| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Tredjepartsadgang og frit forbrugervalg

4 Frit valg for større vandforbrugere

• 4.1 Metodebeskrivelse
  • 4.1.1 Alternative vandforsyninger
  • 4.1.2 Opgørelse af årlige investeringsomkostninger
  • 4.1.3 Valg af nuværende leverandør
  • 4.1.4 Etablering af egne boringer
  • 4.1.5 Alternativ vandforsyning
  • 4.1.6 Direkte forsyning
• 4.2 Valgmuligheder i praksis
• 4.3 Resultater af basisanalysen
  • 4.3.1 Omkostningsbesparelser
  • 4.3.2 Geografisk fordeling af omkostningsbesparelser
• 4.4 Følsomhedsanalyse
  • 4.4.1 Kortsigtet analyse
  • 4.4.2 Andre forhold
• 4.5 Usikkerhedsvurdering
• 4.6 Samfundsøkonomiske omkostninger ved frit valg
• 4.7 Andre aspekter
  • 4.7.1 Tekniske forhold
  • 4.7.2 Forsyningssikkerhed
  • 4.7.3 Vandkvalitet
  • 4.7.4 Grundvandsressourcer
  • 4.7.5 Planlægning

4.1 Metodebeskrivelse

Ved en indførelse af frit valg vil den større vandforbruger i princippet få fire valgmuligheder, nemlig mellem:

• den nuværende leverandør (status quo);
• selvforsyning (egen indvindingsboring);
• levering fra anden leverandør via nuværende leverandør; og
• direkte forsyning fra anden leverandør.

Dette valg forudsættes i basisomkostningsanalysen, der præsenteres i afsnit 4.2, alene at ske ud fra et mål om at minimere omkostningerne til køb af vand. Det vil sige, at den større vandforbruger vil vælge den form for vandforsyning, der indebærer de laveste omkostninger under ét uden hensyntagen til forskelle i risici.

Det betyder f.eks., at der ikke indgår overvejelser omkring den forsyningsrisiko, der er et karakteristikum for etablering af selvforsyning. Ud over en risiko for afbrydelse af vandforsyningen og heraf følgende gener, herunder produktionstab, er der også en risiko for, at de reelle omkostninger ved leverance af vand viser sig langt højere end forventet. Det vil ske, hvis den eller de boringer, der foretages, bliver forurenede i en grad, således at de må sløjfes før udløbet af deres forventede 30-årige levetid. Disse risikoaspekter vil blive inddraget i følsomhedsanalysen i afsnit 4.3.

Forinden præsentationen af principperne for beregning af omkostninger i de fire valg, er det nødvendigt at afgrænse, hvilke andre leverandører den større vandforbruger må antages at kunne vælge imellem.

4.1.1 Alternative vandforsyninger

Udgangspunktet for fastlæggelsen af de alternative vandforsyninger for en større vandforbruger, der er tilknyttet et givet forsyningsselskab, er, at alternativerne skal findes mellem selskaber i nabokommunerne, med mindre der allerede er anlagt forsyningsledninger fra andre vandforsyninger på tværs af kommunen.

I praksis er det en rimelig forudsætning, idet omkostningerne ved anlæg af nye forsyningsledninger vil være så store, at det ikke vil være økonomisk attraktivt at anlægge nye forsyningsledninger fra fjernere beliggende kommuner.

For de større vandforbrugere er det først blevet fastlagt, hvilke kommuner der grænser op til den kommune, hvorfra de i dag får vand. Dernæst er det blevet undersøgt, hvorvidt der er større vandudbydere inden for nabokommunerne. Såfremt det ikke er tilfældet, kan den pågældende kommune ikke indgå blandt de alternative leverandører. Endelig er det for Storkøbenhavn blevet undersøgt, hvorvidt Københavns Energi (KE) og Gentofte Kommune allerede leverer vand til det pågældende selskab eller har rentvandsledninger, der passerer gennem kommunen. I bekræftende fald er KE eller Gentofte Kommune blandt de alternative vandforsyninger for de større vandforbrugere.

Bilag B viser en fortegnelse over de større vandforsyningsselskaber, der har større vandforbrugere samt disses alternative vandforsyningsmuligheder.

Det ses, at der er valgmuligheder for forbrugerne i 47 selskaber, mens der for de resterende 11 selskaber ikke er noget alternativ. Manglen på alternativ er en afspejling af vandforsyningsstrukturen. Selv om en (nabo-) kommune befolkningsmæssigt er af en betragtelig størrelse, kan ansvaret for vandforsyningen godt være fordelt på en række forholdsvis mindre selskaber. Det er f.eks. tilfælde for nabokommunerne til det kommunale vandforsyningsselskab i Randers.

Antallet af større vandudbydere, der på landsplan, kan vælges mellem i praksis er reduceret fra 93 til 88, idet enkelte af de potentielle udbydere, f.eks. Maribo, ikke grænser op til kommuner med større vandforbrugere tilknyttet deres forsyningsselskab.

I beregningerne indgår også muligheden for at etablere en direkte forsyningsledning mellem den større vandforbruger og mulige alternative vandforsyninger. Disse alternativer er som tidligere nævnt i afsnit 3.5.1 ligeledes fastlagt på basis af en vurdering af ledningsnettet. Af hensyn til fortroligheden omkring de oplysninger, der er indhentet omkring disse forbrugere, fremgår disse afstande ikke af bilaget.

4.1.2 Opgørelse af årlige investeringsomkostninger

Såvel ved valg af egenforsyning som ved valg af alternativ vandleverandør vil den større forbruger afholde ikke blot nogle løbende udgifter, men også omkostninger af engangskarakter.

Disse engangsomkostninger kan være i form af investeringsudgifter eller i form af betaling af tilslutningsbidrag ved overgang til anden vandforsyning.

For at muliggøre en sammenligning af omkostningerne ved de forskellige løsninger er det nødvendigt at gøre de forskellige udgiftstyper sammenlignelige.

En sammenligning kan lettest ske ved en opgørelse af de samlede årlige omkostninger for hver valgmulighed. Det indebærer, at omkostningerne af engangskarakter skal omregnes til en konstant årlig omkostning. Engangsomkostningerne dækker jo levering af en ydelse over en fremtidig årrække, nemlig investeringens/tilslutningsbidragets levetid.

I den udviklede beregningsmodel sker omregningen til en konstant årlig kapitalomkostning ud fra følgende formel:

hvor:

ÅO årlig kapitalomkostning
ENGOMK engangsomkostning (investering eller tilslutningsbidrag)
DFAK diskonteringsfaktor
LEV levetid af investering eller tilslutningsbidrag

Den årlige omkostning udtrykker nutidsværdien af den samlede engangsomkostning pr. år.

Nutidsværdimetoden sikrer, at værdien af omkostninger afholdt i dag er sammenlignelige med omkostninger, der afholdes i fremtiden. Det sker ved at inddrage diskonteringsrenten i omkostningsopgørelsen. Den valgte diskonteringsfaktor er i omkostningsberegningerne sat til 5 pct.

Den årlige engangsomkostning beregnes for hver af de investeringer, der indgår i beregningerne samt for tilslutningsbidraget. Den forudsatte levetid for investeringerne er vist i bilag A(1), mens tilslutningsbidraget forudsættes amortiseret over en periode på 30 år.

De samlede årlige udgifter for et givet valg kan dermed opgøres som summen af de årlige driftsudgifter, engangsomkostningerne pr. år samt de årlige finansieringsomkostninger. Ved valg af ”status quo” indgår naturligvis kun vandregningen som en driftsudgift, mens der hverken er engangs- eller finansieringsomkostninger.

Den valgmulighed, der har de samlede laveste omkostninger, er dermed den med den laveste nutidsværdi, hvilket konventionelt betegnes som det ”omkostningseffektive” valg.

