Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 20/2005 – Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på natur-, miljø- og planområdet

Undersøgelse af anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på
natur-, miljø- og planområdet

6 Anvendelsen af mbl. § 110, stk. 2

6.1 Forslag

Efter § 110, stk. 1, straffes en lang række bestemmelser m.v. med bøde. Efter stk. 2 kan straffen ”stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.”

I Rigsadvokatens meddelelse nr. 9/1998 pkt. 3.4 fremhæves, at hvis betingelserne i § 110, stk. 2, er opfyldt, bør bestemmelsen altid citeres i anklageskriftet. Det gælder også, selvom der alene påstås bødestraf, og at citeringen er afgørende for Miljøstyrelsens register vedr. tab af miljøansvarlighed, jf. 40 a, nr. 3. Citeringen har efter retsplejelovens § 962, stk. 2, også betydning for det offentliges adgang til at anke en byretsafgørelse.

De 5 sager, der har resulteret i den højeste straf, er følgende:

MST 9: Et kommunalt værk vedtog et bødeforlæg efter § 110, stk. 2, for en alvorlig udledning, 150.000 kr.

MST 42: Et selskab med opdræt af fjerkræ vedtog et bødeforlæg efter § 110, stk. 2, for at have nedgravet ca. 50 t fjerkræ i stedet for at aflevere dem til destruktionen, 75.000 kr. Direktøren og indehaveren af selskabet vedtog en bøde på 25.000 kr.

MST 38: En større oliemølle havde 5 udledninger til et vandløb. For en af udledningerne blev angivet 38.-40.000 PE. Endvidere havde selskabet begået 5 vilkårsovertrædelser. For enkelte af forholdene er antydet en besparelse på 80.-90.000 kr., men der findes ingen egentlig beregning. Det er svært at overskue sagens miljøkonsekvenser eller økonomiske aspekter. Sagen blev afgjort efter § 110, stk. 2, med et bødeforlæg på 75.000 kr.

MST 7: Et kraftvarmeværk vedtog et bødeforlæg efter § 110, stk. 1, for en alvorlig udledning med meget store skader på rensningsanlægget, 50.000 kr.

MST 34: En entreprenørvirksomhed vedtog et bødeforlæg efter § 110, stk. 2, for at have udført støjende arbejde i det indre København trods adskillige indskærpelser, 40.000 kr.

Det er ikke muligt at se ud fra det fremsendte, ufuldstændige materiale, hvorfor MST 7, hvor erstatningskravet var godt 7 mill. kr., er henført til stk. 1. Det kan skyldes, at anklagemyndigheden ikke har ment, at der forelå grov uagtsomhed.

Højesteret har afsagt tre markante domme om reaktionsniveauet i miljøstraffesager. I U 1994.267 H (Ugeskrift for Retsvæsen 1994 s. 267) blev indehaveren af en stor skrotbearbejdningsvirksomhed idømt en bøde på 300.000 kr. for overtrædelse af bl.a. mbl. Nogle af forholdene var henført til stk. 1 og nogle til stk. 2. I U 2001.1046 H tog Højesteret bl.a. stilling til konfiskation og bødeudmåling i sager om dambrugs overforbrug af foder. Her blev dømt efter ferskvandsdambrugsbekendtgørelsens § 18, stk. 2, svarende til mbl. § 110, stk. 2. I U 2001.2045 H, hvor ejeren af og direktøren for et selskab blev idømt betinget hæfte i 40 dage, er § 110, stk. 2, naturligvis anvendt i forhold til ham, men også i forhold til det dømte selskab.

Der er ikke nogen af sagerne i denne undersøgelse, som tyder på, at det har været overvejet at påstå frihedsstraf. Det er mit indtryk, at spørgsmålet om anvendelse af § 110, stk. 1 eller stk. 2, er overvejet nøje i de fleste af de groveste sager.

I de 17 sager, der er afgjort med bøder på mere end 10.000 kr. er § 110, stk. 2, anvendt i 9 sager. Det er ikke muligt at se, i hvor mange af de øvrige sager, § 110, stk. 2, burde have været anvendt. I nogle sager mangler materialet, en anden sag vedrører alene manglende indsendelse af oplysninger, MST 105. Omvendt burde efter min mening, den gårdejer, der i MST 14 vedtog en bøde på 15.000 kr. for udledning ved uforsvarlig omgang med sprøjtemidler, være straffet efter stk. 2. Ligeledes autoophuggeren i MST 63, hvor den samlede bøde til selskabet og lederen var 35.000 kr. Også ophuggeren i MST 84 kunne formentlig være straffet efter stk. 2. Han fik en bøde efter stk. 1 på 20.000 kr. Af 12 sager med bøde på 10.000 kr. er alene én afgjort efter stk. 2, MST 69, afgjort af Østre Landsret. I en anden sag, MST 11, er end ikke angivet en straffebestemmelse, medens stk. 1 er anvendt i de sidste 10. I sager med lavere bøder er der i 4 tilfælde straffet efter stk. 2. Der er ikke tvivl om, at der i adskillige af sagerne har foreligget grov uagtsomhed og er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor.

6.1 Forslag

Hvis spørgsmålet om tab af miljøansvarlighed efter § 40 a har væsentlig betydning for håndhævelsen af miljølovgivningen, kan man enten vælge at lade Rigsadvokaten endnu klarere indskærpe direktivet om, at stk. 2, hvis betingelserne er opfyldt, skal anvendes ved bøder på mindst 10.000 kr. Det er efter min opfattelse imidlertid tvivlsomt, om en sådan indskærpelse vil have den ønskede effekt, da de enkelte anklagere forholdsvis sjældent behandler disse sager og derfor kun fanger indskærpelsen, hvis de gennemlæser et betydeligt internt materiale. I langt de fleste sager er det på den rene, at sagen kan afgøres med bødeforlæg af en vis størrelse, og anklageren har ikke noget større incitament til at dyrke alle direktiver. Hvis man ønsker en væsentlig effekt, er det så vidt jeg kan se, mere nærliggende at søge § 40 a, stk. 3, ændret således, at alene bødestørrelsen er afgørende. De hensyn, der efter § 110, stk. 2, er afgørende for dennes anvendelse, er stort set identiske med de hensyn, der er afgørende for bødens størrelse. Den eneste relevante undtagelse er sager med betydelige skadevirkninger eller fare herfor eller med betydelige fortjenester eller vilje hertil, som samtidig alene er begået af simpel uagtsomhed. Det ligger nærmest i forholdets natur, at denne kombination vanskeligt kan tænkes vedr. fortjeneste, mens simpel uagtsomhed naturligvis kan medføre betydelig skade på miljøet. Det vil dog være forholdsvis sjældent, at domstolene ved simpel uagtsomhed vil idømme en høj bøde. Hvis domstolene gør det, er det, fordi strafværdigheden er høj. Det forekommer mig nærliggende at tillægge domstolenes vurdering af strafværdigheden afgørende betydning for tabet af miljøansvarlighed. At mange sager afgøres ved bødeforlæg ændrer ikke ved denne vurdering, idet udgangspunktet for bødens størrelse er, hvilken bøde domstolene må forventes at idømme, hvis bødeforlægget ikke vedtages.