| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet

3 Sanktionsniveauet

3.1 Miljøstraffesagerne

3.1.1 Top 5 i forhold til 1995-undersøgelsen

I 1995 udarbejdede jeg Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 77: Undersøgelse af behandling og sanktionsniveau i miljøstraffesager. Denne undersøgelse (i det følgende benævnt 1995-undersøgelsen) omfattede 84 domme vedr. overtrædelse af miljølovgivningen afsagt i 1993 og 1994. Dommene vedrørte erhvervsmæssig forurening. I materialet var 1 højesteretsdom, 15 landsretsdomme og 68 byretsdomme.

De alvorligste straffe var:

1995-Top 5:

  1. 40 dages hæfte og konfiskation af 200.000 kr., sag 32, VLD
  2. 40 dages hæfte, sag 43, BRD
  3. Bøde på 350.000 kr., sag 14 VLD
  4. Bøde på 300.000 kr. og konfiskation af 1,2 mill. kr., sag 60, ØLD
  5. Bøde på 300.000 kr. (U 1994.267 H) HRD

(HRD: højesteretsdom; VLD: Vestre Landsrets dom; ØLD: Østre Landsrets dom, BRD: byretsdom)

(Sagsnr. henviser til numrene i 1995-undersøgelsen).

Denne undersøgelse omfatter afgørelser fra 2003 og 2004 både vedrørende miljølovgivning, planlovgivning og naturbeskyttelsesloven. For sammenligningens skyld refererer de følgende tal alene til miljøbeskyttelsesloven:

Der er afsagt 34 domme, hvoraf de 30 er byretsafgørelser og 4 er landsretsafgørelser. Af byretsdomme er de 11 udeblivelsesdomme. I 8 tilfælde er bøderne vedtaget indenretligt. 90 sager er afgjort ved bødeforlæg.

2005-Top 5:

  1. Bøde på 150.000 kr., MST 9, BF
  2. Bøde på 75.000 kr. + 25.000 kr., MST 42, BF
  3. Bøde 75.000 kr., MST 38, BF
  4. Bøde 50.000 kr., MST 7, BF
  5. Bøde på 40.000 kr., MST 34, BF

(BF: bødeforlæg. Sagerne angives i det følgende ved MST, hvis de vedrører Miljøstyrelsens område og SNS tilsvarende for sager fra Skov- og Naturstyrelsens område. Tallene, der er anvendt, kan anvendes til identifikation i politiets register, jf. bilag 1 og 2).

Det lader sig ikke bestride, at der er markante forskelle på de 2 Top-5-lister. I 1993-1994 var der foruden 80 dages hæfte et samlet bødebeløb for 3 sager på 950.000 kr. og 1,2 mill. kr. i konfiskation. I 2003-2004 var der ingen frihedsstraf, og det samlede bødebeløb var 415.000 kr. (for 5 sager). Endnu mere markant er, at de 5 sager fra denne undersøgelse alle er afgjort med bødeforlæg. Straffen har altså ikke været hårdere, end at de skyldige virksomheder har accepteret bøderne.

Ikke blot i disse sager er der tale om et langt mindre ressourceforbrug i 2003-2004 end i 1993-1994. Dette er helt generelt med et fald på byretsafgørelser fra 84 til 38 og et fald i landsretsdomme fra 16 til 4. De 4 vedrører mindre sager (MST 69: 10.000 kr. + tvangsbøder, MST 72: 10.000 kr. + tvangsbøder, MST 71: 5.000 kr. + tvangsbøder og MST 81: 2.000 kr. + tvangsbøder). I alle 4 ankesager er det den dømte, der har anket, og anklagemyndigheden har så i de 3 sager kontraanket til skærpelse. De 3 ankesager endte med stadfæstelse. I MST 72 blev bøden forhøjet fra 8.000 kr. til 10.000 kr. uden begrundelse.

Som det fremgår af redegørelsen for de enkelte sager i kapitel 7 er dette ikke ensbetydende med, at sagerne generelt er behandlet dårligere. Der er kun en af top-5-sagerne fra denne undersøgelse, som jeg finder burde være bragt i retten med påstand om frihedsstraf, MST 42, som vedrørte en fjerkræavler, der for at spare udgifterne til lovlig destruktion af døde dyr, nedgravede 50 tons døde dyr.