4.1.3 Valg af nuværende leverandør

Omkostningerne forbundet med valg af den nuværende leverandør er naturligvis den større vandforbrugers nuværende vandregning pr. år.

Denne vandregning beregnes for hver større forbruger i undersøgelsen ud fra det nuværende vandforbrug (faktisk oplyst eller skønnet) og de takster for variabelt og fast driftsbidrag for større vandforbrugere, der er fastlagt i takstbladet for forbrugerens vandforsyning. Et tidligere betalt tilslutningsbidrag indgår ikke som en årlig omkostning, da der ikke foreligger oplysninger om dets størrelse, og da tilslutning med rimelighed kan antages at være sket for så mange år siden, at bidraget kan antages fuldt amortiseret jf. diskussionen i afsnit 2.1.5.

Ved gennemgang af takstbladene viste det sig som tidligere omtalt, at der ikke altid var offentliggjort satser for det faste vandbidrag for alle størrelser af vandforbrug. Såfremt det faste bidrag ikke er det samme for alle kundegrupper, vil det typisk afhænge af målerstørrelse eller årligt forbrug.

I flere tilfælde var kun anført bidragene op til en given målerstørrelse eller et givet forbrug. Hvis det er tilfældet, da indgår det største faste bidrag i beregningerne. Denne forudsætning har ikke væsentlig betydning for udfaldet af beregningerne for de større vandforbrugere, idet det faste bidrag i langt de fleste tilfælde er nominelt af størrelse og dermed kun udgør en lille andel af den samlede vandregning.

4.1.4 Etablering af egne boringer

Etablering af denne form for drikkevandsforsyning indebærer en række investerings- og driftsomkostninger.

Disse omkostninger kan inddeles i 3 typer, nemlig:

1. de anlægsafhængige omkostninger, dvs. de omkostninger, der følger umiddelbart af selve etableringen af egenforsyning, nemlig til etablering af en kildeplads og et vandbehandlingsanlæg;
2. de omkostninger, der primært afhænger af, hvor mange indvindingsboringer, det er nødvendigt at etablere; og
3. de omkostninger, der varierer direkte med afstanden mellem kildepladsen og forbrugsstedet.

Tabel 4-1: Omkostningstyper ved egenforsyning

Tabel 4-1 viser hvilke investerings- og driftsomkostninger, der kan henføres til de 3 kategorier. Størrelsen af finansieringsomkostningerne i hver kategori afhænger naturligvis af det respektive investeringsbehov.

Niveauet for omkostningerne i hver kategori afhænger i særlig grad af den samlede indvindingsmængde, der er af betydning for størrelsen af kildepladsen og vandbehandlingsanlægget, dimensionen af rørledningen samt de heraf afledte driftsomkostninger.

For forskellige niveauer af indvindingsmængder er herefter beregnet størrelsen af de samlede årlige ”enheds” omkostninger for hver af de tre omkostningstyper. Den valgte enhed for egenforsyning er naturligvis én egenforsyning (kildeplads og anlæg), mens den for de boringsafhængige omkostninger er defineret pr. boring. Endelig er enheden for transportafstand pr. km.

Tabel 4-2: Enhedsomkostninger for egenforsyning

Den hermed etablerede prisliste for forskellige indvindingsmængder benyttes så til at estimere omkostningerne ved etablering af egenforsyning for enhver større vandforbruger. De samlede årlige omkostninger for de tre hovedtyper ved forskellige indvindingsmængder er vist i tabel 4-2.

Til brug for udarbejdelsen af prislisten er der indhentet oplysninger om investerings- og driftsomkostninger for vandbehandlingsanlæg med kapacitet til at behandle indvindingsmængder på 50.000, 100.000, 250.000, 500.000, 750.000 og 1 million m³ om året. Priserne for de øvrige indvindingsmængder, der anføres på prislisten, er afledt ved lineær interpolation samt ved ekstrapolation for en årlig indvindingsmængde på 2 millioner m³. Anlægspriserne dækker alene simpel behandling af grundvandet jf. beskrivelsen i afsnit 2.3.

De øvrige investerings- og driftsomkostninger er beregnet for de samme indvindingsmængder som for vandbehandlingsanlæg samt for indvindingsmængder på 75.000, 150.000, 200.000 og 300.000 m³ om året. Omkostningerne for de øvrige indvindingsmængder er beregnet ved lineær interpolation.

Beregningen af boringsomkostninger forudsætter, at der er tale om en ”standard” boring med en samlet dybde på 60 m, en boringsdiameter på 400 mm og en rørdiameter på 225 mm. Regionale forskelle i geologien og dermed i boringsdybde er forsøgt dækket ind ved valg af standardboringen. Prisen på rørledninger pr. m er i Storkøbenhavn sat til enhedsomkostningen gældende for byområder. I den øvrige del af landet er ledningsprisen et simpelt gennemsnit af enhedsomkostningerne for henholdsvis by- og landområder.

I de konkrete beregninger vil antallet af boringer, der skal etableres, afhænge dels af det samlede vandforbrug, dels den tilladte indvindingsmængde pr. boring. Beregningerne forudsætter en tilladt boringskapacitet på 100.000 m³.

Antallet af nødvendige boringer for hver større vandforbruger beregnes herefter som det årlige vandforbrug divideret med boringskapaciteten (og rundet opad til nærmeste heltal).

Dette antal ganges så med de boringsafhængige årlige omkostninger pr. boring for at opgøre den samlede boringsafhængige omkostning for den pågældende vandforbruger. Hertil lægges så den anlægsafhængige omkostning ved det givne vandforbrug samt den afstandsafhængige omkostning, idet det forudsættes, at transportafstanden er 1 km.

4.1.5 Alternativ vandforsyning

Omkostningen for den større vandforbruger ved tilslutning til anden vandforsyning består af 3 komponenter

1. Drifts- og tilslutningsbidrag til den valgte vandforsyning;
2. Adgangsgebyr for brug af ledningsnet i den ”gamle” vandforsyning; og
3. Anlæg og drift af ny forsyningsledning.

ad 1) Drifts- og tilslutningsbidrag

Driftsbidraget beregnes ud fra samme princip som for ”status quo” løsningen. Ud fra et omkostningsdækningsprincip skal også betales tilslutningsbidrag, idet forbrugeren jo belaster både hovedanlæg og forsyningsledning i den valgte vandforsyning. Som nævnt i afsnit 4.1.2 amortiseres tilslutningsbidraget over en 30-årig periode, dvs. at det implicit forudsættes, at skiftet af vandforsyning vil dække (mindst) denne periode.

ad 2) Adgangsgebyr

Principperne for beregning af gebyr for tredjepartsadgang til ledningsnettet blev diskuteret i afsnit 3.7. Den definerede procentsats multipliceres med det variable driftsbidrag i den ”gamle” vandforsyning og med denne kundes vandforbrug, hvorved det samlede adgangsgebyr er beregnet for forbrugeren.

ad 3) Ledningsomkostninger

Den nye forsyningsledning, der eventuelt skal anlægges for at få levering fra anden vandforsyning, er en ledning, der kobler de to vandselskabers ledningsnet sammen på et sted, hvor nettet har tilstrækkeligt stor transportkapacitet.

I beregningerne antages, at ledningsomkostningerne (investering, drift og finansiering) skal deles mellem de større vandforbrugere tilknyttet samme forsyningsselskab, dvs. at alle ud fra et omkostningsminimeringssynspunkt vælger en anden leverandør. Hver større vandforbruger betaler en andel af den samlede ledningsomkostning, der svarer til andelen af de større forbrugeres samlede vandforbrug.

