Kortlægning af affaldsprodukter med indhold af polyurethan

1 Indledning

1.1 Formål
1.2 Metode - Kortlægning af produktionsspild
1.3 Metode - Kortlægning af udtjente produkter
1.4 Metode - Kortlægning af regler
1.5 Metode - Kortlægning af teknologier til genanvendelse og anden nyttiggørelse af polyurethanaffald

Projektet Kortlægning af affaldsprodukter med indhold af polyurethan er gennemført i fem faser omfattende:

  1. Kortlægning af gældende og kommende regler
  2. Kortlægning af produktionsspild
  3. Kortlægning af udtjente produkter
  4. Kortlægning af genanvendelsesteknologier
  5. Rapportering

Projektet er gennemført af Rambøll Danmark i samarbejde med Plastindustrien i Danmark, PUR- sektionen.

Til projektet har været tilknyttet en følgegruppe bestående af en repræsentant fra Miljøstyrelsens Industrikontor.

Projektet er en del af et nordisk brancheinitiativ, som har til formål at tilvejebringe et videngrundlag, som kan bringe branchen på forkant med udviklingen i EU og de initiativer, som kan forventes derfra med henblik på indførelse af fx producentansvar, udfasning af miljøbelastende stoffer og krav om opfyldelse af mål for genanvendelse.

1.1 Formål

Der anvendes i Danmark årligt over 40.000 tons polyurethan til opskumning og støbning af forskellige typer af produkter. Der er dermed et ganske godt overblik over råvareforbruget. Imidlertid findes der ingen kortlægning af mængden af produktionsspild fra polyurethan forarbejdende virksomheder eller af mængden af udtjente produkter af eller med indhold af polyurethan i Danmark.

Dette projekt har derfor til formål dels at

  • kortlægge produktionsspild
  • kortlægge mængden af udtjente produkter,

men også for håndteringen af produktionsspild og udtjente produkter, at skaffe overblik over

  • gældende regler
  • kommende regler

Et femte element i projektet er at få overblik over, hvilke omkostninger til affaldshåndteringen af polyurethan, der hviler på hhv. producenter og affaldsbehandlere.

Dette element vil kunne blive en vigtig brik i vurderingen af den eventuelle rentabilitet, eller mangel på samme, der måtte være ved mulige frivillige ordninger for indsamling og genanvendelse af produkter af eller med polyurethan.

1.2 Metode – Kortlægning af produktionsspild

Der findes ca. 40 – 50 virksomheder i Danmark, som fremstiller produkter af eller med indhold af polyurethan. Det er udgangspunktet for projektet, at over 75% af forbruget af råvarer til fremstilling af polyurethan anvendes af de 10 største af disse virksomheder.

Det er en målsætning for projektet, at kortlægningen af produktionsspild skal ske på baggrund af virksomheder, som repræsenterer over 80% af forbruget af polyurethan. Kortlægningen er derfor baseret på interview med 15 udvalgte virksomheder indenfor følgende kategorier:

Producenter af

  • fjernvarmerør
  • køle- og fryseskabe
  • kølebiler og –containere
  • fleksibelt skum, og
  • formstøbte artikler

Af de 15 udvalgte produktionsvirksomheder har 3 ikke ønsket at deltage i undersøgelsen. Forbruget af polyurethan på disse 3 virksomheder er i stedet skønnet på baggrund af oplysninger fra deres grønne regnskaber.

Der er gennemført personlige interview med mindst 1 virksomhed indenfor hver kategori og telefoninterview med de øvrige virksomheder. Virksomhederne har forud for interviewet fået tilsendt dels et introduktionsbrev med en beskrivelse af undersøgelsen og en forespørgsel om deres deltagelse, dels fået tilsendt et spørgeskema.

Virksomhederne har dermed haft mulighed for at forberede sig på interviewet og eventuelt finde frem til de relevante oplysninger. Efter interviewet har virksomhederne fået tilsendt de svar, som blev registreret under interviewet og har dermed haft mulighed for at verificere og eventuelt korrigere oplysningerne.