3.1.2 Fortjenestebøder

Som det fremgår af det følgende afsnit om konfiskation, er det få sager, hvor jeg har fundet grundlag for at antage, at man kunne have bevist en større fortjeneste, som derfor burde være udregnet. I MST 22 anførte amtet, at man ikke kunne udregne fortjenesten ved 8 måneders udskydelse af udbygning af et rensningsanlæg til 4-5 mill. kr. Var besparelsen sat til 4 % p.a., ville den være over 100.000 kr. Bødeforlægget på 25.000 kr. er derfor for lavt i forhold til kravet i miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 5. Ligeledes undrer det, at politiet i MST 34 ikke søgte at finde ud af, om det var en konventionalbod, der var grunden til en entreprenørvirksomheds grove overtrædelse. Entreprenørens folk erklærede blankt, at virksomheden ikke ville rette sig efter et påbud om kun at udføre støjende arbejde inden for normal arbejdstid. Det havde man ikke tid til, da ombygningen i det indre København skulle være færdig til en bestemt dag. Bødeforlægget på 40.000 kr. var dog dobbelt så stort som kommunens forslag.

Som det i øvrigt fremgår af redegørelsen under konfiskation, har anklagemyndigheden ikke haft held med at påstå bøder ud fra den ved overtrædelsen opnåede fortjeneste. I et vist omfang skyldes dette, at miljømyndighedernes beregninger ikke har været holdbare. Men i langt de fleste sager har fortjenesten eller besparelsen været af så ringe karakter, at der ikke har været anledning til at undersøge spørgsmålet om dens størrelse. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at virksomhederne i 2003-2004 i flere tilfælde har betalt høje erstatninger med godt 7 mill. kr. som det højeste beløb. Alene disse erstatninger medfører, at der ikke har været nogen fortjeneste. Det bør derfor bemærkes, at erstatningsbeløbene naturligvis har en præventiv effekt.

Der er efter min bedømmelse ikke tvivl om, at der ikke i 2003-2004-sagerne er sager, der ved en mere grundig behandling ville have resulteret i bøder svarende til top 5 fra 1993-1994. Om dette skyldes, at virksomhederne ikke har begået så grove overtrædelser som 10 år tidligere, eller om det skyldes, at disse overtrædelser ikke opdages eller ikke anmeldes af tilsynsmyndighederne, kan naturligvis ikke afgøres ud fra det fremsendte materiale.

Det fremgår af gennemgangen af afgørelserne om straf for ikke at efterkomme pligten til at underrette miljømyndighederne om uheld ved forurening – eller fare herfor – at bøderne forekommer mig meget lave i betragtning af, at en virksomhed givetvis ofte kan have betydelige økonomiske interesser i at skjule sit udslip. Bøderne har på dette område været højst 10.000 kr. og ofte lavere. I betragtning af, at virksomheden kan satse på ikke at blive opdaget og således slippe for et betydeligt erstatningsansvar eller betydelige oprensningsudgifter, er bøderne uden præventiv virkning. At der konkret foreligger et sådant motiv til en virksomheds tavshed kan naturligvis ikke bevises, ligesom der jo ikke er opnået nogen besparelse eller fortjeneste i de undersøgte sager. Her er virksomheden jo blevet identificeret og derfor pålagt udgifterne.

Det har været karakteristisk for lovgivers mange forsøg på at opnå en skærpelse af strafniveauet for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, at man i meget høj grad har fokuseret på virksomhedernes fortjeneste eller besparelse ved at overtræde loven. Myndighedernes evne til at beregne disse fortjenester er, så vidt jeg kan skønne, ikke forbedret, snarere tværtimod. Naturligvis kan denne evne optimeres, men spørgsmålet vil ikke få betydning i det store antal sager, hvor der ofte ikke er nogen beviselig fortjeneste, eller hvor denne er ubetydelig.

3.1.3 Andre bøder

På flere områder er der i de mindre sager betydelig forskel på de pålagte bøder, uden at denne synes at bygge på, at sagerne adskiller sig væsentligt fra hinanden.

Som nævnt i afsnit 7.6.2 er det svært at se en linje i bøder til skrothandlere m.v. for deres ulovlige opbevaring af skrotbiler. F.eks. gav opbevaring af 13 biler en bøde på 2.000 kr. (MST 82), 29 biler 5.000 kr. (MST 114), 44 biler to bøder på hver 20.000 kr., 3 biler 2.000 (MST 81). Det vil her være nærliggende at tage udgangspunkt i antallet af biler og sætte beløbet til 1.000 kr. eller 2.000 kr. pr. bil og eventuelt forhøje for særlig uforsvarlig opbevaring. Hvis bøden er tilstrækkelig høj, vil det sandsynligvis blive overflødigt at bruge tvangsbøder i disse sager. En bøde for den seneste tid med oplysning om, at fortsat overtrædelse vil medføre en ny højere bøde, vil nok være mere effektiv end tvangsbøder.