Hermed brydes med det ”traditionelle” solidariske princip inden for vandforsyning, hvor alle forbrugere skal medfinansiere anlæg af nye ledninger. Et sådant brud er ikke blot rimeligt, men også nødvendigt, da det kun er den (større) vandforbruger, som vælger anden leverandør, der får fordelene ved anlæg af denne ledning i form af lavere driftsbidrag.

Ledningsomkostningerne kan inddeles i to typer, nemlig de, der er de samme uanset længden af ledningen og de, hvis størrelse er direkte proportional med ledningslængden.

De omkostninger, der bestemmes af selve tilslutningen, omfatter vurderingen af tilslutningsmuligheder samt en eventuel investering i et trykforøgeranlæg. Omkostningerne til køb af en trykforøger er derudover direkte proportional med den transporterede vandmængde.

De afstandsafhængige omkostninger vedrører anlæg af transportledningen samt pumpeomkostningerne (elforbrug) og udgifterne til vedligeholdelse.

For anlæg af ny forsyningsledning er ligeledes udarbejdet en prisliste, der viser de tilslutnings- henholdsvis afstandsafhængige omkostninger for forskellige transporterede vandmængder. De valgte enheder for de to omkostningskategorier er pr. tilslutning respektive pr. km ny forsyningsledning.

Ved udarbejdelsen af prislisten er der for de tilslutningsafhængige omkostninger sondret mellem, hvorvidt der er behov for trykforøgeranlæg eller ej. Det er forudsat, at der kun ved ledningsafstande på mindst 5 km skal investeres i et sådant anlæg.

Tabel 4-3: Enhedsomkostninger for tilslutning

For de afstandsafhængige omkostninger er sondret mellem anlæg af ledninger i city, by- og landområder jf. definitionen heraf i afsnit 3.8.1.1. En yderligere, nødvendig sondring er også foretaget for trykforøgeranlæg. Uden et sådant anlæg er der ingen yderligere pumpeomkostninger i forbindelse med tilslutningen.

Et uddrag af den udarbejdede prisliste er vist i tabel 4-3, idet de afstandsafhængige omkostninger uden trykforøgeranlæg er udeladt af overskuelighedshensyn. Den fuldstændige prisliste fremgår af bilag C.

I prislisten er foretaget beregninger af enhedsomkostninger for vandmængder op til 200.000 m³, 250.000, 300.000, 500.000, 750.000, 1, 2, 3 og 4 millioner m³ ud fra faktuelle oplysninger om investerings- og driftsomkostninger. Omkostningerne for de øvrige vandmængder er beregnet ved lineær interpolation.

Den udarbejdede prisliste benyttes så til at beregne ledningsomkostninger for forskellige vandforsyninger for hver af de større vandforbrugere under hensyntagen til de estimerede, nødvendige ledningslængder.

I den forbindelse forudsættes, at alle ledninger anlagt i Københavns og Frederiksberg kommuner er til ”city” omkostninger. Ledninger i Københavns Amt samt i dele af Frederiksborg Amt (Hørsholm, Farum) anlægges til ”by” omkostninger. For de større provinsbyer (Odense, Esbjerg, Århus og Aalborg) forudsættes ledninger op til 2 km anlagt i byområder og den resterende del i landområder. Endelig antages for de øvrige områder, at 1 km ledning lægges i byområder og den resterende del i landområder.

En så forholdsvis detaljeret inddeling har været nødvendig for at få et rimeligt skøn over ledningsomkostningerne. Som det bemærkes af tabellen, så varierer disse omkostninger kraftigt med områdetype, hvortil kommer, at niveauet for ledningsomkostningerne er ganske højt.

Endelig skal nævnes, at det er en grundforudsætning i beregningerne, at der ikke vil være udtrædelsesgebyr forbundet med at skifte vandforsyning, idet der ikke er nogen lovmæssig baggrund herfor. Et sådant gebyr vil naturligvis kun fordyre valg af en anden vandforsyning.

4.1.6 Direkte forsyning

Omkostningen for den større vandforbruger ved direkte forsyning fra anden leverandør består af 2 komponenter

• Drifts- og tilslutningsbidrag til den valgte vandforsyning; og
• Anlæg og drift af ny forsyningsledning.

Disse omkostningselementer beregnes efter helt samme principper som ved indirekte forsyning via den ”gamle” leverandør jf. afsnit 4.1.5 ovenfor. Der skal ikke betales adgangsbidrag til dennes ledningsnet, idet den nyanlagte ledning jo sikrer direkte levering, dvs. inden for den ”nye leverandørs ledningsnet.

Beregningerne forudsætter, at den vandforbruger, der får fordel af en ny forsyningsledning til en anden leverandør, skal bære de fulde omkostninger ved anlæg af en sådan ledning.

Også i dette tilfælde brydes således - ud fra en rimelighedsbetragtning - med det ”traditionelle” solidariske princip inden for vandforsyning, hvor alle forbrugere skal medfinansiere anlæg af nye ledninger.

4.2 Valgmuligheder i praksis

Som anført i afsnit 4.1 har den større vandforbruger ved frit valg i princippet tre alternativer til sin nuværende vandleverandør, nemlig egenindvinding, levering af vand fra anden vandforsyning via den nuværende leverandør og levering af vand via en direkte forsyningsledning.

I praksis er den eneste begrænsning på anlæg af nye forsyningsledninger (de to sidstnævnte alternativer), at der eksisterer en alternativ vandleverandør i en nabokommune jf. diskussionen i afsnit 4.1.1. I fastlæggelsen af alternativer er forudsat, at transport- og vandbehandlingskapaciteten er tilstrækkelig stor til at imødekomme en ny efterspørgsel fra større forbrugere. Denne kapacitet blev vurderet ud fra indvindingstilladelserne i 1998.

Derimod vil grundvandsressourcens størrelse og tilgængelighed samt kvaliteten af grundvandet sætte en praktisk begrænsning på mulighederne for valg af egenindvinding.

I analysen må det således forudsættes, at:

• grundvandet indvindes inden for kommunegrænsen; og
• grundvandet er af en kvalitet, således at en simpel vandbehandling er tilstrækkelig ^[26] for at opfylde kravene til drikkevandskvalitet ^[27].

Det betyder, at der ikke kan etableres egenindvinding i de kommuner, hvor der i dag er etableret videregående vandbehandling til fjernelse af forhøjede indhold af naturlige stoffer (nikkel) eller miljøfremmede stoffer (pesticider og klorerede opløsningsmidler).

For at vandforsyningerne i dag kan opnå tilladelse til videregående vandbehandling, skal alle muligheder for at finde grundvand af en bedre kvalitet være undersøgt og udtømt. Det vurderes derfor analogt, at det heller ikke er muligt for en storforbruger at etablere egenindvinding i de pågældende kommuner.

Ud fra ovenstående forudsætninger er alternativet med etablering af egenindvinding ikke praktisk muligt i Frederiksberg, Hvidovre og Brøndby kommuner.

I Københavns Kommune gælder, at der ikke foretages indvinding af grundvand til drikkevandsformål. Det skyldes, at grundvandskvaliteten i store dele af kommunen er forringet som følge af en tidligere intensiv vandindvinding og de tidligere forurenende aktiviteter, der har foregået i byområdet ^[28].

I store dele af Københavns Kommune må det antages, at det ikke vil være muligt for større vandforbrugere at etablere egenindvinding, som kan opfylde kriteriet om, at grundvandet kun må undergå en simpel vandbehandling. I analysen antages derfor, at egenindvinding ikke er et alternativ i praksis i Københavns Kommune.

For de øvrige kommuner i analysen vurderes, at det uden for bymæssig bebyggelse er muligt at finde grundvand af en egnet kvalitet til etablering af egenindvinding.

