|
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet
7 De enkelte sager vedr. miljøbeskyttelse
7.1 Udledning til overfladevand, § 27
Materialet omfatter 19 sager (MST 7-22, 38 og 57-58). I de første 18 er straffet for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27, den sidste for overtrædelse af § 28. De 5 af sagerne vedrører kommuner
eller kommunale virksomheder. Bøderne er her fra 25.000 kr. til 150.000 kr. med et samlet bødebeløb på 285.000 kr. 12 sager vedr. private virksomheder med bøder fra 2.500 kr. til 75.000 kr. og et
samlet beløb på 180.500 kr. og et gennemsnitlig bødebeløb på knapt 15.000 kr. Sag MST 21 er uden større interesse. To personer fik hver en bøde på 5.000 kr. for at have spildt en del af noget stjålet
olie.
Sagen med bøden på 150.000 kr. (MST 8) vedrørte et kommunalt værks groft uagtsomme udledning af 175 m³ afgasset biomasse (gylle) til jorden med fare for grundvandsforurening og med en aktuel
alvorlig udledning til en å, hvor alle ørreder på en 5 km lang strækning blev dræbt, og hvor 50%-80% var dræbt på en anden 10 km strækning. Sportsfiskernes erstatningskrav blev forligt med et beløb på
225.000 kr. Undersøgelsesudgifterne var begrænsede, 1.883,65 kr. Virksomheden havde 5 år tidligere haft en udledning af 150 m³ gylle til vandløb. Denne sag var afgjort med et bødeforlæg på 20.000 kr.
Det aktuelle uheld var sket ved en række uagtsomme fejl fra personalet. En bypass-ventil var ikke blevet lukket, åbningen var ikke anført på den elektroniske tavle, driftslederen overså 2 gange kontroltegnet
for den manglende anførsel af, at ventilen var åben. Uheldet var sket om natten, og anlægget var i strid med vilkårene ikke tilsluttet døgnovervågningscentralen, som det skulle have været, hvis det ikke var
bemandet i alle døgnets timer. Sagen blev forelagt Miljøstyrelsen, der anførte, at værkets fortjeneste ved ikke at være tilsluttet døgnovervågningen ikke var udregnet, men måske kunne konfiskeres. Styrelsen
fandt dog spørgsmålet tvivlsomt i betragtning af, at værkets forsikringsselskab måtte betale 225.000 kr. i erstatning for udslippet. Udtalelsen peger på et næppe dyrket juridisk problem: ved udregningen af
nettofortjeneste til brug for eventuel udbyttekonfiskation fratrækkes normalt den sigtedes udgifter p.g.a. udslippet. Skal der også foretages et sådant fradrag, når det ikke er sigtede selv, men et
forsikringsselskab, der betaler udgiften? Spørgsmålet blev ikke aktuelt i sagen, da der ikke var nogen – eller i hvert fald ikke kunne bevises nogen – besparelse ved ikke at tilslutte anlægget til
døgnovervågningssystemet. I sagen meddelte amtet sigtede afslag på kopi af amtets politianmeldelse med den begrundelse, at dette ville være en omgåelse af reglerne om aktindsigt, der som bekendt ikke
omfatter verserende straffesager, men det er ikke korrekt, at det er ulovligt, at tilsynsmyndigheden giver en anmeldt virksomhed kopi af anmeldelsen. Adskillige tilsynsmyndigheder følger en sådan praksis.
Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 150.000 kr.
Sag MST 10 vedrører et af samme kommunes rensningsanlæg. Fra anlægget blev udledt 1.300 m³ urenset spildevand direkte til en sø. Forureningen svarede til 2.830 personækvivalenter. Uheldet skete i
forbindelse med et internt serviceeftersyn af anlægget om fredagen og blev først opdaget mandag morgen. Udledningen havde ikke medført synlige aktuelle skader i vandløbet til eller i selve søen. Uheldet var
sket ved, at smedene, der havde efterset anlægget, havde glemt at starte nogle pumper og at melde tilbage, at eftersynet var afsluttet. Den ansvarlige leder havde endvidere glemt at checke alarmen, før han
forlod anlægget fredag eftermiddag. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 30.000 kr.
I sag MST 7 havde et større kraftvarmeværk under rensning af en ovn undladt at sikre, at det tungmetalholdige vand ikke blev ført til det offentlige kloaksystem. Aktuelt resulterede udledningen i en kraftig
forurening af 6.000 t slam fra rensningsanlægget, der således ikke kunne fordeles på marker. Værkets udgifter p.g.a. udledningen blev opgjort til 7,4 mio. kr. Virksomheden angav omstrukturering af arbejdet
som grund til udledningen. Sagen blev efter forelæggelse for Miljøstyrelsen afgjort med et bødeforlæg på 50.000 kr. efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1. At stk. 2 ikke er anvendt til trods for
skadernes (økonomisk set) betydelige størrelse kan skyldes, at myndighederne mente, at der alene forelå simpel uagtsomhed. Sagen er sidemæssigt af begrænset omfang. Politiet forelagde sagen den
7.6.2002 for Miljøstyrelsen, der efter en rykkerskrivelse svarede den 28.11.2002. Der er i denne – som i flere andre sager – forholdsvis lange ekspeditionstider for Miljøstyrelsens svar på spørgsmål om
bødestørrelse.
I sag MST 8 vedtog en kommune et bødeforlæg på 30.000 kr. for, at dens rensningsanlæg udledte 6.000 m³ urenset spildevand til fjorden. Sagen indeholder alene bødeforlægget.
MST 22 vedrører et kommunalt rensningsanlæg, der først i april 2003 etablerede et bundfældningsbassin, der ifølge vilkårene i virksomhedens tilladelse skulle være etableret senest i december 2001.
Forsinkelsen var således 8 måneder. Amtet opgav at udregne kommunens rentebesparelse og foreslog en bøde på 25.000 kr. med henvisning til en dom af 2.6.1999 fra Vestre Landsret. Kommunen
oplyste, at udgiften til det forsinkede anlægsarbejde var anslået til 4-5 mio. kr.
De 4 sager MST 11-14 vedr. landbrugsudledninger. I MST 11 havde en ansat hos en gårdejer åbnet for vandhanen til en fiskepulpsilo og glemt alt om sagen. Dette resulterede i en udledning af ca. 2 tons
fiskepulp fortyndet med vand. Næste dag opdagede gårdejeren udledningen, men mente ikke, at den var væsentlig og underrettede ikke amtet om uheldet. Først godt en uge senere blev forureningen
opdaget. Gårdejeren havde 4½ år før den aktuelle overtrædelse fået indskærpet underretningspligten. Faunaen var udslettet på ca. 1 km af bækken. Sagen afgjort efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1
for overtrædelse af § 27, stk. 1 og § 71 med bødeforlæg på 10.000 kr. En anden gårdejer vedtog et bødeforlæg på 2.500 kr. for at have oplagt ensilage på en sådan måde, at saften via en drænledning løb
ud i en kanal til en å. Alt liv i kanalen var udslettet.
Medens de øvrige sager vedrører uagtsom eller grov uagtsom udledning, vedrører MST 13 forsætlig udledning. En svineproducent havde for meget gylle. Han havde en aftale med en landmand om at afhente
noget af gyllen. Da denne angiveligt ikke afhentede gyllen til aftalt tid, pumpede svineproducenten mindst 7,5 m³ gylle til en grøft med videre løb til et privat vandløb. PE 490. Få dage efter udledte
svineproducenten gylle og vand fra staldrensning til et gravet hul, der på måletidspunktet var forurenet svarende til 90 PE og endelig for at have afledt møddingssaft fra en mødding til en lukket grøft. Ved
målingen fandtes en forurening svarende til 315 PE. Amtets erstatningskrav vedr. afværgeforanstaltninger og analyseudgifter var godt 20.000 kr. Amtet indstillede en bøde på 30.000 kr., og sagen blev som
den eneste af de her medtagne udledningssager ikke afgjort ved bødeforlæg, men ved dom med en bøde på 20.000 kr. Resultatet begrundes primært med de målte forureningseffekter. Det bør derfor
nævnes, at sagen vedrørte tiltale efter § 110, stk. 2 for overtrædelse af både § 19 og § 27.
I MST 14 havde en gårdejer under påfyldning af vand på en marksprøjte spildt noget pesticidholdigt sprøjtevæske og undladt at samle det op. Via et udløb løb væsken i et afløb og ud i en å og forvoldte
omfattende skader i vandmiljøet. Alle ørreder over 1 år var på en 4,5 km strækning dræbt. Erstatning til sportsfiskerne var 32.000 kr. Amtet indstillede en bøde på 15.000 kr. Gårdejeren vedtog en bøde på
beløbet. Han blev alene straffet for ikke at have opsamlet spildet, selv om selve spildet synes klart groft uagtsomt, idet sigtede forklarede, at han glemte, at han havde åbnet for vandhanen til fortynding af
sprøjtemidlet og derfor for sent opdagede overløbet. At han ikke samlede giften op skyldtes, at han mente, at den var blevet så fortyndet, at den ikke kunne gøre større skade. Under de givne
omstændigheder forekommer bøden beskeden. Var væsken ikke løbet i et vandløb, ville den vel være sivet ned til grundvandet. Den indsigt, at den slags sprøjtemidler er særdeles farlige for naturen, burde
være klar for enhver landmand.
