A2. I skemaerne er der medtaget 52 videnskabelige artikler og 65 artikler fra den øvrige litteratur.

I skemaerne er anført relevante forhold omkring geologi, forureningskomponent, design, elektrondonor, bakteriekultur, temperatur mm. Herudover er der en sammenfatning af de væsentligste konklusioner (key findings) for de enkelte artikler.

1.3.3 Anden videnindsamling

For at indhente erfaringer om myndighedsforhold ved stimuleret in situ reduktiv deklorering, er der indhentet oplysninger fra en række myndigheder i Danmark og i udlandet. Oplysninger vedrørende disse henvendelser fremgår af oversigten over referencer i afsnit 10.2.

Herudover har GeoSyntec indhentet oplysninger om myndigheds-behandlingen i Nordamerika, herunder:

  • Den Amerikanske Miljøstyrelse (USEPA)
  • Den Canadiske Miljøstyrelse (Environment Canada)
  • Statsmyndighederne i Californien og Florida

Desuden er der indhentet oplysninger fra udenlandske firmaer (oversigt i afsnit 10.2), som har erfaringer med stimuleret in situ reduktiv deklorering. Specifikt har firmaet Bioclear bidraget med en rapport om forholdene i Holland (appendiks G).

 



Version 1.0 Februar 2005, © Miljøstyrelsen.