4.3 Resultater af basisanalysen

Basisanalysen bygger på de forudsætninger, der blev opstillet i det foregående kapitel samt i gennemgangen ovenfor.

4.3.1 Omkostningsbesparelser

For hver af de 194 større vandforbrugere, der indgår i analysen, er beregnet de årlige omkostninger ved de forskellige valgmuligheder, der i teorien vil resultere af indførelsen af frit valg og tredjepartsadgang.

Tabel 4-4: Potentielle omkostningsbesparelser

Resultaterne af disse beregninger fordelt på valgmuligheder er opsummeret i tabel 4-4.

Den potentielle besparelse ved indførelse af frit valg og tredjepartsadgang er skønnet til at udgøre ca. 34 mill. kr. svarende til 19 pct. af de større vandforbrugeres nuværende vandregning. Egenindvinding er ud fra en omkostningsmæssig betragtning klart det mest attraktive valg, mens etablering af en direkte forsyningsledning er betydeligt mindre fordelagtig.

Derimod er valg af alternativ vandforsyning ved tredjepartsadgang en for dyr løsning, idet det høje gebyr, der må antages opkrævet ved tredjepartsadgang til ledningsnettet, mere end modvejer de lavere ledningsomkostninger pr. m³, når der etableres en fælles forsyningsledning frem for en ledning, der alene forsyner én større vandforbruger.

Som tidligere diskuteret lægger dimension af rørledninger og kapacitet af vandbehandlingsanlæg et loft på den enkelte vandforsynings produktionspotentiale. Indvindingstilladelserne i 1998 er valgt som indikator for den maksimale kapacitet. Det vurderes, at de større vandforbrugere, der ud fra en ren omkostningsbetragtning ville vælge en direkte ledning til anden vandforsyning har et vandforbrug, der ikke overstiger den ledige kapacitet ^[29] i vandforsyningen.

Ca. 95 pct. af besparelsespotentialet ses at vedrøre egenindvinding, der jo allerede i dag er et muligt alternativ for virksomheder og institutioner ved valg af vandforsyning. Det betyder så, at de maksimale besparelser ved indførelse af frit valg mellem vandforsyninger og tredjepartsadgang udgør ca. 2 mill. kr. om året eller 1 pct. af den samlede årlige vandregning for de større vandforbrugere.

4.3.2 Geografisk fordeling af omkostningsbesparelser

Fordelingen af det potentielle besparelsespotentiale på amter er vist i tabel 4-5.

Tabel 4-5: Omkostningsbesparelser fordelt på amter

For Københavns Kommune bemærkes, at der ikke er noget besparelsespotentiale overhovedet. Ved valg af den geografisk set nærmeste vandforsyning, Frederiksberg Kommune, skal der ikke blot afholdes, om end relativt beskedne, udgifter til nye ledninger, men den gennemsnitlige vandpris for Frederiksberg er også højere. For de øvrige mulige vandforsyninger er en lavere vandpris mere end modvejet af højere ledningsomkostninger og et eventuelt adgangsgebyr.

I Frederiksberg Kommune har tre af de større vandforbrugere en billigere leveringsmulighed ved etablering af en direkte ledning til Københavns Energi. Disse tre kunder har et vandforbrug, der er tilstrækkeligt stort såvel som en tilstrækkelig kort ledningsafstand til at modveje den forholdsvis lave besparelse på vandprisen pr. m³ ved skift af leverandør.

I Københavns Amt kan der realiseres forholdsvis store besparelser ved skift fra de eksisterende vandforsyninger. For 18 af de 19 storforbrugere er etablering af egne boringer den finansielt mest attraktive løsning. Baggrunden herfor er de forholdsvis høje vandpriser i amtet, i størrelsesordenen 8-11 kr. pr. m³. Det bemærkes, at egne boringer er en mulighed, der ikke udnyttes i dag. En mulig forklaring kan være, at indvindingsboringerne skal etableres længere væk end 1 km som forudsat i standardberegningerne. Alternativt kan egenforsyning vurderes som forbundet med for stor forsyningsrisiko jf. diskussionen i afsnit 4.4.

Også i Frederiksborg Amt skønnes et forholdsvis væsentligt besparelsespotentiale. Dette skøn er dog forbundet med nogen usikkerhed, idet langt størsteparten vedrører en større forbruger estimeret ved opregningen til landsplan og dermed ikke en konkret oplyst storforbruger.

Langt det største potentiale for omkostningsreduktioner findes i Vestsjællands Amt. Stort set hele besparelsen vedrører en enkelt vandforbruger, der i dag har valgt at få dækket sit vandbehov fra en almen vandforsyning.

I Århus og Viborg amter anslås ligeledes et besparelsespotentiale over gennemsnittet. I Århus Amt er etablering af egne boringer mere attraktive for ca. 2/3 af de større forbrugere. I Viborg Amt vedrører stort set hele besparelsen, som i Frederiksborg amt, en storforbruger defineret ved opregningen til landsplan. Også her er skønnet for den mulige omkostningsreduktion derfor usikkert.

I Vejle, Ringkøbing og Nordjyllands amter vurderes ikke at være noget videre besparelsespotentiale, trods det faktum, at alle amterne har eller vurderes at have adskillige større forbrugere med et relativt stort vandforbrug. Forklaringen er de lave vandpriser på mellem 2 og 4 kr. pr. m³. I modsætning til, hvad der var tilfældet for Københavns Amt, betyder det, at ikke engang etablering af egne indvindingsboringer er finansielt fordelagtig.

De detaljerede beregninger viser også, at omkostningerne ved valg af anden vandforsyning gennem tredjepartsadgang til ledningsnettet varierer betydeligt mellem de forskellige dele af landet.

I Storkøbenhavn, hvor længden af de nye ledninger er kort, er omkostningerne i forbindelse med tredjepartsadgang mellem 10 og 35 pct. højere end den større vandforbrugeres nuværende udgifter til vand.

I provinsen, hvor de nødvendige nye forsyningsledninger skal være ganske lange, er omkostningerne ved etablering af tredjepartsadgang oftest 50-100 pct. større end vandregningen, men en forskel på 300-500 pct. er også beregnet for enkelte kommuner med kun én eller to større vandforbrugere.

4.4 Følsomhedsanalyse

I følsomhedsanalysen indgår en kvantificering af ændringer i besparelsespotentialet på landsplan ved ændringer i forskellige nøglevariable.

4.4.1 Kortsigtet analyse

Den mulige omkostningsbesparelse vurderes umiddelbart og på kort sigt at være særligt følsom over for ændringer i følgende variable:

• definition af større vandforbruger;
• begrænsninger i valgmuligheder;
• afstand mellem egne indvindingsboringer og forbrugsstedet;
• levetid af egne indvindingsboringer;
• videresalg af vand;
• størrelsen af gebyr for tredjepartsadgang;
• tilslutningsbidrag;
• ledningsomkostninger; og
• diskonteringsrente

Indvirkningen af disse ændringer på det samlede besparelsespotentiale på landsplan såvel som antallet af vandforbrugere, der kan opnå en sådan besparelse, er opsummeret i tabel 4-6.

1) pct. af vandregning for alle større vandforbrugere
2) for boligforeninger

Tabel 4-6: Følsomhedsanalyse - tredjepartsadgang

1. Definition af større vandforbruger
   Basisanalysen forudsætter, at en større vandforbruger har et forbrug på mindst 50.000 m³ om året.
   
   I stedet antages denne grænse sat til et årligt forbrug på 100.000 m³. Antallet af vandforbrugere, der har en finansiel fordel i et alternativ til den nuværende vandforsyning reduceres med 30 pct. mod en reduktion i besparelsespotentialet på ca. 10 pct. Dette forhold illustrerer naturligvis, at besparelserne er størst for de store forbrugere.
   