Den samme usikkerhed ses i afsnit 7.6.3 om afbrænding af biler. Her ligger flere bøder på 1.000 kr., mens to brødre i MST 106 fik hver en bøde på 5.000 kr. for afbrænding af dele af forældrenes bil. Her er samme behov for en udgangstakst, der vel bør være højere end ved opbevaring og måske 3.000 kr. pr. bil.

I afsnit 7.7.5 fremhæves også behovet for retningslinjer ved privates afbrænding af andet end biler, og det foreslås, at udgangspunktet ved afbrænding af ikke-forurenende materiale sættes til 1.000 kr. og af forurenende, f.eks. bildæk, plastik, tæpper o.s.v., til 3.000 kr.

Omvendt anbefales i afsnit 7.10 at overveje at klare efterkommelse af påbud om tilslutning til offentlig kloak uden at rejse straffesager, men gennem mere effektive selvhjælpshandlinger.

3.2 Skov- og Naturstyrelsens sager

3.2.1 Top 5 for disse sager:

  1. Bøde på 69.500 kr., SNS 120, BF
  2. Bøde på 40.000 kr., SNS 12, BF
  3. Bøde på 31.000 kr., SNS 114, BRD
  4. Bøde på 27.500 kr., SNS 119, BF
  5. Bøde på 5.000 kr. + konfiskation på 20.000 kr., SNS 97, BV

(BV: indenretlig bødevedtagelse).

Det karakteristiske for disse sager er, at de primært vedrører reglerne om for mange dyreenheder (DE) i forhold til producentens areal. Dette gælder største, tredje- og fjerdestørste bøde. Den femtestørste bøde vedrører overforbrug af foder i dambrug. Vedrørende for mange dyreenheder fremgår det af gennemgangen i afsnit 8.8, at fødevaredirektoratet har arbejdet med en praksis med 500 kr. pr. illegal dyreenhed. Praksis er nu ændret til en udregning ud fra det manglende areal, uden at dette medfører væsentlige ændringer. Det er på denne baggrund påfaldende, at en svineproducent, som har miljøgodkendelse til sin svinefarm, alene får en bøde på 5.000 kr. for at have haft 39 dyreenheder for meget, MST 41. Var han dømt efter de ovenfor nævnte harmoniregler for antal dyr og areal, havde bøden været 19.500 kr.

Som nævnt vedrører den femtestørste sanktion overforbrug af foder i dambrug. På dette punkt har Højesteret udstukket faste retningslinjer for strafudmålingen. Man kan selvfølgelig diskutere, om det er rimeligt, at bøden alene er en fjerdedel af den opnåede fortjeneste, jf. nedenfor om bødeudregningen på andre speciallovsområder. I SNS 97 er fortjenesten i anklageskriftet angivet til 40.000 kr. Sagen sluttes med vedtagelse af bøde for overtrædelse med en angivet fortjeneste på 20.000 kr. Det fremgår ikke af sagen, hvorfor konfiskationsbeløbet halveres.

Kun den næststørste bøde vedrører Skov- og Naturstyrelsens kerneområder: planloven eller naturbeskyttelsesloven. Sagen indeholder alene bødeforlægget med en påtegning om, at bøden nedsættes fra 75.000 kr. til 40.000. Sagen er i øvrigt atypisk ved at vedrøre forbudte arrangementer på et besøgslandbrug.

3.2.2 Afgørelsesmåden for alle sagerne

60 af sagerne er afgjort med bødeforlæg, 13 med bødevedtagelse, 7 med udeblivelsesdomme og 20 er afgjort ved byretsdom, heraf de 12 med idømmelse af tvangsbøder. Alene 3 er afgjort af landsretten og i alle 3 tilfælde drejer det sig om lovliggørelsessager efter planloven med påstand om tvangsbøder. Det er karakteristisk, at alle 3 sager er anket af de dømte, og at anklagemyndigheden i de 2 påstod stadfæstelse og i den tredje skærpelse, dog navnlig af tvangsbøderne. I den ene sag, SNS 13, blev bøderne nedsat, jf. nedenfor under planloven. Der findes altså i materialet ligesom ved miljøsagerne ikke ét eksempel på, at anklagemyndigheden har anket en byretsafgørelse for at få forhøjet bøden. At sager overhovedet er indbragt for byretten skyldes i høj grad påstand om tvangsbøder.

