| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet

8 De enkelte sager fra Skov- og Naturstyrelsen

8.1 Planlovssager

Materialet omfatter 19 sager, SNS 3, 5, 7-22 og 24. Sagerne er meget forskellige og især sagsbehandlingen hos specialmyndighederne meget omfattende. Dog indeholder det indsamlede materiale i adskillige tilfælde ikke akterne i den administrative sagsbehandling. Det væsentligste at vurdere ved disse sager er, om der er et rimeligt forhold mellem ressourceforbruget og resultatet, herunder om dette må antages at sikre en eventuel ønsket genopretning og om en pådømmelse må antages at have nogen præventiv effekt. Denne vurdering forudsætter et rimeligt detaljeret kendskab til den enkelte sag, og jeg har derfor valgt at referere nogle sager af forskellige arter ret udførligt og undlade referat af de øvrige. Min gennemgang af disse sager indgår naturligvis i mine generelle anbefalinger.

8.1.1 Erhvervsvirksomheders ulovlige drift

I SNS 24 købte T1 og T2 en stor villa med adskillige beboere. I august 1999 fik de afslag på at indrette stueetagen og 1. salen til erhverv, da dette stred mod byplanvedtægten. Dog måtte 54 m² af stueetagens godt 200 m² bruges til erhverv for beboer. Der blev fra resterende beboere i ejendommen indgivet klager til kommunen. T2 oplyste i december 2001, at T1 med familie var flyttet ind på 1. salen. T1 var siden oktober 2001 på Folkeregisteret tilmeldt adressen. Kommunen besigtigede ejendommen i januar 2002. Lidt mere end halvdelen af 1. salen anvendtes til erhverv, og T1 boede der ikke. Kommunen varslede et påbud om lovliggørelse. Først efter nyt tilsyn i november, hvor erhvervsudnyttelsen på 1. salen var udvidet til 2/3, blev meddelt påbud om lovliggørelse inden 3 måneder. Da der ved tilsyn i maj 2003 viste sig intet at være sket, blev meddelt nyt påbud med 3 måneders frist. Det blev dog tilføjet, at lovliggørelse inden fristens udløb ville medføre, at sagen vedrørende den hidtidige overtrædelse ikke ville blive meldt til politiet. Da forholdet ikke blev lovliggjort, anmeldte kommunen i oktober 2003 T1 og T2 til politiet. I marts 2004 blev de hver idømt en bøde på 5.000 kr. og pålagt at lovliggøre forholdet inden den 1.5.2004. Tvangsbøderne blev fastsat til 5.000 kr. pr. måned for hver af de tiltalte.

Der var alene indgivet anmeldelse og rejst tiltale vedrørende den manglende efterkommelse af det andet påbud, selv om også det første påbud klart var overtrådt. Formelt vedrørte sagen således alene 7 måneders overtrædelse, medens den formelle overtrædelse klart vedrørte den dobbelte periode. Reelt vedrørte sagen to tiltalte, som allerede i 1999 klart fik at vide af kommunen, at villaen ikke måtte bruges til erhverv ud over ca. 54 m² for beboeren. De valgte blot at tilsidesætte reglerne, og kommunen fulgte misbruget fra januar 2002. Trods kommunens henvendelse øgede de endog den ulovlige aktivitet på 1. sal. Øjensynligt for at sløre forholdet afgav man urigtige oplysninger til Folkeregisteret.

Der er et meget klart misforhold mellem de dømtes økonomiske interesse i at tilsidesætte reglerne og den idømte bøde. Der er ikke i sagen nogen oplysninger om økonomien i dette. Det er muligvis også umuligt at lave et regnskab, der er tilstrækkeligt troværdigt til at danne grundlag for konfiskation, men når retten finder, at 5.000 kr. pr. domfældt er nødvendig som månedlig tvangsbøde, turde det være klart, at de dømte har gjort en god forretning ved at overtræde reglerne i flere år.

Også SNS 3 vedrører en tilsyneladende bæredygtig erhvervsvirksomhed. Et bilforhandler ApS købte nabohuset til selskabets virksomhed og søgte tilladelse til at bruge grunden til biludstilling. I september 2000 fik han afslag på ansøgningen, da ejendommen i kommuneplanen var udlagt til boligformål. Han havde adskillige uindregistrerede biler stående på grunden. Kommunen påbød i november 2001 forholdet lovliggjort inden februar 2002, men påbuddet ændrede ikke selskabets aktiviteter. Det blev i februar 2002 anmeldt for ikke at efterkomme påbuddet. Under efterforskningen konstaterede politiet 7 gange, at overtrædelserne fortsatte uanset politianmeldelsen. Selskabet angav, at overtrædelserne skyldtes travlhed med salg. Anklageskriftet udarbejdes i november 2002 med påstand om tvangsbøder. Af forskellige grunde behandles sagen først i retten den 6. februar 2004, hvor selskabet vedtager en bøde på 3.000 kr. Selskabet oplyste, at forholdene var lovliggjorte, da selskabet ikke længere var autoriseret forhandler. Det er ikke oplyst, hvornår påbuddet er efterlevet, men alene de 8½ måneders overtrædelse indtil udfærdigelse af anklageskriftet burde klart have resulteret i en højere bøde end de 3.000 kr., hvis man forventer, at straffen skal have en præventiv virkning.

