Kortlægning af parfumestoffer i legetøj og småbørnsartikler

Sammenfatning og konklusioner

Dette forbrugerprojekt omhandler legetøj og børneartikler med duft til børn i alderen 0 -10 år på det danske marked. Projektet belyser indholdet af sensibiliserende duftstoffer samt indhold og afgivelse af øvrige kemiske stoffer.

Legetøj og børneartikler med duftstoffer

I projektet er der gennemført en kortlægning af markedet for legetøj og børneartikler med duftstoffer.

Der findes en række legetøjsprodukter tilsat duftstoffer på det danske marked. Produkterne dækker en bred vifte af forskellige legeaktiviteter og henvender sig både til små børn under tre år og til ældre børn.

Duftstofferne kan være tilsat legetøjet for at differentiere produktet fra andre tilsvarende produkter, eller stofferne kan være tilsat for at camouflere uønsket lugt fra produktet. Der er dog også eksempler på legetøj til lidt større børn, over 5 år, hvor produktet bevidst er tilsat ubehageligt lugtende stoffer. Muligheden for at udsætte andre for den ubehagelige lugt udgør hovedfunktionen af legetøjet.

Der er endvidere en generel trend i dag, der går i retning af, at produkter af enhver art skal være forsynet med en duft, for at produktet skal virke mere attraktivt.

Der findes mange duftstoffer og andre stoffer med en naturlig lav lugttærskel, der kan være tilsat et produkt for at opnå en duftvirkning.

Markedet ændrer sig hele tiden, idet der opstår nye trends indenfor legetøj og børneartikler. Det betyder, at der kan være flere produkter på markedet i dag, samtidig med at nogle af de identificerede produkter ikke længere findes på markedet i en udgave med duft.

Markedet for legetøj og børneartikler med duft er kortlagt ved kontakt til detailforhandlere, leverandører og importører af legetøj og børneartikler. Kortlægningen har identificeret i alt 15 produkttyper, hvor duften er en del af markedsføringen af produktet. De 15 produkttyper repræsenterer i alt 68 forskellige produkter på markedet til børn med duft, idet de fleste produkttyper repræsenterer det samme produkt i flere forskellige duftvarianter f.eks. viskelædere med flere forskellige dufte.

Det har ikke været muligt at fremskaffe data, der belyser markedets størrelse for legetøj og børneartikler med duft.

10 af de 15 identificerede produkttyper blev udvalgt til laboratorieanalyser. Udvælgelsen skete på baggrund af indledende kvalitative screeninger af indholdsstoffer. Udvælgelsen er sket med baggrund i følgende kriterier:

  • produkterne har et deklareret indhold af et af de sensibiliserende stoffer på EU's liste
  • screeningsanalysen har afsløret indhold af et af stofferne
  • produktet har en kraftig lugt/duft
  • produktet er beregnet til spædbørn
  • anvendelse af produktet medfører særlig risiko for eksponering (fx krammedyr, sæbebobler, duftafgivende gummifigurer)
  • screeningen har vist et indhold af et stort antal stoffer

Indhold af sensibiliserende duftstoffer i udvalgte produkter

De 10 udvalgte produkter er analyseret for indhold af de 24 stoffer på EU's liste over sensibiliserende duftstoffer samt yderligere to duftstoffer, oakmoss og treemoss. Oakmoss og treemoss er ikke fundet i nogen af produkterne.

Analysen for indhold af sensibiliserende duftstoffer har vist, at 18 af de 24 sensibiliserende duftstoffer på EU's liste forekommer i 7 af de udvalgte 10 produkter. Hvert af produkterne indeholder mellem 2 og 9 af de 24 sensibiliserende duftstoffer.

To af de i alt fire udvalgte produkter til spædbørn indeholdt sensibiliserende duftstoffer.

Undersøgelsen viser, at der er stor risiko for, at børn udsættes for sensibiliserende duftstoffer, hvis der vælges legetøj eller børneartikler tilsat duft.

