| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Stimuleret in situ reduktiv deklorering. Vidensopsamling og screening af lokaliteter

7 Sammenfatning af litteraturstudie

• 7.1 Indledning
• 7.2 Reduktiv anaerob deklorering
• 7.3 Anvendelse af anaerob deklorering som afværge
• 7.4 Stimulering med elektrondonor og bakterier
• 7.5 Økonomi, myndighedsbehandling og afslutning af sager
• 7.6 Udviklingsbehov

7.1 Indledning

I dette afsnit vurderes væsentlige forhold vedrørende in situ anvendelse af stimuleret reduktiv deklorering. I de foregående afsnit er vidensgrundlaget blevet gennemgået i detaljer, og det er åbenbart, at litteraturen på visse områder er meget righoldig, mens den på andre områder er mere sparsom og præget af en empirisk tilgang. Dette er typisk for afværgeteknologier, da traditionen har været, at procesmæssige forhold ofte er detaljeret belyst under velkontrollerede laboratorieforhold af forskere, mens afprøvningen under feltforhold er foretaget af rådgivende firmaer. I forbindelse med stimuleret anaerob deklorering er dette forhold under opblødning, da der findes en række eksempler i Nordamerika på frugtbare samarbejder, hvor konsortier af forskere, rådgiver og myndigheder har arbejdet med problemstillingen. Dette er en afspejling af, at problemstillingen er forholdsvis kompliceret, da den udover de traditionelle arbejdsområder (hydrogeologi, forureningskemi, dimensionering og implementering) omfatter et meget betydende mikrobiel og geokemisk element, især efter at bioaugmentation indgår som en del af teknologien. Detailkendskab til disse forhold er normalt ikke tilstede hos rådgivende firmaer, og da der samtidig er behov for en høj grad af forståelse for de praktiske sider (engineering), er vejen banet for nye samarbejdsformer.

7.2 Reduktiv anaerob deklorering

Den mest betydende biologiske fjernelsesmekanisme for de klorerede ethener under anaerobe forhold er reduktiv deklorering. Der sker en trinvis fjernelse (substitution med brint) af kloratomerne, så der fra PCE dannes TCE, cis-DCE, VC og til sidst ethen. Det er sandsynliggjort, at dehalorespiration, hvor de klorerede ethener indgår som elektronacceptorer, har størst betydning i forurenede grundvandsystemer. Ved halorespiration er der behov for adgang til elektrondonorer. Den mest betydende elektrondonor er brint, og derfor er koblingen til de terminale redoxprocesser (fx sulfatreduktion), fermentering og anaerob deklorering nøglen til at forstå reduktiv anaerob deklorering. På nuværende tidspunkt er de enkelte processer forholdsvis veldokumenterede, men især brints og eventuelle andre elektrondonorers rolle i dette samspil er kompleks.

Halorespiration finder sted under stærkt reducerede redoxforhold i grundvand. I laboratorieforsøg er det påvist at ske under jernreducerende, sulfatreducerende og metanogene forhold, men det er formentlig optimalt med et redoxniveau svarende til sulfatreduktion. Under feltforhold er redoxforholdene typisk dårligere belyst, men det er forholdsvist entydigt, at der også under redoxforhold fra jernreducerende til metanogene forhold kan ske anaerob deklorering. På mange lokaliteter vil der formentlig være flere forskellige redoxmiljøer indenfor korte afstande eller redoxprocesserne vil forløbe sideløbende. Det betyder, at selvom forholdene ikke er optimale for den anaerobe dekloreringsproces, så kan der forekomme anaerob deklorering i mikronicher, som resulterer i dannelse af lave koncentrationer af nedbrydningsprodukter.

Der er en række mikroorganismer, som kan medvirke til anaerob deklorering og få et energiudbytte ud af nedbrydningsprocessen. Blandt de PCE-deklorerende bakterier er der i dag kun isoleret en renkultur Dehalococcoides ethenogens 195, hvor det er dokumenteret, at der ved halorespiration kan ske nedbrydning af PCE eller TCE fuldstændigt til ethen. Det sidste trin i dekloreringsfølgen fra vinylklorid til ethen foregår formentlig ved cometabolsk transformation og er ikke kædet sammen med dehalorespiration (se dog diskussion i Major et al., 2003). Dehalococcoides ethenogens 195 tilhører bakteriestammen Dehalococcoides, som har den egenskab, at den kan foretage reduktiv deklorering fra cis-DCE til VC. I praksis er dette overordentlig vigtigt, da det betyder, at den anaerobe deklorering fra PCE til cis-DCE kun kan ses som første del af processen. Og forekomsten af cis-DCE i sig selv beviser ikke, at der kan ske fuldstændig nedbrydning til vinylklorid og ethen på en lokalitet.

