Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 20/2005 – Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på natur-, miljø- og planområdet

Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet

4 Konfiskation

4.1 I forhold til 1995-undersøgelsen
4.2 De 5 alvorligste sager
4.3 Øvrige sager
4.4 Konklusion

Efter mbl. § 110, stk. 5, skal der ske konfiskation af et eventuelt udbytte opnået ved overtrædelse af loven. Dette gælder, selv om der ved overtrædelse ikke er voldt skade på miljøet eller er forvoldt fare derfor. Hvis der ikke kan ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en eventuel bøde. Den egentlige hjemmel for at konfiskere udbyttet findes i straffelovens § 75, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan udbyttet ved en strafbar handling konfiskeres. Fortjenestens størrelse skal efter § 75, stk. 1, 2. pkt., ikke bevises med samme styrke som sædvanligt bevis i straffesager (enhver berettiget tvivl kommer tiltalte til gode). Retten skal i et vist omfang skønne over fortjenestens størrelse.

Der har i straffeloven siden den første mbl. i 1974 været hjemmel for at konfiskere udbyttet. Lovgivningsmagten har i flere forskellige varianter indført regler om udbyttekonfiskation i mbl.'s straffebestemmelse. Formålet har klart været at sikre en øget anvendelse af konfiskation i disse sager. Den sidste ændring i denne retning blev foretaget i 1997 til det ovenfor nævnte indhold af § 110, stk. 5. Ideen er, at der i videst muligt omfang skal ske konfiskation, også selv om der ikke er sket miljøskade, og hvis konfiskation ikke er mulig, skal bødestraffen sættes i forhold til fortjenesten.

I Rigsadvokatens meddelelse nr. 9/1998 om behandling af miljøstraffesager, pkt. 3.4, anføres, at udgangspunktet er, at der i disse sager skal nedlægges påstand om konfiskation af et eventuelt udbytte. Det nævnes, at dette udgangspunkt også gælder, hvis overtrædelsen er formel, som det f.eks. ofte er tilfældet med godkendelsespligtige virksomheder, som påbegyndes før godkendelsen foreligger. Det påpeges, at det i visse tilfælde kan være svært at dokumentere størrelsen af udbyttet, og at bødepåstanden i disse sager skal udformes under hensyn til den økonomiske fordel ved lovovertrædelsen.

Denne undersøgelse omfatter som nævnt 133 sager om overtrædelse af mbl. Der er i én af disse sager foretaget konfiskation af udbyttet, MST 15. Et mejeri vedtog et bødeforlæg og fik konfiskeret 15.000 kr. for i 5 tilfælde inden for 3 måneder at have udledt mælkespildevand i samme å. Sagsmaterialet omfatter alene første side af bødeforlægget. I SNS 97 vedtog en dambruger ved et bødeforlæg konfiskation af 20.000 kr. for overforbrug af foder. Beløbet var oprindeligt opgjort til 40.000 kr. Det er ikke muligt at se, hvorfor politimesteren senere har halveret det.

4.1 I forhold til 1995-undersøgelsen

Der er næppe andre sager i materialet, hvor der af anklagemyndigheden er påstået konfiskation. Dette er overraskende på baggrund af, at der i min 1995-undersøgelse var påstået konfiskation i 19 ud af 83 sager om industriforurening. Der skete her konfiskation i 15 sager.

1995-undersøgelsen viste, at der især i de største sager var store problemer med at dokumentere de nedlagte konfiskationspåstande. I de tre største sager påstod anklagemyndigheden således samlet konfiskation af 4 mill. kr. og fik konfiskeret 1,2 mill. kr. 1997-ændringen af mbl. § 110, stk. 5, var bl.a. en reaktion mod den begrænsede konfiskation, som min undersøgelse dokumenterede, dog især vedr. de formelle overtrædelser.

Materialet i 1995-undersøgelsen omfattede udelukkende sager om industriforurening, medens denne undersøgelse omfatter alle overtrædelser af mbl. Begge undersøgelser dækker en to-års periode.

Uanset denne forskel på materialet i de to undersøgelser er der ikke tvivl om, at der er sket et stort fald i antallet af konfiskationspåstande. På denne baggrund er det nærmest en detalje, at der ikke findes eksempler på konfiskation vedr. formelle overtrædelser. Som anført ovenfor under afsnittet om sanktionsniveauet er der også markant forskel på sanktionsniveauet i 1995-sagerne og i sagerne i denne undersøgelse. De store sager, der var i 1995-materialet, findes kun i meget begrænset omfang i denne undersøgelse. Som sagsmaterialet til undersøgelsen er udvalgt, er det ikke muligt at sige, om forskellen skyldes, at de store sager ikke findes, ikke anmeldes af miljømyndighederne, henlægges af anklagemyndigheden eller – som den sidste mulighed – er endt med frifindelse.

