| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Fællesdeponier til bortskaffelse af forurenet oprensningsmateriale fra danske havne

3 forvaltningspraksis

3.1 Internationale konventioner

Danmark er berørt af tre internationale konventioner vedrørende begrænsning af havforurening, som direkte behandler opgravning og klapning af havbundsmaterialer. Det drejer sig om London-konventionen 1972, som er ratificeret af lande fra hele verden, OSPAR-konventionen, som omhandler Nord-Øst-Atlanten og HELCOM som omfatter landene omkring Østersøen. (Convention on the Protection of The Environment of the Baltic Sea Area).

Alle tre konventionen har til formål, at beskytte miljøet bl.a. ved at regulere dumpning af affald i havområder herunder klapning af sediment. På dette område er konventionerne temmeligt ensartet opbygget. I korthed foreskriver konventionerne, at der i forbindelse med uddybningsarbejde skal ske en karakteristik af det opgravede materiale m.h.t. bl.a indhold af miljøfremmede stoffer. Denne karakteristik er udgangspunkt for en vurdering af, om materialet må klappes direkte i havområder eller det skal forbehandles (sorteres/renses) eller deponeres på særlig vis. Alle konventionerne anbefaler, at der fastlægges grænseværdier (evt. stedspecifikke) for indholdet en række miljøskadelige stoffer, over hvilke der skal foretages yderligere undersøgelser og en særlig deponering af sedimentet.

En nærmere gennemgang af konventionernes anbefalinger vedrørende opgravning og klapning af havsedimenter, herunder bl.a. retningslinier for grave og deponerings metoder, prøvetagning, fastlæggelse af grænseværdier mm findes i rapporten fra projektet ”Vurderingsstrategier i forbindelse med håndtering af forurenede sedimenter”, som endnu ikke er udgivet. I rapporten er ligeledes gennemgået forskellige kriterier for bedømmelse materialets farlighed og dermed deponeringsform, samt de kvantitative konsekvenser i Danmark ved benyttelse af de forskellige kriterier.

De nævnte konventionerne beskæftiger sig kun i begrænset omfang med, hvad der bør gøres med sediment som karakteriseres som for forurenet til at kunne klappes direkte. Der nævnes dog en række muligheder som eksempelvis nedgravning i havbunden med efterfølgende ”capping” med rent sediment eller forskellige metoder til permanent indeslutning (containing) af sedimentet herunder eksempelvis opfyldninger og kunstige øer. Ved anvendelsen af sådanne metoder foreskriver HELCOM, at der skal foretages en efterfølgende monitering af metodernes effektivitet mht. at undgå forurening fra det deponerede sediment. Med henblik på håndtering af forurenet sediment henviser OSPAR direkte til anbefalinger fra PIANC (Permanent International Association of Navigation Congresses), som også i høj grad danner udgangspunkt for anbefalingerne i de følgende kapitler i nærverende rapport vedrørende koncepter for og designkrav til regionale Depoter i Danmark.

Konventionerne opstiller således ingen direkte krav til depoter for oprensningsmateriale. Udledninger fra sådanne depoter kan imidlertid betragtes som landbaseret forurening. I denne sammenhæng forpligter landene i såvel HELCOM som OSPAR sig til at begrænse forureningen af havområderne mest muligt ved bl a. at benytte ”Best Environmental Practice” for alle kilder og ”Best Available Technology” for punktkilder. Det fremgår af flere internationale havmiljøaftaler (Nordsøkonferencen, HELCOM og OSPAR), at målet for havmiljøet omkring Danmark er at sikre bæredygtige sunde økosystemer samt, at forsigtighedsprincippet skal anvendes i den forbindelse. Målet skal nås ved reduktion af udledninger og tab af farlige kemiske stoffer således, at disse kan ophøre inden en generation (25 år) med det ultimative mål at nedbringe koncentrationen i miljøet til nær baggrundsniveauerne for naturligt forekommende stoffer og til nær nul for menneskeskabte syntetiske stoffer.

