| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Tredjepartsadgang og frit forbrugervalg

3 Datagrundlag

• 3.1 Databehov
• 3.2 Større vandforbrugere
  • 3.2.1 Definition
  • 3.2.2 Dataindsamling
  • 3.2.3 Opregning til landsplan
• 3.3 Større vandudbydere
• 3.4 Private brønde og boringer
• 3.5 Ledningsnet
  • 3.5.1 Større vandudbydere
  • 3.5.2 Private brønde og boringer
• 3.6 Takster
  • 3.6.1 Takster for større vandforbrugere
  • 3.6.2 Takster for husstande
• 3.7 Gebyr for tredjepartsadgang
• 3.8 Omkostninger
  • 3.8.1 Investeringer
  • 3.8.2 Drift
  • 3.8.3 Finansiering

3.1 Databehov

I projektet undersøges de omkostningsmæssige konsekvenser af øget frit valg for to delmarkeder af vandforsyningen, nemlig delmarkedet for de større vandforbrugere og delmarkedet for forbrugere forsynet med vand fra private brønde og boringer.

Til analysen af delmarkedet for de større vandforbrugere er der behov for at afgrænse markedet nærmere. For det første skal de større vandforbrugere defineres og identificeres. Dernæst skal det fastlægges, hvilke vandforsyninger, der i praksis kan imødekomme en efterspørgsel fra sådanne forbrugere. Beregning af de omkostningsmæssige konsekvenser ved frit valg af vandforsyninger kræver oplysninger om takster i de forskellige vandforsyninger samt omkostningerne ved at bruge en anden vandforsynings ledningsnet, anlægge eventuelle nye forsyningsledninger fra den valgte almene vandforsyning samt ved at etablere og drive egen boring.

Delmarkedet for forbrugerne i de små ikke-almene vandforsyninger kræver også en afgrænsning af markedets størrelse og karakter. Valgmulighederne står her mellem at tilslutte sig en almen vandforsyning eller lave en ny indvindingsboring. Databehov omfatter således også takster i vandforsyningen, eventuelle ledningsomkostninger ved tilslutning samt drifts- og investeringsomkostninger ved fortsat selvforsyning.

3.2 Større vandforbrugere

3.2.1 Definition

En større vandforbruger defineres i denne undersøgelse som en forbruger med et årligt, registreret vandforbrug på mindst 50.000 m³. Denne forbrugsstørrelse er fastsat under hensyntagen til, at forbruget skal være stort nok til at sikre rentabiliteten ved eventuel egenforsyning og sikre, at investering i eventuelle nye ledninger ved tilslutning til andet vandværk er rentabel.

De større vandforbrugere må forventes at omfatte boligforeninger, større erhvervsvirksomheder og institutioner som f.eks. sygehuse. Boligforeningerne og institutionerne er afgrænset således, at forbruget skal finde sted inden for et afgrænset (fysisk) område, således at det kan antages, at stikledningerne er tilkoblet samme forsyningsledning. I modsat fald vil der være behov for etablering af nye forsyningsledninger mellem forbrugsstederne, hvilket umiddelbart må vurderes at indebære såvel for store omkostninger som betydelige tekniske vanskeligheder.

Der foreligger ikke opgørelser over vandforbruget fordelt på forbrugsstørrelser. Derfor er det nødvendigt at indhente oplysninger om antal større kunder og disses forbrug direkte hos vandforsyningerne.

Idet kapaciteten i vandforsyningernes ledninger og behandlingsanlæg som tidligere nævnt er tilpasset efterspørgselen i forsyningsområdet, må det a priori forventes, at de større vandforbrugere som her defineret alene skal findes i de større vandforsyninger.

De større vandforsyninger er afgrænset til at omfatte forsyninger med en leveret vandmængde på mindst 1 million m³ om året. Denne grænse er valgt, da vandforsyninger med en produktionskapacitet på 1 million om året er store nok til at kunne levere vand til storforbrugere i andre forsyningsområder. Ud fra Vandstatistik 2002, der bl.a. indeholder driftsdata for vandforsyninger, er det muligt at identificere de større forsyninger. Deres samlede antal udgør i alt 74, hvoraf 27 er beliggende i hovedtandsområdet jf. tabel 3-1. De øvrige større vandforsyninger er beliggende i de store provinsbyer samt i mellemstore byer med en erhvervsstruktur, der betinger et stort vandforbrug. Det gælder f.eks. virksomheder inden for fiskerisektoren.

3.2.2 Dataindsamling

Ud fra sædvanlig statistisk metode vil indhentning af en forholdsvis begrænset stikprøve fra de 74 vandforsyninger være tilstrækkelig til at sikre tilfredsstillende repræsentativitet i data for de større vandforbrugere. Det sker med baggrund i en forventet normalfordeling af data.

To forhold taler i den konkrete sammenhæng imidlertid imod en normalfordeling af populationen.

For det første må antallet af større vandforbrugere ikke forventes at være særlig højt i de enkelte forsyningsselskaber. Som gennemgået i kap. 2 er andelen af leveret vand til potentielt større kunder, nemlig erhvervsvirksomheder, ikke særlig høj.

Dertil kommer et forholdsvis begrænset antal boligforeninger, hvor forbruget i en afdeling kan forventes at ligge over 50.000 m³ om året. Et forbrug af denne størrelse forudsætter et boligkompleks i størrelsesordenen 5-600 lejligheder. Antallet af boligforeninger af denne størrelse er begrænset og tilmed ikke jævnt fordelt over landet.