I forhold til stimuleret anaerob deklorering har det åbnet for en interessant diskussion om perspektiverne. Har det noget formål at identificere de forekommende bakterier på en lokalitet? Vil forekomsten af Dehalococcoides være ensbetydende med, at anaerob deklorering til vinylklorid vil finde sted? Sandsynligvis ikke altid. Der skal være et konsortium af bakterier, og de skal være i kontakt med forureningen. Det kan være et problem, hvis de lever i anaerobe mikronicher med ringe vandudveksling. Desuden er alle Dehalococcoides ikke lige effektive til at omdanne TCE til cis-DCE eller VC til ethen. Samtidig skal der også dannes tilgængeligt brint, som kan anvendes i processen. Disse erkendelser ændrer heller ikke ved, at de grundlæggende processer foregår under anaerobe forhold. Dehalococcoides vil formentlig kun overleve i meget begrænset omfang i et aerobt miljø. Til gengæld er manglende tilstedeværelse af Dehalococcoides sandsynligvis ensbetydende med, at anaerob deklorering fra cis-DCE til VC ikke finder sted. Det kan derfor være interessant at screene lokaliteter med molekylær biologiske metoder for forekomsten af Dehalococcoides. Det har også rettet opmærksomheden mod dannelsen af vinylklorid og ethen på forureningslokaliteter, da det er et godt signal om, at miljøforholdene er de rette, og bakterierne er tilstede. I modsætning til lokaliteter, hvor der kun er observeret cis-DCE. Det skal bemærkes, at forekomsten af ethen, generelt også opfattes meget positivt, da det indikerer, at vinylklorid kan omdannes videre og dermed forhåbentlig ikke ophobes i systemet.

Den anden væsentlige diskussion er, om det er en fordel at tilsætte yderligere bakterier til et system, hvor der sker anaerob deklorering til ethen. Det kan der ikke svares entydigt på i dag, da der vides for lidt om bakteriernes evne til at vokse under feltforhold i forhold til eksisterende bakterier. Den eneste reference på området (Lendvay et al., 2003) indikerer, at det er en fordel i form af en hurtigere nedbrydning i et pilotprojekt. Dette kan være et meget vigtigt argument, da tidshorisonten i oprensningen måske kan mindskes.

Betydningen af miljøfaktorer som temperatur, næringssalte, inhiberende stoffer og koncentrationen af de klorerede opløsningsmidler er undersøgt under laboratorieforhold. Viden om disse forhold er dog begrænset, og især betydningen af temperatur er sparsom. Langt størstedelen af den etablerede viden er indsamlet ved temperaturer, som er højere end de danske grundvandstemperaturer. Det gør sig også gældende for de oplysninger, der kan findes om nedbrydningsrater i laboratoriet. Den nyeste litteratur fokuserer en del på mulighederne for at omsætte klorerede ethener, som er tilstede i høje koncentrationer (nær opløselighed) eller som frie faser. Disse resultater er lovende, men ikke konklusive på nuværende tidspunkt. Det er tilsvarende også interessant at vide, hvor høje koncentrationerne skal være for at opretholde en effektiv nedbrydning af klorerede ethener. Er der en nedre tærskelværdi, hvor nedbrydningen ikke går i gang eller går i stå? Under feltforhold er betydningen af ovennævnte miljøfaktorer kun belyst i ringe grad og i de tilfælde, hvor der ikke sker anaerob deklorering, selvom bakterierne er tilstede, og redoxforholdene er de rette, skal forklaringen måske søges her.

7.3 Anvendelse af anaerob deklorering som afværge

Hovedparten af erfaringer med anaerob deklorering som afværgeteknologi i pilot- og fuldskala er opnået i Nordamerika. Der er også en del aktiviteter i Holland, men der er kun få publikationer herfra i den internationale litteratur. I Danmark er der kun et enkelt eksempel på felterfaringer i form af et pilotforsøg. Det anses ikke for en barriere for implementering af teknologien i Danmark, da de generelle ingeniørmæssige aspekter omkring anaerob deklorering ikke adskiller sig væsentligt fra in situ kemisk oxidation eller air sparging.