   
2. Begrænset valg
   I basisanalysen er det forudsat, at erhvervsvirksomheder såvel som institutioner og boligforeninger anser egenindvinding som et reelt alternativ til den nuværende vandforsyning.
   
   Hensynet til den langt større forsyningsrisiko ved egne vandboringer kunne betyde, at i hvert fald boligforeninger fravælger denne mulighed.
   
   Besparelsespotentialet reduceres noget mindre end svarende til faldet i antal forbrugere. Dette er et udtryk for, at den mulige besparelse for boligforeninger ved at etablere egne boringer ikke er særlig stor. I betragtning af den større risiko er det langt fra givet, at den begrænsede gevinst anses som tilstrækkeligt attraktiv.
   
   
3. Kildepladsafstand
   En grundantagelse i basisanalysen er, at afstanden mellem kildepladsen for egne indvindingsboringer og forbrugsstedet er 1 km.
   
   En fordobling af denne afstand for enhver af de større vandforbrugere indebærer en tilsvarende stigning i omkostninger til anlæg af ledninger. Det betyder, at egenindvinding ikke længere er finansielt attraktiv for et forholdsvis stort antal forbrugere med et hver for sig begrænset besparelsespotentiale.
   
   En halvering af kildepladsen øger de potentielle besparelser til 38 mill. kr. fordelt på 81 forbrugere, herunder 1 storforbruger som i basisanalysen havde en direkte forsyningsledning som det omkostningsmæssigt optimale valg.
   
   
4. Levetid for indvindingsboringer
   Levetiden for indvindingsboringer er i basisanalysen sat til 30 år, hvilket svarer til den forventede økonomiske levetid for boringer.
   
   I praksis kan levetiden være kortere, f.eks. fordi forurening af grundvandet kan indebære et krav om lukning af boringen.
   
   En halvering af den gennemsnitlige levetid af boringerne til 15 år betyder, at de årlige kapitalomkostninger for boringen stiger modsvarende. Det betyder så igen, at etablering af egne boringer ikke længere vil være omkostningsmæssig fordelagtig for et antal større vandforbrugere.
   
   
5. Adgangsgebyr
   
   Basisanalysen forudsætter, et omkostningsbaseret gebyr for adgang til tredjeparts ledningsnet, der svarer til 38 pct. af den variable vandafgift for hver enkelt større vandforbruger.
   
   En halvering af dette gebyr, f.eks. for at tiltrække nye kunder og dermed bedre udnytte ledig kapacitet, har ingen indvirkning på det samlede besparelsespotentiale. Valg af en alternativ vandforsyning er fortsat ikke finansielt attraktivt.
   
   
6. Tilslutningsbidrag
   
   Det bidrag, der skal betales ved tilslutning til anden vandforsyning er i basisanalysen fastsat ud fra oplysningerne i vandforsyningens takstblad, subsidiært estimeret.
   
   Den alternative vandforsyning kunne beslutte, at der ikke skal betales noget tilslutningsbidrag f.eks. fordi den større vandforbruger kan bidrage til forsyningens drift gennem betaling af vandafgifter, eller fordi en eventuel ledig kapacitet i vandbehandling og/eller ledningsnet så bedre kan udnyttes.
   
   En sådan ændring har ingen indvirkning på besparelsespotentialet. Det skyldes, at tilslutningsbidraget i beregningerne amortiseres over 30 år, således at det kun i begrænset grad påvirker størrelsen af de årlige omkostninger.
   
   
7. Ledningsomkostninger
   
   Basisanalysen forudsætter, at de større vandforbrugere betaler de fulde omkostninger for en ny forsyningsledning til kobling af to vandforsyninger.
   
   Ud fra en længeresigtet betragtning med mulighed for, at også andre vandforbrugere udnytter den nye ledning, antages det i stedet, at de større vandforbrugere kun pålægges at betale halvdelen af omkostningerne til anlæg, drift og finansiering af den nye ledning.
   
   Der er ingen påvirkning af besparelsespotentialet, hvilket udtrykker, hvor store ledningsomkostningerne er i forhold til den besparelse, der kan realiseres alene ud fra en lavere vandpris.
   
   Konkret er det således, at ledningsomkostningerne skal deles mellem de, der vælger en anden vandforsyning. Når omkostningsrelationerne er således inden for et givet forsyningsselskab, at nogle større forbrugere har egenindvinding som den billigste løsning, da bliver ledningsomkostningerne for de øvrige uforholdsmæssigt store.
   
   
8. Diskonteringsfaktor

   Diskonteringsfaktoren, der i basisanalysen er sat til 5 pct., udtrykker i hvilket omfang en investering er risikobetonet. Der er forudsat samme diskonteringsfaktor for alle tre alternativer i analysen
   
   Som tidligere diskuteret må egenindvinding anses for mere risikobetonet, idet den indebærer en højere forsyningsrisiko.
   
   

   Diskonteringsfaktoren for egenindvinding er i stedet sat til 8 pct. En højere diskonteringsfaktor forøger nutidsværdien af fremtidige omkostninger og dermed også de årlige kapitalomkostninger for indvindingsboringerne.
   
   Reduktionen i besparelsespotentiale afspejler, at et etablering af boringer ikke længere er finansielt fordelagtig for et antal større vandforbrugere. Dertil kommer, at 9 forbrugere (mod 6 i basisanalysen) vælger en direkte forsyningsledning som billigste alternativ. Den samlede besparelse herved er dog kun på 0.1 mill. kr.

Alt i alt viser følsomhedsanalysen, at besparelsespotentialet især er påvirket af faktorer, der indvirker på boringsomkostninger og antallet af boringer. Det skyldes, at den overvejende del af potentialet for omkostningsreduktioner i basisanalysen vedrører valg af egenindvinding som alternativ vandforsyning.

4.4.2 Andre forhold

På længere sigt kunne øget konkurrence i vandforsyningen gennem indførelse af frit valg og tredjepartsadgang i princippet tænkes at føre til effektivitetsforbedringer i de forsyninger, der bliver mest udsat for en sådan konkurrence. Sådanne forbedringer ville komme hele befolkningen til gode.

Imidlertid viser såvel basisanalysen som følsomhedsanalysen, at den konkurrencetrussel, der måtte komme fra indførelse af frit valg og tredjepartsadgang er yderst begrænset fordi der ikke er noget omkostningsmæssigt incitament for de større vandforbrugere til at vælge anden vandforsyning.

Dertil kommer, at potentialet for betydelige effektivitetsforbedringer i vandforsyningerne i almindelighed må anses for forholdsvis begrænset. Som tidligere nævnt er vandforsyningerne særdeles kapitalintensive, således at afskrivninger udgør en stor andel af driftsomkostningerne og lønomkostningerne en modsvarende beskeden andel.

Erfaringer fra Storbritannien peger ganske vist på, at liberalisering kan føre til ikke ubetydelige effektivitetsforbedringer. I den forbindelse er det værd at bemærke, at en stor del af de såkaldte effektivitetsforbedringer skal findes i reducerede udgifter til administration og vedligeholdelse ^[30]. Desuden adskiller vandværksdriften i Storbritannien sig betragteligt fra den i Danmark, idet udgifterne til vandbehandling er langt højere. Dermed er en direkte sammenligning ikke mulig.

Ved etablering af egen boring vil videresalg af vand til andre større vandforbrugere reducere enhedsomkostningerne pr. m³ ved egenindvinding. Det skyldes, at en del af investerings- og driftsudgifterne ikke stiger ligefrem proportionalt med stigende indvindingsmængde jf. gennemgangen i afsnit 4.1.4. Samtidig vil der dog være behov for nye investeringer i form af anlæg af en eller flere forsyningsledninger til den eller de (større) vandforbrugere, der leveres vand til.