3.2.3 Planlovssager

Bortset fra SNS 12 (hvor sagsmaterialet som nævnt mangler) er alle sagerne afgjort med bøder fra 1.000 kr. til 10.000 kr. Kun i én sag er bøden 10.000 kr. Denne sag, SNS 18, forekommer mig dog at være af mindre strafværdighed, fordi overtrædelserne hele vejen igennem var begået af virksomhedens gartner, hvis forsikringsselskab da også påtog sig at dække udgifterne ved lovliggørelse. I SNS 10 fik hustruen, der ejede en ulovlig lagerhal, en bøde på 3.000 kr., og manden, der drev virksomheden, en bøde på 5.000 kr. Som nævnt påstod anklagemyndigheden ikke forhøjelse af disse bøder, selv om det drejede sig om en erhvervsvirksomhed, som havde tilsidesat et påbud om at fjerne en større bygning. Påbuddet var stadfæstet af både Naturklagenævnet og landsretten inden straffesagen overhovedet startede. Den idømte straf har efter min opfattelse ingen præventiv virkning og må tages som udtryk for, at både anklagemyndigheden og domstolene anser det for lidet strafværdigt, at en virksomhed ikke retter sig efter et påbud, der forvaltningsretligt er prøvet i to instanser. At påbuddet skulle efterleves, markerede landsretten klart ved at firedoble tvangsbøderne. I SNS 3 brugte en bilforhandler klart ulovligt en grund til biludstilling og fortsatte hermed efter politianmeldelse og 7 politibesøg under efterforskningen. Virksomhedens eneste begrundelse for overtrædelserne var, at salget gik strygende, og at man derfor havde travlt. Både anklager og dommer accepterede, at sagen blev afgjort med en bøde på 3.000 kr. Klarere kan det næppe udtrykkes, at det var klogt, at autoforhandleren ikke rettede sig efter påbuddet, så længe der var behov for at overtræde det. Først da forhandleren mistede sin autorisation til at forhandle, rettede han sig efter påbuddet.

I den tredje alvorlige sag (SNS 24) vedr. erhvervsvirksomheder, brugte to tiltalte i 5 år en villa ulovligt til erhverv. Forholdet blev endog delvis søgt skjult ved, at den ene urigtigt anmeldte folkeregisteradresse til villaen, mens boligen reelt blev brugt til erhverv. De to tiltalte fik hver en bøde på 5.000 kr. og blev idømt tvangsbøder af samme størrelse pr. måned. Imidlertid var deres erhvervsproblem løst, da virksomheden nu var blevet godt konsolideret og derfor skulle flyttes. Også her må man sige, at det ud fra en økonomisk betragtning var særdeles klogt af dem at overtræde reglerne. Ved at idømme tvangsbøder på 5.000 kr. månedlig synes retten at have markeret, at den godt var klar over, at der skulle fastsættes en rimelig høj tvangsbøde, for at den ville få virkning. Det svarer ikke til idømmelsen af de to strafbøder på 5.000 kr.

