| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Fællesdeponier til bortskaffelse af forurenet oprensningsmateriale fra danske havne

2 Eksisterende deponeringsformer

• 2.1 Ejer og brugerforhold
• 2.2 Indretning
• 2.3 Anvendelse
• 2.4 Tilladelser og miljøtilsyn
• 2.5 Omkostninger

Nærværende analyse af de eksisterende deponeringsformer for forurenet havnesediment i Danmark er lavet på basis af bl.a. en spørgeskemaundersøgelse blandt de danske amter udført i 1999, en gennemgang af en række konkrete miljøgodkendelser, enkelte særlige case studies, og et notat fra Sammenslutningen af Danske Havne, samt telefoninterview med relevante personer i de lokale havnemyndigheder og amternes miljøafdelinger.

En oversigt over vigtige depoter for forurenet oprensningsmaterialer i Danmark findes i tabel 1. og vist på fig.1. Opgørelserne omfatter i alt 17 aktive depoter. Der hersker nogen usikkerhed med hensyn til opgørelsen over depoternes kapacitet. Nogen havne har meddelt restkapacitet, medens andre havne har meddelt total kapacitet. En række ældre og nu opfyldte depoter er ikke med i opgørelsen, ligesom en række mindre depoter ikke er medtaget på grund af manglende oplysninger. En oversigt med mere detaljerede oplysninger om det enkelte depot findes i Bilag A.

Tabel 1 Oversigt over vigtige aktive depoter for forurenet oprensningsmaterialer i Danmark. Depoternes type er angivet som følger: A: Åbent bassin på søterritoriet (opfyldning). B: Lukket bassin/opfyldning på søterritoriet. C: Lukket indspulingsfelt på land. D: Åben deponering på land (kunstige bakker etc.). For yderligere detaljer se Bilag A.

*1) Restkapacitet 1999. *2) Tørret materiale

Det skal påpeges, at deponering af forurenet oprensningsmaterialer fra nogle havne i bl.a. Vestsjællands Amt hidtil er foregået bl.a. ved klapning i sugehuller fra råstofindvinding efterfulgt af “capping” med rent sediment. Det er ikke i nærværende undersøgelse belyst, hvor udbredt denne praksis er, og hvor stort en løbende oprensningsmængde de pågældende havne repræsenterer.

Den samlede totalkapacitet i de angivne depoter er ca. 12 mio. m³. Depotet i Århus Havn, som reelt er et åbent havnebassin, indgår ikke i denne opgørelse, da denne ikke er oplyst. Der er i nærværende undersøgelse ikke konsekvent indhentet oplysninger om fyldningsstatus, hvorfor den tilbageværende kapacitet ikke er opgjort.

Sammenslutningen af danske havne har opgjort den samlede restkapacitet for deponering til 7 – 8.5 mio. m³ alt efter om et forventet kommende depot ved Randers medregnes. Enkelte havne vil kunne dække deres eget behov meget lang tid fremover, men en række havne melder at restkapaciteten i depoterne er ringe.

De løbende deponeringsmængder varierer voldsomt imellem havnene (tabel 1). Den skønnede gennemsnitlige årlige indfyldning opgivet for depoterne i nærværende oversigt udgør ca. 290.000 m³. Dette stemmer godt overens med de gennemsnitligt 308.000 m³ pr. år, som kan beregnes ud fra Havnesammenslutningen oplysninger (Sammenslutningen af Danske Havne 2000) om forventet deponeringsbehov på landsplan over de næste 10 år. Udnyttes alle eksisterende depoter optimalt er der således depotvolumen til godt 25 års deponering, svarende nogenlunde til det tidsrum hvor deponering skønnes nødvendigt, hvis generationsmålsætningen holder vil koncentrationen af forurenende stoffer i oprensningsmateriale være faldet til baggrundsniveauet. Disse gennemsnitsbetragtninger dækker dog over meget store lokale forskelle. I nogen områder af landet, er depotkapaciteten som nævnt ved at være brugt op, og i andre områder findes der ingen depoter, som har en størrelse som muliggør modtagelse af oprensningsmateriale fra andre havne.

Den geografiske placering af de eksisterende depoter afspejler i nogen fordelingen af koncentrationen af finkornet sediment i de danske farvande. Der er således mindre behov for oprensning i de havne som ligger ud til Østersøen, medens der et stort behov i Esbjerg som ligger ud til Vadehavet. Lokale forhold så sonærliggende m å udløb spiller også en vigtig rolle.

Fig. 1 Total kapacitet i eksisterende depoter. Farvelegende indikerer typen af depot.

2.1 Ejer og brugerforhold

Depoterne i opgørelsen er i alle tilfælde ejet af de lokale havnemyndigheder, og alle de depoterne modtager langt overvejende materiale fra oprensning af den havn, som ejer depotet. Depoterne er i en del tilfælde også brugt til deponering af materialer fra mindre havne typisk - lystbådehavne - i området, men kun i de færreste tilfælde findes der faste ordninger, hvor flere havne anvender samme depot. Dette gælder dog for depotet i Frederikshavn, som også modtager sediment fra Skagen. Ligeledes modtager depoterne ved Ålborg sediment fra flere havne i Limfjorden.