Dernæst betyder det forventeligt beskedne antal større vandforbrugere i hver vandforsyning, at erhvervs- og boligstrukturen i forsyningsområdet vil have stor betydning for ikke blot deres samlede antal, men også forbrugsniveauet.

Derfor vil en langt større stikprøve være nødvendig. Der er med assistance fra Miljøstyrelsen rettet henvendelse til ca. 60 større vandforsyninger med anmodning om oplysninger om antal større vandforbrugere inden for kategorierne boligforeninger, erhverv og institutioner. Antallet af henvendelser afspejler det antal vandforsyninger, hvor kontaktadresser og -personer kunne fastlægges forud, således at sandsynligheden for svar inden for den givne (korte) tidsfrist blev optimeret.

Der er modtaget svar fra 48 vandforsyninger dvs. en svarprocent på 80, hvilket må anses for yderst tilfredsstillende. 13 selskaber oplyser, at de ikke har nogen større vandforbrugere. De øvrige vandforsyninger har i alt 157 større vandforbrugere, hvoraf 44 boligforeninger, 88 erhvervsvirksomheder og 25 institutioner.

Det faktum, at godt ¼ af vandforsyningerne oplyser ikke at have større vandforbrugere, peger på, at fastlæggelsen af 1 mill. m³ leveret vandmængde som grænseværdi for, om en vandforsyning har større vandforbrugere, er rimelig.

3.2.3 Opregning til landsplan

På basis af de indhentede svar blev der foretaget opregning til alle større vandforsyninger ud fra oplysninger om befolkningstal og -tæthed, leveret vandmængde per person, fordeling af leveret vand på kundegrupper samt erhvervs- og boligstruktur.

Udgangspunktet for opregningen er vandforbruget pr. person i vandselskabets forsyningsområde. Et forbrug over gennemsnittet vil indikere større forbrugere. For alle de større vandforsyninger, for hvilke der ikke foreligger oplysninger om eventuelle større vandforbrugere, er det samlede vandforbrug pr. person beregnet og sammenlignet med vandforbruget i alle de førstnævnte vandforsyninger under ét.

Denne beregning er i det omfang, der foreligger information herom, suppleret med oplysninger om erhvervsvirksomhedernes andel af det samlede vandforbrug. Eftersom oplysningerne om antal personer i forsyningsområdet kan være usikre, er et eventuelt overforbrug efterkontrolleret ved at sammenligne med de mere sikre oplysninger om vandforbruget pr. person i den pågældende kommune.

Med inddragelse af en tolerancetærskel på 2½ pct. for overskridelse af gennemsnittet, beregnes herefter for hver af de relevante vandforsyninger et eventuelt ”overnormalt” vandforbrug. Tolerancetærskelen er medtaget for at tage højde for en vis almindelig usikkerhed i variationer omkring gennemsnittet. Beregninger med udeladelse af denne tærskel såvel som variationer af tærskelværdien viser, at antallet af vandforsyninger med ”overnormalt” forbrug er stort set upåvirket heraf.

Et ”overforbrug” på mere end 50.000 m³ om året betyder, at den pågældende vandforsyning er antaget at have mindst én større vandforbruger inden for enten erhverv eller institutioner. Ved fastlæggelsen af det endelige overforbrug i en vandforsyning er der, i det omfang oplysningerne foreligger, taget højde for et eventuelt unormalt stort tab af vand i ledningsnettet.

Antallet af større vandforbrugere i den enkelte forsyning og forbrugernes størrelse er herefter fastlagt under hensyntagen til erhvervsstruktur og befolkningstæthed samt faktuelle oplysninger om forbrugsfordeling i tilsvarende vandforsyninger. Det er specielt relevant for fiskeribyerne langs den jyske vestkyst.

Ovennævnte metode er anvendt for at fastlægge de større vandforbrugere inden for kategorierne erhvervsvirksomheder og institutioner. Et overnormalt vandforbrug pr. person siger derimod intet om, hvorvidt der er boligforeninger blandt de større vandforbrugere.

Til dette formål er der foretaget en gennemgang af de hovedstadskommuner og mellemstore provinsbyer for hvilke faktuelle oplysninger ikke er modtaget og sammenlignet med de tilsvarende kommuner og byer, der har afgivet svar. Suppleret med oplysninger om befolkningstæthed og kendskab til større boligbyggerier, er et skøn for antal større vandforbrugere fastlagt. Disses vandforbrug er sat på samme niveau som for de boligforeninger, hvor forbrugsoplysninger foreligger.

Det samlede antal større vandforbrugere fastlagt ved denne opregning udgør i alt 37, hvoraf 7 boligforeninger. Disse forbrugere er antaget fordelt på 23 vandforsyningsselskaber.

Den samlede population af større vandforbrugere udgør dermed i alt 194 fordelt på 58 større vandforsyninger. Tabel 3-1 viser den forudsatte fordeling (faktisk og skønnet) af de større vandforbrugere på amter.

3.3 Større vandudbydere

De vandforsyninger, der vil være i stand til at imødekomme en fremtidig efterspørgsel fra større vandforbrugere, skal have den nødvendige kapacitet til indvinding, behandling og transport af vand.

Indhentning af præcise kapacitetsoplysninger kan kun ske ved henvendelse til vandværkerne. En analyse på et sådant detailniveau rækker imidlertid langt videre end formålet med denne undersøgelse. Derfor må populationen af større vandudbydere fastlægges ud fra nogle overordnede forudsætninger.