Der er forholdsvis få sager om planlovgivningen, hvor overtrædelsen som de to nævnte begås af en øjensynligt fremgangsrig erhvervsvirksomhed. En betydelig del af sagerne vedrører virksomheder, hvis indtjening synes mere eller endog meget beskeden.

I SNS 10 havde en gårdejer G udlejet jord til en entreprenør M, der tidligere var erklæret konkurs. Han drev på ejendommen en ny entreprenørvirksomhed i sin hustru H's navn. M havde i 1998 fået afslag på tilladelse til at bevare en ulovlig opført stor maskinhal og fået en frist på 2 år til at fjerne hallen. M påklager afgørelsen til Naturklagenævnet (NKN), der i juni 1998 stadfæster afgørelsen. M anlægger ved Vestre Landsret (VL) sag mod NKN. Ved civil dom af 2.10.2000 frifinder landsretten NKN. I juni 2001 påbyder amtet maskinhallen fjernet inden 1.9.2001. M påklager afgørelsen til NKN, der i august 2001 stadfæster amtets afgørelse. Amtet varsler en politianmeldelse, som indgives i oktober 2001. I marts bliver G, M og H tiltalt for ikke at efterkomme påbuddet.

G dømmes, fordi han som grundejer ikke har efterkommet påbuddet, men får strafbortfald, da han bevisligt havde været klart aktiv for at få påbuddet efterkommet. Han havde bl.a. søgt at lade det ske ved fogedretten. M idømmes en bøde på 5.000 kr. og H en bøde på 3.000 kr. M angav, at hans manglende efterkommelse af påbuddet skyldtes, at han led af sygdom, der medførte hyppige blodpropper, og at kommunen havde oplyst, at han ville udskyde fraflytningstidspunktet så længe, der var sygdom i familien. M og H blev hver pålagt at fjerne maskinhallen inden 1.11.2002 og ellers at betale 500 kr. i tvangsbøder ugentligt. M og H ankede til landsretten. H påstod frifindelse, da det var M, der drev virksomheden og M påstod formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, særligt vedr. tvangsbøderne. Landsretterne forhøjede tvangsbøderne til 2.000 kr. med henvisning til, at der var tale om en erhvervsvirksomhed. Fristen blev forlænget il 15.4.2003.

Umiddelbart kan det hævdes, at bøderne til M og H er beskedne i betragtning af, at de bevidst undlader at nedrive hallen, selvom amtets afgørelse om nedrivning 2 gange er prøvet af NKN og en gang af landsretten i en civil sag, før de overhovedet meldes til politiet. Anklagemyndigheden forsøgte reelt ikke at få bøderne hævet i landsretten, bortset fra tvangsbøderne. Der er ikke i sagen nogen oplysninger om M og H's indtjening ved entreprenørvirksomheden i den periode, hvor den blev drevet ulovligt. Det kunne muligvis have givet grundlag for højere bøder. Hovedproblemet i sagen er imidlertid ikke straffen, men det meget store ressourceforbrug i amtet og i retsvæsnet i bred forstand. M og H's pengeforbrug ikke mindst ved en civile landsretssag har været mange gange større end bøderne og sagt meget firkantet er hovedproblemet i denne type sager – som ikke er sjældne – at de tiltalte ikke tænker økonomisk. En større bøde ville næppe have haft nogen effekt overhovedet og ville måske heller ikke kunne betales af de dømte. Håndhævelsesmæssigt er det samfundets problem, hvor vanskeligt det skal være at sikre efterlevelsen af påbud. Her er to sagsbehandlinger i NKN og i Vestre Landsret.

SNS 15 vedrører en bødevedtagelse den 26.11.2003 på to gange 1.000 kr. i en også ganske omfangsrig sag. Faderen F og muligvis hans to sønner S1 og S2 drev et ulovligt maskinværksted på et gammelt mørtelværk. Grunden nærmest flød med skrammel, bl.a. 3 containere, byggemateriale, gammelt jern o.s.v. Der var givet påbud om fjernelse af en række effekter og en gammel kontorbarak med frist til 31.10.2001. Faderen døde et par måneder efter fristens udløb. I februar 2002 anmeldte Hovedstadens Udviklingsråd S1 og S2 for ikke at have efterkommet påbuddet. I august 2002 bad politimesteren Rejseholdet om bistand til efterforskningen. Pr. 1.3.2003 sælges ejendommen og sagen sluttes med bødevedtagelse. På grund af salget var der ikke basis for over for de tiltalte at gennemtvinge lovliggørelsen. Det betydelige ressourceforbrug medførte således næppe i sig selv nogen effekt for lovliggørelsen, da påbuddet ikke formelt er bindende for køberen.

8.1.2 Privates overtrædelser

Den mest ressourcekrævende sag i denne gruppe er SNS 13 med betydelig lighed med ovenfor omtalte SNS 10 om maskinhallen. Ægteparret H og M havde i 1982 købt et hus i landzone i regionalt naturområde. Huset måtte alene benyttes en del af året svarende til sommerhusreglerne og var på 632 med en tilbygning på 38 m² med carport, toilet m.v. Tilbygningen var lovliggjort af amtet kort før H og M's køb.

