Emballageforsyningen i Danmark 2003

Forord

Igennem en årrække er der blevet udarbejdet en årlig opgørelse af emballageforsyningsmængden i Danmark. Arbejdet er til og med opgørelsen for 1998 udført af Rendan/Affald og Genanvendelse (Teknologisk Institut). For opgørelsesåret 1999 og fremover er arbejdet gennemført af konsulentfirmaet LOGISYS A/S, som dog i alle år har medvirket som underleverandør til opgørelsen. For at sikre kontinuitet er der igennem alle år brugt den samme principielle opgørelsesmetode. Det er en væsentlig forudsætning, at datastrømmen ikke brydes. Dog er metoden løbende forbedret gennem supplerende opgørelser.

Rapporten her indeholder en rapportering af arbejdet med at kortlægge emballageforsyningsmængden dækkende året 2003. Rapporteringen omfatter en samlet opgørelse af emballageforsyningsmængden samlet og fordelt ud på hovedmaterialerne og opdelt i salgs- og transportemballager. Endelig er der udarbejdet opstillinger, der viser udviklingen i emballageforsyningen over tid.

Opgørelsen skal anvendes til at dokumentere udviklingen i emballageanvendelsen i Danmark.

I tilknytning til emballagestatistikken for 2003 er der gennemført et del-projekt, der har til formål at verificere de mængder af træemballager, som den årlige opgørelse af emballageforsyningen i Danmark kommer frem til. Såfremt det viser sig, at de hidtidige opgjorte forsyningsdata for træemballager ikke befinder sig på det korrekte niveau, bliver såvel forrige som fremtidige emballageforsyningsopgørelser justeret. Del-projektet indgår i en række af tilsvarende projekter, der er gennemført for emballagematerialerne plast, aluminium og hvidblik. Alle disse projekter har givet anledning til, at emballageforsyningsstatistikken er blevet justeret på visse punkter. Rapporteringen af del-projektet om træemballager er integreret i nærværende rapport.

At træemballager nu kommer i fokus skyldes, at der fra 2008 kommer målsatte krav fra EU om indsamling og genanvendelse af træemballager på tilsvarende vis, som der er krav til de øvrige materialer. Endvidere er der krav om at data vedrørende træemballage skal indrapporteres fra og med dataåret 2003.

Hos LOGISYS har seniorkonsulent Jan Jakobsen fungeret som projektleder.

Til opgørelserne er der anvendt statistisk materiale fra Danmarks Statistik. Desuden har en række brancheorganisationer inden for emballage bidraget med værdifulde oplysninger. Der skal lyde en tak herfor.

 



Version 1.0 Juli 2005, © Miljøstyrelsen.