For det første kan de større vandudbydere forudsættes at omfatte de vandforsyninger, der allerede i dag kan antages at kunne imødekomme en efterspørgsel fra større vandforbrugere. Denne delpopulation omfatter de ovenfor anførte 74 vandforsyninger med en leveret vandmængde, der overstiger 1 million m³ om året.

Dertil kommer de vandforsyninger, der trods en leveret vandmængde på under 1 million alligevel kan antages at have tilstrækkelig stor indvindings-, behandlings- og ledningskapacitet. Som diskuteret i det foregående kapitel har vandefterspørgsel været ganske kraftigt faldende i de senere år, hvilket har resulteret i ledig kapacitet, da vandværkerne på opførelsestidspunktet blev bygget til at imødekomme en større efterspørgsel.

En indikator for vandværkets kapacitet kan være størrelsen af de indhentede indvindingstilladelser fra amterne.

Efter gebyrloven blev indført i 1999 ^[13] er der imidlertid ikke ubetydelige omkostninger forbundet med disse tilladelser. Vandforsyningerne kan derfor med rimelighed antages at have sikret en tilpasning af tilladelserne til den aktuelle efterspørgsel efter vand. Derimod vil størrelsen af indvindingstilladelserne før 1999 antages at være en afspejling af produktionskapaciteten. En tilladelse på over 1 million m³ på daværende tidspunkt vil indikere, at vandforsyningen kan imødekomme en efterspørgsel fra større vandforbrugere.

1) seneste regnskabsår

Tabel 3-1: Større vandforbrugere og vandudbydere

Med henblik på en verificering af denne hypotese, er amterne som tilsynsmyndighed anmodet om oplysninger om størrelsen af indvindingstilladelser i dag og i 1998 for de vandværker, der i dag har en indvindingsmængde på over 500.000 m³ årligt. Denne grænse blev fastsat, idet det må anses som usandsynligt, at vandværker under denne størrelse havde en indvindingstilladelse på over 1 million m³ i 1998.

Rambøll har forestået udsendelse af breve til alle 13 amter og Bornholms Regionskommune. Der er modtaget svar fra 12 amter samt regionskommunen. Indhentning af oplysninger for København og Frederiksberg var ikke relevant, idet disse to kommuner hver især kun har ét vandforsyningsselskab.

De modtagne besvarelser bekræfter antagelsen om, at der er sket en tilpasning af indvindingstilladelserne efter gebyrlovens indførelse. Oplysningerne viser endvidere, at blandt de vandforsyninger, der i dag har en indvindingsmængde på mellem ½ og 1 million m³ havde 16 i 1998 en samlet indvindingstilladelse på mindst 1 million m³/år.

Derudover er det antaget, at der i det amt for hvilket, der mangler oplysninger om indvindingstilladelser, er i alt 3 vandforsyninger med en indvindingstilladelse i 1998 på mindst 1 million m³ om året. Disse vandforsyninger har i dag en indvindingsmængde på mindst ½ million m³/år. Ud fra de modtagne oplysninger fra de øvrige amter, må det anses for altovervejende sandsynligt, at de 3 vandforsyningers indvindingstilladelse i 1998 var på 1 million m³ eller højere.

Dermed udgør den samlede population af større vandudbydere i alt 93 vandforsyninger. Selskabernes geografiske fordeling er vist i tabel 3-1.

Antalsmæssigt findes omkring 40 pct. af de større vandforbrugere i hovedstadsområdet ^[14], men disse tegner sig kun for godt 10 pct. af de større vandforbrugeres samlede forbrug. Det skyldes, at der findes meget få store vandforbrugende virksomheder i dette område. De større vandforbrugere er fortrinsvis boligforeninger, der har et forbrug klart under gennemsnittet for gruppen af større vandforbrugere som helhed.

Ribe, Vejle, Ringkøbing og Nordjyllands amter har knap 1/3 af de større vandforbrugere målt på antal, men næsten halvdelen af det samlede forbrug. Erhvervsstrukturen i disse amter, specielt betydningen af fiskerisektoren, betinger et forholdsvis stort vandforbrug.

Det bør understreges, at selv om en vandforsyning i 1998 havde en ”tilstrækkelig” stor indvindingstilladelse set inden for rammerne af denne rapport, er det langt fra givet, at den tilladte indvindingsmængde kan øges igen.

For det første kan faldet i tilladelsernes størrelse ikke blot skyldes, at vandforsyningen har ønsket en reduktion med udgangspunkt i gebyrloven. Det kan også skyldes, at forurening af grundvandet har betinget en reduktion.

Dernæst, og parallelt hermed, kan netop stigende grundvandsproblemer betyde, at amterne ud fra overordnede miljøhensyn ikke vil være villige til at forhøje indvindingstilladelserne.

Alt i alt betyder det, at antallet af potentielle større vandudbydere må antages at være et maksimumsskøn.

3.4 Private brønde og boringer

Til brug for beregningerne af omkostningerne på landsplan ved henholdsvis etablering af en ny indvindingsboring og tilslutning til en almen vandforsyning er der behov for både oplysninger om antal brønde og boringer og om det antal husstande, der bliver forsynet med vand fra små private anlæg. Desuden kræves oplysninger om det antal husstande, der forsynes fra en given brønd eller boring.

Antallet af private brønde og boringer benyttes ved udarbejdelse af omkostningsoverslag for nyetablerede boringer, mens oplysninger om antal husstande skal anvendes ved beregning af de samlede tilslutningsomkostninger.