Kort efter købet foretog køberne uden tilladelse en mindre udvidelse og søgte i 1984 om tilladelse til at bygge en 44 m² fritliggende bygning til garage og udhus. Efter at kommunen havde frarådet amtet at give tilladelsen, blev ansøgningen trukket tilbage. De havde imidlertid uden amtets tilladelse opført bygningen med 60 m². I 1989 nedrev de den oprindelige tilbygning på 38 m² og udvidede i stedet huset med 100 m². Der var ikke søgt tilladelse til dette byggeri. I 1991 opførte de en 27 m² hesteboks og 7 m² cykelskur. H og M havde i 1984 fået afslag på tilladelse til at bruge huset til helårsbeboelse. Afslaget blev stadfæstet af Miljøankenævnet. De havde siden købet været tilmeldt folkeregisteret på adressen.

I 1999 søgte H og M om lovliggørelse af de ikke godkendte udvidelser og om tilladelse til helårsbeboelse. Det ulovlige byggeri var forinden opdaget ved, at H og M havde fremsendt ændringer til Bygge- og boligregisterets beskrivelse af ejendommen. Amtet afslog i mart 2000 ansøgningen, dog gav man tilladelse til bevaring af den 60 m² store bygning fra 1984. H og M fik påbud om nedrivning af de øvrige byggerier. M påklagede amtets afgørelse til NKN. Også deres nabo klagede over afgørelsen, da han hævdede, at 1984-bygningen til dels lå på hans grund. Med henvisning til H og M's onde tro (de havde i 1985 trukket deres ansøgning, selv om de havde lavet byggeriet) ændrede NKN i juni 2001 afgørelsen således, at også 60 m²-bygningen skulle nedrives. Omvendt gav man tilladelse til bevaring af hesteboksen. Også nægtelsen af tilladelse til helårsbeboelse blev efter en omfattende bevisførelse vedr. påstået forskelsbehandling stadfæstet. H og M anlagde derefter sag ved Vestre Landsret mod NKN. I sin dom fra april 2003 frifandt landsretten NKN og pålagde H og M at betale 37.000 kr. i sagsomkostninger til modparten. Allerede efter NKN's afgørelse havde amtet givet H og M påbud om fraflytning senest 30.9.2001 og om at lovliggøre byggerierne som nævnt i NKN's afgørelse. Et par måneder efter landsrettens afgørelse blev der rejst tiltale mod H og M. I byretten blev de idømt hver en bøde på 15.000 kr. og pålagt at lovliggøre forholdene under tvang af fortløbende bøder på 1.500 kr. ugentligt. Byretten havde lagt til grund, at taksten for ulovlig benyttelse af sommerhus var 5.000 kr. pr. person. Under byretsbehandlingen oplyste kommunens repræsentant, at man senere ville behandle spørgsmålet om retlig lovliggørelse. Denne lidt specielle melding er ikke nærmere forklaret. H og M ankede med påstand om strafbortfald med henvisning til straffelovens regler om formildelse, evt. strafbortfald, på grund af undskyldelig retsvildfarelse. Endvidere påstod de tvangsbøderne nedsat. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Under landsretsbehandlingen udeblev H på grund af alvorlig sygdom. M forklarede, at kommunen havde afvist at forhandle om fysisk lovliggørelse. Landsretten afsagde dom den 21.6.2004. Under henvisning til forarbejderne til sommerhusreglerne anførte man, at bøden burde være 5.000 pr. husstand. Videre fandt man, at denne takst også burde anvendes vedr. påbuddet om fysisk lovliggørelse. Da H og M var fraflyttet huset, og tvangsbøderne således alene vedrørte den fysiske lovliggørelse, nedsatte landsretten dem til 1.000 kr. pr. uge. Fristen blev fastsat til 1.10.2004. Ved skrivelse af 14.10.2004 meddelte kommunen politimesteren, at der den 13.10. ikke var foretaget foranstaltninger med henblik på at lovliggøre huset.

Jeg har telefonisk fået oplyst den 9.9.2005, at der stadig ikke er foretaget lovliggørelse.

Strafmæssigt set bør det anføres, at det er overraskende, at landsretten udmåler den samlede bøde til H og M til kun 10.000 kr. Begrundelsen er øjensynligt, at man skal bruge taksten for ulovlig beboelse af sommerhuse. Begrundelsen er ikke overbevisende. Og en bøde af denne størrelse er givetvis uden præventiv værdi. Alene den civile sag mod NKN må antages at have kostet H og M over 50.000 kr., måske 100.000 kr. Det er ikke oplyst, om der er meddelt fri proces til denne sag. Det er påfaldende, at H og M påstår tvangsbøderne nedsat. Det indikerer næsten, at de på forhånd har besluttet sig for ikke at efterleve dommen, eller i hvert fald holder denne mulighed helt åben. Det er særdeles sjældent med et påbud om nedsættelse af tvangsbøderne i anken.

