Evaluering af blybekendtgørelsen

7 Anvendelser, som er i strid med blybekendtgørelsen

Som led i arbejdet med at vurdere behovet for revision af blybekendtgørelsen er registreret visse eksisterende eller mulige anvendelser af bly, som reelt er i strid med blybekendtgørelsen. Disse anvendelser er præsenteret i det følgende.

7.1 Tændsats til boltpistoler m.v.

Der er opnået dispensation for brug af bly i tændsatsen til boltpistoler, som bl.a. anvendes til fastgørelse af bolte og søm i beton. Denne dispensation var gældende til september 2005.

Bly er til denne anvendelse en del af tændsatsen til patronerne. Tændsatsen er sammensat af flere forskellige kemiske forbindelser, der fremgår af sikkerhedsdatabladet for patronerne [Hovang, 2005]. Ifølge sikkerhedsdatablad fra producenten Hilti dateret 30. maj 2002, indeholder patronerne bl.a. bly-2,4,6-trinitroresorcinolat (CAS nr. 15245-44-0 og synonym: blystyphnat).

Man anvender Pb til at opnå den højeste grad af sikkerhed og få inddæmmet eksplosionen - anvender man ikke blystryhnat kan en eksplosion udløses ved, at man bare taber patronen [Hovang, 2005].

Brugen af blystyphnat og muligvis også andre blyforbindelser i tændsatsen eller fænghætter må anses for generel for ammunition. Til almindelig ammunition foregår der i Danmark ikke produktion af fænghætter, der bliver importeret fra Tyskland. De danske producenter af ammunition kender derfor ikke altid den fuldstændige sammensætning, hvorved de ubevidst kan anvende Pb [Hansen, 2005].

Leverandøren til de danske producenter oplyser, at specielt med hensyn til bly, så indeholder en fænghætte 24 mg "Zenoxid", der indeholder 37-48 % blystyphnat og måske blyoxid [Hansen, 2005].

Våbenindustrien i USA arbejder med at finde alternativer til Pb men har endnu ikke fundet nogen, der er ligeså stabile som Pb. Identifikation af substitutionsmuligheder er derfor forbundet med vanskeligheder [Hansen, 2005].

Det bemærkes, at der så vidt vides også indgår bly i detonatorer til sprængninger. Der kan typisk være tale om 0,02 - 0,37 g blyazid pr. detonator [Schneider 2005].

Vurdering
Det må påregnes, at brugen af brugen af blyforbindelser i tændsatsen i ammunition er almindeligt forekommende, og der således er blyforbindelser tilstede i de fleste former for ammunition og muligvis alle. Det er dog kun få brugere, der er opmærksom herpå. Derfor er det kun for ammunition til boltpistoler, at der er søgt for dispensation. Reelt burde alle importører af ammunition og detonatorer have søgt om dispensation.

Der synes ikke at være tegn på, at brugbare substitutter er under udvikling. Der er derfor behov for en undtagelse på dette område. En sådan undtagelse bør revurderes efter en vis årrække.

7.2 Udstyr, hvor der kan forekomme ulovlig import

I forbindelse med denne undersøgelse er opnået kendskab til følgende eksempler på ulovlig import eller risiko for ulovlig import af blyholdige produkter.

El-kabler
Af NKT er oplyst, at udenlandske kabler til tider markedsføres i Danmark som blyfrie. Undersøgelser har dog vist, at enkelte af disse kabler indeholder bly, hvilket kan skyldes at udenlandske producenter vælger billige blystabilisatorer til PVC-delen i stedet for de dyrere blyfrie alternativer såsom calcium/zink-stabilisatorer[Thiesen, 2005/06].

PVC-produkter
Da der i Tyskland og måske også andre lande anvendes regenereret PVC med blystabilisatorer til produktion af nye PVC rør og fittings kan det ikke udelukkes, at der sker en import af bly med produkter baseret på blyholdigt regenereret PVC-granulat Det er dog PVC-industriens opfattelse, at denne ulovlige praksis er ophørt, når det gælder fittings og rør [Grøndahl 2005].

For PVC vinduer er situationen dog anderledes alvorlig på dette punkt. Mange blyholdige vinduer og vinduesprofiler findes på det danske marked. De kommer primært fra Tyskland, hvor man endnu ikke er ophørt med at producere vinduer i blyholdigt PVC. Dette er til stor gene for de danske vinduesproducenter, der har investeret tocifrede millionbeløb i at substituere bly bort fra deres vinduer. De oplever nu konkurrence fra ulovligt importerede og billigere vinduer og vinduesprofiler. Produktion af blyholdige vinduer i Tyskland og andre steder vil ophøre i 2015 ifølge PVC-industriens frivillige miljøprogram Vinyl 2010. Der er dog ikke tegn på, at anvendelsen af blyholdigt regenerat i fremtidens Europa vil blive anset for uønsket [Grøndahl 2005].

Vurdering
Når der i Danmark er indført strammere regler for brugen af bly end i vores nabolande, vil der altid være en risiko for ulovlig import af blyholdige produkter. Risikoen må påregnes at være til stede for de fleste produktgrupper, hvor blyfri produkter er dyrere end blyholdige produkter og kan kun minimeres gennem kontrol.

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.