I GEUS' ^[15] Jupiter-database registreres alle tilgængelige oplysninger om boringer og vandindvindingsanlæg. Registreringen sker på basis af indberetninger fra amterne.

I en nylig udarbejdet rapport ^[16] konstaterer GEUS, at kvaliteten af indberetningerne for så vidt angår de små, private boringer og anlæg ikke er tilfredsstillende. Antallet af indberettede anlæg ligger langt under det antal, som er blevet identificeret ved hjælp af andre kilder.

Ud fra Jupiter-basen identificerer GEUS i stedet antallet af potentielle private indvindingsboringer, hvoraf ca. 71.000 kan lokaliseres.

Dette skøn er sammenholdt med oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) om antallet af ejendomme, der bliver forsynet med vand fra henholdsvis brønde, boringer til 1-2 forbrugere, og boringer til 3-9 forbrugere. Antallet af sådanne ejendomme er godt 71.000. Dette tal er dog forbundet med nogen usikkerhed, idet et større antal ejendomme (godt 16.000) blev oplyst at være uden vandforsyning ^[17].

For at undersøge graden af usikkerhed i disse data er oplysninger søgt verificeret hos udvalgte kommuner og et enkelt amt, hvorefter det er konkluderet, at opgørelsen i BBR må anses for pålidelig.

De ca. 71.000 husstande er fordelt på godt 15.000 husstande forsynet fra brønde, godt 52.000 forsynet fra boringer til 1-2 forbrugere og godt 3.000 husstande, der får vand fra anlæg til 3-9 ejendomme.

For herudfra at kunne opgøre antallet af brønde og boringer antages, at:

• brøndene kun forsyner 1 husstand;
• af husstande forsynet fra boringer til 1-2 forbrugere udgør 87 pct. boringer til 1 husstand og 13 pct. boringer til 2 husstande; og
• de større anlæg i gennemsnit forsyner 6 husstande.

Størrelsesfordelingen for boringer til 1-2 husstande er udledt af resultaterne af en stikprøve foretaget af GEUS (628 private brønde/boringer) i den ovenfor nævnte rapport. Samme stikprøve angiver, at 97 pct. af anlæggene benyttes til drikkevandsforsyning, hvilket også er blive lagt til grund i den opgørelse af antal husstande og boringer/brønde, der vises i tabel 3-2.

Tabel 3-2: Drikkevandsforsyning fra private brønde og boringer

Det vil i beregningerne blive antaget, at knap 69.000 husstande forsynes med drikkevand fra private brønde og boringer, og at antallet af sådanne ikke-almene vandforsyninger er knap 63.000. Pålideligheden af grunddata er verificeret i rapporten fra GEUS. Fordelingen i tabellen kan derfor anses for ikke at være forbunden med nogen særlig usikkerhed.

Til brug for denne rapport har GEUS stillet oplysningerne fra BBR om antallet af brønde og boringer fordelt på kommuner og kategorier til rådighed.

3.5 Ledningsnet

3.5.1 Større vandudbydere

En forudsætning for at kunne vælge levering af drikkevand fra en anden vandforsyning er, at vandforsyningernes ledningsnet er koblet sammen, eller at der etableres en direkte forsyningsledning fra den valgte vandforsyning til den større vandforbruger. Dermed kan drikkevandet transporteres frem til kunden.

Gennemgangen af strukturen af den danske vandforsyning i afsnit 2.2. påpegede, at sektoren er karakteriseret ved en høj grad af decentralisering og af markedernes regionale karakter.

Ledningsnet vil være etableret i det omfang, at der allerede i dag er aftaler om køb/salg af behandlet vand mellem to vandforsyningsselskaber. Det er tilfældet for en række vandforsyninger i hovedstadsområdet, der får leveret vand fra Københavns Energi, forsyningsselskabet for Københavns Kommune, eller fra Gentofte Kommune. Derudover gælder det et par selskaber i provinsen, nemlig i Kalundborg (Gørlev) og i Holmsland Kommune (Ringkøbing).

Oplysninger om ledningsnettet i Storkøbenhavn er indhentet fra vandforsyningsselskabernes ledningsnetsplaner. Herudfra er estimeret ledningsafstande mellem egnede koblingspunkter hos alternative vandforsyningers ledningsnet og ledningsnettet hos den vandforsyning, hvor den større vandforbruger er tilkoblet samt ledningsafstande for etablering af en direkte forsyningsledning fra den større vandforbruger til ledningsnettet hos en alternativ vandforbruger. Koblingspunktet for ledningsnettene er fastlagt på steder, hvor dimensionen af de eksisterende ledningsnet er tilstrækkelig til at levere vand til en større vandforbruger uden større tryktab eller forsyningsmæssige problemer. Der er ikke foretaget kobling af ledningsnet for ledningsdimensioner med en diameter under 150 mm.

Uden for Storkøbenhavn forudsættes det, i det omfang, at større forsyningsledninger ikke allerede er etableret mellem de større vandudbydere, at der skal anlægges nye ledninger i en længde svarende til afstanden mellem yderkanterne af de to byområder, hvor ledningsnettene er skønnet at have tilstrækkelig kapacitet til at kunne levere større vandmængder. Længden af de direkte ledninger er skønnet ½-1 km længere end ledningslængden mellem vandforsyningerne.

3.5.2 Private brønde og boringer

For de private brønde og boringer, der ligger inden for en vandforsynings forsyningsområde, vil det for tilslutning af ejendommen i langt de fleste tilfælde være tilstrækkeligt at etablere en stikledning. Forsyningsledningsnettet er så udbredt, at nye ledninger ikke er nødvendige.

