Farvestoffer i tatoveringsmærker

Resumé

Tatoveringsmærker af typen overføringsbilleder er populære blandt børn. Der er et meget begrænset kendskab til hvilke farvestoffer, der anvendes i sådanne tatoveringsmærker, men da det er produkter, der anvendes på huden, skal de være i overensstemmelse med Kosmetikbekendtgørelsen.

Tatoveringsmærker sælges separat eller kan være indlæg i forskellige former for produkter som slik, legetøj eller fødevarer.

Formålet med denne undersøgelse er at kortlægge, hvilke farvestoffer der typisk bruges i overførings-tatoveringsmærker til børn, endvidere at kunne drage generelle konklusioner om denne type produkters indhold af farvestoffer, og om de opfylder kravene i henhold til Kosmetikbekendtgørelsen.

Der blev indkøbt i alt 42 tatoveringsmærke-produkter enten som selvstændige produkter eller som vedlæg til andre produkter. Alle produkter blev købt i Danmark. Heraf blev 36 mærker udvalgt til analyse hidhørende fra 22 produkter, således at de fleste farver, der indgik i de samlede tatoveringsmærker, var repræsenterede.

Mærkerne blev analyseret ved hjælp af højtryksvæske kromatografi for tilstedeværelsen af 129 farvestoffer. Heraf blev der blev kun identificeret 11 farvestoffer i de analyserede prøver. Alle identificerede farvestoffer er tilladte ifølge Kosmetikbekendtgørelsen. Syv af farvestofferne forekom i koncentrationer over 12 ppm. For disse syv stoffer (CI 15850, CI 11920, CI 45220; CI 75300, CI 13015, CI 45100, CI 15525) blev der foretaget en risikovurdering på baggrund af den tilgængelige litteratur.

Miljøstyrelsen har modtaget nogle få henvendelser om børn, der har haft hudreaktioner efter tatoveringsmærker. Årsagen til de rapporterede reaktioner er ikke klarlagt. Der blev ikke fundet rapporterer om nogen tilfælde af allergisk hudreaktion over for tatoveringsmærker af den nævnte type i den videnskabelige litteratur eller ved forespørgsel hos udvalgte hudafdelinger og Forbrugerrådet.

For farvestofferne CI 45220, CI 13015, CI15525 blev der ikke fundet nogen oplysninger, hverken om dyretests eller allergiske reaktioner hos mennesker. For stofferne CI 15850 og 75300 er der rapporteret om allergiske reaktioner hos enkeltpersoner over for farvestoffet, men aldrig i forbindelse med tatoveringsmærker. CI 11920 og CI 45100's fysisk-kemiske egenskaber er rapporteret forenelige med henholdsvis et moderat/stærkt allergen og et svagt allergen. Hvorvidt det er tilfældet i praksis kan kun afgøres ved yderligere studier. For alle stofferne gælder, at de kan være undersøgt i dyretests uden disse er publicerede. På samme måde kan der have forekommet tilfælde af allergi hos mennesker uden det er offentliggjort.

På det foreliggende grundlag må det imidlertid konkluderes, at den potentielle risiko for allergi som følge af de i undersøgelsen fundne farvestoffer anvendt i tatoveringsmærker (overføringsbilleder) er begrænset.

Der blev kun fundet farvestoffer i tatoveringsmærkerne, som er tilladte i kosmetik, dog må farvestofferne CI 45100 og CI 45220 kun anvendes i produkter, der er bestemt til kortvarig berøring med huden. De fleste af tatoveringsmærkerne var ikke deklarerede hvad angik indhold af farvestoffer.

Rapporten har inden offentliggørelsen været i høring hos producenter/forhandlere af tatoveringsmærker, som indgår i rapporten. Miljøstyrelsen har bedt forhandlere/producenter om deres kommentarer til resultater af analyser, og Miljøstyrelsen har gjort opmærksom på reglerne for området. Flere af dem har efterfølgende henvendt sig til Miljøstyrelsen for at kommentere, hvordan de fremover vil leve op til reglerne, mens andre har udtrykt, at de ikke længere vil forhandle denne type produkter.

 



Version 1.0 August 2005, © Miljøstyrelsen.