Afprøvning af jernspånefilter til rensning af grundvand forurenet med klorerede opløsningsmidler

1 Baggrund og formål

1.1 Baggrund

Ved Lyndby Rens, Østergade 14 i Lyndby har en række undersøgelser vist en kraftig jord- og grundvandsforurening med PCE /1/ til /9/.

Kilden til forureningen blev lokaliseret til holdepladsen for en tankbil, der leverede PCE til forskellige virksomheder på Sjælland. Fra tankbilen skete formentlig mindre, men ret hyppige spild/læk af PCE til den ubefæstede jord på holdepladsen /1/.

Ved kilden blev der foretaget en afgravning af den værst forurenede jord /3/, /4/, og der blev med henblik på yderligere nedbringning af jordforureningskilden etableret et vakuumventilationsanlæg /7/. Samtidig og sammen med vakuumanlægget etablerede Roskilde Amt et anlæg til oppumpning og rensning af det forurenede grundvand. Efter rensning afledes det rensede grundvand til Lejre Vig via en til formålet nedlagt afløbsledning.

Grundvandsafværgeanlægget, der omfatter 2 pumpeboringer samt rensning af grundvandet på et kulfilter, blev idriftsat ultimo november 1997 og er fortsat i drift.

På figur 1.1 er vist en situationsplan med angivelse af forureningskilden samt placeringen af de 2 afværgeboringer 199.1115 og 199.1117. I behandlingscontaineren nær forureningskilden findes anlægget for rensning af vakuumventilationsluften og grundvandet.

1.2 Teknologiprojektets formål

Teknologiudviklingsprojekter gennemføres af Miljøstyrelsen med henblik på udvikling, afprøvning og dokumentation af nye afværgeteknologier på området jord- og grundvandsforurening. Formålet er at tilvejebringe et erfaringsgrundlag, som kan resultere i bedre og billigere afværgeprojekter.

På den aktuelle grund var formålet mere konkret, at:

  • afprøve og dimensionere et jernspånefilter - placeret i en beholder over jorden - til fjernelse af klorerede opløsningsmidler fra grundvand ved deklorering på reaktive jernoverflader.
  • opnå erfaringer med jernspånefiltre gennem detaljeret monitering af fjernelsesrater og styrende faktorer.
  • foretage en miljømæssig og økonomisk vurdering af metodens anvendelighed i forhold til mere traditionel fjernelse af klorerede alifater ved kulfilterrensning.

 



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.