Miljønyt, 79 – Stedafhængig variation i miljøvurderingen i LCA

3 Stratosfærisk ozonnedbrydning

Baggrundsinformation for dette kapitel kan findes i:

  • Kapitel 2 i “Environmental assessment of products. Volume 2: Scientific background” af Hauschild og Wenzel (1998a).
  • Kapitel 5 i “Guideline in normalisation and weighting – choice of impact categories and selection of normalisation references” af Stranddorf et al., 2005.

3.1 Introduktion

De miljømæssige mekanismer, der ligger til grund for stratosfærisk ozonnedbrydning er af global karakter. Dette betyder, at de påvirkninger, der forårsages af en emission, modelleres på samme måde, uanset hvor på jordens overflade, emissionen finder sted. Der har derfor ingen relevans at inkludere stedlig variation i kilde- og modtagerkarakteristika for denne påvirkningskategori. Karakteriseringsfaktorerne er ikke-stedafhængige af natur og vil være gyldige for UMIP97 (som en opdatering) såvel som for UMIP2003.

Det stratosfæriske indhold af ozon forstyrres som en konsekvens af menneskeskabte emissioner af halocarboner dvs. CFCer, HCFCer, haloner og andre gasser der indeholder klor og/ eller brom. Disse stoffer forøger nedbrydelsen af stratosfærisk ozon, og ozonindholdet i stratosfæren er derfor faldende. Siden 1985 har der været en årligt tilbagevendende dramatisk udtynding af ozonlaget, ofte benævnt som”ozon-hullet”, over Sydpolen. I de seneste få år er ozonnedbrydningen også accelereret over den nordlige halvkugle. Som en konsekvens af udtyndingen af ozonlaget, er intensiteten af sundhedsskadelig, ultraviolet stråling på jordens overflade steget over dele af de sydlige og nordlige halvkugler. Dette kan have farlige konsekvenser i form af øget hyppighed af hudkræft hos mennesker samt skader på de planter, som er de primære producenter og derfor grundlaget for de polare økosystemer.

Selvom brugen af de væsentligste gasser der bidrager til den stratosfæriske ozonnedbrydning næsten er afviklet, forventes stratosfærens tilstand ikke at blive normaliseret førend anden halvdel af dette århundrede.

3.2 Klassificering

For at et stof kan betragtes som bidragende til den stratosfæriske ozonnedbrydning skal det:

  • være en gas ved normale atmosfæriske temperaturer
  • indeholde klor eller brom
  • være stabil i atmosfæren med en opholdstid på mellem få år og århundreder, så den kan blive transporteret op i stratosfæren.

De menneskeskabte stoffer, som bidrager til den stratosfæriske nedbrydning af ozon, er simple gasformige organiske forbindelser med et betragteligt indhold af klor, brom eller eventuelt fluor. De vigtigste grupper af ozonnedbrydende stoffer er CFC'erne, HCFC'erne, halonerne og methylbromid. I modsætning hertil, er HFC'erne en gruppe halocarboner, der hverken indeholder klor eller brom, og som derfor ikke betragtes som bidragende til den stratosfæriske nedbrydelse af ozon.

Som det også gælder for drivhusgasserne, er listen over forbindelser, der vurderes til at bidrage til den stratosfæriske ozonlagsnedbrydning, overkommelig og kan betragtes som udtømmende. I praksis er det derfor ikke nødvendigt, at kontrollere et stof i henhold til de ovenstående kriterier, for at bestemme om det bidrager til ozonfjernelse. Det er tilstrækkeligt at konsultere listen over karakteriseringsfaktorer for ozonnedbrydende gasser i Tabel 3.1.

3.3 UMIP2003 og opdaterede UMIP97 karakteriseringsfaktorer

Slutpunktet for denne påvirkningskategori er valgt tidligt i den miljømæssige mekanisme, hvor ozon indholdet i stratosfæren forstyrres, og UMIP2003 og de reviderede UMIP97 karakteriseringsfaktorer er derfor taget fra anbefalinger i den seneste version af WMO statusrapporten. Anbefalingen for UMIP97 er stadig at anvende en uendelig tidshorisont, men at kontrollere vigtigheden såfremt en kort tidshorisont (5 eller 20 år) anvendes (karakteriseringsfaktorer for kortere tidshorisonter findes i Wenzel et al., 1997).

Tabel 3.1. Karakteriseringsfaktorer af stratosfærisk ozonnedbrydning (i g CFC-11- ækvivalenter/g). Taget fra Montzka, Frazer et al., 2002 med et interval der repræsenterer spredningen af rapporterede resultater fra modeller og delvist empiriske resultater.

Stof Formel Opholdstid, år Total ODP
g CFC-11 ækv/g
ODP interval
g CFC-11 ækv/g
CFC-11 CFCl3 45 1 -
CFC-12 CF2Cl2 100 1 0.82-0.9
CFC-113 CF2ClCFCl2 85 1 0.9
CFC-114 CF2ClCF2Cl 300 0.94 0.85-1.0
CFC-115 CF2ClCF3 1,700 0.44 0.40-0.44
Tetrachlormethan CCl4 26 0.73 0.73-1.20
HCFC-22 CHF2Cl 12 0.05 0.034-0.05
HCFC-123 CF3CHCl2 1.3 0.02 0.012-0.02
HCFC-124 CF3CHFCl 5.8 0.02 0.02-0.026
HCFC-141b CFCl2CH3 9.3 0.12 0.037-0.12
HCFC-142b CF2ClCH3 17.9 0.07 0.014-0.07
HCFC-225ca C3F5HCl2 1.9 0.02 0.017-0.025
HCFC-225cb C3F5HCl2 5.8 0.03 0.017-0.03
1,1,1-Trichlorethan CH3CCl3 5 0.12 0.11-0.15
Methylchlorid CH3Cl 1.3 0.02 -
Halon 1301 CF3Br 65 12 12-13
Halon 1211 CF2ClBr 16 6 5-6
Halon 1202 CF2Br2 2.9 1.3 -
Halon 2402 CF2BrCF2Br 20 <8.6 -
Methylbromid CH3Br 0.7 0.38 0.37-0.38

3.4 Normalisering

Den opdaterede UMIP97 person ækvivalent for stratosfærisk ozonlagsnedbrydning er 0.103 kg CFC-11-ækv./person/år ifølge Stranddorf et al., 2005.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.