Også SNS 17 er særdeles omfattende. En 50-årig kvinde K havde et betydeligt antal ponyer. Hendes økonomiske muligheder var øjensynligt begrænsede, så en bekendt 85-årig kvinde E hjalp hende ved at købe en mindre ejendom med æbleplantage. Hun lejede så arealet til K, som havde 15-20 ponyer. Området var i lokalplanen udlagt til nyttehave. K opførte uden tilladelse mindre huse og halvtag til hestene. Efter at kommunen opdagede forholdet søgte K om tilladelse til at bevare hestene og skurene på ejendommen. I juni 2000 fik hun et års dispensation til at beholde de 5 af hestene og en del af bebyggelsen. Denne afgørelse påklagede hun til NKN, der den 31.7.2001 traf afgørelse om, at kommunens dispensation var lovlig, således at der kunne gives påbud om lovliggørelse af forholdene. Kommunen meddelte herefter E og K, at ponybestanden og skure m.v. skulle være fjernet ved månedens udgang, men at man forlængede fristen til november. Anmodning om yderligere forlængelse blev afslået og i april 2002 blev meddelt påbud om lovliggørelse inden den 20.5.2002 til K og inden den 15.8.2002 til E. Påbuddet, som svarede til NKN's afgørelse blev påklaget til NKN, men uden held. Kommunen anmeldte i maj 2002 sagen til politimesteren og anmodede om en bødepåstand på 25.000 kr. og daglige tvangsbøder på 1.000 kr. I byretten skete der beskikkelse af den advokat, der tidligere havde bistået K. Beskikkelsen skete med henvisning til det betydelige bødekrav. Byretten afsagde dom i april 2003 og idømte E en bøde på 1.000 kr. og K på 3.000, medens tvangsbøderne blev fastsat til henholdsvis 200 og 800 kr. ugentligt. Dommen blev anket og i marts 2003 stadfæstede Østre Landsret dommen, dog blev lovliggørelsesfristen forlænget til 1.2.2004. K søgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Ansøgningen blev afslået på grund af overskrivelse af ansøgningsfristen.

Denne sag er som ovenfor nævnte SNS 13 afgjort med bøder uden præventiv betydning. I begge tilfælde er det dog nok karakteristisk, at de dømte ville være meget lidt påvirkede af bødens eventuelle størrelse. I begge tilfælde synes man villige til at ofre meget store beløb på juristbistand o.lign. til forlængelse af sagen.

SNS 9 er en omfangsmæssig betydeligt mere begrænset sag, der til gengæld belyser behovet for retssikkerhedsgarantier i sagsbehandlingen. En kommune modtog en anmeldelse af 2 små skure og 2 campingvogne på en ejendom i landzone. Kommunen besigtigede ejendommen og varslede et påbud til ejeren E om at lovliggøre forholdet enten fysisk eller retligt, da der ikke var givet tilladelse til forholdene. Da E ikke reagerede og altså ikke søgte retlig lovliggørelse, meddelte kommunen i december 2002 påbud om fysisk lovliggørelse. Påbuddet blev ikke efterlevet, og kommunen ringede til E, der oplyste, at kun den ene campingvogn ville blive flyttet og at skurene havde været der siden 1974. Han oplyste videre, at en tidligere lignende sag var trukket tilbage. Kommunen anmeldte E til politiet og oplyste, at den tidligere tilbagetrukne sag var en anden, og at det var ligegyldigt, om skurene var fra 1974. Kommunen anmodede om tvangsbøder på 1.000 kr. pr. uge. Under politiets efterforskning forklarede E, at han ikke havde klaget, da han ikke forstod sagen. Skuret havde i hvert fald været på ejendommen siden 1974, da han købte ejendommen. Han vidste derfor ikke, hvornår det var opført, men mente, at hvis det var sket før 1970, var det lovligt. Ved henvendelse til den tidligere ejers søn, blev det oplyst, at begge skure var under 10 m² og opført i 1960 og 1967. Kommunen begrænsede herefter sagen til de 2 campingvogne. Byretten idømte i maj 2003 E en bøde på 2.000 kr. for ikke at have fjernet de 2 campingvogne. Han blev idømt tvangsbøder på 1.000 kr. pr. uge. Sigtede havde oplyst, at den ene campingvogn var indregistreret og skulle flyttes, medens den anden havde stået der i 15 år og ikke skulle flyttes. Passivitet er ikke omtalt i dommen.

Sagen viser, at kommunen på grund af utilstrækkelige undersøgelser kombineret med grundejerens manglende reaktion afgiver et ikke lovligt påbud om bl.a. nedrivning af 2 klart lovlige skure.

Den sidste sag, SNS 16, vedrører et tilfælde, hvor sagsbehandlingen har været ressourcemæssigt begrænset, og hvor sagen har medført en rimelig hurtig lovliggørelse. E købte et brugt sommerhus og anbragte det uden nogen form for tilladelse på sin grund på 26 ha.

