| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Tredjepartsadgang og frit forbrugervalg

5 Ret til egenforsyning fra private boringer

• 5.1 Baggrund
• 5.2 Metodebeskrivelse
  • 5.2.1 Etablering af ny indvindingsboring
  • 5.2.2 Valg af almen vandforsyning
• 5.3 Beregningsresultater
  • 5.3.1 Anlæg fordelt på størrelse
  • 5.3.2 Geografisk fordeling af anlæg
• 5.4 Usikkerheds vurdering og følsomhedsanalyse
• 5.5 Samfundsøkonomisk vurdering
• 5.6 Andre aspekter

5.1 Baggrund

Vandforsyningsloven fastlægger, at den ansvarlige kommunalbestyrelse kun kan afslå at give tilladelse til etablering af en indvindingsboring for drikkevandsanlæg med en indvindingsmængde på op til 3.000 m³ om året og forsyning af højst 4 husstande, såfremt tilslutning til den almene vandforsyning kan ske på økonomisk rimelige vilkår, eller såfremt det er sandsynligt, at kravene til drikkevandskvalitet ikke er overholdt, eller at vandforsyningen i øvrigt indebærer helbredsmæssige risici ^[31].

En indførelse af ret til egenforsyning for så vidt angår disse små private boringer og brønde vil indebære, at det er forbrugerne selv, der afgør, om indvinding skal finde sted.

5.2 Metodebeskrivelse

Til belysning af det antal mindre ikke-almene vandforsyninger, der vil anse det finansielt fordelagtigt at udnytte en sådan ret, er det nødvendigt at foretage en yderligere afgrænsning af den population af sådanne forsyninger, der blev foretaget i kap. 3.

Udgangspunktet for analysen er, at de små vandforsyninger står over for at finde en erstatning for en eksisterende brønd eller indvindingsboring. Der kan vælges mellem en ny boring og tilslutning til en almen vandforsyning.

Baggrunden herfor forudsættes at være et ønske om en forbedring af drikkevandskvaliteten, enten fordi det er blevet påbudt af tilsynsmyndighederne, eller fordi forbrugerne selv ønsker det. I begge tilfælde antages det i analysen, at vandkvaliteten i boringen overskrider de tilladte grænseværdier.

Analysen skal derfor kun omfatte de private boringer og brønde, hvor grænseværdien i dag er overskredet. I den tidligere refererede rapport fra GEUS ^[32] viser den foretagne stikprøve, at mindst én af de fastlagte grænseværdier er overskredet for 68 pct. af boringerne.

I princippet skal populationen også afgrænses til kun at omfatte de boringer og brønde, der forsyner højst 4 husstande. Det eksisterende datagrundlag giver imidlertid ikke belæg herfor. Analysen vil derfor omfatte alle boringer, der forsyner mellem 3 og 9 boringer. Disses antal er dog yderst begrænset, omkring 500, så det burde ikke influere på analysen i væsentlig grad.

Det antal anlæg, der indgår i analysen, reduceres hermed til ca. 43.000 jf. også tabel 5-4 nedenfor.

5.2.1 Etablering af ny indvindingsboring

Principperne for opgørelse af omkostningerne ved etablering af en ny boring blev gennemgået i afsnit 4.1.2 og 4.1.4.

For boringer af den størrelse, der er her tale om, vil en række omkostningstyper kunne udelades. Det gælder f.eks. forundersøgelser, adgangsvej og indhegning.

Dertil kommer, at da der er tale om en erstatningsboring, er det ikke nødvendigt at investere i et nyt vandbehandlingsanlæg. Derimod må der ud fra et princip om finansiel bæredygtighed ske årlige henlæggelser med henblik på udskiftning af anlægget. Det forudsættes, som tidligere, at anlæggets økonomiske levetid er 30 år.

De omkostningselementer, der er indeholdt i etablering af en erstatningsboring og den fortsatte drift af vandforsyningen, er vist i tabel 5-1.