In situ anaerob deklorering som afværgeteknologi har hovedsagelig været anvendt på sandede lokaliteter, og der er på det seneste sket en stærk udvikling i anvendelsen i opsprækkede bjergarter (kalk, granit). Vidensgrundlaget vedrørende oprensning i lavpermeable akviferer er ringe. De opnåede erfaringer tyder på, at man vil møde de samme problemer som med alle andre teknikker på sådanne lokaliteter dvs. problemer med tilførsel og opblanding (kontakt med forureningen), dyr og besværlig monitering, og lange tidshorisonter.

I lavpermeable aflejringer findes der i dag ikke mange egnede in situ metoder.

Oprensningsforsøg med stimuleret reduktiv deklorering i lavpermeable aflejringer viser, at det er muligt at stimulere den biologiske omsætning, herunder at fjerne en betydelig del af forureningsmassen - dog ses der ofte en væsentlig restforurening med nedbrydningsprodukterne cis-DCE og VC. Når der først er opnået de rette geokemiske og mikrobiologiske forhold i den mættede zone, er der eksempler på, at den biologiske omsætning vil fortsætte i flere år, selvom de tilsatte elektrondonorer er næsten opbrugte. Det sker bl.a. fordi den opformerede biomasse langsomt dør hen og giver næring til fortsat biologisk omsætning. På baggrund heraf vurderes det, at stimuleret reduktiv deklorering har et potentiale i lavpermeable aflejringer, hvor opholdstiden for de tilsatte donorer er stor. Mængden af elektrondonorer der skal tilsættes til disse aflejringer, vil som følge af den lange opholdstid også være relativ lille.

Der er et behov for at udvikle afværgeteknologien ved hjælp af pilotforsøg for at afklare, om det overhovedet er muligt at oprense lavpermeable aflejringer. Anvendelsen af forskellige injektionssystemer skal vurderes og potentialet i at anvende fx frakturering. Det kan være hensigtsmæssigt at gennemføre laboratorieforsøg for at opnå en bedre procesforståelse (fx forsøg med anaerob deklorering i uforstyrrede lerkerner).

Potentialet for at stimulere nedbrydning af frie faser eller på grænsefladen mellem frie faser og forureningsfanen er ud fra laboratorieforsøg tilsyneladende til stede. Dette forhold er et væsentligt forskningsområde og undersøges i øjeblikket i felten i Nordamerika i pilotforsøg. Anvendelsen i den umættede zone er et andet relevant udviklingsområde, hvor en udvikling ville være hensigtsmæssig. Mange forureninger under bygninger henligger i både mættet og umættet zone, så det ville være optimalt, om metoden kunne anvendes i begge områder.

Vurdering af erfaringerne med aktive og passive injektionssystemer lider under, at de data, der er indsamlet for passive systemer, er af begrænset kvalitet. På det nuværende grundlag fremstår aktive systemer som overlegne i forhold til passive systemer. I den sammenhæng er det formentlig vigtigere at vurdere de konkrete hydrogeologiske forhold, før der træffes valg omkring injektionssystemer.

Det vurderes i lighed med andre in situ metoder vanskeligt at opnå en fuldstændig oprensning med stimuleret in situ reduktiv deklorering. I udlandet er det kun lykkedes i ganske få sager at opnå oprensning til drikkevandskravene. Det vurderes, at udgifterne til en fuldstændig oprensning til drikkevandskravene vil være relativt store - og måske kun attraktivt på relativt få lokaliteter i Danmark.

Derimod vurderes det, at der er større potentiale i at anvende metoden til nedbringelse af forureningsmassen. I Danmark er der et stigende behov for implementering af oprensningsmetoder, der kan tage hånd om dybereliggende forurening eller forurening under bygninger - hvor det ikke er muligt at fjerne forureningen ved opgravning inden for en rimelig beløbsramme.

7.4 Stimulering med elektrondonor og bakterier

Konkrete eksempler, hvor der er anvendt bioaugmentation som en del af teknologien, begrænser sig næsten udelukkende til Nordamerika (dog én sag i Holland - Henssen et al., 2001). Dette forhold betyder, at der i forbindelse med implementering af afværgeteknologien er et behov for at overføre konkrete amerikanske erfaringer med håndtering og tilsætning af bakterier til danske forhold. Det skal bemærkes, at der i dag ikke sælges bakterier af europæiske firmaer. Et hollandsk firma sælger dog et samlet on-site oprensningskoncept med bioaugmentation. Der ses dog ikke noget praktisk problem i at anvende bakteriekulturer, som er opformeret i Nordamerika, hvis bakterierne opfylder de danske myndigheders krav.