Størrelsen af en eventuel reduktion i de samlede enhedsomkostninger vil helt afhænge af indvindingsmængde, antal forbrugere, der tilsluttes samt længden af nye ledninger. Der kan derfor ikke drages generelle konklusioner, men et par simple regneeksempler kan tjene til at illustrere problemstillingen.

I begge eksempler antages, at 2 virksomheder hver har etablering af egen boring som billigste vandforsyning. Virksomhederne kan så enten hver især lave en ny boring eller de kan slå sig sammen om et fælles indvindings- og behandlingsanlæg. Såfremt sidstnævnte vælges antages, at der skal lægges en ny forsyningsledning med en længde på 250 m. Øvrige beregningsantagelser er som i den foregående analyse, herunder at hver boring har en kapacitet på 100.000 m³.

I eksempel 1 forudsættes, at de to virksomheder hver har en indvindingsmængde pr. år på 100.000 m³, dvs. i alt 200.000 m³ om året. Der skal så enten laves 2 separate boringer med hver sit vandbehandlingsanlæg eller 2 boringer på samme kildeplads med fælles vandbehandling.

I eksempel 2 har de 2 virksomheder et samlet årligt forbrug på 300.000 m³ fordelt med 200.000 m³ til den ene og 100.000 m³ til den anden virksomhed. I dette tilfælde skal der laves 2 henholdsvis 1 separat boring med hver sit vandbehandlingsanlæg eller en fælles kildeplads med 3 boringer og et fælles vandbehandlingsanlæg

De årlige omkostninger for de to eksempler ved separate indvindingsboringer og anlæg respektive fælles boringer og vandbehandlingsanlæg samt en ekstra forsyningsledning på 250 m er vist i tabel 4-7.

Tabel 4-7: Videresalg af vand

De to virksomheder under ét ses under de givne forudsætninger at kunne spare omkring yderligere 10 pct. på deres respektive vandregninger ved etablering af en fælles kildeplads og et fælles vandbehandlingsanlæg frem for hver sin kildeplads og hver sit anlæg.

Videresalg af vand i form af fælles vandindvinding er en mulighed, der allerede i dag udnyttes af enkelte virksomheder.

4.5 Usikkerhedsvurdering

En eventuel usikkerhed i forbindelse med omkostningsberegningerne knytter sig først og fremmest til datagrundlaget.

Populationen af større vandforbrugere må anses at være defineret med stor grad af sikkerhed, ikke mindst vurderet ud fra størrelsen af den indhentede stikprøve og kvaliteten af de modtagne besvarelser. Ved opregningen til landsplan blev valgt en metode, der indikerede større vandforbrugere i de selskaber for hvilke oplysninger om større vandforbrugere allerede forelå. Det vil sige, at metoden ex ante kunne identificere vandforsyninger med større vandforbrugere, som ex post viste sig at have sådanne.

Oplysningerne om ledningsnettet og længden af eventuelle nye forsyningsledninger er specielt veldefinerede for Storkøbenhavn, idet de er indhentet fra vandforsyningernes egne ledningsnetsplaner. Dette er væsentligt, idet koblingsmuligheder mellem en storforbruger og en anden vandforsyninger grundet de kortere ledningsafstande har langt det største potentiale i dette område.

Takstgrundlaget, der er benyttet i beregningerne, er fuldstændigt for så vidt angår vandpriser, idet der er indhentet oplysninger om variable og faste driftsbidrag for alle vandforsyninger i analysen. Oplysningerne om tilslutningsbidrag er mere ufuldstændige, da bidragene for de større vandforbrugere ikke altid er oplyst i takstbladet. Som det fremgik af følsomhedsanalysen har denne usikkerhed dog ingen nævneværdig indflydelse på udfaldet af omkostningsberegningerne.

I en dynamisk sammenhæng vil en tilpasning af taksterne til at afspejle de underliggende omkostninger heller ikke kunne forventes at indvirke på konklusionerne, idet en sådan tilpasning ikke vil resultere i tilstrækkeligt store, generelle ændringer af takstniveauet. Analogt gælder en ændring af prisfastsættelsen på vand i Københavns Energi.

Prisgrundlaget til brug for beregning af investerings- og driftsomkostninger er for langt størstepartens vedkommende indhentet fra leverandører eller fra opslagsværker med almindeligt anvendte priser inden for vandforsyningsbranchen. Derudover er suppleret med Rambølls egne erfaringer fra etablering af vandforsyningsanlæg. Nogen usikkerhed knytter sig til oplysningerne om driftsomkostninger for vandbehandlingsanlæg, hvor et gennemsnitsskøn er benyttet.

Endelig bør nævnes, at der er gjort en række specifikke forudsætninger af teknisk art i forbindelse med omkostningsberegningerne, specielt på investeringssiden. Eksempelvis kan nævnes antagelserne om spidsbelastning af ledninger og vandbehandlingsanlæg, hvor gennemsnitstal er benyttet. Spidsbelastningen er bestemmende for investeringsbehovet. Sådanne gennemsnitsantagelser er rimelige, da de viser et sandsynligt niveau for belastningen. Mere præcise antagelser kræver oplysning om den tidsmæssige fordeling af vandforbruget.

Alt i alt må det vurderes, at opgørelsen af besparelsespotentialet er et godt udtryk for de reelle besparelsesmuligheder ved indførelse af frit valg og tredjepartsadgang.

4.6 Samfundsøkonomiske omkostninger ved frit valg

I omkostningsberegningerne i afsnit 4.3 og 4.4 indgår alene de mulige omkostningsbesparelser for de større vandforbrugere ved introduktion af frit valg og tredjepartsadgang, dvs. de privatøkonomiske omkostninger.

Frit valg og tredjepartsadgang vil imidlertid også have omkostningsmæssige konsekvenser på andre områder. Derfor er det i en samfundsøkonomisk analyse som denne også nødvendigt at inddrage disse konsekvenser i opgørelsen af de samfundsøkonomiske omkostninger.

Først og fremmest vil de større vandforbrugeres udnyttelse af et frit valg og tredjepartsadgang have indflydelse på takstniveauet og -strukturen i vandforsyningsselskaberne.

Vurderingen heraf skal kun omfatte det frie valg mellem egenindvinding og etablering af en direkte forsyningsledning til anden vandforsyning. Som det fremgik af omkostningsberegningerne i de foregående afsnit, er tredjepartsadgang til ledningsnettet intet finansielt fordelagtigt alternativ.

Udnytter større vandforbrugere et frit valg mister den ”afgivende” vandforsyning takstgrundlag svarende til vandforbruget hos den eller de vandforbrugere, der skifter vandforsyning. Såfremt der ikke sker modsvarende effektivitetsforbedringer vil det indebære takstforhøjelser i selskabet, idet, som tidligere diskuteret, skønsmæssigt 60 pct. af de samlede driftsomkostninger er faste, dvs. uændrede ved faldende salg af vand.

Størrelsen af takstforhøjelser i vandforsyningen vil være direkte proportional med, hvor stor en andel de større vandforbrugeres leverancer af drikkevand udgør af selskabets samlede leverancer. Derudover vil en eventuel forskel i vandafgift mellem de større vandforbrugere og de øvrige kunder være af betydning.

Tabel 4-8: Takstpåvirkninger i vandforsyninger berørt af frit valg

Disse problemstillinger er illustreret i tabel 4-8. I den foretagne basisanalyse vil de 28 vandforsyninger, der berøres af det frie valg, miste leverancer af vand på i alt 17 mill. m³ svarende til 14 pct. af deres samlede leverede vandmængde.