2.2 Indretning

Deponeringen af forurenet materiale har i Århus hidtil foregået i et åbent havnebassin med begrænset vandudskiftning, hvori det oprensede materiale klappes direkte. Bassinet, som hidtil er benyttet, er nu opfyldt som led i den nylige havneudvidelse. Havnen vil imidlertid søge om miljøgodkendelse af samme deponeringsform i et andet havnebassin. Depotet vil få en meget stor kapacitet på flere mio. m³. Århus Havn deponere ca. 50.000 m³ hvert 3. år.

Den mest udbredte deponeringsform er lukkede bassiner/spulefelter på havterritoriet beliggende ind mod land og afgrænset af diger (i Horsens dog spunsvægge) på søsiden (Type B i tabel 1). Dette gælder 10 af de 18 depoter i opgørelsen. De repræsenterer tilsammen 20% af den opgjorte samlede kapacitet og 46 % af den løbende deponeringsmængde. De fleste depoter af denne type ligger i umiddelbar forbindelse med de respektive havneanlæg. Desuden gælder det generelt, at depoterne opfyldes til over havniveau og, at det forurenede sediment når depoterne er fyldt, bliver overdækket ved tildækning med rene materialer. Opfyldningerne vil herefter typisk indgå som en almindelig del af havnearealet.

Fem depoter, heraf de tre ved Randers Fjord, er spulefelter på land afgrænset af diger. I alle tilfælde er disse placeret i lavtliggende områder relativt tæt på vandet. Depoterne udgør 27% af den samlede kapaciteten og repræsenterer 38% af de nationale deponerings mængder.

Depotet ved Rærup i Ålborg, som i opbygning er en kombination af de to ovennævnte typer idet det er afgrænset af diger, strækker sig fra et stykke ude i Limfjorden (1-2 m. vand) og ind på land hvor den arealmæssigt største del er anlagt. Depotet er med sine 6 mio. m³ svarende til 51 % af den samlede kapacitet Danmarks største depot, men modtager pt. kun ca. 1.5 % af deponerings-mængdernene. Depotets restkapacitet på ca. 5,5 mio. m³ udgør ca. 70-80% af den nuværende nationale restkapacitet, såfremt depotet i Århus ikke medregnes.

Esbjerg Havn, som står for ca. 9% af oprensningen af forurenet sediment benytter som den eneste havn af slutdeponering i et ”åbent” depot på land. Efter dræning og tørring (se nedenfor) deponeres sedimentet som kunstige ”bakker” oven på en gammel losseplads tæt ved havnen. Bakkerne, som bliver op til 10 m. høje skal senere dækkes med rene materialer og eventuelt omskabes til rekreativt område.

For stort set alle depoterne gælder det at de ikke er lavet som ”tætte” depoter. Typisk er digerne omkring depoterne lavet af sand eller nedbrydningsmaterialer dækket af sten på søsiden og ofte med filtervæv på siden ind mod depotet. Digerne er dermed ikke gennemtrængelige for fase materiale og suspenderet stof. Dette har stor betydning, da de forurenende stoffer i regelen i højere grad er bundet til sediment partikler end de findes opløst i vandet. Derimod vil overskudsvand fra indspuling og nedbør med varierende hastighed sive ud gennem digerne. Ingen af depoterne er i bunden forsynet med membraner af nogen art. Dette er en vigtig faktor når de udenlandske erfaringer med hensyn til anlægspris sammenlignes med de danske erfaringer.

Kun enkelte helt små depoter, som ikke er medtaget i opgørelsen, er anlagt som egentligt ”tætte” depoter med mulighed for opsamling af dræningsvand.

2.3 Anvendelse

For de fleste havnes vedkommende benyttes depoterne kun til oprensnings-materialer, som er for forurenet til at kunne klappes til søs. Enkelte af depoterne benyttes dog også til uforurenet sediment fra sejlløb eller uddybninger i uberørt sediment. Denne praksis forekommer især hvor der er langt til en egnet klapplads (f.eks. Randers), eller hvor depotområdet ønskes anvendt til f.eks. havne formål efter det er blevet fyldt op. Ved at fylde alt uddybningsmateriale i depot opnås en større fyldningsrate, og samtidigt er det ikke nødvendigt at søge om klaptilladelse for den pågældende oprensning.

De fleste steder spules sedimentet fra uddybningsfartøjet eller pramme ind i depoterne. Denne metode kræver en hvis tilsætning af vand. Dette betyder, at der indspules en overskydene vandmængde, som senere skal bortskaffes. For at reducere denne vandmængde er det en del steder praksis - og enkelte steder et krav i miljøgodkendelserne - at overskudsvandet recirkuleres, dvs. at vand fra depoterne genanvendes til indspuling.