Det kan diskuteres, om det er hensigtsmæssigt at opformere en bakteriekultur fra en dansk forureningslokalitet, hvor der sker anaerob deklorering. Fordelene kunne være, at en sådan kultur er tilvænnet danske akviferforhold og grundvandstemperaturer. Man ville også undgå en diskussion af, hvorvidt der indføres fremmed genetisk materiale i form af bakteriekulturer til Danmark. Ulemperne er at omkostningerne til udvikling og kontrol af en effektiv bakteriekultur vil være meget store i forhold til et forholdsvist lille dansk marked. Der kan dog være en mulighed for en bredere europæisk anvendelse, som kan berettige udviklingsomkostningerne.

Et vigtigt led i anvendelsen af anaerob deklorering som afværge er at vurdere potentialet for processen på en lokalitet. Det vurderes, at procesforståelsen er så god, at en kombination af hydrogeologisk information, forureningskemisk, geokemisk og mikrobiologisk viden med stor sikkerhed vil kunne afklare dette forhold. Det er en forudsætning, at der er udført en grundig karakterisering som også belyser fx geologiske variationer i form af sprækker og sandlinser i moræneler. En bedre bestemmelse af den hydrauliske ledningsevne er ofte påkrævet - især i aflejringer af eksempelvis moræneler med sandindslag er der ofte ingen oplysninger om den hydrauliske ledningsevne eller variationen heraf.

I forhold til de nuværende danske undersøgelser er der i fremtiden behov for at måle ethen og ethan som standard, mens analyser for klorerede ethener og relevante nedbrydningsprodukter gennemføres standardmæssigt i Danmark. Det er også formålstjenligt at udvide og i nogle tilfælde stramme op på procedurerne for prøvetagning og analyse for redoxparametre, så de afspejler de reelle forhold på lokaliteten. Tabel 8.1 giver et godt overblik over parametre, som er hensigtsmæssige at medtage, når potentialet for anaerob reduktiv deklorering skal vurderes.

I forbindelse med fortolkning er anvendelse af molære koncentrationer og beregning af stofratioer (PCE/TCE, TCE/cis-DCE, cis-DCE/VC) en god ide. Det er også vigtigt kritisk at vurdere sammenhængen mellem de aktuelle redoxforhold og den observerede anaerobe deklorering.

Når der er identificeret et behov for tilførsel af elektrondonor er det væsentligt at vælge den bedst egnede elektrondonor i forhold til at få en effektiv dekloreringsproces, men også i forhold til fysiske og hydrogeologiske forhold. På baggrund af laboratorie- og felterfaringer i litteraturen er det meget vanskeligt at træffe et entydigt valg, da mange elektrondonorer har vist sig at være velegnede. Der eksisterer en del konkret viden om hvilke elektrondonorer, som er velegnede i forbindelse med forskellige injektionssystemer (aktive/passive). Desværre er litteraturen præget af, at mange feltanvendelser ikke er understøttet af gode moniteringsprogrammer, så den reelle effektivitet af donorer under feltforhold ikke er belyst (Nyer et al., 2003; Major et al., 2003). Det gør sig især gældende for komplekse donorer, der frigøres langsomt over tid.

For at sikre et procesmæssigt optimalt donorvalg foreslås det derfor, at der med det nuværende erfaringsgrundlag gennemføres laboratorieforsøg med donorer, som er potentielle kandidater på den givne lokalitet. Der eksisterer ikke i dag kommercielle laboratorier i Danmark, der tilbyder sådanne forsøg. Disse forsøg kan også belyse donorforbruget på den givne lokalitet. Sådanne vurderinger af donorforbruget skal altid sammenholdes med data om grundvandskemien fra lokaliteten og den valgte injektionsmetode. Den største usikkerhed omkring behovet for elektrondonor er knyttet til mængden af biologisk tilgængeligt jern. Der er i litteraturen meget lidt fokus på den problemstilling, men samtidig er der i mange feltafprøvninger rapporteret om høje koncentrationer af opløst jern. Der er behov for at sammenholde donorforbrug fra teoretiske beregninger, forbrug i laboratorieforsøg og forbrug under feltforhold for at optimere donortilsætning under danske forhold. Uanset om jern har signifikant betydning som elektronacceptor, er det værd at bemærke, at det samlede elektrondonor behov typisk er betydeligt lavere end de mængder af kemiske oxidationsmidler, som tilsættes ved fx kemisk oxidation.

