Påvirkningskategorier, normalisering og vægtning i LCA

2 Udvælgelse af påvirkningskategorier

Udvælgelsen af påvirkningskategorier afhænger af formålet med LCA'en,
f.eks. hvilken beslutning skal tages på baggrund af LCA'en. Derudover afhænger valget også af LCA'ens anvendelsestype. I princippet er udvælgelsen af påvirkningskategorier en sag mellem opdragsgiver og LCA-praktikeren, og der er ikke nogen metode, som inkluderer specifikke retningslinier om hvilke påvirkningskategorier, som skal være inkluderet.

Baseret på en gennemgang af fire internationalt kendte metoder og udkastet til den tekniske ISO 14047 (ISO 1999) rapport er der oprettet en omfattende liste med påvirkningskategorier. Listen er præsenteret nedenfor i Tabel 2.1. I den omfattende liste er det også indikeret, om de specifikke påvirkningskategorier betragtes som værende globale, regionale eller lokale. Yderligere er det indikeret, hvis international konsensus vedrørende påvirkningskategorien i LCA er opnået.

Tabel 2.1 Karakterisering af påvirkningskategorier.

Påvirkningskategori Geografisk målestok       International konsensus  
  Global Regional Lokal Arbejdsmiljø Klassificering Karakterisering
Klimaforandring x       ja ja
Stratosfærisk ozonnedbrydning x       ja ja
Fotokemisk ozondannelse   x x   ja (ja)
Forsuring   x x   ja (ja)
Næringssaltbelastning   x x   ja (ja)
Indvirkninger fra varmt kølevand     x   nej nej
Økotoksicitet   x x   (ja) nej
Human toksicitet   x x   (ja) nej
Arbejdsmiljø       x ja nej
Lugt     x   ja nej
Støj1     x   (ja) nej1
Stråling         ja nej
Ressourceforbrug x x x   ja (ja)
Arealanvendelse     x   (ja) nej
Affald     x   (ja) nej
Indvirkninger på økosystemer         nej nej

1Nielsen PH og Laursen J har for nyligt (juni 2000) givet et betragteligt bidrag med hensyn til klassifikation og karakterisering af støj og integration af eksterne støjgener fra vej- og jernbanetransport i livscyklusvurdering.

En kort beskrivelse af hver påvirkningskategori findes i Kapitel 2, Valg af påvirkningskategorier, i rapporten “Update on impact categories, normalisation and weighting in LCA.” (Stranddorf et al. 2005) og i de detaljerede kapitler i samme rapport.

Som det fremgår, har alle påvirkningskategorier (med undtagelse af indvirkninger fra varmt kølevand og indvirkninger på økosystemer) nået en slags international konsensus med hensyn til klassificering og karakterisering. I begge undtagelser kan det diskuteres, om påvirkningskategorierne kan betragtes som reelle påvirkninger.

Det bør bemærkes, at selvom ovenstående liste er omfattende, inkluderer den ikke alle potentielle typer af påvirkninger. Hvis andre typer påvirkninger er relevante for et LCA-studie, bør en egnet metode (kvantitativ eller kvalitativ) til vurdering af dem defineres og dokumenteres indgående. Den skal opfylde de generelle krav og anbefalinger i ISO-standarderne. Med undtagelse af bemærkningerne i næste afsnit er det uden for rammerne af denne vejledning at give yderligere anbefalinger vedrørende dette.

2.1 Overvejelser vedrørende valg af påvirkningskategori

Der er et stort overlap i de forslåede påvirkningskategorier i forskellige lister, illustreret i Tabel 2.1. Listen og dens underliggende metode vejleder dog ikke en praktiker i udelukkelsen (eller indbefatningen) af påvirkningskategorier til forskellige anvendelser af LCA.

ISO 14042 (ISO 2000) giver følgende vejledning vedrørende valg af påvirkningskategorier, kategoriindikatorer og karakteriseringsmodeller inklusiv kriterierne for miljøanvendelighed:

”For de fleste LCA-studier vil eksisterende påvirkningskategorier, kategoriindikatorer eller karakteriseringsmodeller blive valgt i et LCA-studie, og den relaterede information skal omtales… I nogle tilfælde er eksisterende påvirkningskategorier, kategoriindikatorer eller karakteriseringsmodeller dog ikke tilstrækkelige til at opfylde de definerede mål og afgrænsning af LCA-studiet, og nye må defineres. Når nye påvirkningskategorier, kategoriindikatorer eller karakteriseringsmodeller er defineret, gælder de (samme) krav og anbefalinger”.

2.1.1 Generel anbefaling

Formålet med enhver LCA må være at sikre, at resultaterne er solide nok til at danne et grundlag for yderligere overvejelser eller for en beslutning.

Af de forskellige metoder og standarder for anbefaling vedrørende valg af påvirkningskategorier, giver ISO 14042 måske den bedste vejledning.

Nedenfor præsenteres nogle få generelle anbefalinger:

  • Den overordnede anbefaling vedrørende valg af påvirkningskategorier er at inkludere alle de påvirkningskategorier, der er opnået international konsensus for.
  • Inkluder internationalt anerkendte påvirkningskategorier i ethvert LCA-studie. Ekskluder kun påvirkningskategorier hvis det kan begrundes rent videnskabeligt.
  • Afhængigt af mål og afgrænsning kan det blive nødvendigt at inkludere nye påvirkningskategorier eller kategorier, der ikke er opnået international enighed om i samme omfang som de nævnte med international anerkendelse.
  • Sommetider er kvalitativ vurdering den eneste måde til at håndtere en mulig miljøpåvirkning. Det kan enten være, hvis der ikke findes raffinerede kvantitative metoder, eller hvis data ikke er tilstrækkeligt præcise. Kvalitativ vurdering er acceptabel, men kan blive mødt med mere kritik.

2.2 Referencer

ISO 2000, Environmental management - Life cycle assessment - Life cycle impact assessment. ISO 14042.

ISO TR 14047. Illustrative examples on how to apply ISO 14042 - Environmental management - Life cycle assessment – Life cycle impact assessment. International Organisation of Standardisation, Paris.

Stranddorf, H.K., Hoffmann, L. & Schmidt, A. Update on impact categories, normalisation and weighting in LCA. Environmental project no. 995, 2005. Miljøstyrelsen.

Nielsen, P.H. & Laursen, J.E.: Integration of external noise nuisance from road and rail transportation in life cycle assessment. In Potting, J. and Hauschild, M. (eds.): Background for spatial differentiation in LCA impact assessment. Environmental Project no. 996, 2005.

 



Version 1.0 November 2005, © Miljøstyrelsen.