De 8 sager MST 16-20, 38 og 57-58 vedrører andre virksomheders end landbrugets udledninger. 3 af bøderne er 5.000 kr., 1 er 8.000 kr., 3 er 10.000 kr. og 1 er 75.000 kr. Alle er vedtaget af sigtede.
De 7 som bødeforlæg og 1 indenretlig.
Den alvorligste sag er MST 38 vedr. en større oliemølle. Sagen omfattede 10 forhold, hvoraf de 5 var udledninger til et vandløb inden for 9 måneder og de 5 andre var vilkårsovertrædelser: for sen etablering
af et regnvandsbassin til overfladevand, der desuden kun var 1/3 af den i tilladelsen krævede størrelse. Endvidere var der udledt processpildevand, vaskevand og methanholdigt spildevand i
regnskabsbassinet. På to af de nævnte udledninger var PE angivet til henholdsvis 38-40.000 PE og 2.800-3.200 PE. For de øvrige udledninger er ikke angivet PE. Der er i sagen antydninger af en betydelig
besparelse ved nogle af forholdene – 80.-90.000 kr., men der findes ingen egentlig udregning af en samlet eller delvis besparelse. Det er ikke muligt at vurdere, om der kunne være foretaget en sådan
beregning, ligesom det sandsynligvis har været meget vanskeligt eller umuligt at angive den samlede forureningseffekt, f.eks. omregnet til PE. Sagen forekommer uoverskuelig, hvilket sandsynligvis skyldes de
enkelte forholds karakter. Sagen blev først sendt i retten og senere tilbagekaldt og afgjort med et bødeforlæg på 75.000 kr. Virksomheden var 3½ år tidligere idømt en bøde på 10.000.
En dambruger havde i MST 2 som sædvanligt efter tømning af damme pumpet bundfældningsslammet over i et slambed. Ifølge sigtede væltede et stykke af en spunsvæg, således at slammet løb videre til en
grøft og ud i et vandløb. Åen var sort på ca. 250 m, men der blev ikke konstateret fiskedød. Der er ikke i sagen nogen undersøgelse af, om uheldet var forudsigeligt, altså om sigtede handlede uagtsomt.
Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 5.000 kr.
I MST 18 var på et andelsenergiselskab sket et udslip på 2-300 m³ gylle fra et nyt anlæg. Sagens kopier er mangelfulde, så det kan ikke vurderes, om der er tale om et uforudsigeligt eller forudsigeligt
teknisk uheld. Tiltalen er påfaldende. Der rejses i overensstemmelse med anmeldelsen tiltale for overtrædelse af § 19, 21 og 27, men gerningsbeskrivelsen vedrører manglende underretning om udledningen til
tilsynsmyndigheden. Ligeledes er tiltalen formuleret som en tiltale mod bestyrelsesformanden, der også er afhørt som personlig sigtet. Adressaten for bødeforlægget er imidlertid selskabet. Bødeforlægget er
underskrevet af en vicepolitikommissær og vidner om et ringe kendskab både til miljølovgivningen og reglerne for selskabsansvar.
I MST 19 anmeldes et særdeles stort mejeri for den 19.4.2003 og igen den 21.4.2003 at have udledt urenset spildevand til et dræn med udløb i en bæk. Efter oprensning af beredskabsvagten den 19.
indskærpede tilsynsmyndigheden mundtligt virksomhedens personale at være påpasselige, indtil en defekt pumpe var bragt i orden. To dage efter skete nøjagtig samme uheld. Amtet indstillede en bøde på
5.000 kr. Bødeforlægget omfatter alene den anden udledning. Det blev vedtaget. En bøde i denne størrelse for en gentaget forurening har næppe nogen præventiv virkning.
Samme selskab vedtog i MST 58 et bødeforlæg på 8.000 kr. for at have ledet ammoniak, der ved et hændeligt uheld var frigjort fra en spiral i et isvandsanlæg, i en regnvandsledning, som personalet
fejlagtigt anså for en spildevandsledning. Udslippet medførte ca. 50 døde fisk i et vandløb. Virksomheden underrettede ikke tilsynsmyndighederne om udslippet, fordi man som nævnt troede, det var ledet i
en spildevandsledning.
MST 57 vedrørte en anden stor fødevareproducent. Her skulle en gaffeltruck løfte en palle, men kom så langt ind under pallen, at den ramte en beholder med 500 l stærk syre, der blev udledt til en grøft.
Virksomheden underrettede straks tilsynsmyndigheden og forsøgte at standse udledningen, men uheldet skete meget tæt på en regnvandsrist. Efter uheldet ændredes proceduren, så lignende væsker blev
læsset af på befæstet areal med afløb til spildevandsledning. Udslippet medførte døde hundestejler på en strækning af 1½ km. Amtet krævede oplysninger om uheldet. Kommunen skrev et brev til amtet om
virksomhedens gode arbejde for miljøet, men amtet anmeldte forholdet, og virksomheden vedtog en bøde på 10.000 kr. Sagen er processuelt et af eksemplerne på selvinkrimineringsproblemet derved, at
tilsynsmyndighederne anmoder om en redegørelse for en virksomheds eventuelt strafbare forurening og derefter anmelder forholdet til politiet. Efter vedtagelsen af retssikkerhedsloven er en sådan
fremgangsmåde ikke lovlig.
I MST 17 havde driftslederen på et biogasanlæg i december udsprøjtet fortyndet afgasset gylle på en mark via et permanent udsprøjtningsanlæg. Jorden var frossen, og en del af gyllen løb ned i en bæk,
hvor stort set alle dyr var døde på en strækning på 2,5 km. Meningen med udsprøjtningsanlægget var, at der skulle udledes næsten rent vand og ikke et produkt som det anførte. Da virksomheden opdagede
forholdet, undlod den at underrette tilsynsmyndigheden, der selv sporede forureningen til anmeldte. Forureningen lod sig ikke måle i forhold til antallet af PE, men amtet anslog efter en udregning dette til ca.
1.000 PE. Amtet foreslog en bøde på 10.000 kr. eller bøde i forhold til Højesterets domme fra 1987. I disse sager gav Højesteret bøder på 5.000 kr. for udledninger svarende til 130 PE, 276 PE, 456 PC,
199 PE og en udledning af ensilagesaft i ikke særlig betydelig mængde. En sag med udledning fra ensilage med 8 PE gav en bøde på 3.000 kr. I en sag var PE over 1.000. PE var 6916 og bøden 10.000 kr.
jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1987 s. 778 ff. MST 17 blev afgjort med et bødeforlæg alene vedr. § 110, stk. 1, jf. § 27. Amtet havde anmeldt efter § 110, stk. 2, hvilket må anses for det rigtige.
Den sidste sag vedrører et firma med et biobrændselsanlæg, der havde udledt 5-10 m³ rapsolie til en bæk. Forureningen svarede efter amtets opfattelse meget sandsynligt til 70.000 PE. Uheldet var sket
ved, at sigtede fyldte olien på en tank, der ugen før var købt af et konkursbo. Tanken viste sig at have et af sigtede ukendt afløb, der forvoldte forureningen. Uanset den alvorlige forurening foreslog amtet en
bøde på 10.000 kr. og erstatning på 9.954 kr. Sigtede var på tiltaletidspunktet under konkursbehandling og vedtog bøden og erstatningspligten. Dividenden blev 6,3 %, og politiet modtog 1.275,65 kr. til
betaling af de 19.954 kr. Sagen viser, at det ikke har noget formål at behandle bødesager mod selskaber under konkurs.
7.2 Udledning eller udlægning på eller i jorden, § 19
Området omfatter 6 sager, MST 23-26 og 32.
