Kortlægning af parfumestoffer i legetøj og småbørnsartikler

1 Baggrund og formål

1.1 Baggrund

Miljøstyrelsen har iværksat en række projekter med henblik på at få kortlagt indholdet af kemikalier i en række almindeligt anvendte forbrugerprodukter. Et af disse projekter omhandler duft- og smagsstoffer i legetøj og børneartikler.

I dag tilsættes duftstoffer til en lang række produkter som kosmetik, sæbeprodukter, vaske- og rengøringsmidler, legetøj og skoleartikler som f.eks. tuscher, viskelædere, blyanter og lignende (Videncenter for Allergi 2004a, Miljøstyrelsen 2001, Miljøstyrelsen 2002 a, Miljøstyrelsen 2003, Miljø & Sundhed 2004). Dermed er parfume blevet en del af børns hverdag i langt højere grad, end det tidligere var tilfældet.

Ved leg med legetøj indeholdende parfume og smagsstoffer er der risiko for, at forbrugerne, især børn, påvirkes af parfume- og duftstofferne i legetøjet - enten gennem hudoptag, ved indånding eller ved indtag af stofferne via spyttet.

Børn er generelt mere følsomme over for kemikaliepåvirkninger end voksne (Miljøstyrelsen 2001, Miljø & Sundhed 2004). Indenfor de seneste år er antallet af børn med parfumeallergi steget kraftigt (Astma-allergi Forbundet 2004a, Videncenter for Allergi 2004a). Årsagen hertil kan blandt andet findes i børns øgede kontakt med parfume- og duftstoffer (Iversen et al. 2000, Videncenter for Allergi, 2004a).

Dette projekt omhandler duft- og smagsstoffer tilsat legetøj og børneartikler. I rapporten behandles legetøj og børneartikler, som er tilsat duft- eller smagsstoffer for at give produktet en bestemt duft, der anvendes i markedsføringen af produktet.

Produkter, der er tilsat parfume med det formål at dække over uønsket duft fra andre ingredienser i produktet, er ikke medtaget i projektet. Teatersminke og make-up, herunder læbepomader, lip glosses og parfumer er heller ikke medtaget i nærværende projekt. Det samme gælder hygiejneprodukter som vaske- og hud- og hårplejeprodukter samt bleer, vaskeservietter og lignende. Der lægges vægt på produkter, der henvender sig til børn i alderen 0-10 år.

Da de indledende forespørgsler til forhandlere af legetøj og børneprodukter viste, at markedet for legetøj og børneprodukter tilsat smag var yderst begrænset, blev det aftalt med Miljøstyrelsen, at fokus i projektet lægges på duftstoffer.

1.2 Formål

Formålet med projektet er at skabe overblik over, hvor udbredt brugen af parfume- og smagsstoffer er i legetøj, småbørnsartikler og andre produkter til børn samt på basis af analyse- og forsøgsresultater at vurdere eventuelle sundhedsmæssige problemer, som stofferne kan medføre for børn.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.