Bøderne vedr. privates tilsidesættelse af påbud er meget naturligt som udgangspunkt endnu mindre. I SNS 13 havde et ægtepar fået amtets afgørelse for, at de i en meget lang årrække havde beboet et sommerhus ulovligt og ulovligt havde udvidet dette ganske betydeligt, hvorfor de skulle flytte og føre sommerhuset tilbage til et lovligt omfang. Afgørelsen blev stadfæstet med enkelte korrektioner af Naturklagenævnet og dernæst stadfæstet af landsretten i en civil sag. Afgørelsen var i betydelig grad begrundet med, at ombygningerne forsætligt til dels var skjult for myndighederne. Ægteparret foretog sig intet, uanset det nu turde være klart, at amtets afgørelse stod fast. Byretten idømte dem hver en bøde på 15.000 kr. og tvangsbøder på 1.500 kr. ugentligt. De ankede til landsretten og fik bøderne nedsat til hver 5.000 kr. og tvangsbøderne til 1.000 kr. ugentligt. Landsrettens begrundelse for den markante bødenedsættelse var, at der ifølge lovmotiverne til sommerhusbestemmelserne alene skulle idømmes en bøde på 5.000 kr. for hele husstanden, hvor byretten havde lagt til grund, at bøden skulle være 5.000 kr. pr. husstandsmedlem. Man kunne have diskuteret, om det ikke er skærpende, at en overtrædelse af reglerne er fastslået så klart som her af både Naturklagenævn og landsret i en forudgående civil sag. Men den tanke ses ikke i dommens præmisser, der tværtimod slår fast, at ”der ikke er oplyst omstændigheder, der kan begrunde en højere bøde.” Dernæst anfører landsretten, at bøden for ikke at efterkomme påbuddet om retablering ”skal udmåles efter de samme retningslinjer.” Herefter fastslås, at denne overtrædelse skal medføre en samlet bøde på 5.000 kr.. Det er mig ikke muligt at forstå, hvorledes landsretten når frem til, at bødestørrelsen skal være den samme for disse to forhold, men sagen viser, at landsretten er meget lidt tilbøjelig til at give en højere bøde – i hvert fald til private – end 5.000 kr. for at undlade at efterkomme et retableringspåbud. Igen må man håbe, at parrets advokat ikke har rådet dem til at efterkomme påbuddet. Det ville økonomisk have været ufornuftigt.

På baggrund af denne sag forekommer det forståeligt, at bøderne for privates tilsidesættelse af myndighedernes lovliggørelsespåbud straffes med bøder på op til 3.000 kr.

For hele planlovsområdet må konklusionen blive, at bøderne befinder sig på et så lavt niveau, at de er uden præventiv virkning. Noget tyder imidlertid på, at domstolene er meget lidt tilbøjelige til at idømme bøder på et rimeligt præventivt niveau i disse sager. Dette kan meget vel hænge sammen med, at sagerne primært vedrører spørgsmålet om lovliggørelse og at, at domstolene derfor ikke traditionelt har opfattet sagerne som strafværdige. Denne holdning opretholdes endog, hvor landsretterne i civile sager har fastslået, at der skal ske lovliggørelse, om end denne afgørelse ikke er faldet i et fuldbyrdelsessøgsmål, fordi borgeren blot har tabt sin sag mod Naturklagenævnet. At sagerne ofte heller ikke lykkes vedrørende den fysiske lovliggørelse fremgår af afsnittet nedenfor om tvangsbøder. Problemerne kan efter min opfattelse ikke løses uden en lovændring.

3.2.4 Overtrædelser af naturbeskyttelsesloven

Sagerne vedrørende § 3-områder (moser, heder, vandløb m.v.) har en vis lighed med de ovenfor omtalte planlovssager ved, at hovedformålet ofte er retablering. Nogle af sagerne vedrører erhvervsvirksomheder. I SNS 29 havde en landmand ulovligt foretaget opdyrkning af et hedeareal på 0,3-0,4 ha. Selv efter Naturklagenævnets afgørelse fortsatte landmanden med at tilså arealet. Han fik ved byretsdom en bøde på 2.000 kr. Den lave bøde skyldes, at landboforeningen havde rådet ham til at fortsætte dyrkningen også efter afgørelsen fra Naturklagenævnet. Landmanden forklarede dog i retten, at han var klar over, at det var ulovligt. I SNS 35 havde en landmand tilplantet 0,6 ha hede med juletræer og undladt at efterkomme et påbud om at fjerne træerne. Han blev idømt en bøde på 5.000 kr. og tvangsbøder. Han ankede til landsretten og frafaldt anken dagen før sagerne skulle behandles i landsretten. Således skaffede han sig gratis en ny frist for lovliggørelse. I SNS 36 havde en 80-årig gårdejer indgået kontrakt med amtet om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og fik i denne forbindelse klar besked om, at plantedækket på hans strandeng var beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, og at plantedækket skulle opretholdes i hele kontraktens løbetid. Strandengen var en del af udpegningsgrundlaget for EF-habitatsområdet. Oprindelig bortgravede ejeren 10-20 cm af muldjorden på 0,3 ha. Han fik skriftligt standsningspåbud, men afgravede endnu 400 m² og fræsede arealerne, der var gravet i og yderligere et stykke jord, i alt 6.500 m². Han nægtede at oplyse sin fortjeneste ved salg af jorden, da det spørgsmål alene vedrørte skattevæsnet og ham selv. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 5.000 kr.