MST 42 er en af de groveste eller den groveste sag i hele sagsmaterialet. En fjerkræfarm havde ifølge en anonym anmelder igennem nogen tid ikke afleveret døde ænder og kyllinger til destruktion på lovlig
destruktionsvirksomhed, men var begyndt at grave dem ned i store grave på virksomhedens grund i en lysning mellem nogle graner. Politiet og miljømyndighedernes besøg på ejendommen bekræftede
anmeldelsen. Der blev af tilsynsmyndighederne lavet flere forskellige beregninger, bl.a. ud fra antallet af indsatte dyr i forhold til antallet af solgte og afleverede til destruktionsanstalten. Ligeledes prøvede man
at beregne omfanget ved at se på det drastiske fald i leveringen til destruktionsanstalten. Det var trods disse beregningers kvalitet ikke muligt at udregne mængden sikkert, men tiltalte accepterede
bødeforlæggets angivelse af 50 tons. Amtet vurderede, at nedgravningen indebar ”stor risiko for at grundvandsressourcerne lokalt kan blive forurenet.” Efter at have undersøgt mulighederne for at anbringe
det nedgravede fjerkræ forsvarligt, ønskede amtet det gravet op til forsvarlig deponering andetsteds. Virksomhedens leder angav klart, at et af formålene med nedgravningen var at spare pengene til
destruktionsanstalten. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg til selskabet på 75.000 kr. og ifølge telefonisk oplysning fra anklageren i sagen et bødeforlæg på 25.000 kr. til lederen/ejeren af selskabet. Da der
var usikkerhed om, hvorvidt sagen ville ende med opgravning af dyrene, var det ikke muligt at tage stilling til konfiskationsspørgsmålet. Efter min opfattelse er dette den eneste sag i sagsmaterialet, hvor det
kan give anledning til overvejelse, om der burde være idømt frihedsstraf. Der er tale om en meget klar overtrædelse af miljøloven, som medfører væsentlig fare for grundvandet, og som alene er begået for at
spare ganske betydelige beløb. Jeg tror, at domstolene i denne sag ville have været lydhøre over for en påstand om frihedsstraf.
I MST 23 vedtog en kommune et bødeforlæg på 10.000 kr. for på en vej at have udlagt 163 m³ genbrugsmaterialer, der ikke var renset tilstrækkeligt, således at det både indeholdt jern- og plastikrester.
Sagen var anmeldt af borgere og blev af politimesteren den 17.9.2002 forelagt for Miljøstyrelsen, der i svar af 15.7.2003 vedr. retspraksis henviste til 3 byretsdomme vedr. bortkastning af bygningsaffald
med straffe på 10.000 kr., 1.500 kr. og 2.000 kr. P.g.a. kopifejl indeholder sagen kun 2 af svarets 3 sider, men det er uacceptabelt, at styrelsen har brugt 10 måneder til at svare på en så lille og rimeligt
ukompliceret sag, ligesom henvisningerne til retspraksis må anses for at være af tvivlsom relevans.
MST 24 vedrører en person, der på sin ejendom i et område med særlige drikkevandsinteresser havde 3-4 skrotbiler stående og fortsatte hermed efter kommunens påbud om at fjerne bilerne. Sigtede blev
idømt en bøde på 5.000 kr. og tvangsbøder på 500 kr. ugentligt, indtil bilerne var fjernet.
MST 26 vedrørte en produkthandler, der havde opbevaret skrot på bar jord. Forureningen blev af Rambøll, som sigtede antog til opgaven, anslået til at vedrøre jord på et areal af 2-3 m² med en dybde på
½ m, altså 1-1,5 m³ jord. Sigtede havde efter påbud oprenset jorden. Han var 7 år tidligere dømt for overtrædelse af mbl. Han blev nu dømt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven og mbl. Bøden blev
40.000 kr. Arbejdsmiljøforholdet er sandsynligvis beregnet til en bøde på 25.000 kr., således at bøden for miljøforholdet var 15.000 kr.
I MST 112 blev en maskinfabrik A/S idømt en bøde på 10.000 kr. for uforsvarlig opbevaring af forurenende materiale. Sagsbehandlingen har været meget ressourcekrævende og langvarig, men forureningen
muligvis begrænset. Bødens størrelse blev bl.a. begrundet med, at overtrædelserne var foregået over lang tid, at tiltalte havde ignoreret indskærpelser og påbud, og at miljømedarbejderen havde konstateret
olie på jorden.
I MST 32 vedtog en rideklub en bøde på 4.000 kr. for at have oplagt mødding med hestegødning direkte på jorden uden overdækning med risiko både for nedsivning og udledning til en nærliggende mose.
7.3 Påbegyndt anlæg eller drift før miljøgodkendelse, § 33, og manglende anmeldelse af arbejde
Området omfatter 3 sager – MST 37, 43 og 56 – hvoraf den ene tilhører ”småtingsafdelingen”. I MST 43 havde en virksomhed tilladelse til kalktørreri. Indehaveren af selskabet, der drev virksomheden,
søgte i marts 2003 byggetilladelse til en 200 m² tilbygning til et nyt tørringsanlæg. I maj gjorde amtet under et miljøtilsyn indehaveren klart, at der skulle søges miljøgodkendelse ikke blot til aktiviteten, men
også til byggeriet, jf. mbl. § 33. Virksomheden indgav ikke straks en sådan ansøgning, men fastholdt ansøgningen om byggetilladelse. I juni 2003 var byggeriet under opførelse og det nye tørreri anskaffet.
Den 25.6.2003 søgte virksomheden om miljøgodkendelse og pressede på for en hurtig sagsbehandling. Efter afhøringen i sagen forespurgte politiet amtet, om sagen ønskedes opretholdt. Amtet svarede klart
ja og henviste til, at netop disse sager, hvor byggeriet påbegyndes, før miljøgodkendelsen foreligger, skal anmeldes. Videre påpegede amtet, at virksomheden var omfattet af nogle særlige regler om udvidet
offentlig høring for særligt forurenende virksomheder, IPPC-virksomheder (Integrated Pollution Prevention and Control). Reglerne vedrører en konvention, der er implementeret i dansk ret. Amtet oplyste, at
man ikke havde nogen bødepraksis for overtrædelse af IPPC-reglerne, men at normal praksis for overtrædelse af mbl. var 5.000 kr. Sagen blev afgjort med bødeforlæg til selskabet på 5.000 kr. Det er
netop denne type sager, der har givet anledning til betydelig debat og aktivitet. Da både daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen og domstolene gav udtryk for, at disse overtrædelser skulle betragtes som
formelle med begrænset strafværdighed, foreslog jeg dem afkriminaliseret i min 1995-undersøgelse. Lovgiver fandt dette uacceptabelt og indsatte ved lov nr. 425 af 1997 den nuværende § 110, stk. 5,
hvorefter der, hvis der opnås en økonomisk fordel ved disse formelle overtrædelser, skal ske konfiskation. Hvis der ikke kan ske konfiskation, skal der ved bødeudmålingen tages særskilt hensyn hertil.
Problemet er stadig, at der næppe er tvivl om, at disse overtrædelser er økonomisk motiveret, men at det samtidig reelt er umuligt at udregne en eventuel fortjeneste. En bøde på 5.000 kr. i en sag som den
foreliggende er uden præventiv værdi.
I MST 37 blev en virksomhed anmeldt for at have påbegyndt virksomhed med nedknusning af tilkørt byggeaffald i form af træ, aluminiumslister, elektrikerrør, zinkplader, tagfolie, mineraluld m.v. Aktiviteten
er omfattet af mbl. § 33, men virksomheden havde ingen tilladelse. Tiltalen omfattede også mbl. § 19. Den samlede mængde affald var meget stor, men langt det meste var træ. Tiltalte mødte til 1. retsmøde
og påpegede, at sagen stort set drejede sig om håndtering af træ, hvis behandling ikke krævede godkendelse. Sagen blev udsat til yderligere bevisførelse. Tiltalte udeblev og blev idømt en bøde på 20.000
kr. og pålagt at fjerne affaldet under tvang af fortløbende bøder på 30.000 kr. månedligt. Tvangsbøderne er usædvanligt høje i forhold til praksis i disse sager. Ved telefonisk henvendelse til kommunen har
jeg fået oplyst, at kommunen først fik dommen efter lovliggørelsesfristens udløb, men at forholdene ved kommunens efterfølgende tilsyn var ordnede. Sagsbehandleren påpegede uopfordret, at det var
hendes opfattelse, at tvangsbødesystemet generelt ikke fungerede, idet beløbene ikke blev inddrevet.
MST 56 vedrører en virksomhed, der påbegyndte sandblæsning af et byhus uden forinden at anmelde dette til kommunen og uden at iværksætte nødvendige foranstaltninger til begrænsning af støvgener.
Uanset anmeldelsen vedrørte politiafhøringen alene undladelsen af anmeldelse, som anmeldte hævdede skyldtes en ren forglemmelse. Sagen blev af hensyn til denne afhøring (9 linjer i rapport) sendt til
nabokredsen til subsidiær afhøring. En telefonisk afhøring fra den første politikreds havde været fuldt tilstrækkelig og meget muligt mere oplysende. Sagen afgjort med bødeforlæg på 1.000 kr. for manglende
anmeldelse, men uden at støvgenerne nævnes.