3.2 EU-Direktiver

Udover de nævnte internationale konventioner har en række EU-Direktiver direkte eller indirekte betydning for forvaltningen af depoter for forurenet oprensningsmateriale. De mest relevante direktiver er gennemgået i det følgende:

Direktiv om affald (75/442/EOEF)

Direktivet omhandler håndtering og deponering af affald. I direktivet er definitionen af affald følgende: Affald: Ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med i henhold til gældende nationale bestemmelser. Opgravet materiale er derfor ud fra en administrativ synsvinkel at betragte som affald. EU's definition gælder i princippet uanset, om det opgravede materiale er forurenet eller ej. At opgravet sediment defineres som affald er usædvanligt sammenlignet med lovgivningen i de fleste lande udenfor EU.

Direktiv om farligt affald (94/31/EF)

Direktivet skal sikre en ensartet behandling af farligt affald i medlemsstaterne.

Direktivet omtaler ikke direkte oprensningsmateriale, men dette må betragtes som sådan i det omfang det indeholder et eller flere farlige stoffer nævnt i direktivet eller slammet har egenskaber som toxisk, økotoxisk, carcinogent etc.

Affaldskataloget (2000/532/EF)

Dette er en liste over affald og farligt affald. De forskellige typer affald er defineret ved en 6-cifret kode under 2- og 4-cifrede kapitel overskrifter. Kataloget er en harmoniseret, men ikke udtømmende liste over affalds typer. Listen bliver periodisk inspiceret og om nødvendigt revideret. Det skal bemærkes, at emner inkluderet i listen ikke nødvendigvis er at betragte som affald i alle sammenhænge.

I listen er uddybningsmateriale nævnt under kode 17 bygnings- og nedbrydningsaffald. Underkode 1705 omhandler jord og uddybningmateriale under følgende koder: 170503 jord og sten med indehold af farlige stoffer. 170504 Jord og sten, som ikke er nævnt under 170503. 170505 uddybningsmaterialer med indhold af farlige stoffer. Det skal bemærkes, at de enkelte medlemslande kan undlade, at behandle emner fra listen over farligt affald som sådan og vice versa, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Direktivet om deponering af affald (Landfills) (1999/31/EF og 2000/738/EF)

Et nyt direktiv som netop er implementeret. Direktivet introducerer fælles kriterier for affaldsdepoter på land (lossepladser). I det omfang, at oprensningsmateriale defineres som affald, vil direktivet i høj grad påvirke de krav tekniske, som skal stilles til udformning, drift og overvågning af fremtidige depoter for forurenet oprensningsmateriale. Dette gælder ikke mindst for depoter, som ligger helt eller delvis under vandoverfladen eller under grundvandsspejlet. Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, at der mht. implementering af direktivet på det aktuelle område, opstilles særlige tekniske standarder for depoter for forurenet oprensningsmaterialer idet sådanne p.t. slet ikke er formuleret i direktivet.

Vandrammedirektivet (2000/60/EF)

Formålet med direktivet er at sikre en beskyttelse af vandmiljøet og dermed sikre en høj biologisk, kemisk og morfologisk kvalitet af såvel grundvand, overfladevand og kystvande inden for EU. Ved udformning og drift af depoter for forurenet oprensningsmaterialer, må der i de tekniske standarder tages hensyn til intentionerne i vandrammedirektivet med hensyn til udledning af overløbsvand (spildevand) eller udsivning af vand til grundvand eller overfladevand. Direktivet samler en lang række af de direktiver, som hidtil har omhandlet beskyttelse af vandmiljøet, og som vil blive trukket tilbage efterhånden som vandrammedirektivet implementeres. Af betydning for etableringen af depoter for oprensningsmateriale, skal her kun nævnes: Direktivet for overfladevand (75/440/EF), 76/464/EF direktivet 'Udledning af visse farlige stoffer til vandområder' og Direktivet for grundvand (80/68/EF).