Tilslutning af nye forbrugere uden for forsyningsområdet indebærer anlæg af nye ledninger. Inden for rammerne af denne rapport har det ikke været muligt at indhente oplysninger om længden af eventuelle nye ledninger ved udvidelse af vandforsyningernes forsyningsområde. I beregningerne i kap. 5 vil der derfor blive lagt en standardlængde til grund.

3.6 Takster

Vandforsyningsloven fastlægger, at kommunalbestyrelsen skal godkende alle takster for de vandforsyninger, der leverer vand til forbrugere i kommunen ^[18]. I de udarbejdede normalregulativer for vandværker anbefales, at de vedtagne takster samles i et takstblad. Denne anbefaling er fulgt i praksis i de konkrete vandregulativer.

Kommunalbestyrelserne skal som tidligere omtalt fastlægge eller godkende følgende taksttyper:

1. variabelt driftsbidrag (vandafgift pr. m³);
2. fast driftsbidrag (vandafgift pr. år); og
3. tilslutnings- (anlægs-)bidrag.

Tilslutningsbidraget kan eventuelt være opdelt i et hovedanlægsbidrag, et forsyningsledningsbidrag og et stikledningsbidrag. Bidragene kan fastsættes ens for alle kundegrupper, eller der kan fastsættes forskellige takster for forskellige kundegrupper.

Fastlæggelsen af en variabel vandafgift er lovpligtig, idet anvendelse af vandmålere er et lovkrav. Derimod er der hverken lovkrav om at fastlægge er fast driftsbidrag eller et anlægsbidrag.

Til brug for nærværende rapport er der indhentet oplysninger om følgende takster:

1. variabelt og fast driftsbidrag for husstande og for større vandforbrugere;
2. tilslutningsbidrag for større vandforbrugere ekskl. stikledningsbidrag;
3. tilslutningsbidrag (inkl. stikledning) for husstande uden for egentlige byområder, men inden for vandforsyningens forsyningsområde; og
4. tilslutningsbidrag (inkl. stikledning) for husstande uden for vandforsyningens forsyningsområde

Tilslutningsbidraget for de større vandforbrugere skal være uden stikledning, idet en sådan allerede er etableret. Vandforsyningen har ikke pligt til at fastsætte takster for tilslutning af forbrugere uden for dets forsyningsområde, idet pligten til at tilslutte nye forbrugere er afgrænset til dette område.

De offentliggjorte takstblade forventes som minimum at indeholde alle relevante takster for de kundetyper, som vandforsyningen leverer drikkevand til inden for dets forsyningsområde.

3.6.1 Takster for større vandforbrugere

Som diskuteret allerede i gennemgangen i afsnit 2.4.3.2 er principperne for takstfastsættelse langt fra ensartede, og der må derfor selv inden for samme amt forventes ikke ubetydelige forskelle i taksterne mellem de forskellige vandforsyninger.

Da samtidig taksterne for de større, fortrinsvis kommunale, vandforsyninger er tilgængelige på kommunernes hjemmesider, er der i delmarkedsanalysen for de større vandforbrugere indhentet takster for alle de større vandudbydere i analysen.

I langt de fleste tilfælde er taksterne offentliggjort på Internettet, ofte i form af de fuldstændige takstblade. Manglende takster er indhentet ved direkte henvendelse til de berørte kommuner respektive private vandforsyninger.

En gennemgang af takstbladene viser imidlertid, at ikke alle takster for de større vandforbrugere er fastlagt af kommunalbestyrelsen i et takstblad. For så vidt angår driftsbidragene offentliggøres den variable vandafgift i alle tilfælde, mens det faste bidrag i flere vandforsyninger fastlægges ”efter aftale”.

Tilslutningsbidragene for de større vandforbrugere er i adskillige selskaber ikke fastsat i takstbladet. Fastlæggelsen angives at ske ”efter forhandling og/eller ”efter regning”. For en række vandforsyninger har det i omkostningsanalysen derfor været nødvendigt at fastlægge et skøn for tilslutningsbidragets størrelse. Dette er sket på basis af niveauet for tilslutningsbidrag i de selskaber, der har fastlagt denne takst samt størrelsen af tilslutningsbidrag for husstande i samme vandforsyning. De således skønnede tilslutningsbidrag er typisk i størrelsesordenen 100.000-200.000 kr. Disse skøn er naturligvis forbundet med betydelig usikkerhed, idet bidraget fastsættes efter helt individuelle kriterier i det enkelte selskab jf. også diskussionen i kap. 2. Usikkerhedsaspektet vil blive inddraget i den foretagne følsomhedsanalyse.

3.6.2 Takster for husstande

Oplysningerne fra BBR om fordelingen af de private brønde og boringer viser, at der i 270 af landets 275 kommuner (i 2002) var registreret ejendomme med vandforsyning fra en sådan brønd eller boring.

Den vandforsyning, som en af disse husstande kunne tilsluttes, skal dermed findes blandt stort set alle landets godt 2,700 vandforsyninger.

Som takstgrundlag for beregningerne er udvalgt en stikprøve af takster for små og store vandforsyninger omfattende 64 kommuner. Udvælgelsen er sket således, at der er indhentet takstoplysninger for både små og store vandforsyninger i et mindre antal kommuner i hvert amt. I stikprøven er særlig vægt lagt på de amter, der har forholdsvis mange private brønde og boringer, hvilke er Vejle, Ringkøbing, Århus, Viborg og Nordjyllands Amter. I disse 5 amter er 57 pct. af de private brønde og boringer beliggende.

