Behandling af reduceret vand på mindre vandværker

1 Indledning

1.1 Baggrund

En del af de mindre vandforsyningsanlæg har problemer med at overholde kravene til drikkevandets kvalitet. Dette gælder bl.a. for almindeligt og naturligt forekommende stoffer som organisk stof, metan, svovlbrinte, jern, mangan og ammonium og stoffer, som opstår som følge af en utilstrækkelig vandbehandling såsom nitrit og suspenderet materiale.

En del vandværker har overholdt drikkevandskravene i den tidligere drikkevandsbekendtgørelse (1988), men med stramningen af kravene til specielt ammoniumindholdet i den nye bekendtgørelse (2001) har en del vandværker ikke haft en tilstrækkelig effektiv behandlingsproces. Samtidigt medfører det faldende vandforbrug, at en del vandværker har en overkapacitet, hvilket kan medføre en forringet rentvandskvalitet, specielt for ammonium og nitritindholdet.

Vandværkerne har haft en periode på ca. to år fra 21. september 2001 til 25. december 2003 til at få opfyldt de nye kravværdier. Flere vandværker har dog endnu ikke i 2004 fået rensningsprocessen tilstrækkeligt optimeret. Med den nye bekendtgørelse kan kommunen give dispensation for overskridelser i vandkvaliteten i højst 3 år. Dispensation er kun mulig, hvis der udarbejdes en handlingsplan, der kan implementeres indenfor en rimelig tidshorisont.

Miljøstyrelsen har tidligere gennemført et projekt med henblik på at opstille anbefalinger til, hvordan vandbehandlingen på især de mindre vandværker kan forbedres (Miljøprojekt 715). Nærværende projekt er en fortsættelse af Miljøprojekt 715, hvor anbefalingerne til optimering af ammoniumfjernelsen skal afprøves i praksis. Da specielt ammoniumfjernelse i reduceret vand kan være problematisk, er det valgt at fokusere på denne vandtype.

1.2 Formål med projektet

Med udgangspunkt i Miljøprojekt 715's resultater og anbefalinger skal nærværende projekt dokumentere, at anbefalingerne vedrørende forbedret rensning af reduceret vand virker i praksis. Projektet fokuserer specielt på problemer med rensning for ammonium i reduceret vand på mindre vandværker.

Der skal således udvælges nogle mindre vandværker med nitrifikationsproblemer, der vil udføre de anbefalede tiltag, og effekten af tiltagene skal dokumenteres.

Endvidere er det et formål, at de ændringer i vandbehandling eller drift som gennemføres, kan tjene til inspiration og eksempel for andre vandværker med tilsvarende vandkvalitetsproblemer.

Der udføres desuden en teoretisk gennemgang af metoder til rensning for organisk stof, da der ofte ses problemer med overholdes af kravene for NVOC og farvetal i reduceret vand. Dette viste sig også at være tilfældet ved udvælgelsen af vandværker til projektet og derfor blev denne problemstilling inddraget i projektet.

 



Version 1.0 arts 2005, © Miljøstyrelsen.