Laboratorieforsøgene skal samtidig belyse behovet for bioaugmentation. Det har i litteraturen været fremført, at molekylærbiologiske metoder kunne erstatte eller supplere laboratorietest, da molekylærbiologiske metoder måske entydigt kan afklare, om Dehalococcoides er tilstede på en lokalitet. Det vurderes, at disse metoder på nuværende tidspunkt ikke er et alternativ til laboratorietest, da de molekylærbiologiske undersøgelser ikke afklarer valget af donor, herunder problemer eller tidshorisonten i etablering af de rette redoxforhold. Desuden er der som tidligere diskuteret ikke en entydig fortolkning af sammenhængen mellem forekomsten af Dehalococcoides og anaerob deklorering. I litteraturen er der en livlig diskussion af behovet for bioaugmentation. Dette drejer sig primært om, hvorvidt det er redoxmiljøet eller specifikke bakterier, der fører til en effektiv anaerob reduktiv deklorering (Nyer et al., 2003; Major et al., 2003). Sandsynligvis er det en kombination, da de rette bakterier ikke kan formere sig i det forkerte miljø. I den diskussion skal det medtages, at selvom processen foregår i laboratoriet og i felten, er det også et spørgsmål om hastigheden, hvormed den foregår. Hvis tilførsel af bakterier kan forøge hastigheden flere gange, kan det på trods af de ekstra omkostninger måske være en bedre løsning at tilsætte bakterier end at basere sig på den eksisterende bakteriemasse.

7.5 Økonomi, myndighedsbehandling og afslutning af sager

Udgifterne til de gennemførte oprensninger i Nordamerika spænder fra få hundrede tusinder til mange millioner for de enkelte grunde. Oprensningsgraden og størrelsen af indsatsområdet er styrende for økonomien. Der er forskellige elementer i et typisk afværgeprojekt med anaerob deklorering: Feltundersøgelser, treatabilitytest, pilotskalaforsøg og fuldskalaoprensninger.

Omkostninger til feltundersøgelser vil selvfølgelig variere efter kompleksiteten. Merudgifterne til feltundersøgelserne til at belyse om en lokalitet er egnet til stimuleret reduktiv deklorering er relativ lille, under forudsætning at der i forvejen udføres undersøgelser af forureningsudbredelsen og af de hydrogeologiske forhold. De ekstra undersøgelser der typisk skal udføres er undersøgelse af redoxforholdene (boringskontrol), analyse for ethen/ethen og indholdet af organisk stof i sedimentet. Disse undersøgelser kan udføres for under 20.000 kr, under forudsætning af, at de udføres samtidig med de andre undersøgelser på lokaliteten.

Treatabilityforsøg koster i størrelsesorden 75.000 - 200.000 kr afhængig af antallet af flaskeforsøg. Pilotforsøg kan afhængig af kompleksitet (bl.a. passiv/aktiv system, boringsdybde, valg af elektrondonor, moniteringsprogram) udføres for få hundrede tusinde til ca. 1 mill. kr.

De billigste fuldskala oprensninger opnås ved passive systemer, hvor målet er en massereduktion af forureningen og ikke en fuldstændig oprensning. Dette kan gøres relativt simpelt ved at injicere langsomtfrigivende elektrondonorer i boringer etableret ved hjælp af fx Geoprobe. Udgifterne hertil (uden forudgående treatability test) kan gøres for under ½ million kr. afhængig af moniteringsprogrammet. Der kan dog ikke forventes en fuldstændig oprensning. Udgifterne til elektrondonorer og evt. bakteriekultur vil typisk kun udgøre 10-20 % af de samlede udgifter.

De samlede udgifter til aktive systemer kommer nemt over 1 mill. kr afhængig af oprensningsmål, størrelse af indsatsområde og driftstid. Igen udgør elektrondonorer og evt. tilsætning af bakterier kun omkring 10-20 % af udgifterne. I forhold til passive systemer vil oprensningseffekten med de gældende erfaringer være bedre.

I forhold til andre oprensningsmetoder som airsparging og afværgepumpning vurderes stimuleret reduktiv deklorering at være konkurrencedygtig. Det vil dog afhænge af en konkret vurdering på den enkelte sag.