Ud fra det opstillede takstgrundlag kan det modsvarende indtægtstab opgøres til i alt 127 mill. kr. jf. i øvrigt også tabel 4-4. Den gennemsnitlige vandpris på de mistede leverancer kan herefter beregnes til 7,49 kr.

For at sikre dækning af de (uændrede) faste omkostninger skal taksterne i selskabet uden effektivitetsforbedringer forhøjes således, at indtægterne stiger svarende til de faste omkostningers andel af det samlede indtægtstab dvs. 76 mill. kr. Såfremt det yderligere antages, at den gennemsnitlige vandpris er den samme for alle forbrugere, da er en takstforhøjelse på knap 10 pct. nødvendig for at sikre indtægtsdækning af de samlede driftsomkostninger.

For god ordens skyld bør tilføjes, at i det omfang det frie valg indebærer etablering af forsyningsledninger til anden almen vandforsyning, da vil det betyde indtægtsstigninger i dette selskab til modvægt af indtægtstabet andet steds. Da nye forsyningsledninger kun udgør 5 pct. af det samlede besparelsespotentiale, er indvirkningen på størrelsen af den samlede takstforhøjelse dog tilsvarende begrænset.

Det må heller ikke overses, at frit valg og tredjepartsadgang for de større vandforbrugere kan føre til en ændret takststruktur i vandforsyningerne.

Yderligere samfundsøkonomiske omkostninger ved indførelse af frit valg vil hidrøre fra omkostninger ved etablering og administration af en ordning med frit valg. Det rækker ud over formålet med nærværende rapport at søge at estimere disse omkostninger, men i betragtning af det forholdsvis begrænsede privatøkonomiske besparelsespotentiale og størrelsen af takstpåvirkninger for de øvrige forbrugere er det naturligvis en omkostning, der må indgå i overvejelserne.

4.7 Andre aspekter

Udgangspunktet for analysen er som nævnt, at forsyningssikkerhed samt miljø- og sundhedsmæssige aspekter ikke må forringes hverken for storforbrugerne, der vælger alternativ vandleverance, eller for de øvrige vandforbrugere i forsyningsområderne. Indførelse af tredjepartsadgang og frit forbrugervalg vil have konsekvenser for en række vandforsyningsmæssige aspekter både teknisk, miljømæssigt, sundhedsmæssigt og planlægningsmæssigt. I det følgende gives en kvalitativ vurdering af disse konsekvenser.

4.7.1 Tekniske forhold

Indførelse af tredjepartsadgang og frit forbrugervalg kan have forskellig påvirkning af en række tekniske forhold hos de vandforsyninger, der skal levere mere vand og de vandforsyninger, der mister kunder. Det er specielt ledningsnettet og vandværkerne, der vil blive berørt.

Vandforsyningernes ledningsnet er dimensioneret efter, hvor der pumpes vand ud på nettet enten fra vandværket eller i Storkøbenhavn ved leveringsstederne fra Københavns Energi og Gentofte Kommune. Det betyder, at de største ledninger ligger ved udpumpningsstederne og bliver mindre, jo længere væk man kommer herfra.

Ved sammenkobling af ledningsnet og ved levering af en større vandmængde ind på et eksisterende ledningsnet i et sammenkoblingspunkt vil strømningsretninger og trykforhold i ledningsnettet ændres i forhold til den nuværende situation. Det gælder både for ledningsnettet hos den vandforsyning, der skal levere mere vand og i ledningsnettet hos den vandforsyning, der modtager vand.

Det kan betyde, at der i dele af ledningsnettet opstår flaskehalse og som følge heraf, at de øvrige forbrugere ikke kan få leveret vand på grund af for lavt tryk i ledningsnettet. Som konsekvens heraf kan det blive nødvendigt at øge trykket i ledningsnettet., foretage forstærkninger af ledningsnettet eller specielle foranstaltninger (trykforøgere) hos de berørte forbrugere for at sikre, at alle får en uændret levering af vand. Det er nødvendigt med en model over ledningsnettet for at kunne vurdere de strømnings- og trykmæssige forhold ved en sammenkobling af ledningsnet eller en forøget leverance i et eksisterende koblingspunkt.

Samtidig kan en omfordeling af vandleverancen og udpumpning på ledningsnettet betyde, at der i andre områder af ledningsnettet bliver for stor kapacitet, så opholdstiden for vandet i ledningerne bliver længere. Dette kan forringe vandkvaliteten.

Ved levering af mere vand gennem dele af ledningsnettet til en større vandforbruger i et andet forsyningsområde vil trykket i ledningerne stige, og der er risiko for flere brud på ledningerne og dermed et øget vandtab. Dette øger udgifterne til reparationer og medfører samtidig en forringet service for de øvrige forbrugere, der må undvære vand, indtil bruddet er repareret.

En del vandværker har overskudskapacitet på grund af det faldende vandforbrug i det seneste årti. Ved levering af vand til flere forbrugere udnyttes både beholder- og behandlingskapaciteten på vandværket bedre, hvilket giver en bedre vandkvalitet for forbrugerne. Omvendt kan der opstå overkapacitet på de vandværker, som mister kunder.

Ligesådan kan man risikere, at vandværkerne presses kapacitetsmæssigt, hvis de får flere kunder, så vandbehandlingen af den grund forringes.

4.7.2 Forsyningssikkerhed

Dansk vandforsyning har en høj grad af forsyningssikkerhed, og borgerne er sikret vand i stort set alle tilfælde. Der er i det seneste årti gennem vandforsyningsplanlægningen arbejdet med at forbedre forsyningssikkerheden i tilfælde af forurening af grundvandet. I Storkøbenhavn, hvor flere ledninger fra Københavns Energi og Gentofte Kommune er koblet til kommunernes ledningsnet samtidig med en lokal indvinding, er forsyningssikkerheden for forbrugerne meget stor.

Ved indførelse af tredjepartsadgang til et eksisterende ledningsnet vil en større vandforbruger uden for Storkøbenhavn derfor kunne opnå en højere grad af forsyningssikkerhed, idet forbrugeren har mulighed for både at få leveret vand fra den nye vandleverandør og fra den eksisterende vandleverandør gennem det eksisterende ledningsnet.

Ved tredjepartsadgang øges forsyningssikkerheden også for de øvrige forbrugere i forsyningsområdet, da der opstår en ekstra mulighed for levering af vand i tilfælde af driftsproblemer hos den eksisterende vandforsyning.

Da forsyningssikkerheden i dag allerede er meget høj, må det vurderes, at de betydelige ekstraomkostninger, der er forbundet med anlæg af nye ledninger for at muliggøre tredjepartsadgang, er for høje til at retfærdiggøre den marginale risikoreduktion hvad angår sikkerheden.

Ved frit valg, hvor den større vandforbruger får leveret vand direkte gennem en ledning fra den alternative vandudbyder, vil forsyningssikkerheden mindskes i forhold til de eksisterende forhold. Ved brud på ledningen har forbrugeren i princippet ingen nødforsyning med mindre tilkoblingen til det eksisterende vandledningsnet bibeholdes, og forbrugeren vil derfor være uden vand, indtil bruddet er lokaliseret og repareret. Det kan tage fra få timer til 1 dag at få repareret et brud på en stor vandledning. Såfremt en vandforsyning skal stå stand-by og skal kunne levere til forbrugere i nødsituationer, må omkostningerne til opretholdelse af den nødvendige større kapacitet af vandforsyningsanlægget betales af storforbrugeren.

Såfremt den større vandforbruger etablerer egenindvinding, vil forsyningssikkerheden også reduceres i forhold til nu, med mindre en nødforsyning til det eksisterende vandværk bibeholdes. Ved etablering af egenindvinding er der risiko for, at grundvandet kan blive forurenet, så det ikke med simpel vandbehandling kan opnå drikkevandskvalitet. I sådanne tilfælde skal storforbrugeren finde nye vandforsyningsmuligheder enten i form af en ny boring, ved tilslutning til en vandforsyning eller ved etablering af videregående vandbehandling, hvis det er muligt. Det forurenede vand kan eventuelt udnyttes til procesvand hos virksomheder eller institutioner. Dette er ikke en mulighed for boligforeninger.