For en given kommune beregnes så et simpelt gennemsnit af takster, hvilke antages at være repræsentative for kommunen som helhed.

For kommuner med større vandforsyninger, der ikke indgår i stikprøven, benyttes denne vandforsynings takster for kommunen. Denne antagelse er rimelig, idet der som tidligere nævnt (afsnit 2.4.3.1) anbefales et ensartet takstniveau for alle vandforsyninger i samme kommune. Gennemgangen af takster viser, at denne anbefaling er fulgt i mange, men dog langt fra alle kommuner.

Endelig er der for de kommuner, der hverken indgår i stikprøven eller har en større vandforsyning, antaget, at takstniveauet svarer til gennemsnittet af de identificerede takster.

Takstoplysningerne er indhentet via Internettet. Da langt fra alle mindre almene vandforsyninger har deres egen hjemmeside, har dette forhold været en begrænsende faktor i udvælgelsen. Der er dog identificeret takster for et antal mindre vandværker i alle amter.

I takstgrundlaget indgår oplysninger om takster i knap 150 mindre vandforsyninger samt de ca. 90 større vandudbydere jf. afsnit 3.3. Knap 140 kommuner er repræsenterede i takstgrundlaget.

De indhentede takstdata er fuldt ud dækkende for så vidt angår driftsbidragene. Enkelte vandforsyninger offentliggør ikke deres tilslutningsbidrag på deres hjemmeside. Endnu enkelte andre angiver, at tilslutning er efter regning. For de øvrige gælder, at alle har oplyst om tilslutningsbidrag i landområder inden for de respektive forsyningsområder. Heraf sondrede nogle mellem tilslutningsbidrag for beboelsesejendomme og for landbrugsejendomme.

I omkostningsberegningerne vil det blive antaget, at det relevante tilslutningsbidrag inden for et forsyningsområde er det for et (mindre) landbrug. For de vandforsyninger, der ikke har offentliggjort dette tilslutningsbidrag, vil bidraget blive baseret på et gennemsnit af bidragene for de andre vandværker i det pågældende amt.

Kun et fåtal vandforsyninger anfører anlægsbidraget ved tilslutning uden for deres respektive forsyningsområder. En række oplyser, at bidraget vil være omkostningsbaseret, hvilket også vil være basis for det skønnede anlægsbidrag, der benyttes i nærværende rapport, såfremt vandforsyningen ikke selv oplyser om bidragets størrelse. Bidraget er fastsat til 100.000 kr. og antages ens i alle kommuner.

3.7 Gebyr for tredjepartsadgang

Såfremt en større vandforbruger udnytter en eventuel mulighed for at vælge en anden vandforsyning end den, der har forbrugeren beliggende inden for sit forsyningsområde, kan det indebære, at der ved transporten af drikkevand til denne forbruger benyttes ledningsnet for to forskellige vandforsyninger. Dels benyttes rentvandsledninger for den ”nye” vandforsyning, dels benyttes fortsat rentvandsledningsnettet for den ”gamle” vandforsyning.

Konkret er det den ”nye” vandforsyning, der bruger en anden forsynings ledningsnet til transport af sit vand, dvs. der er tale om tredjepartsadgang til denne del af infrastrukturen.

Den ”gamle” vandforsyning må naturligvis opkræve et gebyr for denne belastning af sit ledningsnet hos den ”nye” forsyning. Ud fra en antagelse om, at kunden skal betale for den service, der ydes ^[19], vil dette selskab indregne den omkostning i det driftsbidrag, der opkræves hos den nye kunde.

Eftersom lovgivningen for den danske vandforsyningssektor ikke giver mulighed for frit valg, er der naturligvis ikke fastlagt takster for størrelsen af et sådant adgangsgebyr.

I Storbritannien har der fundet en omfattende liberalisering af vandforsyningssektoren sted. Bl.a. er der åbnet mulighed for tredjepartsadgang til en vandforsynings infrastruktur, herunder ledningsnettet. I den forbindelse har vandforsyningsselskaberne fastsat takster herfor.

Takstfastsættelsen er sket ud fra et grundprincip om, at betalingen for tredjepartsadgang skal være baseret på de forholdsmæssige omkostninger ved brug af ledningsnettet. Disse omkostninger skulle omfatte ikke blot de direkte driftsomkostninger men også vedligeholdelsesudgifter og afskrivninger.

I overvejelserne indgik to former for prisfastsættelse ^[20]. Den ene mulighed var prisfastsættelse ud fra de langsigtede grænseomkostninger for tilvejebringelse af infrastruktur, den såkaldte ”bottom up approach”.

Denne metode tager udgangspunkt i omkostningerne ved de forskellige komponenter, der indgår i etablering af infrastruktur som f.eks. ledninger. Vandværkerne fandt dog metoden problematisk at anvende, bl.a. fordi den ikke umiddelbart tager højde for det store element af fællesomkostninger i vandforsyninger, ikke mindst i ledningsnettet jf. diskussionen i afsnit 2.3.

Den anden metode var den såkaldte ”Efficient Components Pricing Rule”, hvor prisfastsættelsen tager udgangspunkt i den faktiske vandpris med fradrag af de omkostninger, der undgås ved, at tredjeparten alene benytter (en del af) infrastrukturen, dvs. en ”top down approach”.