Tabel 5-1: Omkostningstyper for erstatningsboring

Det er valgt at medtage investeringer i ny pumpe og andre boringsinstallationer. Muligvis kan der også ske genbrug heraf, men i så fald skal henlæggelser til udskiftning også indgå i omkostningsgrundlaget, hvorfor der ikke vil være nogen forskel i de samlede omkostninger.

I forhold til omkostningsopdelingen i det foregående kapitel, er det sket en simplificering, idet der jo kun skal etableres én boring. Der er kun to omkostningstyper, dels de der er knyttet direkte til vandindvinding og -behandling, dels de hvis størrelse afhænger af længden på den nye råvandsledning, der skal anlægges.

Som tidligere er beregnet enhedsomkostninger for de to omkostningstyper, hvor de relevante enheder er fastlagt til henholdsvis pr. anlæg og pr. 100 m ny ledningslængde.

Enhedspriserne afhænger igen af indvindingsmængden. For de tre anlægsstørrelser, der her er tale om (til 1, 2 og gennemsnitligt 6 husstande), forudsættes en årlig indvindingsmængde på 170 m³ pr. husstand. Det svarer til den vandmængde, der lægges til grund for opgørelsen af den grønne afgift på vand, der også skal betales af husstande forsynet fra private boringer og brønde.

De herefter opgjorte enhedspriser for de tre anlægsstørrelser er vist i tabel 5-2.

Tabel 5-2: Enhedsomkostninger for erstatningsboring

De samlede årlige omkostninger på 30.000 kr. for anlæg til 1 og 2 husstande er fordelt på ca. 3.000 kr. til den direkte drift, 8.000 kr. til renteudgifter og omkring 19.000 kr. til henlæggelser og afskrivninger.

Fordelingen af de årlige udgifter på 38.000 kr. for det større anlæg til 3-9 husstande er 10.000 kr. til direkte drift, 8.000 kr. til renter og 20.000 kr. til henlæggelser og afskrivninger

Af prislisten fremgår, at der er betydelige stordriftsfordele forbundet med indvinding og behandling af råvand i så små mængder, som der her er tale om. Enhedsomkostningerne stiger kun lidt med større indvindingsmængde til trods for, at der i anlæggene til 3-9 husstande indvindes 6 gange så meget vand.

Prislisten danner grundlag for udarbejdelse af overslag over omkostningerne ved etablering af erstatningsboring og fortsat drift af den ikke-almene vandforsyning. Det antages i den forbindelse, at der skal lægges 100 m nye ledninger, og at disse ledninger er beliggende i landzone.

5.2.2 Valg af almen vandforsyning

Ved opgørelse af omkostningerne ved valg af almen vandforsyning er det nødvendigt at inddrage beliggenhed af de private boringer og brønde i forhold til den relevante almene vandforsynings eget forsyningsområde.

Vandforsyningen har kun forsyningspligt til husstande, såfremt ejendommen er beliggende inden for dets forsyningsområde ^[33]. I så fald betaler den nye kunde det tilslutningsbidrag, der er offentliggjort i vandforsyningens takstblad.

En række vandforsyninger fastsætter tilslutningsbidrag i det åbne land for både enfamilieshuse og mindre landbrug. Hvis det er tilfældet, er valgt sidstnævnte, som er det højeste af de to bidrag.

Selskabet kan pålægges at levere vand uden for dets forsyningsområde, men skal i så tilfælde holdes skadesløs. I analysen antages, at en sådan pligt vil blive pålagt, og at selskabet holdes skadesløs ved, at den eller de nye forbrugere betaler de fulde omkostninger herved. Som tidligere diskuteret er denne omkostning sat til 100.000 kr. pr. husstand, hvilket er 4 gange højere end det gennemsnitlige tilslutningsbidrag, der benyttes i beregningerne for tilslutning i det åbne land inden for forsyningsområdet.

Driftsbidragene, der skal betales til vandforsyningen, er de samme uanset beliggenhed. Der forudsættes samme vandforbrug pr. husstand som anført ovenfor.

Ud fra det tidligere definerede takstgrundlag for alle landets kommuner og den anslåede tilslutningsomkostning beregnes herefter den samlede årlige vandregning ved tilslutning for hver kommune for husstande, hvis ejendomme ligger inden for henholdsvis uden for en almen vandforsynings forsyningsområde. Der benyttes samme beregningsprincipper som gennemgået i afsnit 4.1.2 og 4.1.3.