Direktiv om rensning af byspildevand (91/721/EF ændret ved 98/15/EF)

Direktivet vedrører opsamling, rensning og udledning af byspildevand samt rensning og udledning af spildevand fra visse industrisektorer. Direktivet skal beskytte miljøet mod negative effekter af udledning af spildevand. Vand fra overløb og udsivning fra depoter for oprensningsmateriale kan betragtes som spildevand. I så tilfælde skal vandet opsamles og behandles i overensstemmelse med dette direktiv.

VVM-direktivet (85/337/EF)

Direktivet kræver, at der før igangsættelse af visse offentlige og private projekter skal udføres en vurdering af projekternes indvirkning på miljøet. Jvf. denne vurdering skal der udarbejdes en plan for beskyttelse af miljøet, som en integreret del af tilladelsen til gennemførelse af projektet. Det skønnes at fremtidige regionale depoter for forurenet oprensningsmateriale vil falde inden for de relevante kategorier af projekter. Der skal således udarbejdes en VVM-redegørelse før der kan udstedes tilladelse til opførelse af depoterne. Ved anlæg på søterritoriet er det Kystdirektoratet, som skal behandle redegørelsen.

Habitatdirektivet (92/43/EF)

Formålet med direktivet er at bevare naturtyper samt vilde dyr og planter. Som led i dette direktiv skal der under navnet NATURA 2000 etableres et samlet europæiske netværk af naturbeskyttelsesområder. Ved placeringen af depoter for oprensningsmateriale, skal der tages det fornødne hensyn til besktyttelsen af områder udpeget under dette direktiv.

3.3 Dansk forvaltningspraksis

I de næste afsnit beskrives de gældende lovgivningsmæssige og administrative rammer , der gælder i dag for bortskaffelse af forurenet oprensningsmaterialer, herunder de gældende internationale konventioner. De nødvendige ændringer i lovgivning m.m. skitseres, såfremt der fremover skal være større mulighed for etablering af regionale depoter for flere havne, tillige med evt. behov for ændring af det gældende affaldsafgiftssytem.

3.4 Gældende rammer

Forurenet oprensningsmaterialer er omfattet af Bek. nr. 619 af 27/06/2000 om affald, hvilket betyder, at det er omfattet af kommunernes anvisningspligt. Det er almindelig praksis, at det i kommunernes affaldsregulativer angives, at oprensningsmaterialer ikke er omfattet af regulativet, såfremt de er omfattet af Bek. nr. 975 af 19/12/1986 om dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). I denne bekendtgørelse er det angivet, at følgende stoffer ”kun må forefindes i klapmaterialet i ringe mængder og koncentrationer”:

1. Organiske halogenforbindelser og stoffer, der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der er biologisk uskadelige.

2. Organiske siliconeforbindelser og stoffer, der kan danne sådanne forbindelser i det marine miljø, med undtagelse af stoffer, som er ikke-toksiske eller hurtigt i havet omdannes til stoffer, der er biologisk uskadelige.

3. De af Miljøministeren nærmere specificerede stoffer, som efter dumpning i havet antages at kunne være kræftfremkaldende.

4. Kviksølv og kviksølvforbindelser.

5. Cadmium og cadmiumforbindelser.

6. Unedbrydelige plasticmaterialer og andre unedbrydelige syntetiske materialer, som kan flyde i havet, og som kan være til alvorlig ulempe for fiskeri, søfart eller anden retmæssig udnyttelse af havet eller mindske dettes rekreative værdi.

7. Radioaktivt affald eller andre radioaktive stoffer.

8. Materialer i enhver tilstandsform (fast, flydende, gasformig eller levende tilstand), fremstillet til biologisk og kemisk krigsførelse.

