| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljønyt, 79 – Stedafhængig variation i miljøvurderingen i LCA

3 Stratosfærisk ozonnedbrydning

• 3.1 Introduktion
• 3.2 Klassificering
• 3.3 UMIP₂₀₀₃ og opdaterede UMIP₉₇ karakteriseringsfaktorer
• 3.4 Normalisering

Baggrundsinformation for dette kapitel kan findes i:

• Kapitel 2 i “Environmental assessment of products. Volume 2: Scientific background” af Hauschild og Wenzel (1998a).
• Kapitel 5 i “Guideline in normalisation and weighting – choice of impact categories and selection of normalisation references” af Stranddorf et al., 2005.

3.1 Introduktion

De miljømæssige mekanismer, der ligger til grund for stratosfærisk ozonnedbrydning er af global karakter. Dette betyder, at de påvirkninger, der forårsages af en emission, modelleres på samme måde, uanset hvor på jordens overflade, emissionen finder sted. Der har derfor ingen relevans at inkludere stedlig variation i kilde- og modtagerkarakteristika for denne påvirkningskategori. Karakteriseringsfaktorerne er ikke-stedafhængige af natur og vil være gyldige for UMIP₉₇ (som en opdatering) såvel som for UMIP₂₀₀₃.

Det stratosfæriske indhold af ozon forstyrres som en konsekvens af menneskeskabte emissioner af halocarboner dvs. CFCer, HCFCer, haloner og andre gasser der indeholder klor og/ eller brom. Disse stoffer forøger nedbrydelsen af stratosfærisk ozon, og ozonindholdet i stratosfæren er derfor faldende. Siden 1985 har der været en årligt tilbagevendende dramatisk udtynding af ozonlaget, ofte benævnt som”ozon-hullet”, over Sydpolen. I de seneste få år er ozonnedbrydningen også accelereret over den nordlige halvkugle. Som en konsekvens af udtyndingen af ozonlaget, er intensiteten af sundhedsskadelig, ultraviolet stråling på jordens overflade steget over dele af de sydlige og nordlige halvkugler. Dette kan have farlige konsekvenser i form af øget hyppighed af hudkræft hos mennesker samt skader på de planter, som er de primære producenter og derfor grundlaget for de polare økosystemer.

Selvom brugen af de væsentligste gasser der bidrager til den stratosfæriske ozonnedbrydning næsten er afviklet, forventes stratosfærens tilstand ikke at blive normaliseret førend anden halvdel af dette århundrede.

3.2 Klassificering

For at et stof kan betragtes som bidragende til den stratosfæriske ozonnedbrydning skal det:

• være en gas ved normale atmosfæriske temperaturer
• indeholde klor eller brom
• være stabil i atmosfæren med en opholdstid på mellem få år og århundreder, så den kan blive transporteret op i stratosfæren.

De menneskeskabte stoffer, som bidrager til den stratosfæriske nedbrydning af ozon, er simple gasformige organiske forbindelser med et betragteligt indhold af klor, brom eller eventuelt fluor. De vigtigste grupper af ozonnedbrydende stoffer er CFC'erne, HCFC'erne, halonerne og methylbromid. I modsætning hertil, er HFC'erne en gruppe halocarboner, der hverken indeholder klor eller brom, og som derfor ikke betragtes som bidragende til den stratosfæriske nedbrydelse af ozon.

Som det også gælder for drivhusgasserne, er listen over forbindelser, der vurderes til at bidrage til den stratosfæriske ozonlagsnedbrydning, overkommelig og kan betragtes som udtømmende. I praksis er det derfor ikke nødvendigt, at kontrollere et stof i henhold til de ovenstående kriterier, for at bestemme om det bidrager til ozonfjernelse. Det er tilstrækkeligt at konsultere listen over karakteriseringsfaktorer for ozonnedbrydende gasser i Tabel 3.1.

3.3 UMIP₂₀₀₃ og opdaterede UMIP₉₇ karakteriseringsfaktorer

Slutpunktet for denne påvirkningskategori er valgt tidligt i den miljømæssige mekanisme, hvor ozon indholdet i stratosfæren forstyrres, og UMIP₂₀₀₃ og de reviderede UMIP₉₇ karakteriseringsfaktorer er derfor taget fra anbefalinger i den seneste version af WMO statusrapporten. Anbefalingen for UMIP₉₇ er stadig at anvende en uendelig tidshorisont, men at kontrollere vigtigheden såfremt en kort tidshorisont (5 eller 20 år) anvendes (karakteriseringsfaktorer for kortere tidshorisonter findes i Wenzel et al., 1997).

Tabel 3.1. Karakteriseringsfaktorer af stratosfærisk ozonnedbrydning (i g CFC-11- ækvivalenter/g). Taget fra Montzka, Frazer et al., 2002 med et interval der repræsenterer spredningen af rapporterede resultater fra modeller og delvist empiriske resultater.

3.4 Normalisering

Den opdaterede UMIP₉₇ person ækvivalent for stratosfærisk ozonlagsnedbrydning er 0.103 kg CFC-11-ækv./person/år ifølge Stranddorf et al., 2005.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.