Han ville angiveligt bruge huset til opholdsrum for ryttere til det stutteri, han havde tænkt sig at anlægge, men ikke fået søgt om tilladelse til. Efter kommunens henvendelse på grund af sommerhuset søgte han om tilladelse til huset og om tilladelse til stutteri- og hestepension op til 11 heste. K afslog ansøgningen og gav påbud om fjernelse af sommerhuset med dertil hørende kloak, vand og et par skure. Fristen var 21.2.2004. Da intet skete, meldte kommunen i marts 2004 E til politiet. E blev tiltalt og oplyste i retten, at han havde solgt huset i december 2003 til afhentning i januar 2004, men at køber ikke havde afhentet det. E blev idømt en bøde på 3.000 kr. og 500 kr. i ugentlige tvangsbøder. Kommunen har telefonisk oplyst, at forholdene blev lovliggjort fuldt tilfredsstillende, men at det i øvrigt skete sjældent. I en anden sag havde domfældte siden august 1999 betalt de ugentlige tvangsbøder på 500 kr. pr. uge, altså over 100.000 kr. uden at der var foretaget lovliggørelse.

Endelig bør nævnes, at dommen i SNS 22 vedr. fjernelse af en ulovlig havemur indeholder en speciel fuldbyrdelsesbestemmelse: ” Sker dette [lovliggørelse] ikke, pålægges NN i 8 uger ugentlige tvangsbøder a 1.000 kr. Opfyldes påbuddet herefter fortsat ikke, kan H kommune foretage det nødvendige til, at påbuddet efterkommes.” I præmisserne er henvist til planlovens § 64, stk. 3.

8.2 Dambrugssager

Området omfatter 3 sager. SNS 96 vedrører undladelse af at indsende forskellige pligtige produktionsoplysninger. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 5.000 kr. SNS 97 vedr. anvendelse af for meget foder. Sagen afgjort ved vedtagelse af 20.000 kr. i konfiskation og 5.000 kr. i bøde efter at anklagemyndigheden oprindeligt havde forlangt det dobbelte. Sagen indeholder ingen oplysninger om baggrunden for halveringen. Det fremgår af sagen, at fortjenesten er udregnet med udgangspunkt i, at Højesteret i dom af 16.2.2001 havde taget udgangspunkt i, at fortjenesten var 6.000 kr. pr. ton produceret fisk. Denne sag vedrørte en noget tidligere periode end den aktuelle sag, og metoden må altså betragtes som noget tvivlsom. SNS 98 vedrører et dambrugs udledning af spildevand, uden at dette havde de krævede 25 minutter til bundfældning i det centrale bundfældningsanlæg. Der var givet flere indskærpelser. Efter amtets forslag blev tiltalte idømt en bøde på 5.000 kr. og pålagt at lovliggøre forholdene under tvang af fortløbende bøder. T fik en frist på 6 måneder, så der var tid til at forhandle med miljømyndighederne om deres krav til lovliggørelse. Det er tvivlsomt, om en sådan dom kan tvangsfuldbyrdes.

8.3 Friluftsreklamer

Der er 7 sager i denne kategori, SNS 48-54. De vedrører alle skilte anbragt fast eller på mobile genstande. 4 af sagerne er afgjort med bøder på 3.000 kr., mens 3 er afsluttet med bøder på 2.000 kr. I et tilfælde, SNS 54, er den dømte tidligere dømt for lignende overtrædelse. Der er i flere af tilfældene af amtet begæret påstand om tvangsbøder, men i de fleste sager er forholdet lovliggjort inden sagens afgørelse. 4 af sagerne er således afgjort med bødeforlæg, 2 med udeblivelsesdom og 1 med bødevedtagelse.

Der er næppe nogen grund til forskellen i bødernes størrelse. Alle de anmeldte har forinden undladt at efterkomme myndighedernes påbud – i flere tilfælde endog efter klage til Naturklagenævnet. Sagen tyder nok på, at de anmeldte sagligt set har været uenig med amtet i dets påstand om reklameringens ulovlighed, men tyder unægtelig også på, at de har ønsket at trække sagen i langdrag for at bevare reklamen længst muligt. Da der er tale om erhvervsmæssig reklamering fortsat efter meddelelse af lovlige påbud, burde bøderne sandsynligvis ligge på en fast takst på f.eks. 5.000 kr., hvilket også ville indebære den fordel, at amterne kunne meddele de pågældende, at fortsat ulovlig reklamering ville medføre sagens fremsendelse til politiet, og oplyse, at praksis i disse tilfælde er en bøde på 5.000 kr. Dette ville sandsynligvis medføre en betydelig aflastning af retsvæsnet. Tvangsbøderne er næppe et egnet middel i disse sager, da nedtagelse af skiltene er let/billig og ikke indebærer nogen reel sikkerhed for, at den ulovlige tilstand ikke bliver retableret. Dette fremgår tydeligt af sag SNS 54 og er velkendt fra andre offentliggjorte sager. I disse tilfælde bør bødestraffen derfor være tilstrækkelig præventiv.

8.4 Færdsel på strand og i klitter

Gruppen omfatter 5 sager vedr. kørsel (SNS 39, 43-46) med bødeforlæg på mellem 1.000 kr. og 2.000 kr. I SNS 46 er med fotos dokumenteret betydelige skader på området, samtidig er dokumenteret ved fotos, at folk i 4 firehjulstrækkere i fællesskab har moret sig med at køre opad.