9. Råolie og råolieaffald, raffinerede olieprodukter, rester, der fremkommer under raffinering af olie, og enhver blanding, der indeholder nogen af disse stoffer.

10. Arsen, bly, kobber, zink og deres forbindelser, cyanider, og fluorider samt pesticider og deres biprodukter, som ikke omfattes af pkt. 1-9.

11. Store mængder syre og base, hvori der forekommer de under 10 nævnte stoffer samt beryllium, chrom, nikkel, vanadium og deres forbindelser.

12. Stoffer, der kan frembringe en sådan afsmag hos fisk, krebsdyr og bløddyr, at deres handelsværdi forringes.

13. Beholdere, metalaffald, tjæreagtige stoffer, der kan synke til bunds, og andet omfangsrigt affald, som kan frembyde alvorlige ulemper for fiskeri eller søfart.

14. Stoffer, som - uanset at de er af ikke-toksisk art - kan blive skadelige på grund af de mængder, i hvilke de dumpes, eller som i alvorlig grad vil kunne forringe rekreative værdier.

Tilladelse til klapning for Østersøområdet kan kun gives, såfremt klapmaterialet ikke indeholder væsentlige mængder og koncentrationer af nedennævnte stoffer og materialer:

1. DDT (1,1,1-Thrichlor-2,2-bis(4-chlor- phenyl) ethan) og dets derivater DDE og DDD.

2. PCB (Polychlorerede biphenyler), PCT (Polychlorerede terphenyler).

3. Kviksølv, cadmium og deres forbindelser.

4. Antimon, arsen, beryllium, chrom, kobber, bly, molybdæn, nikkel, selen, tin, vanadium, zink, og deres forbindelser samt phosphor.

5. Phenoler og deres derivater.

6. Phtalsyre og derivater.

7. Cyanider.

8. Svært nedbrydelige halogenerede carbonhydrider.

9. Polycycliske aromatiske carbonhydrider og deres derivater.

10. Svært nedbrydelige giftige organiske silicium-forbindelser.

11. Svært nedbrydelige pesticider, herunder phosphorholdige og tinholdige pesticider, herbicider, slimbekæmpelsesmidler (slimicider) og kemiske stoffer til konservering af træ, tømmer, træmasse, cellulose, papir, huder og tekstiler, som ikke er nævnt ovenfor.

12. Radioaktive materialer.

13. Syrer, baser og overfladeaktive stoffer i høje koncentrationer eller store mængder.

14. Olie og affald fra petrokemisk og anden industri, som indeholder fedtopløselige stoffer.

15. Stoffer med skadelig virkning for smag og/ eller lugt i produkter fra havet, der anvendes til menneskelig føde.

16. Stoffer med virkning på smag, lugt, farve, gennemsigtighed eller andre egenskaber i havet, som alvorligt forringer dets rekreative værdi.

17. Materialer og stoffer, som kan flyde, forblive svævende eller synke, og som kan være til alvorlig gene for enhver retmæssig anvendelse af havet.

18. Ligninstoffer.

19. De chelatdannende stoffer EDTA (Ethylendinitrilotetraeddikesyre eller ethylendiamintetraeddikesyre) og DTPA (Diethylentriaminpentaeddikesyre).

Sidstnævnte er en følge af Helsingfors-konventionen om Østersøens miljø, som ligeledes specificerer at ”dumping” af optagne sedimenter kun kan udføres efter særlig tilladelse fra den relevante myndighed. For at en tilladelse kan gives skal klapningen ske i det pågældende lands indre farvande eller territorialfarvand medmindre andet er aftalt i Kommissionen. Som tidligere nævnt stilles der krav fra Kommissionens side m.h.t. tilladt indhold af en række miljøfremmede stoffer og/eller kategorier af disse.

Ifølge OSPAR-konventionen er ”dumping” af affald bortset fra optagne sedimenter heller ikke tilladt i Nordøst-atlanten, inkl. Nordsøen. Klapning af sedimenter er også her underlagt en række specifikke regler.

