Kortlægning og afgivelse af kemiske stoffer i "slimet" legetøj

5 Kvantitative analyser

5.1 Headspace analyseresultater fra kvantitativ bestemmelse

5.1.1 Headspace metodebeskrivelse

For udvalgte komponenter blev der udført en kvantitativ bestemmelse af afgasningen fra slimlegetøjet. Denne blev udført på basis af prøver eksponeret ved screeningsanalysen. Mængden af de detekterede organiske komponenter blev bestemt over for eksterne standarder af toluen. Disse standarder blev præpareret på tenax filtre i koncentrationer på 5 ng til 200 ng og efterfølgende analyseret ved termisk desorption kombineret med gaschromatografi-massespektrometri. (ATD/GC-MS).

Den anførte koncentration i mg komponent /m3 luft er en gennemsnitsværdi gældende for eksponeringstiden af tenax filtrene og er beregnet iht. ISO/DIS 16017-2 for passiv (diffusive) prøvetagning på faste adsorbenter. Der blev anvendt en sampling rate gældende for toluen.

5.1.2 Headspace analyseresultater

Resultatet af headspace analysen er angivet bilag G.

5.2 GC-MS Analyse (kvantitativ bestemmelse) migration

5.2.1 GC-MS Analyse metodebeskrivelse

For udvalgte organiske komponenter blev der udført en kvantitativ bestemmelse af migrationen fra slimlegetøjet til hhv. kunstigt spyt og sved.

Mængden af de udvalgte komponenter blev bestemt over for eksterne standarder af de respektive analytter. Disse standarder blev præpareret i 20 ml kunstig salivaopløsning/kunstig svedopløsning og efterfølgende ekstraheret og analyseret som ekstrakterne af slimlegetøjet.

5.2.2 GC-MS Analyseresultater

En detaljeret oversigt er vist nedenfor som tabel 5.2 og som bilag H. Mængderne er anført i μg pr. g slimet legetøj.

Tabel 5.2 Kvantitativ analyse af udvalgte komponenter i sved-ekstrakt (μg/g = mg/kg)

Klik her for at se tabellen.

* Disse organiske forbindelser er ikke kvantitativt bestemt, da standarderne ikke var kommercielt tilgængelige.

For de aromatiske kulbrinter er der god overensstemmelse mellem den kvalitative screeningsanalyse og den kvantitative bestemmelse, idet der blev anvendt interne standarder af deuteriummærkede aromatiske kulbrinter, hvilke har samme genfindelse som analytterne.

For de øvrige komponenter, hvor genfindelse for analytterne må forventes at være forskellig fra genfindelse for de interne standarder på grund af væsentlige kemiske forskelle, er der store afvigelser mellem de kvalitative og kvantitative bestemmelser.

5.3 ICP-MS Analyse (kvantitativ bestemmelse)

5.3.1 ICP-MS Analyse metodebeskrivelse

Der er udført kvantitativ bestemmelse af nikkel i de 2 udvalgte stykker slimet legetøj.

Migrationen blev foretaget i kunstig salivaopløsning/kunstig svedopløsning. Herefter blev nikkel bestemt direkte i ekstraktet, der blev gjort surt med salpetersyre (sub boiling), før analyse ved FI-ICP-MS med intern standardisering.

5.3.2 ICP-MS Analyse resultater

Resultatet af analysen er angivet nedenfor i tabel 5.3 og som bilag I. Mængderne er anført i μg pr. g slimet legetøj.

Tabel 5.3 Resultatet af kvantitativ analyse af nikkel

Prøve mrk. Rekvirent mrk. Ni ug/g % RSD
30396-9 TO-01 - Slim 0,83 4,0
30396-18 A-01 - Gel 2,96 2,5

Der er god overensstemmelse til resultaterne fra screeningsanalysen - inden for ca. 15%.

Som udgangspunkt forventes disse produkter ikke at indeholde nikkel, hvorfor de fundne indhold må antages at være forureninger fra fremstillingen af produkterne, fx fra anvendelse af nikkelholdige katalysatorer.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.