Som nævnt ovenfor, sker der i de fleste depoter en gradvis udsivning igennem digerne af overskudsvand fra indspuling og nedbør. Udsivningen og fordampning er i ca. halvdelen af depoterne tilstrækkelig til at ”bortskaffe” overskudsvandet. I de øvrige depoter er det dog nødvendigt (eller i hvert fald praksis) at udlede overskudsvand direkte til den relevante recipient. Dette sker i alle tilfælde først efter, at vandet har stået et stykke tid i depotet således, at det meste af det suspenderede materiale er sedimenteret. Hvor lang opholdstiden i depotet skal være inden udledning, er i mange tilfælde opgivet i miljøgodkendelserne. I enkelte tilfælde, som eksempelvis depoterne ved Randers Fjord er der sat konkrete grænser for mængden af suspenderet stof i overskudsvandet, som skal være opfyldt før dette kan udledes. Ingen af depoterne i opgørelsen har faciliteter til opsamling og/eller egentlig behandling af overskudsvand inden udledning.

Havnene i Esbjerg og Thyborøn benytter et to-trins princip ved deponering af forurenet oprensningsmateriale. En midlertidig deponering finder sted ved indspuling til en række lukkede tørrefelter på land. Efter dræning og tørring ved fordampning hen over sommerhalvåret flyttes sediment til de respektive slutdepoterne. I begge tilfælde udledes dræningsvandet fra tørrefelterne direkte i havet.

2.4 Tilladelser og miljøtilsyn

Miljøadministrationen omkring de eksisterende depoter varetages i dag af amterne. Administrationen sker primært efter miljøbeskyttelseslovens Kapitel 5, Forurenende virksomhed. Dette betyder at amterne foretager miljøgodkendelse af depoterne og opstiller vilkår for godkendelse i form af eksempelvis laveste og højst tilladte koncentrationer i det deponerede materiale, krav til egenkontrol etc. Konkrete analyser foretages oftest af havnemyndighederne i form af egenkontrol, medens amterne overordnet set fører tilsyn med, at vilkårene i miljøgodkendelsen overholdes.

For de fleste depoter er der i miljøgodkendelserne angivet krav om egenkontrol i form af en række målinger vedrørende depotes drift. Ud over periodiske opgørelser over de deponerede mængde er det typisk et krav, at der før hver større oprensning foretages analyse af sedimentet i de områder, som skal oprenses. Typisk analyseres der for tungmetaller og antibegroningsmidler (organiske tinforbindelser, TBT) samt en række olieforbindelser i sedimentet.

Herudover er der for nogle depoter opstillet krav til løbende analyser i det indfyldte materiale. For alle depoter, som udleder overløbsvand eller direkte til recipienten, er der yderligere opstillet krav til analyser i dette vand. Det samme gælder for udledningen af dræningsvand fra tørrefelter hvor dette er relevant. Der i regelen er sat grænser for koncentrationen af visse forurenende stoffer, hvorover udledning ikke må finde sted.

Der er i de færreste tilfælde tale om en kontrol af depoternes påvirkning af miljøet uden for depoterne i form af målinger af forurenende stoffer eller toksiske effekter i vand, sediment eller organismer. Dette er dog tilfældet nogle steder eksempelvis Århus Havn og ved Lynetten i København.

2.5 Omkostninger

Der har ikke været muligt i nærværende undersøgelser systematisk at indsamle oplysninger om omkostninger ved etablering af depoterne eller ved deponering af sediment i disse. Konkret tal for nogle depoter fremgår dog af tabel 1 og Bilag A.

Omkostningerne ved anlæg af depoterne varier for de fire depoter , hvorfra oplysninger findes, imellem 6 og 17 mio. kr. Som det fremgår af disse tal, er der tilsyneladende ikke nogen sammenhæng imellem kapaciteten og anlægsomkostningerne, selvom depoterne grundlæggende er af samme type. Faktisk er landets suverænt største depot i Ålborg det billigste af disse fire depoter.

En af de væsentligste årsager til variation i anlægsprisen for etablering af depoter ved dige bygning, er i høj grad tilgængeligheden af lokale råstoffer til byggeriet. En anden vigtig parameter er vanddybden i det område, hvor depoter på søteritoriet er anlagt. Med øget dybde øges nemlig ikke blot højden men også bredden af de omkransende diger. Herved øges volumenet af byggematerialer ganske betragteligt.

Omkostningerne ved deponering svinger voldsomt. Havnesammenslutningen har ved en rundspørge (Sammenslutningen af Danske Havne 2000) til havnene fundet at selve indbringningsomkostningerne svinger fra 7.5 til 200 kr pr. m³. Det oplyses endvidere, at 2 havne angiver omkostninger på under 50 kr pr m³, 8 angiver 50 -100 kr og 3 angiver 100 – 200 kr pr m³. Der er ikke noget geografisk mønster i omkostningerne

Selve deponeringsomkostningerne svinger ifølge Havnesammenslutningen fra 1 til 2.325 kr. pr m³. Tolv havne skønner omkostningerne til at være mindre end eller omkring 50 kr, hvoraf mange ligger netop omkring 50 kr. To havne oplyser 50 – 100 kr, to oplyser 100 – 200 kr, fire oplyser 400 – 500 kr, medens en enkelt angiver omkostningerne til at være 2.325 kr.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.