I beregningerne antages for alle kommuner, at 80 pct. af ejendommene er inden for et forsyningsområde, og at 20 pct. følgelig ligger udenfor.

Denne vurdering er baseret på en gennemgang af vandforsyningsplaner for 25 kommuner med en stor andel af enkeltanlæg. I vandforsyningsplanerne er angivet forsyningsområder for kommunens vandværker, blandt andet for at forbrugere med egen brønd eller boring ved, hvor de kan blive tilsluttet et alment vandværk.

Gennemgangen af vandforsyningsplanerne viste, at kun et fåtal af kommunerne har angivet, hvor enkeltanlæg er placeret og dermed, hvor mange der ligger inden for eller uden for det forsyningsområde, hvor vandværket i dag har ledningsnet. I størstedelen af kommunerne har vandværkerne imidlertid vandledninger i stort set hele deres forsyningsområde og langt størstedelen af enkeltanlæggene kan ved etablering af en stikledning tilsluttes et alment vandværk.

Ud fra oplysningerne om ledningsnettenes udbygning i det åbne land og på baggrund af de vandforsyningsplaner, hvor antallet af enkeltanlæg uden for og inden for vandværkernes nuværende forsyningsområder er angivet, er ovenstående fordeling fremkommet.

5.3 Beregningsresultater

For hver af landets kommuner er beregnet det antal eksisterende små vandforsyningsanlæg, der må anslås at have en omkostningsmæssig fordel ved etablering af en erstatningsboring.

5.3.1 Anlæg fordelt på størrelse

Resultaterne af disse beregninger fordelt på anlægsstørrelse samt den hermed forbundne omkostningsmæssige fordel i forhold til tilslutning til en almen vandforsyning er vist i tabel 5-3.

Tabel 5-3: Antal anlæg med omkostningsfordel ved ret til egenforsyning

Færre end 75 af 43.000 mulige anlæg vil have en omkostningsmæssig fordel ved indførelse af ret til egenforsyning.

Fordelen tilfalder næsten udelukkende de større private vandforsyningsanlæg med gennemsnitligt 6 husstande. Ca. 18 pct. af de anlæg af denne størrelse, der indgår i populationen, vil have en sådan fordel. Fordelen svarer til ca. 6 pct. af den forventede vandregning ved tilslutning.

At fordelen er begrænset til de større anlæg hænger naturligvis sammen med de ovenfor konstaterede betydelige stordriftsfordele for de anlæg, der dækker 3-9 husstande. Det bemærkes, at de anlæg, der forsyner mere end 4 husstande i princippet ikke burde indgå i beregningerne jf. afsnit 5.2.

5.3.2 Geografisk fordeling af anlæg

Tabel 5-4 viser fordelingen på amter af det antal anlæg, der har en omkostningsfordel samt den afledte, skønnede besparelse.

Da besparelsesmulighederne afhænger af beliggenhed i forhold til forsyningsområde vises mulighederne separat for ejendomme indenfor og udenfor området. Som sammenligningsgrundlag er anført det samlede antal (forurenede) anlæg i de to delpopulationer.

Fordelingen af anlæg og omkostningsfordele på amter vil afhænge dels af antallet af private boringer og brønde i det pågældende amt, herunder især deres fordeling på størrelse, dels af takstniveauet.

Der findes forholdsvis få af de større anlæg i Fyns og Ringkøbing amter, hvilket så afspejles af antallet af anlæg med en omkostningsfordel.

Århus, Viborg og Nordjyllands amter tegner sig i alt for godt halvdelen af de anlæg, der forsyner 3-9 husholdninger stort set ligeligt fordelt på de tre amter. Den samlede omkostningsfordel er noget større i sidstnævnte, hvilket kan henføres til forholdsvis høje vandpriser i de to kommuner i dette amt, der tegner sig for størsteparten af de større anlæg.

