Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 20/2005 – Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på natur-, miljø- og planområdet

Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet

1 Forord

Denne undersøgelse omfatter 133 straffesager om overtrædelse af miljølovgivningen og 112 sager om overtrædelse af planlovgivningen og naturbeskyttelseslovgivningen. Sagerne er udvalgt af Miljøministeriet og fremskaffet gennem Rigsadvokaten. Sagerne er afgjort med pålæggelse af straf i 2003-2004. Som udgangspunkt er alle dokumenter i sagerne vedlagt, men materialet er ikke homogent. En række sager indgår således kun på visse punkter i undersøgelsen, fordi sagsmaterialet har været mangelfuldt, f.eks. fordi det alene har bestået i en dom eller et bødeforlæg, undertiden alene en del af bødeforlægget. Undersøgeren har intet ansvar for udvælgelsen eller fremskaffelsen af sagerne.

Kommissoriet er en undersøgelse af de udleverede ovenfor nævnte sager med henblik på at belyse, om

der er en klar linje i bødestørrelsen inden for de enkelte områder, og om den i givet fald har sammenhæng med bødestørrelsen inden for andre områder. Endvidere belyses, hvilke faktorer der har indflydelse på bødestørrelsen, og hvis muligt om bødeniveauet harmonerer med bødeniveauet på andre områder,
konfiskation af et eventuelt udbytte er foretaget i tilstrækkeligt omfang, herunder om der ved fastsættelsen af bødestørrelsen i tilstrækkelig grad er taget hensyn til en opnået økonomisk fordel, når der ikke er foretaget konfiskation, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5,
tvangsbøder anvendes i tilstrækkeligt og ensartet omfang, og om
de relevante myndigheder i tilstrækkeligt omfang har vurderet, om en sag er omfattet af den skærpende straffebestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser i bekendtgørelser udstedt med hjemmel i loven. Spørgsmålet har betydning for registreringen i miljøansvarlighedsregistret (miljøbeskyttelseslovens § 40 b).

Første del af materialet er udleveret den 19. august, og undersøgelsen skulle afleveres den 10. oktober 2005. Dette har medført, at undersøgelsen har skullet gennemføres inden for en tidsramme af 90 timer (som reelt blev 115 timer), hvilket naturligvis har haft betydning for både grundigheden og præsentationen. Da jeg udarbejdede Arbejdsrapport nr. 77 fra Miljøstyrelsen, 1995: Undersøgelse af behandling af sanktionsniveau i miljøstraffesager, var tidsrammen 400 timer for undersøgelse af 34 sager. Undersøgelsen bygger således i meget høj grad på kombinationen af en gennemlæsning af alle sagerne, min erfaring fra den nævnte undersøgelse og fra mere end 10 år som anklager med et meget betydeligt antal af disse sager. Der er således ikke brugt tid på litteraturstudier eller studier af anden retspraksis end den udleverede. Disse betingelser er en svaghed ved undersøgelsen, men omvendt har gennemlæsningen af det meget store sagsantal givet et godt overblik over hele området, som forhåbentligt har givet sig udslag i fornuftige overvejelser om de mere generelle problemstillinger, medens der ikke har været samme mulighed som i 1995-undersøgelsen for at dyrke detaljer og kontrollere materialet.