Genanvendelse af gråt spildevand på campingpladser – Fase 2 og 3

1 Demonstrationsanlæg på Gals Klint

1.1 Indledning

Udgangspunktet for etablering af et demonstrationsanlæg til rensning af det grå spildevand fra baderumsbygningen på Gals Klint, er den valgte anlægsopbygning fra projektets fase 1.

Der tages således udgangspunkt i et anlæg med nedenstående overordnede opbygning:

  • Forklaringstank
  • Indløbsbuffertank (pumpestation m. buffervolumen)
  • Biologisk sandfilter
  • Genbrugsbuffertank (lagertank for biologisk renset gråvand)
  • Desinfektionsanlæg (doseringsanlæg),

1.2 Dimensioneringsgrundlag

I projektets fase 1 er dimensioneringsgrundlaget fastlagt på baggrund af hhv. registreringer af vandforbruget på Gals Klint, litteraturstudie samt udførte spildevandsanalyser på gråvand fra Gals Klint.

I tabel 1 og 2 er de dimensionsgivende parametre fra /1/ gengivet.

Parameter Dimensionsgivende
Maksimalt vandforbrug til toiletskyl 12 m³/d
Maksimalt timevandforbrug til toiletskyl 3 m³/h
Maksimalt vandforbrug til brus og håndvaske 20 m³/d
Maksimalt timevandforbrug til brus og håndvaske 4 m³/h

Tabel 1. Hydrauliske dimensioneringsparametre.
Parameter Enhed Dimensionsgivende
pH - 7 – 8
COD (Cr) mg O2/l 300
BOD5 mg O2/l 150
SS mg SS/l 50
PO4-P mg PO4-P/l 0,5
Total-P mg TP/l 1,0
Total-N mg TN/l 7,0

Tabel 2. Dimensionsgivende spildevandsparametre.

Udover de ovennævnte dimensionsgivende værdier, skal endvidere tages hensyn til døgn- og sæsonvariationer, samt en række øvrige parametre såsom lugt, hygiejne mv. /1/.

1.3 Anlægsdimensionering

I projektets fase 1 /1/ blev der, på baggrund af de dimensionsgivende parametre angivet i afsnit 1.2, gennemført en dimensionering af anlæggets enkelte komponenter, dvs. forklaringstanken, det biologiske sandfilter, indløbsbuffertank og genbrugsbuffertank.

I afsnittene 1.3.1 - 1.3.2 gennemgås dimensioneringen af disse delkomponenter overordnet. For en detailbeskrivelse af dimensioneringen henvises til /1/.

1.3.1 Forklaringstank

Forklaringstanken har overordnet til formål at sikre, at slam, suspenderet stof, fedtstoffer mv. i størst muligt omfang udskilles fra det grå spildevand, således disse ikke aflejres andre steder i anlægget med efterfølgende tilstopninger og lugtgener til følge.

For et demonstrationsprojekt på Gals Klint Camping er der valgt en bundfældningstank med et volumen på 3,5 m³, baseret på en tømningsfrekvens på ca. to tømninger pr. sæson.

1.3.2 Indløbs- og genbrugsbuffertank

Af hensyn forsyningssikkerheden mht. det rensede gråvand, samt for at udnytte det biologiske sandfilters kapacitet bedst muligt, er der i anlægskonceptet indbygget to buffertanke. Årsagen til, at der er behov for to buffertanke er, at produktionen af gråt spildevand og forbruget af renset gråvand til toiletskyl varierer over døgnet, således der i perioder er en overproduktion af gråvand (i forbindelse med bad morgen/aften), og i andre perioder et behov for en større vandmængde til toiletskyl end der produceres.

Indløbsbuffertanken fungerer således som buffertank for det urensede grå spildevand, således variationerne i gråvandsproduktionen udlignes over døgnet. Indløbsbuffertanken fungerer endvidere som pumpestation for indpumpning af gråvand til det biologiske sandfilter.

Genbrugsbuffertanken er opsamlings- og lagertank for det biologisk rensede gråvand. Herfra pumpes vandet via desinfektion til toiletterne.

For at optimere både tankvolumenernes størrelse samt det biologiske sandfilter, er der på baggrund af de dimensionsgivende parametre (afsnit 1.2), i projektets fase 1 blevet gennemført en række simuleringer af variationerne i de to buffertanke.

På basis af undersøgelserne, er der valgt buffervolumener som angivet i tabel 3.

- Buffervolumen (m³)
Indløbsbuffertank 3,0
Genbrugsbuffertank 1,5

Tabel 3. Beregnede buffervolumener.

1.3.3 Biologisk sandfilter

Det biologiske sandfilters daglige behandlingskapacitet er som angivet i afsnit 1.2 sat til 12 m³/d.

Da der er tale om et mindre sandfilteranlæg, valgtes med udgangspunkt i /2/ og /10/, en dimensionsgivende belastning på 20 g BOD5/m² d, hvilket giver et areal af det biologiske sandfilter på ca. 90 m² baseret på en behandlingskapacitet på 12 m³/d.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.