Det anvendte spørgeskema fremgår af bilag A. Virksomhederne er bl.a. blevet spurgt om følgende:

  • typen af produkter, der fremstilles og deres forventede levetid
  • mængden af polyurethan anvendt på virksomheden
  • mængden af polyurethan i form af produktionsspild eller fejlproduktion
  • mulighed for og eventuelt økonomi i at genanvende produktionsspildet
  • nuværende bortskaffelsesform og omkostninger
  • kendskab til genanvendelsesteknologier.

1.3 Metode – Kortlægning af udtjente produkter

Kortlægningen af udtjente produkter er baseret på interview med 14 udvalgte virksomheder. 12 af de udvalgte virksomheder har ønsket at deltage i undersøgelsen. Virksomhederne er udvalgt indenfor følgende kategorier:

Behandlere af

  • køle- og fryseskabe
  • fjernvarmerør
  • udtjente køretøjer og shredderaffald
  • bygge- og anlægsaffald
  • erhvervsaffald

og

  • en genbrugsplads
  • en direkte genanvender

Virksomhederne er udvalgt så de dækker forskellige typer af behandlingsanlæg, hvor kasserede produkter af eller med indhold af polyurethan fra såvel private husholdninger, som erhvervsvirksomheder kan tænkes at dukke op.

De valgte virksomheder kan tjene som eksempler på i hvilket omfang, form og størrelsesorden de modtager kasserede produkter til behandling. Men virksomhederne vil næppe kunne give et repræsentativt billede af mængderne af kasserede produkter. For at tilvejebringe et estimat over mængden af kasserede produkter med indhold af polyurethan, vil oplysningerne derfor nødvendigvis skulle suppleres med viden om produktionsmængder, import- og eksportstatistik, antagelser om levetider mv.

Der er gennemført personlige interviews med mindst 1 virksomhed indenfor hver kategori og telefoninterview med de øvrige virksomheder.

Virksomhederne har forud for interviewet fået tilsendt dels et introduktionsbrev med en beskrivelse af undersøgelsen og en forespørgsel om deres deltagelse, dels fået tilsendt et spørgeskema.

Virksomhederne har dermed haft mulighed for at forberede sig på interviewet og eventuelt finde frem til de relevante oplysninger. Efter interviewet har virksomhederne fået tilsendt de svar, som blev registreret under interviewet og har dermed haft mulighed for at verificere og eventuelt korrigere oplysningerne.

Det anvendte spørgeskema fremgår af bilag B. Virksomhederne er bl.a. blevet spurgt om følgende:

  • typer af kasserede produkter med polyurethan, der modtages
  • modtagne mængder
  • behandlingsform og eventuel behandlingspris
  • eventuel anvendelse af det behandlede produkt

1.4 Metode – Kortlægning af regler

Kortlægningen af såvel gældende som kommende regler er først og fremmest baseret på screeninger af relevante kilder såsom:

  • Eurolex
  • Retsinfo
  • Videncenter for Affalds lovdatabase
  • Affaldsstrategi 2005 – 2008
  • Internationalt Affaldsnyt

Desuden har der været rettet henvendelse til relevante medarbejdere i Miljøstyrelsen for at indhente oplysninger om status på allerede igangsatte initiativer og vurderinger af, hvilke initiativer, der kan forventes indenfor den nærmeste fremtid.

1.5 Metode – Kortlægning af teknologier til genanvendelse og anden nyttiggørelse af polyurethanaffald.

Kortlægningen af teknologier til genanvendelse og nyttiggørelse af polyurethanaffald er baseret på dels et litteraturstudium, hvor fact sheets fra ISOPA, European Diisocyanate & Polyol Producers Association, har været den primære kilde og dels på de gennemførte interviews med virksomhederne.

 



Version 1.0 Maj 2005, © Miljøstyrelsen.