Tabel 5-4: Antal anlæg fordelt på amter

5.4 Usikkerhedsvurdering og følsomhedsanalyse

Forskelle i vandpriser ikke blot inden for det enkelte amt, men også inden for den enkelte kommune er klart det største usikkerhedselement i beregningerne.

Analysen er foretaget på et så detaljeret niveau som praktisk muligt, nemlig på kommuneniveau, og der er tilmed indhentet takstoplysninger for et antal vandforsyninger i et antal kommuner i hvert enkelt amt.

Det fjerner dog ikke den usikkerhed, der ligger i, at de konkrete omkostningsfordele afhænger helt af, hvilken vandforsyning forbrugeren tilknyttes.

Omkostningerne ved etablering og drift af erstatningsboringer er derimod veldefinerede og kan med rimelighed antages ensartede for hele landet.

Usikkerheden omkring takstgrundlaget er søgt kvantificeret i en følsomhedsanalyse.

I denne analyse indgår en opgørelse over antallet af anlæg med omkostningsfordel ved ændringer i følgende variable:

• takstgrundlag;
• tilslutningsomkostning;
• henlæggelser til udskiftning af vandbehandlingsanlæg;
• længde af nye ledninger ved erstatningsboring; og
• boringsdybde; og
• vandforbrug
  

Resultaterne af følsomhedsanalysen er vist i tabel 5-5.

Tabel 5-5: Følsomhedsanalyse – ret til egenindvinding

1. Takstniveau
   Basisanalysen antager, at taksterne i de forskellige kommuner afspejler de principper, der blev redegjort for i afsnit 3.6.2.
   
   I stedet antages, at variable vandafgifter er 10 pct. højere. Antallet af anlæg med omkostningsfordel påvirkes ikke nævneværdigt. Set i forhold til årlig omkostning ved egenindvinding på mellem 30.000 og 38.000 kr. er en 10 pct. forhøjelse af takstniveauet kun marginal.
   
   
2. Tilslutningsomkostning
   Omkostningen ved tilslutning af en ejendom uden for en almen vandforsynings forsyningsområde er i basisanalysen sat til 100.000 kr.
   
   En generel fordobling af denne omkostning betyder hen ved en fordobling af anlæggene med en omkostningsmæssig fordel, idet den nu omfatter flere forbrugere, der forsynes fra anlæg til 2 husstande.
   
   Det er dog tvivlsomt, om en sådan fordobling afspejler det reelle omkostningsniveau i praksis. Det skyldes, at ledningsnettet i det åbne land allerede er ganske udbredt. Hermed begrænses behovet for nye ledninger og dermed også tilslutningsomkostningerne. Omvendt viser en halvering af tilslutningsomkostningen til 50.000 kr., at omkostningsfordelen ved fortsat egenforsyning næsten helt forsvinder.
   
   
3. Henlæggelser til vandbehandlingsanlæg
   I basisanalysen er det forudsat, at der i et valg mellem tilslutning og fortsat egenforsyning vil indgå henlæggelser til et nyt vandbehandlingsanlæg som driftsomkostning for sidstnævnte.
   
   Såfremt der ikke foretages sådanne henlæggelser, vil de årlige omkostninger ved egenindvinding falde med mellem 10 og 15 pct.
   
   Det betyder omkostningsfordele for yderligere et antal anlæg, der alle forsyner 3-9 husstande.
   
   
4. Længde af nye ledninger
   Basisanalysen antager, at skal lægges nye ledninger mellem den nye og den gamle boring i en længde af 100 m.
   
   En halvering af ledningslængden indvirker på samme måde som et bortfald af henlæggelser.
   
   Ledningsomkostninger udgør en forholdsvis lavere andel af de samlede årlige omkostninger, hvorfor følsomheden er mere begrænset.
   
   
5. Boringsdybde
   Boringsomkostninger udgør mere end halvdelen af de samlede investeringer, der er i forbindelse med etablering af et nyt indvindingsanlæg. Basisanalysen forudsætter en boringsdybde på 40 m.
   
   I stedet antages en dybde på 30 m, dvs. en reduktion på 25 pct. Heller ikke en sådan reduktion forøger væsentligt antallet af anlæg med en omkostningsfordel.
   