7.4 Svineoverproduktion på godkendt brug
I MST 41 modtog en svineproducent et bødeforlæg på 5.000 kr. for at have haft 39 dyreenheder mere end tilladt. Forholdet blev opdaget i forbindelse med en ansøgning om udvidelse, som blev
imødekommet. I sager om overproduktion i forhold til harmonikravene er producenterne tidligere givet en bøde på overantallet af dyreenheder gange 500 kr. Det ville i denne sag have givet en bøde på
19.500 kr. Harmonireglerne administreres af Plantedirektoratet, medens overholdelsen af en miljøgodkendelsesbestemt produktionsgrænse administreres af kommunerne. Naturligvis er der forskel på de to
typer sager, men der kan nok argumenteres både for at de godkendelsespligtige burde betale mere og imod. Umiddelbart er det imidlertid vanskeligt at forstå den meget markante forskel, uanset at
Fødevaredirektoratet nu udregner bødebeløbet i forhold til antallet af for få ha.
7.5 Manglende underretning om uheld, § 71
Materialet omfatter 7 sager (MST 1-6 og 35), hvoraf tiltale dog er frafaldet efter udsendelse af bødeforlæg, MST 1. Bødeforlægget var udstedt til en vognmand, der under flytning af en stor tank med rester
af flydende gødning havde spildt noget af gødningen og derved forårsaget en vandløbsforurening med en begrænset fiskedødelighed til følge. Bødeforlægget var oprindeligt på 1.500 kr., men blev henlagt, da
vognmanden ikke var advaret om gødningens giftige karakter.
De 6 sager med bøder omfatter to kommuner, der begge modtog et bødeforlæg på 10.000 kr. for manglende underretning om væsentlige driftsforstyrrelser på deres rensningsanlæg. To aktieselskaber
modtog bøder på 5.000 kr. og 7.000 kr., medens en entreprenør modtog en bøde på 2.000 kr. I MST 35 sprang i et dampvaskeri en slange af med den virkning, at 220 l koncentreret svovlsyre løb i
kloaksystemet. Indehaveren mente ikke, at denne forurening kunne påvirke rensningsanlægget og undlod at underrette tilsynsmyndighederne om udslippet. En alarm på rensningsanlægget blev udløst og
medførte et betydeligt arbejde på rensningsanlægget for at afklare omfanget af syren og for at afværge forureningen og en ødelæggelse af anlægget. Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at udledningen
ikke med sikkerhed ville have medført, at rensningsanlægget ville overskride sin udledningstilladelse. Retten frifandt herefter indehaveren af renseriet for overtrædelse af mbl. § 71, men dømte ham, fordi han
efter virksomhedens tilladelse havde pligt til at anmelde uheld af betydning for spildevandsafledningen. Han blev idømt en bøde på 5.000 kr. Miljøstyrelsen indstillede til statsadvokaten, at dommen blev anket
p.g.a. den efter styrelsens mening forkerte fortolkning af § 71. Statsadvokaten undlod anke med den begrundelse, at frifindelsen vedrørende § 71 var begrundet i rettens konkrete vurdering af de faktiske
omstændigheder. Det kan dog næppe bestrides, at retten har fortolket § 71 således, at der ikke var underretningspligt til beskyttelse af et rensningsanlæg, men kun hvis der er fare for § 27-vandløb m.v.
Kommunen påstod erstatning for både interne og eksterne udgifter med i alt 20.609.90 kr.. Retten henviste kravet til civilt søgsmål. I de tilfælde, hvor straffebestemmelsen angives i bødeforlægget eller
anklageskriftet, er henvist til § 110, stk. 1, hvilket vel er naturligt, jf. dog MST 6 nedenfor.
Det er karakteristisk, at der i disse sager ofte er betydelige omkostninger på grund af den forurening, der ikke straks er underrettet om. I MST 6 undlod en virksomhed at underrette om et spild af måske
400 l fyringsolie. Amtet skønnede, at rettidig underretning kunne have medført en meget væsentlig begrænsning af forureningen, der endte i et vandløb. Virksomhedens udgifter på grund af udslippet angives
til ca. 500.000 kr. I MST 2 undlod en olieleverandør at underrette om et spild af måske 125 l dieselolie. Oprydningsudgifterne var 47.000 kr. Det første firma fik en bøde på 5.000 kr., det næste en bøde
på 7.000 kr. Hvis en virksomhed har en fornemmelse af, at en forurening ubemærket kan forsvinde ned i jorden, og at en anmeldelse til miljømyndighederne kan medføre store oprensningsudgifter, er det
næppe sandsynligt, at bøder i denne størrelsesorden vil have nogen effekt. I sager mod rensningsanlæg vil der typisk ikke være mulighed for oprensning, da de vedrører vandløbsforureninger, men anmeldelse
af driftsuheld vil nok give amtet anledning til at overveje, om rensningsanlægget er tilstrækkeligt sikkert. Også her kan der være en klar økonomisk interesse i at undlade underretning om enhver overskridelse
af udledningsvilkårene. Bøder på 10.000 kr. har næppe synderlig effekt her.
Den sidste sag, MST 3, er atypisk. Under omdannelse af et dambrug til en put and take sø skete en voldsom slamudledning. Et dambrug få km nedstrøms udledningen fik dræbt 20.000 kg ørred og havde et
tab på anslået 800.000 kr. Der blev p.g.a. privat anmeldelse fra denne dambruger rejst sag mod amtet, der var bygherre for ombygningen, og den entreprenør, der foretog gravearbejdet. De blev oprindeligt
tiltalt for selve udledningen, og entreprenøren desuden for ikke straks at have underrettet amtet om uheldet. Efter meget omfattende efterforskning og 3 forelæggelser for Miljøstyrelsen frafaldt politiet sagen
vedr. udledningen, da uheldet måtte antages at skyldes uforudseelige jordbundsforhold og derfor var hændelig. Man opretholdt dog sigtelsen mod entreprenøren for ikke straks at have underrettet amtet
(men nok den relevante dambruger). En underretning havde givet meget begrænsede muligheder for at begrænse skaderne. Entreprenøren fik en bøde på 2.000 kr. En bøde af denne størrelse er efter min
opfattelse uden betydning, men man kunne uden nogen præventiv skade have undladt tiltale også for dette forhold.
Sammenfattende forekommer de nævnte bøder at være for små til at have nogen præventiv virkning. Det er bemærkelsesværdigt, at alle sager vedrører erhvervsvirksomheder (herunder rensningsanlæg), og
at bøderne er højest 10.000 kr., selv om standardbøden for overtrædelse af arbejdsmiljøloven er 20.000 kr. Ved fastsættelsen af bøden bør måske indgå forureningsfarens omfang, og om underretning ville
have haft betydning for begrænsning af skaden. Derimod vil det typisk være umuligt at bevise et økonomisk motiv til at forsøge at skjule forureningen, men hvis man antager et sådant motiv som nærliggende,
bør det have betydning for bødernes generelle niveau.
7.6 Autoophug og autoværksteder
Materialet omfatter 34 sager af meget forskellig karakter fra klare ulovligheder begået af erhvervsvirksomheder til ulovligheder begået af private under påberåbelse af pengemangel. Sagerne kan inddeles på
forskellige måder.
I det følgende er valgt ulovlig drift af autoværksteder, skrothandleres ulovlige opbevaring af skrotbiler, afbrænding af biler og endelig privates opbevaring af uindregistrerede biler.
7.6.1 Ulovlig drift af autoværksteder
Disse sager er meget forskellige. En autolakerervirksomhed havde i MST 83 i 12 minutter ladet port og dør til virksomheden stå åben med støj- og støvgener til følge og ulovlig opbevaring af farligt og
flydende affald. Virksomheden var 2 dage forinden blevet indskærpet at holde døre og porte lukkede. Afkast fra slibestøv var ikke ført 2 meter over tagryg. Virksomheden vedtog et bødeforlæg på 3.000
kr. En anden blev i MST 59 som udeblevet dømt for uden anmeldelse og i strid med planloven at have etableret autoværksted. Straffen var en bøde på 5.000 kr. Virksomheden var ophørt, og ejendommen
ryddet før sagens afgørelse. Kommunen havde givet indskærpelse før politianmeldelsen. Endelig vedtog en person i MST 65 et bødeforlæg på 6.000 kr. for at have startet autoværksted uden anmeldelse og
for opbevaring af bilskrot. Den pågældende var en tidligere straffet kontanthjælpsmodtager, der havde modtaget indskærpelse fra kommunen.
Om bødestørrelserne bemærkes, at de 2 sager vedr. ulovlig opstart af autoværksteder nok er forholdsvis typisk. Der er tale om folk, der næppe tjener noget videre på overtrædelserne, men typisk giver
tilsynsmyndighederne betydelige problemer, da de blot fortsætter så langt, som mulighederne rækker. De er nok typisk uden større midler, og bødetruslen har næppe større effekt.