SNS 47 vedrører for høj hastighed med motorbåd i Vadehavet. Tiltalte, der ikke accepterede et bødeforlæg på 2.500 kr., vedtog i retten en bøde på 1.500 kr. Pågældende havde til rapport tilstået at have sejlet med 4 gange tilladt hastighed på 10 knob, og at han tidligere var meddelt advarsel for at sejle for stærkt.

8.5 Ændring af § 3-områder: moser, heder, vandløb m.v.

Området omfatter SNS 31-32, 35-36, 29 og 33, idet SNS 31 vedr. grøftegravning i mose ikke indeholder andet materiale end et bødeforlæg på 3.000 kr. De øvrige sager viser tydeligt, at der er tale om bevismæssigt svære og for tilsynsmyndighederne særdeles ressourcekrævende sager, der til gengæld stort set er grundigt behandlet og vurderet af tilsynsmyndighederne. SNS 32 vedrører en landmand, der havde påfyldt 4.000 m² mose ca. ½ m jordfyld med henblik på dyrkning. Han fandt amtets påbud om retablering uberettiget og ville ikke efterkomme påbuddet. Blev af politiet instrueret om intet at foretage sig før sagen var vurderet af en af embeddets jurister. Efter 4½ måned og efter påbudsfristens udløb meddelte juristen, at man ikke vil vurdere jordpåkørslens lovlighed, men alene forholdets eventuelle strafbarhed. Landmanden lovede herefter at retablere mosen straks efter høsten. Politiet udfærdigede herefter et bødeforlæg på 3.000 kr. for at have foretaget jordpåfyldningen. Man undlod af gode grunde at medtage tilsidesættelsen af påbuddet, der som nævnt var sket efter politiassistentens opfordring. Tilsynsmyndigheden havde set området efter første påfyldning og burde efter politiassistentens opfattelse klarere end sket have givet udtryk for, at yderligere påfyldning var ulovlig. Det er ikke heldigt, at en politiassistent på denne måde går ind i sagen.

SNS 35 vedrørte tilplantning af 0,6 ha hedeareal med juletræer. Ansvaret for selve beplantningen var forældet, og sagen vedrørte alene amtets påbud om at fjerne træerne. Halvandet år efter Naturklagenævnets stadfæstelse af amtets afgørelse meddelte amtet landmanden en ny frist, der lå mere end 2 år efter nævnets afgørelse. Byretten idømte den 8.8.2004 landmanden en bøde på 5.000 kr. for ikke at have efterkommet påbuddet og pålagde ham tvangsbøder, hvis forholdet ikke var lovliggjort senest den 1.10.2004. Tiltalte ankede og frafaldt anken på dagen for ankesagens behandling den 14.1.2005. Det vil sige, at tvangsbøderne p.g.a. anken var suspenderet indtil 3½ måned efter fristens udløb. Der er næppe nogen, der præcist kan sige, hvilken frist der herefter gælder, da der ikke er direkte lovhjemmel for at fastsætte en ny. Dette viser en af svaghederne ved tvangsbødeinstituttet.

SNS 36 vedrørte en 80-årigs afgravning af muldlaget på 6.500 m² jordeng. Det lykkedes ikke at afklare, om afgravningen var sket for at tjene på salg af jorden, da sigtede nægtede at oplyse, hvem der havde aftaget jorden og meddelte politiet, at en eventuel fortjeneste var en sag mellem ham og skattevæsnet. Da retablering alene kunne ske ved at lade jorden ligge uberørt, blev sagen afgjort ved bødeforlæg på 5.000 kr.

SNS 29 vedrørte opdyrkning af et hedeareal og undladelse af at efterkomme amtets påbud om retablering. Selv efter Naturklagenævnets afgørelse tilsåede landmanden arealet på ny. Han fik ved byretsdom en bøde på 2.000 kr. med henvisning til hans oplysning om, at landboforeningens konsulent havde opfordret ham til at fortsætte den ulovlige dyrkning. Dette spørgsmål var ikke berørt i sagsmaterialet. Han blev pålagt tvangsbøder til at foretage en retablering i overensstemmelse med amtets påbud. Ifølge dette skulle han foretage en særlig behandling af jorden og dernæst lade den ligge uberørt. Den sidste del kan ikke håndhæves gennem tvangsbøder.

Den sidste sag vedrørte en godsejer, der gennem adskillige år havde voldt tilsynsmyndigheden betydelige problemer. Han havde nu foretaget oprensning og forlægning af 800 m vandløb. Dette var sket, fordi store regnmængder havde bevirket oversvømmelse af en eng. Indgrebet var meget drastisk og klart ulovligt. Amtet ønskede oprindeligt en bøde på 10.000 kr. Godsejeren ville betale 4.000 kr. og vedtog et bødeforlæg på dette beløb, samtidig med at politiet lovede ham ikke at offentliggøre sagen, medmindre det blev krævet efter offentlighedsloven. Han havde foretaget retablering efter tilsynsmyndighedernes krav.

