Pilotbenchmarking af miljøtilsynet

7 Evaluering af spørgsmål

7.1 Overordnede konklusioner og anbefalinger
7.2 Spørgsmål der er svære og krævende af tilsynsmyndigheden
     7.2.1 Spørgsmål 1-11: Kategorisering af virksomheder og
     landbrug/pelsdyrsfarme og ressourceforbrug

     7.2.2 Spørgsmål 12-20: Andre spørgsmål vedr. tilsynet og
     ressourceforbruget

     7.2.3 Spørgsmål 21-27: Kvalitetsstyring
     7.2.4 Spørgsmål 28-29 Kapitel 5 godkendelser/-tilslutningstilladelser
7.3 Spørgsmål der er forbundet med stor grad af skøn
     7.3.1 Spørgsmål 1-11: Kategorisering af virksomheder og landbrug/
     pelsdyrsfarme og ressourceforbrug

     7.3.2 pørgsmål 12-20: Andre spørgsmål vedr. tilsynet og
     ressourceforbruget

     7.3.3 Spørgsmål 21-27: Kvalitetsstyring
     7.3.4 Spørgsmål 28-29 Kapitel 5 godkendelser/ tilslutningstilladelser

Som et led i besvarelsen af spørgeskemaet blev kommunerne og amterne også spurgt til:

  • Hvilke spørgsmål der var ressourcekrævende at svare på
  • Hvilke spørgsmål der var præget af en stor grad af skøn

Nedenfor er amternes og kommunerne vigtigste observationer i relation til spørgeskemaet.

7.1 Overordnede konklusioner og anbefalinger

  • Spørgsmål 1-11 vedr. kategoriseringen og ressourceforbruget for de forskellige kategorier af virksomheder har i pilotprojektet generelt været ressourcekrævende for kommunerne og amterne, og svarene har i de fleste tilfælde været præget af skøn.
  • For nogle kommuner har antallet af henholdsvis aftalte og uanmeldte tilsynsbesøg været præget af skøn, idet disse kommuner ikke i forvejen opgør dette.
  • Spørgsmålene 21-27 vedr. kvalitetsstyring i kommunerne kan sandsynligvis forenkles. Spørgsmålenes relevans bør også i høj grad evalueres af følgegruppen.
  • Et par kommuner stillede spørgsmålstegn ved relevansen af spørgsmålene vedr. tidsforbruget i sagsbehandlingen forbundet med godkendelser. Derudover blev det også bemærket, at tidsopdelingerne (fra sagens begyndelse til sagen er fuldt oplyst, og fra sagen er fuldt oplyst til afgørelsen af sagen) i nogle tilfælde ikke stringent kan registreres.

7.2 Spørgsmål der er svære og krævende af tilsynsmyndigheden

7.2.1 Spørgsmål 1-11: Kategorisering af virksomheder og landbrug/pelsdyrsfarme og ressourceforbrug

Gennemgående for kommunerne og amterne var, at spørgsmål 1 og 2, hvor de blev spurgt til kategoriseringen af virksomheder og landbrug/ pelsdyrsfarme, var ressourcekrævende at svare på. Det har følgende årsager ifølge kommunerne:

  • Opdelingen af data for virksomhederne var ikke tilgængelig.
  • Mangel på software til at administrere opdelingerne af virksomhederne.
  • De større kommuner og amterne fører tilsyn med så mange virksomheder, at kategoriseringen er et omfattende arbejde.
  • Det tager tid at sætte sig ind i, hvordan kategoriseringen laves.
  • Flere kommuner fandt det nødvendigt at udtage stikprøver og fordele kategoriseringen efter stikprøvens fordeling.

Som følge af at kategoriseringen er besværlig for kommunerne og amter, er spørgsmål 3-11 (ressourcefordeling på kategorier) også besværlig for kommunerne og amterne.

I denne sammenhæng er det dog vigtigt at bemærke, at kommunerne og amterne får nemmere ved ovenstående, når det differentierede tilsyn bliver implementeret, idet kategoriseringen indarbejdes i den administrative praksis.

7.2.2 Spørgsmål 12-20: Andre spørgsmål vedr. tilsynet og ressourceforbruget

Generelt er der ikke mange kommentarer fra kommunerne vedr. disse spørgsmål. Dog skal det bemærkes at:

  • Spørgsmål 13: ”Antallet af medarbejdere i miljøtilsynet” synes at være unødvendigt, idet antallet af årsværk i tilsynet opgøres andetsteds, og da denne parameter (årsværk) er mere præcis som målestok end antallet af medarbejdere.
  • Derudover er spørgsmål 17 en gentagelse af spørgsmål 16 og skal derfor udelades.

Endelig opgør nogle kommuner ikke antallet af aftalte og uanmeldte tilsynsbesøg (spørgsmål 18-20), hvorfor de havde svært at besvare disse spørgsmål.

7.2.3 Spørgsmål 21-27: Kvalitetsstyring

Flere kommuner havde svært ved at differentiere mellem de forskellige parametre i kvalitetsstyringsspørgsmålet.

Spørgsmålene kan derfor med sikkerhed revideres til sandsynligvis færre parametre. Følgegruppens vurdering af spørgsmålene bør også spille ind i denne sammenhæng.

7.2.4 Spørgsmål 28-29 Kapitel 5 godkendelser/-tilslutningstilladelser

Spørgsmålene vedr. tidsforbruget var ressourcekrævende at svare på for nogle kommuner. Derudover havde mange kommuner svært ved at se relevansen af spørgsmålet.

En kommune bemærkede endvidere, at det ikke er muligt at lave den skelnen af tidsforløbet (fra sagens begyndelse til sagen er fuldt oplyst, og fra sagen er fuldt oplyst til afgørelsen af sagen), som spørgsmålet lægger op til.

7.3 Spørgsmål der er forbundet med stor grad af skøn

7.3.1 Spørgsmål 1-11: Kategorisering af virksomheder og landbrug/ pelsdyrsfarme og ressourceforbrug

Generelt påpeger kommunerne og amterne, at disse spørgsmål er forbundet med en stor grad af skøn ud fra de samme årsager, som er bemærket i afsnit: 9.2.1.

7.3.2 Spørgsmål 12-20: Andre spørgsmål vedr. tilsynet og ressourceforbruget

Kommunerne har generelt ingen bemærkninger vedr. skønnet involveret i svaret til disse spørgsmål.

7.3.3 Spørgsmål 21-27: Kvalitetsstyring

Svarene er generelt ikke forbundet med skøn.

7.3.4 Spørgsmål 28-29 Kapitel 5 godkendelser/ tilslutningstilladelser

Se bemærkninger i afsnit 9.2.4.

 



Version 1.0 Marts 2005, © Miljøstyrelsen.