NVOC krav til drikkevand

5 Sammenfatning

Der foreligger kun meget sparsom litteratur, der beskriver forekomsten og mulige årsager til høje NVOC indhold i vand fra danske grundvandsmagasiner.

Det bemærkes at grundvand med høje indhold af organisk stof optræder flere steder i Danmark, ofte i grundvandsmagasiner i eller med afsmitning fra marine tertiære og kvartære aflejringer. Der er typisk tale om artesiske grundvandsmagasiner med ringe gennemstrømning og grundvandet karakteriseret ved lange opholdstider, evt. helt eller delvist hydraulisk afsnøret, og uden mulighed for udvaskning af det opløste organiske stof.

Dannelsen af vand med høje indhold af NVOC skyldes opløsning af organisk stof, der typisk findes indlejret i de marine sedimenter. Baseret på eksisterende viden synes dannelsen af NVOC-rigt vand knyttet til grundvandsmagasiner karakteriseret ved bl.a. ionbytning- og reduktionsprocesser, der medføre markante ændringer i grundvandets indholdet af natriumbicarbonat og calcium samt pH-værdi.

Ionbytningsprocesser fremmer opløseligheden af de organiske stoffer, sandsynligvis både som følge af en hævning af pH-værdierne og en fjernelse af calcium fra opløsningen. Ved ionbytningsprocessen dannes natriumbicarbonat. Øvrige hydrokemiske forhold med pH-værdier over ca. 7 samt lave koncentrationer af calcium (<ca. 50 mg/l Ca) øger ligeledes opløseligheden af organisk stof.

Den geografiske fordeling af indvindingsboringer hvor grænseværdien for NVOC overskrides leder til den antagelse at grundvand med mere end 4 mg NVOC pr. liter især indvindes i områder hvor det er svært at finde vand af bedre kvalitet eller hvor behovet overstiger den tilgængelige ressource. I ca. 10% af de boringer hvor grænseværdien overskrides, overskrides også grænseværdier for andre parametre, især kalium, natrium og chlorid.

Der er påvist overskridelser på grænseværdien for NVOC på 267 anlæg, hvor den højeste koncentration er målt på 19 mg/l.

Farvetal og/eller turbiditet og/eller kimtal overskrides på 235 anlæg ud af de 267 anlæg, hvor indholdet af NVOC er større end 4 mg/l.

Ved en grænseværdi på 6 mg NVOC pr. liter ville der have været overskridelser på 80 anlæg og ved 8 mg NVOC pr. liter på 35 anlæg.

I mere end 75% af de anlæg, hvor grænseværdien for NVOC overskrides i den normale eller den udvidede kontrol overskrides også grænseværdien for andre parametre, især farvetal, jern og turbiditet. Grænseværdierne for kimtal overskrides i ca. 35% af anlæggene, hovedsageligt for kimtal bestemt ved 37°C (PCA). Blandt de undersøgte parametre kan der kun konstateres en tendens til stigende farvetal med stigende NVOC-indhold.

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.