   
6. Vandforbrug
   I basisanalysen er vandforbruget pr. husstand sat til 170 m³ om året.
   
   En fordobling af dette forbrug påvirker ikke antallet af anlæg særlig meget. Ganske vist indebærer en fordobling af forbruget en højere omkostning ved tilslutning som langt fra modvejes af en stigning i driftsomkostningerne ved selvforsyning. Omkostningsulempen ved selvforsyning er imidlertid fortsat så stor, at det kun er ganske få anlæg, der så får en fordel af at vælge fortsat egen indvinding.

5.5 Samfundsøkonomisk vurdering

Hverken i basisanalysen eller i den foretagne følsomhedsanalyse har der vist sig nogen omkostningsmæssig fordel for de anlæg, der kun forsyner 1 husstand ved indførelse af ret til fortsat egenforsyning. For så vidt angår anlæg til 2 husstande er der kun fordele for nogle enkelte, når der forudsættes en højere tilslutningsomkostning. Dermed er alle disse anlæg beliggende uden for forsyningsområderne, hvor prisen for tilslutning til en almen vandforsyning jo er langt højere.

Disse fakta peger på, at der specielt for disse anlægsstørrelser er en betydelig omkostningsmæssig ulempe med fortsat at have egenforsyning af drikkevand, når der ses på de fulde omkostninger ved at drive sådanne anlæg.

Størrelsen af denne ulempe illustreres af det forhold, at en gennemsnitlig vandregning inkl. tilslutningsbidrag er på 3.000 kr. inden for forsyningsområdet og 8.000 kr. om året udenfor. Til sammenligning er de fulde omkostninger ved en boring, jf. tabel 5-2, 30.000 kr. om året for et anlæg til 1 husstand, 15.000 kr. årligt pr. husstand for anlæg til 2 husstande og endelig godt 6.000 kr. om året for anlæg til i gennemsnit 6 husstande.

Trods usikkerheden omkring takstgrundlaget er der dermed ingen tvivl om, at en indførelse af en ret til egenindvinding for ejerne af de private anlæg af boringer, såfremt disse erkender de fulde omkostninger ved selvforsyning, samtidig med en krævet eller ønsket overholdelse af krav til vandkvalitet, ikke vil føre til en fortsættelse af egenindvindingen. Derimod vil der ske tilslutning til de almene vandforsyninger.

Det kan dermed også konstateres, at de almene vandforsyninger er mere end fuldt konkurrencedygtige med de private brønde og boringer, således at der er endnu flere fordele ved forsyningsanlæg, der dækker mere end blot de 3-9 husstande, der blev diskuteret ovenfor.

5.6 Andre aspekter

Forsyningssikkerheden ved indvinding af vand fra egen boring er mindre end ved tilslutning til et vandværk. Dette skyldes, at et vandværk som regel råder over flere boringer, og at de mindre vandværker i de senere år har etableret nødforbindelse til et større vandværk til sikring af vandleverancen i tilfælde af forurening af grundvandet, der er den største trussel mod drikkevandsleveringen.

Endvidere bliver vandet fra egen boring kun analyseret hvert 5. år og kun for få parametre i forhold til vand fra vandværker, der bliver analyseret mindste 1. gang årligt. F.eks. bliver vandet fra egen brønd eller boring normalt ikke analyseret for pesticider eller andre miljøfremmede stoffer.

For at en ejendom med egen brønd eller boring beliggende uden for vandværkets nuværende forsyningsområde kan blive tilsluttet vandværket, skal der etableres forsyningsledninger frem til området. Det kan i flere tilfælde være over lange afstande med lange opholdstider i ledningsnettet til følge. Med det beskedne vandforbrug, der er på en enkelt ejendom, kan vandet være længe undervejs, hvilket kan forringe kvaliteten. I de fleste tilfælde har vandværkerne imidlertid etableret ringforbindelser eller har planer herom, hvilket sikrer vandudskiftning i ledningsnettet også i det åbne land.

Fodnoter

[31] Se afsnit 2.2.1

[32] Jf. afsnit 3.4.

[33] Se afsnit 2.2.1.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.