8.6 Jordbehandling inden for 2 m bræmmen

Materialet omfatter sagerne SNS 55-60. Alle 6 sager er bødeforlæg fra samme politimester uden andet materiale end forlægget. Udgangspunktet er 2.000 kr. med forhøjelse til 3.000 kr., hvis der tidligere er meddelt indskærpelse. SNS 60 er afgjort med en bøde på 5.000 kr., uden at grunden hertil fremgår af bødeforlægget, bortset fra at forlægget er udstedt af en anden end de 5 første.

8.7 Henkastning af affald

Materialet omfatter 33 sager (SNS 61-93). Næsten alle sagerne er afgjort med bødeforlæg, enkelte udeblivelsesdomme, fordi den skyldige ikke har reageret på bødeforlægget. Nogle få af sagerne vedrører professionelles henkastning af affald: Fra grøntsagsforretning i 3 tilfælde læsset affald af på grønttorvet. Takseret til en bøde på 3.500 kr. og en anden person en gang læsset grøntsagsemballage af samme sted takseret til 1.000 kr. Indehaveren af en blomsterforretning henkastet 50 gasbetonsten og kasse med mursten på en P-plads takseret også til 1.000 kr. I en speciel sag havde en arbejdsløs tilbudt et ægtepar at bortskaffe deres affald for 250 kr., hvorefter han henkastede de 25 m³ affald på en P-plads. Han vedtog en bøde på 2.000 kr. og påtog sig at betale erstatning med 4.841 kr.

De privates henkastning kan deles i 3 grupper:

  1. henkastning i skov
  2. henkastning på P-pladser og endelig
  3. henkastning uden for modtagestation, fordi denne har lukket.

I alle tilfælde er der tale om affald, der er kørt til stedet og af et omfang, så det ikke kunne være båret af én person. 18 sager vedrører bortkastning i skov. Affaldet har i næsten alle sager indeholdt uforgængeligt materiale eller i hvert fald langsomt nedbrydeligt som plastik eller jern, f.eks. DVD-afspillere, byggeaffald, gulvtæpper m.v. I mange af sagerne oplyser sigtede, at han har kastet affaldet, fordi den kommunale modtagestation var lukket, ofte fordi det var søndag, eller fordi han er kommet for sent. 3 af sagerne er afgjort med en bøde på 2.000 kr., 11 sager med bøder på 1.000 kr. og en enkelt med bøde på 500 kr. En af sagerne med bøde på 2.000 vedrørte 2 tilfælde af bortkastning af byggeaffald, så bøden er her også 1.000 pr. gang. I flere tilfælde har den sigtede selv fjernet affaldet, i andre tilfælde har han betalt erstatning på fra 1.176 til 1.500 kr. 2 sager om affald smidt uden for modtagestation er afgjort med bøder på 750 kr. og 1.000 kr., medens 4 sager omfatter henkastning på P-plads. 2 af disse er afgjort med 2.000 kr. Den ene sag omfattede 25 m³ affald, med erstatningskrav på 4.811 kr., medens den anden vedrørte 2 tilfælde, hvor sigtede havde tømt en trailer for byggeaffald på P-pladsen ved en uddannelsesinstitution med et erstatningskrav på 2.000 kr. De 2 andre sager afgjort med bøder på 1.000 kr. Den ene af de ovenfor nævnte sager vedrører den sag, som er omtalt ovenfor som affald fra blomsterforretning.

Af øvrige sager kan nævnes, at en del vedrører anden natur end skov, og at disse typisk er afgjort også med bøder på 1.000 kr.

I samtlige tilfælde er der så vidt ses tale om en person, der fylder affaldet i bilen eller på traileren med det klare forsæt at komme af med affaldet. I adskillige tilfælde har vedkommende sandsynligvis troet at kunne aflevere det på en modtagestation, der har vist sig at være lukket. Der er i ingen tilfælde tale om bortkastning af mere tilfældigt affald, f.eks. fra en frokost indtaget i naturen. I nogle af sagerne er som ovenfor oplyst omkostningerne ved bortskaffelsen. Sagerne er gennemgående arbejdskrævende for politiet. Dels med at finde gerningsmanden og dels med senere at kontrollere, at sigtede har ryddet op. Det er i sjælden grad karakteristisk, at de afhørte blankt erkender det forkastelige i deres handling. Bødeniveauet må på denne baggrund betegnes som meget lavt.

Noget kunne tale for et udgangspunkt med en bøde på 1.000 kr. for henstilling uden for modtagestation, 2.000 kr. eller 3.000 kr. for henkastning på P-plads, medens bortkastelse i skov eller på mark som udgangspunkt vel bør takseres til mindst 3.000 kr. Det forekommer særligt forkasteligt at bruge naturen i denne forbindelse, ligesom udgifterne til oprydning nok ofte er større her. Ved professionelles henkastning bør bøden forhøjes, ligesom dette gælder ved særligt skæmmende bortskaffelse, f.eks. henstilling af vaskemaskiner og lignende.

