Substitution af kritiske råvarer og udvikling af miljøvenlige produkter

Sammenfatning og konklusioner

Med udgangspunkt i de deltagende virksomheders aktuelle brug af biocider, kvaternære ammoniumforbindelser og andre tensider, er der i projektet foretaget vurderinger af de anvendte stoffers miljø- og sundhedsegenskaber, samt foreslået alternativer til substitution af stoffer, som blev vurderet at være problematiske.

De deltagende virksomheder har generelt vist sig at have et godt kendskab til især det nordiske miljømærke, Svanen. Den væsentligste barriere for virksomhederne i forbindelse med miljømærkning er at fremskaffe data for stoffer, som ikke forekommer på miljømærkernes kemikalielister. Der stilles krav til virksomhederne fra BST-systemet og IKA, som ligger tæt op ad kravene til svanemærkede produkter. Af denne grund er de deltagende virksomheder, som markedsfører industrielle og institutionsanvendte rengøringsmidler på det danske marked, særligt interesserede i at opnå svanemærket. En gennemgang af et antal produktrecepturer fra virksomhederne inden for fire produktgrupper viste, at det især er indholdet af ikke anaerobt nedbrydelige tensider, der begrænser virksomhedernes muligheder for miljømærkning. Af denne grund er der i projektet udarbejdet en liste over tensider, som både er aerobt og anaerobt bionedbrydelige. For at styrke datagrundlaget blev der i projektet desuden udført test for anaerob bionedbrydelighed af fem tensider, hvoraf to opfyldte miljømærkekriteriernes krav til anaerob bionedbrydelighed.

 



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.