Den mindste bøde tilfalder derimod en almindelig levedygtig virksomhed, som klart tilsidesætter tilsynsmyndighedens indskærpelse. Forseelserne er til gene for naboerne, men næppe egentlig miljøfarlige.
Man kan diskutere, om der for overtrædelser begået af erhvervsvirksomheder efter en indskærpelse bør være et bødeminimum. I arbejdsmiljøsager er minimum som udgangspunkt 20.000 kr. Området er
næppe velegnet til en egentlig bødetakst.
7.6.2 Professionelles ulovlige opbevaring af skrotbiler
Det kan være svært at afgøre, om en sag skal henregnes til denne kategori eller den første. F.eks. idømte Østre Landsret den 5.9.2003 en tiltalt en bøde på 10.000 kr. for uden anmeldelse af have startet et
autoværksted og for at have opbevaret langt flere end de 5 ophugningsbiler, han havde tilladelse til. Der var forgæves givet påbud om opbevaring indendørs eller udendørs på tæt befæstet areal med separat
afløb for olie og benzin. Byretten havde idømt en bøde på 8.000 kr. Landsretten forhøjede uden begrundelse bøden til 10.000 kr. Endvidere blev idømt tvangsbøder til efterkommelse af påbuddet, MST 72.
Når sagen medtages her, skyldes det, at det væsentligste forhold synes at være opbevaringen af skrotbilerne.
Flere bøder i denne kategori er forholdsvis høje. Et ApS og indehaveren af selskabet blev i MST 62 hver idømt bøder på 20.000 kr. for at have opbevaret op til 54 skrotbiler mod tilladt 10 biler. De var
tidligere straffet to gange for tilsvarende overtrædelser. Tvangsbødepåstanden blev frafaldet, da forholdene var lovlige på domstidspunktet. En anden virksomhed blev i MST 63 idømt 25.000 kr. og 10.000
kr. til direktøren for tilsvarende uforsigtig opbevaring af bilerne primært ved, at pladsen ikke var indrettet, så olie kunne opsamles og ved ikke at have ført journal over modtagne biler. Kommunen havde
angivet fortjenesten ved overtrædelsen til 25.000 kr. Det er ikke muligt ud fra materialet at vurdere denne udregning. Den er ikke nævnt i dommen. Sagen blev rejst efter mbl. § 110, stk. 1, men kunne som
flere andre givetvis være rejst efter stk. 2. Valget mellem stk. 1 og stk. 2 synes generelt at være tilfældig, bortset fra de alvorligste sager. To sager med betydelig lighed vedrører begge ikke godkendt
autoophugningsvirksomhed. Den ene – MST 69 – blev rejst efter stk. 2 og gav en bøde på 10.000 kr., medens MST 70 blev rejst efter stk. 1 og gav en bøde på 15.000 kr. I den sidste var der dog en
relevant forstraf.
Flere sager er afgjort med beskedne bøder. Således vedrører et bødeforlæg adskillige biler uden at antallet er oplyst. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 2.000 kr., mens Vestre Landsret i MST 71 i
dom af 29.4.2004 vedrørende ulovlig opbevaring af 8 biler idømte en bøde på 5.000 kr. som påstået af anklagemyndigheden. I dom af 29.1.2004 stadfæstede landsretten en bøde på 2.000 kr. vedrørende
3 skrotbiler, MST 81. Anklagemyndigheden havde påstået skærpelse. Landsretten gav ingen begrundelse for stadfæstelsen. En anden vedtog i MST 82 i byretten en bøde på 2.000 kr. for ulovlig
opbevaring af 13 skrotbiler. En dom på 5.000 kr. vedrørte 29 biler, og tiltalte var tidligere straffet for lignende overtrædelse. Han blev idømt tvangsbøder på 2.000 kr. månedlig til fjernelse af 13 biler, der i
dommen angives ved stelnumre. En miljømedarbejder anslog, at besparelsen for tiltalte var ca. 3.300 kr. p.g.a. skrotpræmierne. Besparelsen er dog langt lavere, da udgifterne blot forskydes.
Den foreliggende praksis giver ikke grundlag for at fastslå, hvorledes bøderne udregnes. Der er nok tale om et meget bredt skøn med tendens til at anse sagerne for i meget betydelig grad at vedrøre
lovliggørelse gennem en ofte langvarig og tung administrativ sagsbehandling. Anklagemyndighedens bødepåstande vidner ikke om noget overblik. F.eks. nævnes oftest ikke antallet af biler. Den i indledningen
omtalte sag, hvor bøden blev forhøjet i landsretten, er meget vel belyst, men ofte er det svært at afgøre omfanget af overtrædelserne. Det synes nærliggende at tage udgangspunkt i antallet af ulovligt anbragte
biler, den tidsmæssige udstrækning af overtrædelsen og antallet af indskærpelser. Det vil være rimeligt operationelt, men faren for olieforurening med videre er meget forskellig alt efter opbevaringsstedets
indretning og bilernes behandling. Man kunne så reducere bøden i tilfælde af forsvarlig opbevaring. Et sådant forbehold vil ikke sjældent være relevant. Udgangspunktet bør vel være 1.000 kr. eller 2.000 kr.
pr. bil.
Gennemgående synes der at være idømt tvangsbøder, hvor forholdet ikke er lovliggjort før domsafsigelsen.
7.6.3 Afbrænding af biler
9 sager vedrører denne kategori. Et bødeforlæg på 8.000 kr. for afbrænding af 4 biler (MST 61). Tilsvarende 5.000 kr. for 3 biler, og 5.000 kr. for 2 biler (MST 117 og 102). Bødeforlæg på 2.000 kr. for
afbrænding af flere biler og andet affald (MST 66) og bødevedtagelse på samme beløb for afbrænding af 2 campingvogne og 10 bildæk (MST 125). Bødeforlæg på 1.000 kr. for afbrænding af 1 bil (MST
78) og samme resultat for afbrænding af skurvogn (MST 89), og endelig bødeforlæg på 2.000 kr. (MST 79) for afbrænding af bil. I en sag forelægges 2 brødre hver en bøde på 5.000 kr. for afbrænding af
dele fra en bil og andet affald. De var ved at rydde op på en ejendom, efter at deres forældre var flyttet tilbage til Jugoslavien (MST 106).
Bødeniveauet synes lavt for denne form for bortskaffelse af skrotbiler. Bortset fra den nævnte sag med de 2 brødre, der er ude af proportion med retspraksis. Afbrændingen synes at være begået for at
spare udgift til aflevering. Enhver er vel klar over, at denne bortskaffelsesmåde er strafbar. 3.000 kr. pr. bil kunne tages som udgangspunkt.
7.6.4 Privates opbevaring eller henstilling af uindregistrerede biler
8 sager vedrører opbevaring af disse biler på egen grund eller henstilling på offentlig vej. I de fleste sager er pålagt en bøde på 1.000 kr., men MST 67 og 76 er afgjort med en bøde på 2.000 kr. I MST 77
var der 2 biler og bøden var 2.000 kr. I MST 133 blev tiltalte idømt en bøde på 2.000 kr. for opbevaring af flere skrotbiler.
Sagerne er gennemgående præget af, at de fleste sigtede angiver, at de ikke har råd til at få bilerne afleveret til lovlig skrotning. I næsten alle sager har kommunerne indskærpet dem at få forholdet ordnet for
at undgå politianmeldelse. På denne baggrund forekommer en bøde på 1.000 kr. meget lav. Det er karakteristisk for denne kategori, at det sjældent anføres i anklageskriftet, at overtrædelsen er fortsat efter
meddelelse af indskærpelse, selv om dette bør medføre en højere bøde end ellers. I øvrigt vidner anklageskrifterne om, at anklagemyndighedens folk ikke er klar over indskærpelsens retlige karakter og ofte
betegner dem som et påbud. For denne kategori af sager synes det særdeles nærliggende at regne med en takst. Det kan dog overvejes i stedet for straf at indføre obligatorisk fjernelse for ejerens regning.
Undertiden nedlægges påstand om tvangsbøder. I nogle tilfælde er bilerne fjernet ved selvhjælpshandlinger, som påstås erstattet. Ressourcemæssigt burde sagerne kunne afgøres med bødeforlæg. Dette er
imidlertid ikke muligt, hvis der skal idømmes tvangsbøder eller opnås dom for erstatningskravet. Der er sandsynligvis en betydelig administrativ besparelse ved at fjerne bilerne ved en selvhjælpshandling efter
mbl. § 69, stk. 1, nr. 4, hvilket efter loven forudsætter et forudgående påbud. I håndhævelsesvejledningen angives dog, at en indskærpelse er tilstrækkelig. Som ovenfor nævnt bør det overvejes at lade
kommunerne fjerne biler efter en indskærpelse. Dette ville sandsynligvis være betydeligt billigere for det offentlige og ikke anfægte de berørtes retssikkerhed. Den præventive effekt vil snarere øges end
formindskes.