Bortset fra en bøde på 10.000 kr. til en golfklub for at have anvendt et fredet areal til golfbane og undladt at efterkomme et påbud (SNS 27) og de ovennævnte sager er bøderne for overtrædelse af § 3 på 3.-4.000 kr.

3.2.5 Affaldssager

Knap en tredjedel af alle sagerne vedrører bortskaffelse af affald med henkastning eller lignende. 25 af sagerne er afgjort med bøder på højst 1.000 kr. 6 sager er afgjort med højere bøder.

De fleste sager vedrører privates bortkastning eller henstilling i skov, på P-pladser eller uden for lukkede genbrugsstationer. Der er ikke tale om, at frokostgæster i naturen eller på P-pladsen ikke har ryddet op efter sig, men personer der har anbragt affaldet i bilen for at bortskaffe det. Bødeniveauet forekommer mig meget lavt, selv om det er privates overtrædelser. Efter min opfattelse kan en bøde på 1.000 kr. for henstilling uden for en modtagestation accepteres, hvorimod henstilling eller henkastning i naturen, typisk i en skov, bør medføre betydeligt højere bøde både p.g.a. ødelæggelsen af naturen, at fjernelsen her typisk er mere bekostelig end uden for en modtagestation eller på P-plads, og endelig går der ofte længere tid, før bortkastning i naturen opdages. En bøde på 2.000 kr. vedrørende P-pladser og 3.000 kr. for henkastning i naturen ville være praktikable og rimelige udgangspunkter for bøderne.

I tilfælde, hvor den anmeldte som i SNS 91 ad to gange på en P-plads havde tømt en trailer for byggeaffald, bør bøden være højere. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 2.000 kr. Ligeledes bør bøden forhøjes ved erhvervsvirksomheders bortskaffelse på denne måde. I SNS 80 fik ejeren af en blomsterforretning en bøde på 1.000 kr. for at have henkastet 50 gasbetonsten og en kasse med mursten på en P-plads. I et sådant tilfælde bør bøden være betydeligt højere.

3.3 Strafudmålingen ved andre speciallovsovertrædelser

På flere speciallovsområder er bødeudmålingen knyttet til fortjenesten ved overtrædelsen. Særligt ved skattesvig er det oplagt at sætte bøden i forhold til den opnåede skattebesparelse. Bøden er ved forsætlig overtrædelse to gange beløbet, ved grov uagtsom overtrædelse en gange beløbet. Der sker i disse sager ikke konfiskation, men fortjenesten inddrages her lige så effektivt ved efterbetaling af den unddragne skat. Ved ulovlige anpartshaverlån fastsættes bøden som 5 % af lånets hovedstol. Hvis beløbet tilbagebetales med renter inden en vis frist, halveres bøden. Når bødebeløbet her er langt mindre end ved skattesvig, skyldes det, at der alene er tale om lån. I sagerne om overforbrug i dambrug fastsættes bøden til ¼ af den opnåede fortjeneste. I sager om ulovligt fiskeri er bøderne ofte 1/10 af det konfiskerede beløb. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at konfiskationspraksis på dette område er forholdsvis streng.

På andre områder er det reelt ikke muligt at udregne fortjenesten. Dette gælder vedr. ulovlig markedsføring. Bøderne på dette område sættes i betydelig grad i forhold til de afholdte udgifter til den ulovlige annoncering.

På atter andre områder er det ikke muligt at finde relevante beløb til bødeudmålingen. Dette gælder først og fremmest på arbejdsmiljøområdet. Højesteret har på dette område med henvisning til folketingets behandling af en lovændring fastslået, at udgangspunktet er en bøde på 20.000 kr. Højesteret begrundede dette beløb med, at bøderne skulle bringes ”op på et niveau, hvor de er mere følelige for virksomhederne”, Ugeskrift for Retsvæsen 2000 s. 293. Beløbet forhøjes med 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed, f.eks. at der er meddelt påbud.

Bødeniveauet over for virksomheder er inden for næsten hele området for denne undersøgelse betydeligt lavere end inden for arbejdsmiljøstrafferetten. Som nævnt er dette bødeniveau imidlertid opnået ved motivudtalelser til et vedtaget lovforslag, og det er næppe realistisk at tro, at domstolene uden en tilsvarende lovændring med motiver vil hæve niveauet for overtrædelse af miljøbeskyttelses-, naturbeskyttelses- eller planlovgivningen uanset den i Højesterets udtalelse liggende forudsætning om, hvor høje bøder til virksomheder skal være for at være mere følelige.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.