4.2 De 5 alvorligste sager

I MST 9 vedtog et kommunalt værk for en udledning et bødeforlæg på 150.000 kr., men værket betalte erstatning på 225.000 kr. til sportsfiskerne til udsætning af nye fisk. Der var herefter ikke grundlag for at tro, at værket samlet havde tjent på overtrædelsen, medmindre erstatningen blev betalt af et forsikringsselskab, og beløbet måske derfor ikke skal fradrages i et eventuelt udbytte. Miljøstyrelsen anførte i sin udtalelse om sagen, at man kunne overveje konfiskation af værkets besparelse ved ikke at have været tilsluttet elektronisk døgnovervågning. Værket oplyste, at en sådan tilslutning til værkets egen døgnovervågningssystem ikke ville have kostet noget. Der var i denne sag næppe basis for konfiskation.

I MST 42 havde en fjerkræavler nedgravet ca. 50 t døde fjerkræ for at spare udgifterne til lovlig destruktion. Der er i sagen et meget omfattende og grundigt arbejde for at fastlægge omfanget af nedgravningerne og dermed skaffe et grundlag for beregning af fortjenesten. Et af problemerne ved sagen var, hvad der skulle ske med de nedgravede dyr. Disse kunne p.g.a. blandingen med jord ikke sendes til normal destruktion. Amtet arbejdede på at skaffe dispensation til lovlig deponering, men spørgsmålet var ikke afklaret, da sagen blev afgjort strafferetligt. Det var således ikke muligt for anklageren at opstille et regnskab over virksomhedens endelige fortjeneste. Det var vel end ikke muligt at afgøre, om udgifterne til opgravning og deponering ville overstige besparelsen. Det havde næppe været rimeligt at stille straffesagens behandling i bero på ubestemt tid, og derfor blev sagen afgjort med en bøde på 75.000 kr. til selskabet og 25.000 til lederen og indehaveren af selskabet.

I MST 38 forelå 10 forhold. De 5 vedrørte udledning til et vandløb. I hvert fald en af disse var alvorlig med udledning svarende til 38.-40.000 PE. Endvidere forelå 5 vilkårsovertrædelser vedr. etablering og brug af et regnvandsbassin. Der er i sagen antydninger af, at nogle af forholdene havde givet en besparelse på 80.-90.000 kr., men der findes i sagen ingen egentlige beregninger af et eventuelt udbytte. Det er mig ikke muligt at vurdere, om det havde været muligt at lave en sådan beregning. Sagen forekommer både økonomisk og forureningsmæssigt svær at overskue. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 75.000 kr.

I den fjerde alvorligste sag, MST 7, vedtog et kraftvarmeværk et bødeforlæg på 50.000 kr. for udledning til betydelig skade for et rensningsanlæg. Erstatningskravet er i sagen oplyst til godt 7 mill. kr., hvorfor der ikke i denne sag var anledning til at overveje konfiskation.

Endelig vedtog et entreprenørselskab i MST 34 et bødeforlæg på 40.000 kr. for at have fortsat støjende arbejde på et større byggeri, selvom kommunen flere gange havde indskærpet, at arbejdet uden for de angivne arbejdstider skulle standses. Virksomheden lagde ikke skjul på, at denne uanset påbud og indskærpelser skulle være færdig med arbejdet og derfor ville fortsætte sine overtrædelser. Overtrædelserne strakte sig over en uge. Kommunen indstillede en bøde på 20.000 kr. Som nævnt vedtog selskabet den dobbelte bøde. I en sag som denne havde det efter min opfattelse været meget nærliggende at undersøge, om entreprisekontrakten indeholdt en aftale om konventionalbod. En forespørgsel til selskabet eller bygherren ville sandsynligvis have medført oplysning om dette spørgsmål, men sagen er nærmest ikke efterforsket bortset fra rene formalia. Dette er den eneste af de fem sager, hvor jeg finder, at der var anledning til at dyrke konfiskationsspørgsmålet.