Eksempelvis ved brug af rentvandsledningsnettet beregnes adgangsgebyret ved fra vandprisen at fradrage de ”undgåede” omkostninger, nemlig til vandindvinding, transport i råvandsledninger, vandbehandling og en del af administrationen.

Denne metode er valgt af nogle af de britiske vandforsyningsselskaber ved deres fastsættelse af gebyr for tredjepartsadgang. Gebyret er fastsat pr. m³ ”anden” vandmængde leveret gennem dets infrastruktur.

Selskaberne fastsætter en række forskellige gebyrer for brug af dets infrastruktur bl.a. for transport af råvand, transport af rentvand i hovedledninger og transport af rentvand i forsynings- og stikledninger. Vandforsyningsselskabet Cambridge Water Company har eksempelvis for 2003/2004 fastsat et gebyr på 31 pence pr. m³ (ca. 3,50 kr.) for større vandforbrugere ved benyttelse af selskabets ledningsnet ^[21].

Herhjemme kan en tilsvarende form for prisfastsættelse, om end på mere overordnet niveau, tage sit udgangspunkt i de benchmark-analyser, som Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) har foretaget for en række vandforsyninger, og hvis seneste resultater blev offentliggjort i 2003 ^[22]. I disse analyser er der bl.a. foretaget en opdeling af vandforsyningernes driftsomkostninger på administration, produktion og distribution. Detaljerede data fra den allerseneste, endnu ikke offentliggjorte analyse viser, at distributionsomkostningerne for de 20 vandforsyninger, der indgår, udgør i gennemsnit 38,3 pct. af de samlede driftsomkostninger.

Ved opgørelsen af gebyret for tredjepartsadgang i omkostningsberegningerne i kap. 4 antages herefter, at gebyret for en given vandforsyning udgør 38,3 pct. af det variable driftsbidrag. Denne procentdel er fastsat alene ud fra en gennemsnitsbetragtning.

I de undersøgte vandforsyninger varierer procentandelen af distributionsomkostninger mellem 21 og 60 pct. Denne store spredning må antages dels at udtrykke en reel forskel i disse omkostninger, dels datamæssige problemer med opsplitning af driftsomkostningerne på de tre kategorier. I følsomhedsanalysen, der også følger i kap. 4, vil der derfor blive gjort alternative antagelser for andelen af distributionsomkostninger og dermed størrelsen af adgangsgebyret.

3.8 Omkostninger

3.8.1 Investeringer

For de større vandforbrugere kan der ved frit valg blive tale om etablering af en eller flere egne indvindingsboringer eller anlæg af ny forsyningsledning ved tilslutning til anden vandforsyning.

De forbrugere, der forsynes med vand fra private brønde og boringer, vil ved for dårlig vandkvalitet kunne ønske eller blive pålagt at etablere en ny boring eller tilslutte sig et alment vandværk.

Datagrundlaget for beregning af investeringsomkostninger er vist i bilag A(1). De anførte levetider for de forskellige fysiske investeringer er baseret på de oplysninger om levetider for vandtekniske installationer og anlæg, der anbefales i Vejledning nr. 1 fra DANVA om ”Registrering af fysiske aktiver på det kommunale vand- og spildevandsområde”.

3.8.1.1 Indvindingsboringer

Investeringsomkostningerne for en ny boring omfatter tre typer omkostninger:

• forundersøgelser;
• tilladelser og analyser mv.; samt
• fysiske investeringer.

For indvindingsboringer til større vandforbrugere vil det være nødvendigt at foretage en række forundersøgelser for at øge kendskabet til kildepladsen og indvindingsoplandet. Disse forundersøgelser omfatter en vurdering af arealbelastning samt indhentning af diverse hydrogeologiske og geologiske oplysninger fra vandværk, kommune og amt. For de mindre forbrugere er sådanne undersøgelser ikke nødvendige, da en brønd eller boring jo allerede er etableret i området.

Forud for etablering af en indvindingsboring skal der indhentes tilladelse til indvinding og til boring fra tilladelsesmyndigheden, dvs. amtet for så vidt angår de større vandforbrugere og kommunen for de mindre ^[23]. De større vandforbrugere må påregnes at skulle udrede en lodsejererstatning for anlæg af boringen, da det ikke kan antages at kunne ske på egen matrikel. Endelig skal der ved etableringen foretages analyser af råvandet, således at det sikres, at vandkvalitetskravene er overholdt, og der skal ske renpumpning af boringen.

De fysiske investeringer omfatter på kildepladsen selve boringen, en pumpe til oppumpning af vandet, elinstallationer, en råvandsstation, indhegning af boringen, etablering af adgangsvej samt anlæg af ledninger. For de større vandforbrugere er der behov for ledninger for transport af vandet fra boringen til forbrugsstedet. For de private brønde og boringer vil der skulle anlægges en transportledning mellem den nye og den gamle boring, alternativt fra den nye boring til ejendommen.

I bilaget anføres priser for vandledninger anlagt i byområder, i landområder og i city-områder. Et byområde er defineret som en koncentreret bydel i byer med mere end 10.000 indbyggere ^[24]. Et landområde er følgelig et område med færre end 10.000 indbyggere. De såkaldte city-områder er midtbyen i byer med mere end 150.000 indbyggere.

Endelig indgår i investeringerne - også for de større vandforbrugere - udgifter til etablering af et vandbehandlingsanlæg, således at kravene til drikkevandskvalitet kan overholdes. Et sådant anlæg er derimod allerede etableret for så vidt angår de private brønde og boringer.