7.6.5 Generelt
Der er i et par af sagerne oplysning fra kommunen om en skønnet fortjeneste på 10.000 kr. og på 25.000 kr. Det er ikke muligt at vurdere disse angivelsers holdbarhed. Der er ikke i nogle af sagerne
procederet på en bestemt fortjeneste ved overtrædelserne, og dette er nok velbegrundet for denne sagskategori, hvor det heller ikke er muligt at opstille et operationelt mål for forureningen, som det f.eks.
bruges ved organisk vandløbsforurening. Det synes imidlertid nærliggende at opstille et bødeskema vedrørende ulovligt opbevarede skrotbiler med udgangspunkt i et beløb pr. bil, et højere beløb pr.
afbrændt bil og endelig den laveste takst for privates opbevaring af egen bil efter registreringens ophør. Endelig bør det overvejes at afkriminalisere og samtidig effektivisere behandlingen af privates henstilling
af deres skrotbil.
Materialet tyder klart på, at det er vilkårligt, om anklagemyndigheden påberåber sig miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1 eller stk. 2. (eller tilsvarende skærpende regler i bekendtgørelser). Omvendt tyder
det på, at det ikke i de forholdsvis få afgørelser, hvor anklagemyndigheden har påberåbt sig stk. 2, har givet problemer ved domstolene. Spørgsmålet om anvendelse af stk. 1 eller stk. 2 har betydning for
registrering af miljø-ikke-ansvarlige efter mbl. § 40 b og for ankemulighederne efter rpl. § 962, stk. 2. Teoretisk kan det naturligvis anføres, at alle sager, som kan subsumeres under den skærpede
strafferamme bør rejses efter denne. I praksis er det imidlertid meget vanskeligt at få et sådant mønster fulgt. Det, der interesserer politi og anklagemyndighed, er naturligvis bødens størrelse, og for dette
spørgsmål er det uden betydning, om tiltalen rejses efter den skærpede bestemmelse. Denne får alene strafmæssig betydning, hvis der påstås frihedsstraf, hvilket kun er sket ganske få gange og ikke har
betydning i forhold til selskaber. Man kan naturligvis forestille sig henstillinger og indskærpelser om at bruge stk. 2 i videst muligt omfang. Det er dog nok mere nærliggende, at spørgsmålet om tab af
miljøansvarlighed ved en lovændring gøres uafhængig af det akademiske spørgsmål om citering af straffehjemmel og i stedet alene knyttes til bødestørrelsen, der typisk er udtryk for domstolenes vurdering af
overtrædelsernes grovhed.
Tvangsbøder er i vidt omfang anvendt for at sikre lovliggørelsen af forholdene. I en enkelt sag pålægges den dømte i byretten at lade sin virksomhed godkende, hvilken forpligtelse i landsretten blev ændret til
at ophøre med den ikke-godkendte drift. Det sidste resultat er det rette. I enkelte sager ses anklagemyndigheden ikke at have fulgt tilsynsmyndighedens anmodning om tvangsbøder, men dette kan skyldes
f.eks. telefoniske oplysninger om, at der er sket lovliggørelse. Materialet tyder således ikke på problemer vedrørende idømmelse af tvangsbøder. Det bør overvejes, om kommunerne ikke kan spare ved at
fjerne de privates biler ved selvhjælpshandlinger. Dette bør ske, uanset om man også ønsker de berørte straffet.
7.7 Afbrænding af andet affald end biler
Afbrænding af affald
Materialet omfatter 27 sager. 8 sager vedrører virksomheders bortskaffelse af affald, medens de øvrige rubriceres som private. For denne kategori af sager er der ofte problemer med at fastslå omfanget af
det afbrændte, da beviset jo netop til dels er brændt. Bortset herfra er 4 sager helt uden relevante oplysninger. For privates afbrænding forekommer det nærliggende at skelne mellem afbrænding af klart
forurenende karakter og mere uskyldig afbrænding.
7.7.1 Professionelles afbrænding
Grovest i denne kategori er MST 111, hvor en maskinstation havde indgået aftale om nedbrydning af en lade. 3 ansatte udførte opgaven og forsøgte efter aftale med deres chef at brænde laden af.
Brandvæsenet blev tilkaldt og slukkede branden, så kun halvdelen af laden brændte. Kommunen opgjorde ud fra udgifterne til bortskaffelse af den ikke brændte halvdel, at maskinstationen havde sparet ca.
33.000 kr. ved at afbrænde den halve lade. Sigtede hævdede, at besparelsen alene var 10.-12.000 kr. Politimesteren udfærdigede anklageskrift med en bødepåstand på 35.000 kr. Dette blev ændret til et
bødeforlæg på 25.000 kr. Dette er den eneste sag, hvor der foreligger en beregning for en fortjeneste af relevant omfang. Det fremgår ikke af materialet, hvorfor bødekravet blev nedsat. En skrothandler
vedtog et bødeforlæg på 8.000 kr. for afbrænding af bilsæder, bilmåtter, pvc o.lign. (MST 126), medens en sigtet, der drev entreprenør- og nedrivningsvirksomhed fik et bødeforlæg på 3.000 kr. for
afbrænding af bygningsaffald. Det lykkedes ikke at finde ud af, hvem der havde brændt affaldet. Den pågældende vedtog 1½ måned senere en anden bøde på 3.000 kr. for et lignende forhold, hvor han
havde fortalt, at afbrændingen var billigere end at aflevere bygningsaffaldet. Kommunen havde her indstillet en bøde på 8.000 kr. Beløbet byggede på beregninger vedr. besparelsen. Det påstod
anklagemyndigheden, men fik altså langt fra medhold. En jolleproducent brændte en fiberjolle og fik et bødeforlæg på 2.500 kr. (MST 86). En person med tilladelse til oplægsplads straffet for ulovligt oplæg
og for at have brændt noget affald. Sagsbehandlingen havde været langvarig med flere indskærpelser. Da sagen blev behandlet i retten, var forholdene lovliggjort, og påstanden om tvangsbøder blev frafaldet.
Tiltalte vedtog en bøde på 2.000 kr. (MST 101).
6 sager vedrører landbrug m.v. De er afgjort med bødeforlæg fra 1.000 til 5.000 kr. 2 sager på 1.000 kr. (MST 91 og 122) vedr. afbrænding af bygningsaffald med dele af plastik m.v. og halmafbrænding. I
MST 92 fik et gartneri samme bøde for afbrænding af haveaffald. I MST 93 fik en gårdejer en bøde på 4.000 kr. for afbrænding af plast, spånplader, gummi m.v. Der var brandværnsslukning. Miljøstyrelsen
havde anbefalet en bøde på 3.000 kr. En bøde på 5.000 kr. faldt i MST 95 til en minkfarmer for en ansats antændelse af gødning m.v. Miljøstyrelsen havde telefonisk anbefalet denne bødestørrelse. I MST
113 havde en landmand et omfattende bål på 8 x 12 m² med rødder, bygningsaffald, plastik, møbler m.m. Brandvæsenet blev tilkaldt og slukkede ilden. Sagen blev afgjort med bøde på 5.000 kr.
7.7.2 Afbrænding af eget bygningsaffald
Der er 6 sager i denne kategori, og de fleste er afgjort med bødeforlæg på 1.000-1.500 kr. I en sag havde kommunen foreslået en bøde på 8.000 kr., da sigtede havde oplyst, at afbrændingen var sket for
at undgå udgifter til offentlig deponering. Anklagemyndigheden påstod i retten en bøde på 8.000 kr. Sagen blev afgjort med en bødevedtagelse på 2.000 kr. I en sag var bøden væsentligt højere. Sigtede
havde foretaget afbrænding af et nedbrudt sommerhus, herunder af tagpappet, og vedtog et bødeforlæg på 8.000 kr. Brandvæsenet slukkede ilden om lørdagen. Næste dag forsøgte sigtede at brænde
resten af, men blev afbrudt af brandvæsenet. Afbrændingen skete 10 m fra nåletræer, og der var ikke slukningsmateriel til stede. Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 8.000 kr.
7.7.3 Afbrænding af klart giftigt affald
Også en del af disse sager er afgjort med bøder på 1.000 kr. F.eks. blev MST 127 om afbrænding af bildæk, madvarer, gamle møbler, som medførte tilkaldelse af brandvæsen, afgjort med et bødeforlæg
på 1.000 kr. Samme bøde fik en person for afbrænding af flamingo, en anden for afbrænding af møbler og tæpper (MST 88). I andre sager har bøderne været højere: Afbrænding af plastrør, kontorstol,
pap og papir medførte bødeforlæg på 2.000 kr. (MST 110), medens bøden var 3.000 kr. for sigtede, der ryddede op efter et dødsfald og ønskede at spare penge ved at brænde affaldet, der bl.a. bestod af
plastikkasser, tæpper, vinyl eller linoleum o.lign. (MST 107). Pågældende havde fået oplyst, at et firma skulle have 30.000 kr. for at rydde op. Højeste bøder er 5.000 kr. for afbrænding af flamingo i fastfyr.