Betragtes igen lovgivningen vedr. affald, fremgår det kun specifikt af enkelte kommuners affaldsregulativer, at forurenede oprensningsmaterialer anvises til deponering, enten på specialdepoter eller på særlige dele af deponeringsanlæg, som også modtager andet affald.

Etablering af deponier til modtagelse af forurenede oprensningsmaterialerer er omfattet af Bek. nr. 650 af 29/06/2001 om deponeringsanlæg, hvoraf det bl.a. fremgår, at en godkendelse af et behandlingsanlæg skal omfatte en klassificering af deponeringsanlægget eller deponeringsenhederne i henhold til affaldskategorierne: farligt affald, inert affald og ikke-farligt affald, der kan være enten mineralsk eller blandet. Bekendtgørelsen anfører en række krav til affaldet for at det kan kategoriseres i de nævnte kategorier. Jord og klapmaterialer kan f.eks. kategoriseres som inert affald, såfremt indholdet af en række spormetaller ikke overstiger en vis koncentration og at de udvaskelige uorganiske komponenter ikke overstiger visse niveauer bestemt ved den angivne udvaskningstest. Endvidere må indholdet af organisk kulstof ikke overstige 5 g C pr. kg tør prøve. Tilsvarende er der fastsat grænser for kategorien mineralsk affald. Væsentlige indhold af organiske miljøfremmede stoffer vil være i modstrid med en kategorisering i disse kategorier. Kravene til deponeringsanlægget vil afhænge af de affaldskategorier, deponeringsanlægget godkendes til at modtage.

I Vejledning nr. 76 af 27/04/1993 om planlægning og administration af kystområder er det nævnt, at en funktionel begrundelse til inddragelse af kystområder kan være hensynet til andre væsentlige miljømæssige interesser, herunder grundvandsinteresser, som kan betinge en kystnær placering af f.eks. indspulingsfelter for oprenset forurenet oprensningsmaterialer.

Ifølge bekendtgørelsen om affald er kommunen forpligtet til, udover de tidligere omtalte affaldsregulativer, hvert 4. år at udarbejde en kortsigtet 4-årig og en langsigtet 12-årig affaldsplan for kommunen. Principielt skal håndteringen af forurenet oprensningsmaterialer indgå i en sådan plan, såfremt det er relevant i den pågældende kommune. Det er således kommunernes ansvar at udarbejde strukturer for håndtering af alle affaldstyper.

I store dele af landet håndteres bortskaffelse, herunder deponering af affald, af kommunerne via kommunale affaldsselskaber, som driver de relevante anlæg. Der er også eksempler på, at forurenet oprensningsmaterialer deponeres på anlæg, som er en del af denne struktur, men det er dog langt fra almindeligt. Eksisterende deponier for forurenet oprensningsmaterialer er oftere etableret i direkte tilknytning til en større havn, som enten er kommunalt eller statsligt drevet, og deponeringsanlægget drives derfor som oftest i havnens regi.

Det er amternes ansvar at sikre arealer til lokalisering af f.eks. deponeringsanlæg, således at denne lokalisering ikke er i strid med andre arealinteresser. Etablering af deponier til modtagelse af forurenede sedimenter vil således som hovedregel kræve et regionplantillæg i lighed med etableringen af deponeringsanlæg i øvrigt, såfremt lokaliteten ikke allerede er indeholdt i regionplanen og fastsat til den pågældende anvendelse. Dette vil medføre de sædvanlige krav til kommune- og lokalplanlægningen. Endvidere vil etableringen af et deponeringsanlæg kræve en VVM-redegørelse. Ved anlæg på søterritoriet er det Kystdirektoratet som behandler VVM-redegørelsen.