Miljøstyrelsen har udviklet en administrativ praksis for tilladelse til injektion af bakterier til grundvandsmagasiner på baggrund af et forskningsprojekt ved Avedøre. Denne praksis bør formidles og koordineres med amternes procedurer, som er meget forskellige fra amt til amt. Det ville være hensigtsmæssigt at hele sagsbehandlingsforløbet blev beskrevet og formidlet, så sagsgangen for fremtidige ansøgninger bliver ens og simplere for både ansøgere og myndigheder.

Tilsætning af elektrondonor skal godkendes af den amtslige myndighed, og der er givet en enkelt tilladelse i Danmark. Der er ikke nogen klar administrativ praksis i amterne på dette område, hvilket kunne være hensigtsmæssigt i forhold til sagsgangen ved fremtidige ansøgninger.

Der er i litteraturen påpeget en række aspekter omkring risiko ved injektion af elektrondonorer, som primært er knyttet til dannelsen af vinylklorid og de afledte redoxprocesser (metanproduktion, sulfid, opløste metaller). Disse forhold skal selvfølgelig vurderes seriøst ikke mindst i forhold til oprensninger i boligområder, men det vurderes ikke, at risikoen ved disse aspekter adskiller sig markant for risikoen ved andre afværgeteknologier fx kemisk oxidation.

Risikoen ved injektion af bakterier anses for at være ubetydelig, hvis de procedurer, der er udviklet i USA, overholdes. Umiddelbart er det største problem risikoen for injektion af patogene mikroorganismer, hvilket skal sikres ved attester på, at bakteriekulturerne er testet og fundet fri for patogener. Det skal understreges, at de kendte bioaugmentation teknikker benytter sig af bakterier, som er opformeret på baggrund af naturligt forekommende bakterier. Der er altså ikke tale om genetisk manipulerede bakterier (GMO).

Et hyppigt spørgsmål er muligheden for spredning og overlevelse af de injicerede bakterier. Bakterierne kan transporteres i akviferer, hvilket nærmest er en forudsætning for, at de kan anvendes til bioaugmentation. Spredningshastigheden er formentlig langsommere end den naturlige grundvandstrømningshastighed (Major et al., 2002; Cox et al., 2002). Dehalococcoides's overlevelse i akviferer er ikke velundersøgt. Det forventes ikke, at der sker en stærk vækst af bakterierne udenfor områder forurenet med klorerede opløsningsmidler. Kulturen henfalder eller dør formentlig under aerobe forhold, men vidensniveauet er meget sparsomt.

I litteraturen er der få rapporter om afsluttede sager, tidshorisonter og oprensningsniveauer. Vidensgrundlaget er så sparsomt, at en konkret vurdering af disse forhold ikke har været muligt. Det er dog meget sandsynligt, at tidsforløbene med de nuværende teknologier vil være flere år, så der er ikke tale om en revolution i effektiviteten af oprensning af klorerede opløsningsmidler. Samtidig skal det med i billedet, at de danske krav til oprensningsniveauer vil være anderledes end de amerikanske, så tidshorisonten og oprensningsniveau skal vurderes samlet. Det rejser et behov for, at de første sager i Danmark, hvor anaerob deklorering anvendes som afværgeteknologi, følges tæt. Det indebærer bl.a. veldokumenterede moniteringsprogrammer og klare krav til vurdering af oprensningsgrad.

7.6 Udviklingsbehov

I tabel 7.1 er der samlet en række af de behov for udvikling af anaerob deklorering som afværgeteknologi på feltskala, der er identificeret i dette kapitel. Der er fokuseret på emner, som har bred relevans for rådgivere og myndigheder.

Der foregår i øjeblikket også intens udvikling på forskningssiden indenfor det mikrobielle område. De emner, som har særlig interesse, er udvikling, anvendelse og fortolkning af molekylærbiologiske metoder i forhold til specifikke bakteriestammer, som kan foretage reduktiv anaerob deklorering. Desuden er der stor interesse for at forbedre procesforståelsen med hensyn til forholdet mellem elektrondonorer, elektronacceptorer og bakterier. Begge områder vil på sigt kunne føre til bedre muligheder for at designe effektive afværgeforanstaltninger.

Tabel 7.1. Udviklingsbehov for implementering af stimuleret in situ reduktiv deklorering i Danmark

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2005, © Miljøstyrelsen.