En afbrænding, som sigtede gentog kort efter den første afbrænding, hvor han var indskærpet at stoppe den ulovlige fremgangsmåde. Dette er en af de få sager, hvor indskærpelse er nævnt i bødeforlægget
(MST 97). I en anden sag blev sigtede straffet for at have afbrændt plasttønder. Afbrændingen var af begrænset omfang, men de to tilkaldte brandfolk blev indlagt til observation for røgforgiftning. Ugen før
havde sigtede i lignende tilfælde modtaget en indskærpelse om at undlade denne form for afbrænding. Bødeforlægget på 8.000 kr. resulterede i en bødevedtagelse på 3.000 kr., MST 90.
7.7.4 Privates ikke åbenlyst forurenende afbrænding
I disse sager er der en tendens til at afgøre sagen med bødeforlæg på 1.000 kr.
7.7.5 Generelt
Tages der udgangspunkt i ovenstående, er det vel rimeligt at tage udgangspunkt i en bøde på 1.000 kr. for afbrænding af ikke forurenende stof. Bøden kan naturligvis forhøjes ved afbrænding i betydeligt
omfang, eller hvis der har været fare for antændelse af omgivelserne. Hvis tilsynsmyndighederne har meddelt en indskærpelse, bør bøden fordobles.
Ved afbrænding af forurenende stoffer – plastik, tæpper, madvarer, bildæk o.s.v. – kan der tages udgangspunkt i en bøde på 3.000 kr., dels på grund af faren for omgivelserne, f.eks. ved dannelse af dioxin,
og dels fordi det må være velkendt, at dette ikke er rette bortskaffelsesmøde for disse effekter. Samme bødestørrelse må kunne anvendes ved bygningsaffald.
For professionelles afbrænding kan næppe opstilles noget udgangspunkt, men niveauet synes lavt, jf. ovenstående om minimumsbøden for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
Et særligt problem udgøres af brandvæsenets erstatning for udrykning. I nogle tilfælde kræver brandvæsenet et sådant beløb, i andre tilfælde oplyses, at det ikke er kommunens politik at kræve noget beløb
for udrykning og eventuelle slukning. I sagen vedr. de to brødres oprydning krævede brandvæsenet 3.500 kr. Politiet henviser kravet til civilt søgsmål. Det kunne overvejes, om disse krav kan medtages som
sagsbehandlingsudgifter, men spørgsmålet er næppe dyrket i hverken retspraksis eller teori.
7.8 Anden bortskaffelse af affald
Materialet indeholder 7 sager. De 3 vedrører henkastning af affald i overfladevand: Fiskeaffald smidt i å fra bil på en bro afgjort med bødeforlæg på 1.000 kr., MST 94. Tilsvarende afgørelse i sag, hvor en
pose med affald blev smidt i en å, MST 119. Et slagteri smed 250 kg kødaffald i Limfjorden og fik i MST 124 et bødeforlæg på 5.000 kr. Henkastning af kødaffald på P-plads blev takseret til 1.000 kr.
(MST 118). I MST 98 1.000 kr. for at have smidt en sæk med papirartikler i en skov. I MST 128 fik et firma 5.000 kr. i bøde for uhygiejnisk opbevaring af madrester, så de tiltrak rotter.
Området er præget af alle sagernes individualitet og er ikke egnet til afgørelse ud fra takster.
7.9 Udledning til kloak
3 sager – MST 25, 85 og 130 – vedrører udledning af olie/benzin i kloaksystemet. Der er nogen uklarhed om hjemlen for straf i disse sager, idet mbl. § 19, stk. 1, nr. 3, anvendes i 2 af sagerne. I den ene
sag sammen med affaldsbekendtgørelsens § 58, jf. § 64, stk. 1, nu nr. 29. Det rigtige er nok brug af affaldsbekendtgørelsen, medmindre der er bevis for afledning til undergrunden. MST 85 vedrørte en
hyrevognschauffør, der efter at have fyldt benzin på en dieselvogn på tankstationen fik at vide, at han skulle kontakte Falck. Han valgte at tømme benzinen i en kloak og betalte oprensningen med 4.748 kr.
og vedtog en bøde på 5.000 kr. Tilsvarende med en chauffør i MST 25, der hældte 20-30 l benzin/dieselolie direkte i kloakken. Han meldte sig selv til brandvæsenet, da han så det undersøgte
kloaksystemet. På grund af dette, og at han forklarede, at der gik panik i ham, da han opdagede fejlen, idømte retten ham alene en bøde på 2.000 kr. Desuden betalte han oprensningen med 6.400 kr. Ved
et uheld på et autolakererværksted løb 200-300 l olie i kloak. Ejeren prøvede at spule kloakken i den tro, at det kommunale rensningsanlæg kunne klare forureningen. Han betalte kommunen 23.000 kr. i
rensningsudgifter. Anklagemyndigheden tog udgangspunkt i dette beløb og påstod en bøde på 13.000 kr. Byretten idømte en bøde på 6.500 kr., MST 130.
7.10 Manglende tilslutning til kloaksystem m.v.
De 10 sager MST 27-31 og 48-52 vedrører dette område. Sagerne vedrører i høj grad gennemtvingelse af forsvarlige spildevandsforhold, hvilket ses af, at der i samtlige 10 anmeldelser anmodes om
nedlæggelse af påstand om tvangsbøder. I 3 sager nedlægges ikke sådan påstand. MST 50 er atypisk, idet anmeldte havde købt et meget dårligt sommerhus for at rive det ned og bygge et nyt. Han havde
imidlertid ikke råd til dette, og huset havde stået ubeboet uden noget vandforbrug i 1½ år. P.g.a. økonomiske problemer var ejendommen nu sat til salg som en grund, hvorfor han søgte dispensation, så der
ikke skulle laves tilslutning til et hus, der skulle fjernes. Sagen afgjort med bødeforlæg på 2.000 kr. uden oplysning, om anmeldte fik dispensationen. I MST 51 var huset solgt på tvangsauktion, før sagen blev
afgjort med et tilsvarende bødeforlæg. I MST 52 skulle anmeldte først låne penge af familien til arbejdet. Dette blev meldt færdigt, inden der blev afsagt udeblivelsesdom med en bøde på 2.000 kr. I de 7
andre sager påstås idømt tvangsbøder samtidig med, at de idømte bøder er beskedne: 3 på 3.000 kr., 2 på 2.000 kr. og 2 på 1.000 kr. Det er nok også karakteristisk, at de, der anmeldes ofte, har økonomiske problemer, som gør det om ikke umuligt, så dog forståeligt, at de vægrer sig ved at afholde betydelige omkostninger ved at ændre spildevandsforholdene. Ud over de ovenfor 3 refererede sager
MST 50-52 kan nævnes MST 27. Her blev en planteskole idømt en bøde på 3.000 kr. for ikke at efterkomme et påbud om at forbedre spildevandsrensning. Indehaveren angav økonomiske problemer som
baggrund for sin vægring. Selskabet blev idømt tvangsbøder, men måneden efter fandt politiet ud af, at selskabet var gået konkurs, og at tvangsbøderne derfor bortfaldt. I MST 28 havde anmeldte heller
ikke efterkommet påbud om at forbedre spildevandsrensningen. Hun oplyste, at hendes mand havde haft økonomiske problemer med sit firma, og at dette var gået i betalingsstandsning. Hun havde selv
været syg, men havde for et stykke tid siden aftalt med en kloakmester, at han skulle udføre arbejdet inden for 8 dage. Han havde lagt nogle rør på grunden, men havde ellers været passiv. Hun hyrede en
ny, der lovede at lave arbejdet i september. Hun blev den 16.9.2003 idømt en bøde på 1.000 kr. og pålagt tvangsbøder på 500 kr. ugentligt fra 20.10.2003. I begyndelsen af oktober var arbejdet udført.