Storforbrugere med et forbrug under 100.000 m³ pr. år vil sandsynligvis kun råde over én indvindingsboring, hvilket er sårbart i tilfælde af driftsstop eller ved rensning af pumpe eller regenerering af boring. I nogle områder af Danmark er det nødvendigt at rense pumpen 1 gang årligt, da den mister kapacitet på grund af tilstopning med jern. Boringerne i disse områder skal endvidere regenereres hvert 3-5 år for at sikre vandtilstrømning fra grundvandsmagasinet til boringen.

Ved den større vandforbrugers etablering af egenindvinding eller direkte levering fra en alternativ vandudbyder sker der ingen påvirkning af forsyningssikkerheden for de øvrige forbrugere.

4.7.3 Vandkvalitet

Ved tredjepartsadgang blandes to vandtyper i ledningsnettet. Dette finder i praksis sted i Københavnsområdet, hvor Københavns Energi og Gentofte Kommune leverer vand til de lokale vandforsyninger. Der er ikke observeret problemer med vandkvaliteten som følge af blandingen og det vurderes, at det i langt de fleste tilfælde i Danmark ikke vil give problemer at blande to rentvandstyper, såfremt begge overholder kvalitetskravene til drikkevand.

Ved tredjepartsadgang gennem kobling af ledningsnet blandes som nævnt to vandtyper. Det betyder dels, at den større vandforbruger, der har valgt en alternativ vandudbyder med stor sandsynlighed ikke vil få leveret den vandtype, der produceres hos den alternative vandudbyder, men en blanding af de to vandtyper. I enkelte tilfælde vil storforbrugeren fortsætte med at få den eksisterende vandkvalitet, selv om der er valgt en anden vandudbyder.

En del af de øvrige forbrugere vil således blive berørt og få en anden vandkvalitet end oprindeligt, samt en anden vandkvalitet, end den de betaler for.

Ændring af strømningsretninger og trykforhold ved sammenkobling af ledningsnet kan løsrive belægninger fra eksisterende ledningsnet og dermed forandre vandkvaliteten. Dette vurderes at være et overgangsproblem i de første måneder efter sammenkoblingen, men vil også berøre øvrige forbrugere i forsyningsområdet. Ved ændringer i strømningsmønstre i forhold til, hvad ledningsnettet er dimensioneret til, kan der opstå såkaldte stagnationspunkter i ledningerne. Det betyder, at der hvor vandet mellem to udpumpningssteder mødes, vil det stå og skvulpe frem og tilbage i ledningerne uden tilstrækkelig cirkulation og vandudskiftning. Dette kan give lange opholdstider for vandet i ledningerne og dermed en forringet vandkvalitet.

Vandkvaliteten kan ligeledes blive forringet ved etablering af lange transportledninger enten ved sammenkobling af ledningsnet eller ved direkte levering fra en vandudbyder til en storforbruger, idet opholdstiden kan blive lang. Hos de vandforsyninger, der mister kunder, vil opholdstiden i ledningsnettet ligeledes blive forøget, og der er risiko for forringet vandkvalitet for de resterende forbrugere.

Ved lange transportafstande kan det muligvis komme på tale at desinficere vandet med forringet smagsoplevelse for forbrugerne til følge.

4.7.4 Grundvandsressourcer

Etablering af egenindvinding for storforbrugere vil give en spredning af vandindvindingen til gavn for grundvandsressourcen, der dermed udnyttes bedre og mere optimalt. Den mere decentrale vandindvinding vil endvidere mindske store grundvandssænkninger og påvirkningen af vandløb og søer.

Det er imidlertid ikke i alle dele af landet muligt at opnå indvindingstilladelse, da grundvandsressourcen er begrænset og allerede er fuldt udnyttet af den eksisterende vandforsyning. Dette gælder blandt andet i Storkøbenhavn, hvor det ikke er muligt at øge indvindingen i forhold til i dag. Da der ud over vandindvindingen i de enkelte kommuner købes en stor mængde drikkevand fra de regionale vandforsyninger i København og Gentofte, vil en eventuel etablering af egenindvinding hos en storforbruger ikke reducere kommunens egen vandindvinding og dermed frigive grundvandsressourcer men derimod reducere den købte vandmængde. Det skyldes, at kommunernes egenproduktion af vand er væsentligt billigere end importeret vand.

Uden for Hovedstadsområdet, hvor der ikke sker import af vand til kommunerne, kan etablering af egenindvinding hos en større vandforbruger fragå vandforsyningens indvinding, og den samlede belastning af grundvandsressourcen vil da være uændret. For at sikre en uændret belastning af grundvandsressourcen skal indvindingstilladelsen til vandforsyningen reguleres i forhold til den vandmængde, som den større vandforbruger skal have ret til at indvinde.

Det er ikke muligt for alle vandforsyninger at øge indvindingen i et omfang, der svarer til den potentielle efterspørgsel, der er efter vand fra den pågældende vandforsyning. Ressourcens tilgængelighed og kvalitet er afgørende for, hvor stor en efterspørgsel en vandforsyning kan imødekomme. Desværre er grundvandsressourcerne i Danmark ikke placeret efter befolkningstæthed og vandforbrug. Det betyder, at grundvandsforekomsterne overordnet set i blandt andet Storkøbenhavn og Frederiksborg Amt ifølge GEUS er overudnyttede.

Selv om mange vandforsyninger har fået nedsat deres indvindingstilladelse i de senere år som følge af gebyrloven, har flere amter i denne analyse påpeget, at indvindingstilladelsen også er sat ned som følge af forurening eller uønsket påvirkning af recipienter. Sidstnævnte tilfælde gælder blandt andet for Københavns Energi, hvor indvindingen i Lejre-området er nedsat for at tilgodese vådområder. Med implementering af vandrammedirektivet må det forudses, at dette også vil ske i andre dele af landet. Det er derfor ikke muligt at etablere større egenindvinding alle steder i Danmark.

Etablering af egenindvinding kan føre til en bedre beskyttelse af grundvandsressourcerne, da storforbrugerne nu er afhængige af den grundvandskvalitet, der indvindes lokalt: Du bor oven på dit drikkevand. Forbrugerne ser det derfor som et ekstra incitament til at mindske brugen af f.eks. pesticider og mere sikker håndtering af kemikalier. Der stilles endvidere skrappe krav til grundvandsbeskyttelse i en indvindingstilladelse.

4.7.5 Planlægning

Ved etablering af tredjepartsadgang og frit forbrugervalg vil det være vanskeligt for vandforsyningerne at planlægge udbygninger og investeringer samt sikre forsyningssikkerheden for forbrugerne, da de ikke ved, hvilke kunder og dermed forbrug, der skal leveres til i fremtiden. Det gælder inden for alle områder: indvindingskapacitet, behandlingskapacitet og kapacitet af ledningsnet. En større usikkerhed omkring planlægningen kan føre til uhensigtsmæssige investeringer i overkapacitet.

Fodnoter

[26] Jf. afsnit 3.3.

[27] Jf. afsnit 3.2.1

[28] Københavns Kommune: ”Grundvandsplan for Københavns Kommune 2000”, Miljøkontrollen 2001.

[29] Defineret som indvindingstilladelse i 1998 fratrukket den nuværende indvindingsmængde.

[30] Office of Water Services (UK): ”Report on Water and Sewerage Service Unit Costs and Relative Efficiency 2000-2001”, London 2002.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.