4.3 Øvrige sager

I nogle sager har miljømyndighederne forsøgt at beregne fortjenesten ved den anmeldte overtrædelse. I MST 111 havde en maskinstation påtaget sig at rive et stort hønsehus ned. Indehaveren gav de ansatte ordre til at brænde huset af. Da ca. 1/3 af huset var brændt, blev arbejdet standset af myndighederne. Kommunen opstillede et regnskab, hvorefter entreprenøren havde sparet ca. 33.000 kr. ved at brænde halvdelen af huset. Entreprenøren hævdede, at hans besparelse alene var 10.-12.000 kr. Politiets skøn var, at 1/3 var nedbrændt, mens kommunens folk mente, at det var halvdelen, der var nedbrændt. Anklageren indgav et anklageskrift med en angiven bødepåstand på 35.000 kr., men trak senere sagen tilbage fra retten og udstedte et bødeforlæg på 25.000 kr. Grunden hertil er ikke oplyst i materialet, men kan skyldes den nævnte uenighed om, hvor meget der var brændt og derfor om besparelsens størrelse.

I MST 104 om en anden professionels afbrænding af bygningsaffald havde kommunen foreslået en bøde på 8.000 kr. ud fra en skønsmæssig vurdering af, hvad der var brændt af, og hvad udgiften til bortskaffelse ville have været. Da sigtede ikke vedtog et bødeforlæg på 8.000 kr., blev sagen indbragt for retten, hvor den efter dommerens tilkendegivelse blev afgjort med vedtagelse af en bøde på 2.000 kr. Samme sigtede havde måneden før vedtaget et bødeforlæg på 3.000 kr. for en lignende afbrænding.

Allerede fordi det ifølge sagens natur er vanskeligt at fastslå, hvor meget der er brændt, er det i disse sager vanskeligt at afgøre størrelsen af besparelsen ved at undgå aflevering til deponering.

I MST 22 oplyste amtet, at man ikke fandt det muligt at udregne besparelsen ved 8 måneders forsinkelse af udbygning af et rensningsanlæg. Kommunen oplyste udgifterne til 4-5 mill. kr. Spørgsmålet om udbyttekonfiskation er næppe dyrket under efterforskningen. Med udgangspunkt i 4 % p.a. og en anlægsudgift på 8 måneder er rentebesparelsen godt 130.000 kr. Muligvis er anlægsudgifterne steget i perioden, men sagens afgørelse med et bødeforlæg på 25.000 kr. må anses for at stride mod mbl. § 110, stk. 5, uanset om man havde søgt konfiskation eller bødepåstand i forhold i fortjenesten.

I MST 114 forklarede miljømedarbejderen, at han ville anslå tiltaltes besparelse ved ikke at have afleveret en række biler til skrotning til omkring 33.000 kr. Byretten idømte en bøde på 5.000 uden videre begrundelse. Det kan skyldes, at medarbejderens beregning er åbenbart forkert, da besparelsen blot er udskudt og altså en brøddel af de 33.000 kr. Samme fejl begås af tilsynsmyndigheden i MST 63 vedr. undladelse af at etablere en pligtig målerbrønd til 12.500 kr. Politimesteren havde her opfordret tilsynsmyndigheden til at regne på fortjenesten. Sagen blev ved dom afgjort med en bøde på 25.000 kr. til selskabet og 10.000 kr. til lederen. Besparelsen ved overtrædelserne synes at være væsentlig mindre.

4.4 Konklusion

Som det fremgår af ovenstående, er det i forholdsvis få sager, hvor det ville have været nærliggende at foretage efterforskning med henblik på at finde størrelsen af et eventuelt udbytte. Dette har naturligt medført, at der hverken er sket konfiskation eller udmålt bøder ud fra den sigtedes besparelse. Det bødeniveau, som Fødevaredirektoratet følger vedr. harmonikravet mellem dyreenheder og areal, er fastsat ud fra betragtninger over den gennemsnitlige fortjeneste ved disse overtrædelser. Desuden er der efter Højesterets afgørelse (Ugeskrift for Retsvæsen 2001 s. 1046) fast praksis for konfiskation af fortjenesten ved overforbrug af foder i dambrug. Den væsentligste begrundelse for det dramatiske fald i konfiskationer må derfor skyldes sagernes ændrede karakter. Men materialet viser også, at tilsynsmyndigheder og politi ofte ikke besidder den nødvendige sagkundskab til at foretage beregninger af eventuelle fortjenester eller besparelser ved overtrædelserne. Til gengæld pålægges forureneren ofte at betale en betydelig erstatning.