3.8.1.2 Tilslutning til anden vandforsyning

Hvis en større vandforbruger tilsluttes en anden vandforsyning, kan det blive nødvendigt at anlægge en ny forsyningsledning med tilstrækkelig kapacitet for at sammenkoble den ”gamle” vandforsyning med den ”nye” vandforsyning.

Denne kobling indebærer ledningsomkostninger, hvortil benyttes samme datagrundlag som for indvindingsboringer. Desuden skal der eventuelt installeres et trykforøgeranlæg, således at trykket i ledningerne kan opretholdes. Forud for selve tilslutningen er det nødvendigt at foretage en vurdering af tilslutningsmulighederne.

3.8.2 Drift

De driftsomkostninger, der direkte er tilknyttet investeringer, omfatter fortrinsvis pumpeomkostninger i boring og ledninger, drift af vandbehandlingsanlæg samt vedligeholdelse. Desuden fastlægger Vandkvalitetsbekendtgørelsen som tidligere omtalt en række analyser og kontroller for indvindingsboringer og vandbehandlingsanlæg.

Datagrundlaget for beregning af driftsomkostninger er vist i bilag A(2).

3.8.2.1 Indvindingsboringer

I de direkte driftsudgifter for en indvindingsboring etableret af en større vandforbruger indgår elforbrug til pumpe og råvandsledning, rensning af pumpe og ledning samt til regenerering af boringen.

Til vandbehandling skal der afholdes driftsomkostninger til elforbrug og til vedligeholdelse af anlægget. Driftsomkostningerne opgøres ud fra Rambølls erfaringer med sådanne anlæg samt oplysninger fra GADJURA ^[25].

Endelig er der udgifter til at få foretaget de lovmæssige analyser af vandkvalitet i boring(er) og vandbehandlingsanlæg. For de små private boringer er der alene krav om en forenklet kontrol, der foretages hvert 5. år.

3.8.2.2 Tilslutning til anden vandforsyning

Ved tilslutning til anden vandforsyning indgår driftsudgifter til pumpning af vandet i trykforøgeranlægget samt vedligeholdelse.

Anvendt datagrundlag er DANVA's benchmarkanalyse, der indeholder oplysninger om de anslåede drifts- og vedligeholdelsesudgifter m³ for rentvandsledninger. I denne analyse benyttes den gennemsnitlige omkostning for vandforsyningerne i DANVA-undersøgelsen som gennemsnittet af drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for alle transporterede vandmængder. Ud fra beregnede pumpeudgifter for de forskellige niveauer af vandmængder fastlægges herefter den samlede enhedsomkostning for hver enkelt niveau af vandmængde jf. også afsnit 4.1.

3.8.3 Finansiering

3.8.3.1 Indvindingsboringer

Ved etablering af egen indvindingsboring skal de(n) enkelte vandforbruger(e) selv afholde de hermed forbundne investeringsomkostninger.

En større vandforbruger er alene om investeringen, mens der for de mindre forbrugere, afhængigt af størrelsen af det eksisterende vandforsyningsanlæg, kan være tale om en fælles investering.

Under alle omstændigheder skal de nødvendige investeringer finansieres. De årlige finansieringsomkostninger er at betragte som et tillæg til driftsomkostninger for boringen og vandbehandlingsanlægget. Det forudsættes, at der kan optages et 30-årigt realkreditlån til finansiering med en fast rente på 5.75 pct. p.a. og 4 årlige afdrag.

3.8.3.2 Tilslutning til anden vandforsyning

I henhold til vandforsyningsloven skal alle ledninger anlægges af vandforsyningen, og selskabet skal forestå al vedligeholdelse.

Det er dermed også vandforsyningen, der skal forestå finansieringen af ledningsinvesteringerne. Det antages at ske ved optagelse af et fastforrentet obligationslån i Kommunekredit med en rente på 5.25 pct. p.a., 2 halvårlige afdrag og en løbetid på 25 år eller alternativt at vandforsyningen kan låne fra kommunen over mellemregningskontoen på tilsvarende vilkår.

Kommunekredit er kommunernes finansieringsselskab og yder lån til kommunale selskaber, herunder vandværker, mod kommunal garanti. Stort set alle de større vandforsyningsselskaber, der indgår i denne analyse, er kommunalt ejede.

Fodnoter

[13] Se afsnit 2.2.1

[14] København og Frederiksberg kommuner, Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter.

[15] Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (en institution under Miljøministeriet)

[16] GEUS Rapport 2004/9: ”Pesticidforurenet vand i små vandforsyninger”

[17] Bemærk, at Jupiter-basen opgør antallet af brønde/boringer, mens BBR registrerer antallet af ejendomme (husstande), der forsynes fra disse brønde/boringer.

[18] Se også afsnit 2.2.1

[19] Se afsnit 2.4.3.1

[20] Kilde: ”Conceptual Analysis of ”Access Pricing” in the UK Water Industry”, marts 2000, udarbejdet af National Economic Research Associates for Northumbrian Water Group.

[21] Kilde: hjemmeside for Cambridge Water Company

[22] DANVA: ”Vand – effektivt og godt! Benchmarking 2003”

[23] Jf. afsnit 2.2.1

[24] Områdetyperne er defineret i DANVA: ”Vejledning nr. 1: Registrering af fysiske aktiver på det kommunale vand- og spildevandsområde”, tabel 1, fodnote 4.

[25] Håndbog med prisoplysninger for vandværker.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.