Teknologiprogram for jord- og grundvandsforurening 2006 – Indholdsfortegnelse

2 Status for ordningen

2.1 Indledning

Teknologiudviklingsprogrammet blev evalueret i 2002. Samlet set viser evalueringen, at Teknologiprogrammet har bidraget væsentligt til teknologiudviklingen på området. Erfaringer og viden er videregivet til de faktiske udøvere (amter og rådgivere) på en god, brugbar måde/10/.

Bevillingen til Teknologipuljen var i 2005 på 4,9 mio. kr. Hele bevillingen er brugt i 2005. Herudover blev der tilbageført bevillingen 1,5 mio. kr. fra uforbrugte midler fra tidligere år, således at det var muligt at igangsættes projekter svarende til 6,4 mio. kr. i 2005. På grund af manglende tid til behandling af projektansøgninger, blev der kun igangsat projekter for 5,9 mio. kr. De resterende 500.000 kr. overføres til 2006.

Siden ordningens start i 1996 er der i alt givet tilskud til 63 projekter, primært feltprojekter, i alt ca. 70,1 mio. kr. (svarende til ca. 61 % af den samlede bevilling), og der er igangsat. 92 udrednings- og andre projekter for i alt ca. 36,6 mio. kr.(svarende til ca. 32 % af den samlede bevilling). Der er desuden brugt ca. 7,7 mio. kr. til faglige sekretærer, trykning og internetkodning af rapporter (svarende til ca. 7 % af den samlede bevilling). Antallet af sager er fra og med 2002 opgjort efter samme metodik, som blev benyttet i evalueringen /10/, og adskiller sig derfor lidt fra opgørelsen af antal sager de tidligere år.

Der er udarbejdet en samlet statusrapport over alle de afværgeteknikker og målemetoder, der er afprøvet siden ordningen trådte i kraft og til og med 2002/9/. For 31 forskellige teknikker/målemetoder gives der oplysninger om metodernes fordele og ulemper, hvor metoderne forventes, at kunne benyttes, hvilke oprensningsniveauer, der kan forventes og hvilke udgifter, der vil være forbundet med oprensningen. Statusrapporten bygger på statusnotater udarbejdet af de faglige sekretærer, som er tilknyttet ordningen.

Bevillingens størrelse siden 1996 og antallet af igangsatte projekter i perioden fremgår af nedenstående oversigt.

Bevilling og igangsatte projekter 1996-2003

  1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Bevilling1 10,0 15,0 19,4 15,0 15,0 15,0 7,3 5,5 5,1 4,9
Forbrug1 0,3 22,3 18,2 16,0 14,9 14,7 7,3 5,5 5,1 4,9
Tilskudsprojekter2 6 9 11 12 7 5 2 5 6
Udredningsprojekter2 8 12 13 18 16 6 7 7 5
1Mio. kr.
2Antal projekter

2.2 Formidling

Der sker løbende præsentation/videreformidling af Teknologiprogrammet ved udarbejdelse af publikationer, der bliver offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside //www.mst.dk/ forside under ”Jord” og ”Hvis du vil vide mere”.

Der bliver desuden udarbejdet en projektartikel for hver projekt, hvor det faglige arbejde bliver præsenteret kortfattet og på letlæselig måde. Projektartiklerne offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Projekterne bliver ligeledes præsenteret ved faglige møder, blandt andet møder arrangeret af ATV's komité for jord og grundvandsforurening.

2.3 Tilskudsprojekter

I 2005 modtog Miljøstyrelsen 13 ansøgninger om tilskud til projekter, primært fra amterne.

Der er i 2005 givet tilskud til 5 projekter og budgetudvidelse til 5 projekter for et samlet beløb af ca. 3,6 mio. kr. Der er igangsat 3 projekter vedr. klorerede opløsningsmidler. 2 projekter hvor der arbejdes videre med afprøvning af metoden reduktiv deklorering, og 1 projekt hvor det undersøges om isotop fraktionering kan anvendes til at vurdere naturlig nedbrydning af klorerede opløsningsmidler. Desuden er der sat et projekt i gang vedr. pesticider, idet det skal afprøves, om nedbrydningen af BAM (et nedbrydningsprodukt af diclobenil) kan stimuleres på forsøgsområder ved tilsætning af BAM-nedbrydende bakterier Endelig er der igangsat et projekt om forhold, som har betydning for byggetekniske foranstaltninger i forbindelse med renovering af gamle bygninger eller nybyggeri på forurenede grunde og etablering af et værktøj, der kan anvendes i sådanne situationer.

Samlet set har Teknologiprogrammet i de forløbne 9 år, der er gået, siden programmet blev sat i gang, primært fokuseret på afværgeteknologier over for klorerede opløsningsmidler, olie- benzinforureninger og blandingsforureninger.

2.4 Udredningsprojekter

Der er i 2005 iværksat 5 udredningsprojekter for et samlet beløb på ca. 1,9 mio. kr. Der er både igangsat deciderede teknologiudredningsprojekter, men også projekter som vedrører undersøgelser i felten og ligger tæt op af indholdet i tilskudsprojekterne. Projekterne omfatter blandt andet vurdering af naturlig nedbrydning ved en række sager gennemført af Oliebranchens Miljøpulje, udarbejdelse af manual om udtagning af jordprøver ved dokumentation af rensningseffekt samt planlægning og gennemførelse af et seminar i januar 2006 om videreudvikling af risikovurderingsværktøjet JAGG.. En udtømmende liste over projekterne fremgår af bilag a.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.