Der er stor forskel på hvor udførligt og hvordan forurenede oprensningsmaterialerer behandles i forslag til amternes Regionplan 2001. I nogle regionplaner (eller forslag til disse) er deponering af oprensningsmaterialerer nævnt som en aktivitet, der knyttes til eksisterende eller planlagte deponeringsanlæg, medens det i andre er specificeret, f.eks. at oprensningsmateriale der ikke kan klappes eller nyttiggøres, i videst muligt omfang skal deponeres i umiddelbar nærhed af oprensningsstedet.

3.5 Behov for ændringer

Regeringen har i Affald 21 peget på behovet for etablering af deponeringskapacitet til forurenede oprensningsmaterialerer: ”Endelig forventes en stigning i mængden af forurenet havneslam, der skal bortskaffes på anden måde end ved klapning. I den forbindelse bør der tages særlige hensyn til de kystnære arealer op til havnene. Herudover bør det overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at udpege depoter i amtet, bl.a. af hensyn til mulighederne for senere genvinding.”

Som det ses af de gældende bestemmelser, synes der ikke principielt at være noget til hinder for at deponering af forurenet sediment kan lægges ind under de gældende strukturer. En tydeliggørelse af, at oprensningsmaterialererne rent faktisk hører under dem, ville være hensigtsmæssig, således at oprensningsmaterialer nævnes som en specifik affaldskategori. I denne sammenhæng ses der helt bort fra de praktiske problemer, der ville kunne knytte sig til deponering af oprensningsmaterialer på eksisterende deponeringsanlæg og/eller etablering af nye anlæg enten til deponering også af forurenede sedimenter eller specifikt til deponering heraf med deraf følgende særskilt lokalisering.

En umiddelbart større vanskelighed kunne udgøres af, at leverandørerne af forurenet oprensningsmaterialer både kan være kommunalt eller statsligt drevne selskaber (eller private), hvilket kan skabe varierende interesse for at løse håndteringen af sedimenter i affaldsselskabernes regi. Herudover kommer den generelle problemstilling med kommunernes stilling som operatører af affaldsanlæg i henhold til EU's konkurrenceregler. Eksempler på lignende problemstillinger findes med hensyn til deponering af restprodukter fra forbrændingsanlæg, hvor en landsplandirektivmæssig udpegning af deponeringslokaliteter har været i betragtning. I Landsplanafdelingens ”Introduktion til regionplanlægning” bemærkes det: ”Miljø- og enrgiministeren har mulighed for at sikre, at regionplanerne er i overensstemmelse med overordnede nationale eller statslige interesser. Det kan ske gennem:

  1. udsendelse af landsplandirektiver
  2. påbud til amterne om indholdet i regionplanerne, og
  3. retten til at gøre indsigelse mod retningslinjerne i en regionplan.”

3.6 Affaldsafgiften

Ifølge bek. nr. 570 af 03/08/1998 af lov om afgift af affald og råstoffer er havbundsmaterialer, der stammer fra oprensnings- og uddybningsarbejder (klapmaterialer), og som nyttiggøre som råstoffer fritaget for råstofafgift. Affaldsafgiften skal betales af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed, anlæg til deponering af forurenet jord og oprensningssedimenter er fritaget for registrering, og der skal således ikke betales afgift af deponeringen af oprensningssedimenter. Såfremt forurenet sediment skal tilføres et særskilt afsnit af et i øvrigt registreringspligtigt deponeringsanlæg, er det således vigtigt at definere dette afsnit som et særskilt anlæg for at sikre, at der ikke skal betales afgift. Dette er tillige en følge af bekendtgørelsens § 11, stk. 8: Det er en betingelse for registreringsfritagelsen, at det pågældende anlæg ikke modtager andet anvisningspligtigt affald. En præcisering i lovbekendtgørelsen af, at særskilte afsnit ikke er registreringspligtige, eller at oprensningsmateriale generelt ikke er afgiftsbelagt er hensigtsmæssig, såfremt man ønsker håndtering af forurenede sedimenter ind under det generelle affaldsbortskaffelsessytem.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.