Kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, 55 – Kortlægning af læbeplejeprodukter med duft, smag m.v.

10 Sammenfatning og konklusion

Ifølge kosmetikdirektivet skal indhold af de 26 allergene parfumestoffer oplyses på produkternes INCI-indholdsdeklarationer, hvis de indgår i en koncentration på > 0,001% i leave-on produkter, det vil sige produkter, der ikke vaskes af. Denne fremtidige regel giver mulighed for, at særligt følsomme forbrugere kan undgå disse produkter og derved begrænse antallet af allergitilfælde.

Af tabel 8.2 kan det ses, at deklarationspligten vil gælde for de med * markerede parfumestoffer. Det betyder, at for 12 af de 16 parfumestoffer, der er fundet i de analyserede læbeplejeprodukter, gælder deklarationspligten.

Da det ikke umiddelbart er muligt at bedømme koncentrationen og indhold af de enkelte allergifremkaldende parfumestoffer i et produkt, heller ikke ved at lugte til det, vil den fremtidige indholdsdeklarering give forbrugeren en mulighed for at få oplysning om indholdet, men ikke koncentrationen i produktet.

I en undersøgelse af kosmetiske produkter baseret på naturlige ingredienser blev der identificeret en række duftstoffer, der også er omfattet af denne undersøgelse, fx geraniol, eugenol og hydroxycitronellal (42). Dette stemmer overens med, at analyserede produkter, som indeholder planteolier/ekstrakter, viste indhold af et udvalg af allergene parfumestoffer. Der skal derfor også vises forsigtighed hos personer med allergi overfor parfumestoffer ved anvendelse af kosmetiske produkter baseret på naturlige ingredienser, inklusiv læbeplejeprodukter, som et alternativ til "almindelige" kosmetiske produkter.

For de produkter, hvor der er fundet højt indhold af parfumestoffer, kan der være en risiko for allergi for særligt følsomme personer, herunder børn.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.