Øvrige indholdsstoffer i udvalgte produkter

De udvalgte produkter er analyseret for indhold af øvrige organiske komponenter. Analyserne viser indhold af et stort antal stoffer som er organiske opløsningsmidler og andre duftstoffer ud over de sensibiliserende duftstoffer.

Analysen for indholdsstoffer er brugt til at udvælge produkter til test for migration af kemiske stoffer til sved og test for emission. Resultaterne af testene er herefter anvendt til at vurdere eksponering af børnene i forbindelse med leg med produkterne.

Fire produkter, der alle er beregnet til børn under tre år, er analyseret for migration til sved. Analyserne viser, at der kan afgives kemiske stoffer til sved fra alle fire produkter. Koncentrationen af de afgivne stoffer er lav for de tre af produkterne. Fra et af produkterne, afgives der et stof af typen flammehæmmer i en forholdsvis stor koncentration.

7 af produkterne er testet med hensyn til emission af flygtige organiske komponenter. Testen viser, at produkterne afgiver mange flygtige organiske komponenter. Der er tale om duftstoffer og organiske opløsningsmidler.

Analyse af indholdsstoffer har desuden afsløret et højt indhold af phthalater i et af produkterne til børn under tre år. Dette produkt er af forhandleren fjernet fra markedet.

Eksponering af forbrugere med øvrige kemiske stoffer

Til vurdering af eksponering af forbrugerne, i dette tilfælde børn under 10 år, er der udarbejdet eksponeringsscenarier for hudoptag og for inhalering.

Eksponeringsscenarierne for hudoptag viser, at der er risiko for sundhedsskadelige effekter på grund af hudoptag af stoffet tris(2-chloroethyl) phosphat (TCEP). Beregningerne af hudoptag viser, at TCEP kan optages i mængder, så det vurderes, at der er risiko for sundhedsskadelige effekter ved leg med et legetøjsprodukt beregnet til spædbørn. TCEP er formentlig tilsat som flammehæmmer, og det vurderes, at stoffet ikke er nødvendigt i den type produkt, der her er tale om. Produktet er af forhandleren fjernet fra markedet.

To stoffer, ethylbenzen og xylener, kan forekomme i koncentrationer, der er tæt på den nedre effektgrænse for stofferne ved inhalering. Stofferne er kun fundet afgivet fra ét produkt i en koncentration, der kan være sundhedsskadelig. Produktet er af forhandleren fjernet fra markedet.

Leg med de udvalgte produkter kan medføre eksponering med mange flygtige organiske komponenter. De enkelte stoffer forekommer dog i relativt lave koncentrationer i barnets indåndingsluft. Koncentrationen er for de fleste af de vurderede stoffer langt under relevante grænser for slimhindeirritation og andre sundhedseffekter. Det gælder også, selv om barnet leger med flere produkter på én gang.

Det skal dog bemærkes, at kombinationseffekter fra stofferne ikke kendes.

Anbefalinger

Sammenfattende kan undersøgelsens resultater munde ud i en række anbefalinger til forbrugere samt producenter, leverandører og importører af legetøj og børneartikler med duft og smag.

Anbefalinger til forbrugere:

  • Køb legetøj uden tilsatte duftstoffer
  • Pak eventuelt produktet ud i god tid, hvis det lugter bør det anbringes under velventilerede forhold, før barnet får det at lege med
  • Når der købes produkter til børn under 3 år, bør legetøjet være mærket "til børn under 3 år"

Anbefalinger til producenter, leverandører og importører af legetøj og børneartikler:

  • Undlad at bruge flammehæmmere i legetøj, hvor der ikke er en reel risiko for at produktet bryder i brand og/eller stil krav til underleverandører om, at produktet er uden flammehæmmere
  • Minimér brugen af flygtige organiske stoffer i legetøj og børneartikler.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.