Også i MST 31 angav den anmeldte økonomiske problemer som begrundelse for ikke at efterkomme et påbud om tilslutning til offentlig spildevandsledning. Sagen blev behandlet i retten den 19.4.2004,
hvor tiltalte forklarede, at han havde solgt ejendommen pr. 1.4.2004. Han vedtog en bøde på 2.000 kr. for ikke at have efterkommet påbuddet. Endvidere vedtog han efter drøftelse med retten at betale
500 kr. ugentlig i tvangsbøder fra den 1.7.2004. Den nye køber havde allerede den 20.4.2004 sørget for at lovliggøre forholdet. Sagen viser, at hverken dommeren eller anklageren var klar over, at man
ikke kan pålægge en tidligere ejer lovliggørelse. I MST 29 blev den anmeldte den 14.11.2003 idømt en bøde på 3.000 kr. for at have undladt spildevandspåbud. Han blev idømt tvangsbøder på 1.500 kr.
månedligt fra den 1.2.2004. Den 2.2.2004 oplyste kommunen politimesteren om, at forholdet var lovliggjort, og at man ønskede efterforskningen standset. Politiet meddelte kommunen, at sagen var afgjort
ved dom. Det synes at fremgå, at politiet ikke har sendt kopi af afgørelsen til kommunen. I så fald er det svært at se, hvorledes dommens bestemmelse om lovliggørelse skal effektueres. MST 30 blev afgjort
med, at den anmeldte i retten vedtog en bøde på 2.000 kr. for ikke at have efterkommet kommunens påbud om tilslutning til det offentlige kloaksystem. I anklageskriftet påstås også idømmelse af
tvangsbøder. Spørgsmålet er ikke omtalt i retsbogen, så meget muligt har forholdet været lovliggjort inden retsmødet. Der gik i sagen 1 år og 8 måneder fra politianmeldelsen til bødevedtagelsen i byretten.
De 10 sager tyder kraftigt på, at dette område ikke er velegnet til strafferetlig afgørelse.
I mbl. § 69, stk. 1 er hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet. Det forekommer mig rimeligt, at kommunerne i
disse sager grundigt overvejer, om det ikke er en bedre løsning end en politianmeldelse. De samlede udgifter for det offentlige vil typisk blive mindre, idet en del bureaukrati vil kunne skæres bort. Problemet
er, at kommunerne i vidt omfang er tilbageholdende med selvhjælpshandlinger, fordi kommunerne skal lægge beløbet ud. Undertiden håber kommunerne sandsynligvis også, at politianmeldelsen vil have den
effekt, at borgeren vitterligt får udført arbejdet, da han nu fatter sagens alvor. Hvis kommunen i stedet varslede, at arbejdet inden en vis frist ville blive udført for ejerens regning (gerne med oplysning om
beløbet), ville det sandsynligvis have en lige så god eller bedre effekt. Men alle omkostninger ved en langstrakt sagsbehandling konteres ikke på den enkelte sag. Det medfører let, at dette beløb ikke indgår i
kommunens vurdering. Denne vurdering går derfor i vidt omfang ud på, at politiet er en gratis ”kammeradvokat”.
Et andet ressourceproblem, som belyses i disse sager, er, at de fleste dommere – efter min mening med tvivlsom føje – mener, at tvangsbøder ikke kan vedtages, og at der derfor i disse banale sager skal
skrives dom, undertiden udeblivelsesdom.
7.11 Sager om støj og lugt
6 sager – MST 34, 36, 39, 44, 54 og 55 – er medtaget under denne overskrift. 2 af sagerne er store og vedrører alvorlige forhold, medens de andre 4 hører til småtingsafdelingen, hvis det er tilladt at
arbejde med en sådan kategori.
I MST 34 var et større entreprenørfirma i gang med at ombygge et varehus i det indre København til et hotel. Virksomheden havde fået påbud om ikke at udføre støjende aktiviteter uden for tidsrummene
mandag-fredag kl. 7-18. Adskillige beboere i området klagede over, at firmaet om hverdagen undertiden udførte klart larmende arbejde indtil kl. 20.30 og både lørdag og søndag. Der var flere tilsynsbesøg,
hvor virksomheden klart overtrådte påbuddet, og hvor de ansatte oplyste, at de fortsat var nødt til at overtræde forbuddet, da man var blevet forsinket p.g.a. strejke hos en leverandør. Kommunen foreslog
en bøde på 20.000 kr. Firmaet vedtog en bøde på 40.000 kr. for 5 overtrædelser af påbuddet i den afsluttende uge. Sagen er veldokumenteret fra miljøkontrollens side, og der er i det noget begrænsede
rapportmateriale fra politiet ikke anden oplysning, end at man foretrak et bødeforlæg. Sagen er grov i den forstand, at der var tale om en virksomhed, som hele vejen gjorde miljømyndighederne klart, at man
ikke havde tænkt sig at rette sig efter påbuddet, som var givet af hensyn til naboerne. Det havde været særdeles nærliggende at spørge firmaet, om dette var dets normale politik, eller om det havde
sammenhæng med en aftale om konventionalbod. Hvorfor skulle virksomheden udføre så meget overarbejde, hvis der ikke var betydelige økonomiske interesser på spil? Det kan naturligvis være af hensyn til
virksomhedens omdømme, at det ønskede at være færdig til tiden. Det kunne også være, fordi andet byggeri skulle startes lige efter o.s.v., men det havde været nærliggende at overveje konfiskation, hvis
man ønskede at følge det forudsatte direktiv i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5 om at søge eventuelt udbytte konfiskeret efter straffelovens § 75, stk. 1. Hvis der ikke sker konfiskation, indeholder
bestemmelsen en pligt (”skal”) i modsat til at søge fortjenesten inddraget ved fastsættelsen af bødestørrelsen. På denne baggrund havde det været oplagt at efterforske spørgsmålet om fortjeneste og
sandsynligvis ukompliceret, da bygherren må besidde en kontrakt om arbejdet.
MST § 40 vedrører en virksomhed til behandling/reparation af containere. Virksomheden etablerede sig i et industriområde lige ved et beboelsesområde. Ved etableringen var virksomheden klar over de
vejledende grænseværdier for støj det pågældende sted. Naboerne begyndte kort efter firmaets etablering at klage over støjgener. I 2000 tillod kommunen virksomheden at gå op til 50 dB mod 45 dB som
vejledende for området. Både naboer og firmaet påklagede i juni 2000 denne afgørelse til Miljøstyrelsen. Efter en langvarig sagsbehandling – 2 år – stadfæstede styrelsen kommunens afgørelse, dog med den
ændring, at virksomheden skulle fremsende oplysninger om de tekniske og økonomiske konsekvenser af at overholde støjgrænsen på 45 dB. Redegørelsen skulle fremsendes senest den 1.1.2003. Den
langvarige sagsbehandling skyldes i betydelig grad virksomhedens langsommelighed med at fremsende begærede oplysninger. Virksomhedens advokat lagde ikke skjul på, at det var virksomhedens plan at
finde en grund med en højere støjgrænse. Først 2.2.2004 opfyldte virksomheden Miljøstyrelsens afgørelse af 2.7.2002 om fremsendelse af oplysningerne. Anklagemyndigheden rejste tiltale den 21.10.2003
med påstand om straf for ikke at have efterkommet Miljøstyrelsens påbud om oplysninger. Der blev nedlagt påstand om tvangsbøder vedrørende dette forhold. Sagen blev trukket tilbage fra retten og afgjort
med et bødeforelæg på 10.000 kr. for ikke rettidigt at have afleveret oplysningerne. På baggrund af, at kommunen betegner støjgenerne som væsentlige, er det uacceptabelt, at en virksomhed gennem 5 år
kan udsætte sine naboer for denne støj og til sidst slippe med at betale 10.000 kr. for ikke at aflevere oplysningerne rettidigt. Virksomhedens advokatomkostninger ved at trænere sagen har efter antallet af
skrivelser at dømme været betydeligt højere. Så vidt jeg kan se, har der klart været mulighed for at straffe virksomheden for dens overtrædelser, i hvert fald efter at Miljøstyrelsen havde stadfæstet
kommunens påbud. En bøde som den angivne har ingen præventiv virkning. Tværtimod vidner sagen klart om, det ikke betaler sig at efterkomme påbud.
I MST 39 fik en vognmand en bøde på 2.000 kr. for at have overtrådt et støjpåbud ved kl. 22.55 at have ladet et dieselmotordrevet køleaggregat køre, selv om dette var forbudt efter kl. 22.
De 3 sidste sager vedrører restauranter/bodegaer. I MST 36 fik en café påbud om at fremsende dokumentation for, at dens ventilationsanlæg opfyldte kravene. Indehaverne vidste, at et lovligt anlæg ville
koste 85.000 kr., som de ville investere, hvis bortforpagteren ville lade dem fortsætte. Det ville han ikke, og de vedtog derfor et bødeforlæg på 4.000 kr. for ikke at fremsende oplysningerne. Indehaveren af
en bodega fik i MST 55 bødeforlæg på 1.000 kr. for at have undladt at efterkomme påbud om at holde døre og vinduer lukkede. Sagen er behandlet meget grundigt, og den lave bøde skal ses på baggrund
af indehaverens betydelige og vellykkede arbejde for at skaffe ro i bodegaen. Endelig fik indehaveren af et pizzeria et bødeforlæg på 1.000 kr. for at have etableret et udsugningsanlæg for sent, MST 54.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |
Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.
|