8.8 For mange dyreenheder i forhold til areal

Materialet omfatter 10 sager (SNS 94-95, 102, 108, 110-111, 114, 119-120 121). De 7 sager er afgjort med bødeforlæg, en ved byretsdom og en ved vedtagelse i byretten. Plantedirektoratet følger i disse sager en fast tabel for udregning af bøderne, således at bøden fastsættes til 500 kr. pr. dyreenhed (DE), den pågældende har haft for meget i forhold til sit areal. Dette beløb ”sigter mod at modsvare den forventede besparelse, som jordbrugeren vil opnå ved at undlade at sikre sig de nødvendige aftaler om anvendelse af overskydende husdyrgødning, enten i form af forpagtningsaftaler eller husdyrgødningsaftaler. Bødestørrelsen svarer desuden til det bødeniveau, der er etableret ved overtrædelse af gødningsreglerne.”

Denne udregning er fulgt i alle sager bortset fra SNS 119 med et bødeforlæg på 27.500 kr. for 130 DE. Efter taksten skulle den være 65.000 kr. Sagen indeholder alene bødeforlægget og kan derfor ikke bedømmes. SNS 121 vedrørte 21 DE og skulle have medført en bøde på 10.500 kr. Byretsdommeren lod med anklagerens accept sagen afgøre med en bøde på 5.000 kr. Nedsættelsen skyldes angiveligt mulige misforståelser mellem den tilsynsførende og tiltalte.

Plantedirektoratet har telefonisk oplyst, at takstsystemet er ændret, så bøden nu er 900 kr. pr. ha, som gårdejeren har for lidt i forhold til antallet af dyreenheder. Dette vil i mange tilfælde medføre en skærpelse afhængig af harmonikravet for den pågældende.

8.9 Ulovlig mødding

4 sager vedrører dette emne, SNS 105, 113, 115 og 118. To sager indeholder for lidt materiale. Begge vedrører ulovlige markmøddinger og resulterede ved byretterne i en bøde på 5.000 kr. I SNS 105 blev en landmand dømt for trods adskillige både mundtlige og skriftlige indskærpelser at have haft en markmødding udækket i henholdsvis 12 og 16 dage. Han henviste til rådgivning fra sin landbrugskonsulent. Konsulentens vidneforklaring støttede ikke landmanden. Tilsynsmyndigheden havde brugt store ressourcer på adskillige besøg. Bøden blev fastsat til 2.000 kr. Under hensyn til antallet af indskærpelser, og at der blev dømt for to overtrædelser, er bøden meget lav. I den anden sag blev en pelsdyravler indskærpet at lovliggøre møddingsforholdene både vedrørende en overfyldt møddingsplads og vedrørende montering af tagrender for at undgå, at regnvandet fra tagene opløste den gødning, som lå under burene og i øvrigt burde være fjernet noget oftere. Avleren vedtog en bøde på 5.000 kr. Der er ikke oplysninger om, hvorvidt alt var lovliggjort før bødeforlæggets udstedelse. Sagens akter viser, at anklagemyndigheden ikke forstod brugen af indskærpelser og uberettiget kritiserede amtets sagsbehandling. Både i denne og i den ovenfor omtalte sag burde indskærpelserne være nævnt i tiltalen, idet det må betragtes som en skærpende omstændighed, at tiltalte har fortsat sine overtrædelser efter at have modtaget indskærpelserne.

SNS 99 vedrører en landmand, der ikke efterkom indskærpelse om at færdiggøre hegningen af en gyllebeholder og en senere indskærpelse om at få beholderen kontrolleret på korrekt vis. Undskyldningen for den første overtrædelse var angiveligt 6 ugers sygdom, medens undskyldningen vedr. den anden overtrædelse var, at beholderen ikke var lovlig, og derfor ikke ville blive godkendt. Sagen afgjort med et bødeforlæg på 3.000 kr. I SNS 104 undlod en landmand at anmelde, at han under ombygning af svinestald havde placeret 86 svin i en ulovligt indrettet maskinlade. Da kommunen opdagede forholdet, blev han indskærpet at fjerne svinene, men meddelte, at han ikke kunne rette sig efter indskærpelsen. Sagen blev afgjort med en idømt bøde på 2.000 kr. En sådan bøde må antages at være uden præventiv værdi.

SNS 112: Ejeren af en ejendom i februar 2003 påbudt at lovliggøre udledning af spildevand/latrin, der blev ført ud i en grøft. Da forholdet ikke trods flere rykkere var bragt i orden, blev han den 30.9.2003 meldt til politiet. Han blev den 18.3.2004 idømt en bøde på 3.000 kr. og idømt tvangsbøder. Kommunen havde anslået hans fortjeneste til 30.-40.000 kr. svarende til udgiften ved et lovligt nedsivningsanlæg. Gevinsten er alene fortjenesten ved udskydelse af investeringen. En bøde af den idømte størrelse har næppe nogen præventiv virkning.

To sager vedrører ulovlig udspredning af gylle (SNS 116 og 117) ved at udbringning ikke skete ved slangeudlægning, nedfældning eller lignende. Den ene vedtog et bødeforlæg på 3.000 kr. og den anden et bødeforlæg på 4.000 kr. Sidstnævnte havde fortsat udbringningen, efter at tilsynsmyndigheden havde påbudt den standset.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.