Finansiel sikkerhedsstillelse til dækning af operatørens betalingsforpligtelser efter miljøansvarsdirektivet

Bilag A

Definition af finansiel sikkerhedsstillelse

Sikkerhedsstillelse er i denne rapport defineret som

enhver form for overførsel på andre end operatøren af en umiddelbar forpligtelse til at betale for afhjælpning af enhver skade og/eller omkostning, som må anses for omfattet af miljøansvarsdirektivet.

Forpligtelsen er således kendetegnet ved

  1. at kunne overføres
  2. at være umiddelbar
  3. en betalingsforpligtelse
  4. at dække omkostninger, omfattet af miljøansvarsdirektivet.

Dette rummer en række informationer:

1.1.1 Overførsel

Der må antages at være tale om en betinget ret til overførsel. Man kan ikke overføre sin betalingsforpligtelse på en anden, der ikke kan bære det, og det offentlige må derfor kunne stille en række krav til den eller de, til hvem forpligtelsen overføres. Der er ikke i miljøansvarsdirektivet fastsat krav for sikkerhedsstilleren, hvorfor det offentlige må antages at ville stille en række kvalitetskrav til en sådan sikkerhedsstiller.

1.1.2 Umiddelbar forpligtelse

Direktivet må fortolkes således, at overførelsen af betalingsforpligtelsen til en sikkerhedsstiller betyder, at sikkerhedsstilleren ikke kan gøre indsigelser eller stille krav om opfyldelse af betingelser. Det kan dog stadig mellem sikkerhedsstilleren og den ansvarlige aftales, hvem af disse der ultimativt skal bære den endelige økonomiske byrde. Sikkerhedsstillelsen kan med andre ord være såvel en forsikring som en garanti i den sædvanligt anvendte forståelse.

1.1.3 Forpligtelse til betaling

Overførelsen sker med henblik på betaling, og der vil således ikke kunne stilles krav til den sikkerhedsstillende om at foretage aktive handlinger som forebyggelse eller afhjælpning.

1.1.4 Omkostninger, omfattet af miljøansvarsdirektivet

Ifølge miljøansvarsdirektivets artikel 8 er operatøren forpligtet til at dække omkostningerne ved de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, der udføres i henhold til direktivet, herunder administrative omkostninger, retshåndhævelsesomkostninger og andre generelle omkostninger, jf. direktivets betragtning 18 og 19.

Sikkerhedsstillelse kan forlanges omfattende hele og ikke kun dele af forpligtelsen. Dette får betydning ved valg af eventuel minimumsgrænse (f.eks. som en selvrisiko) og ved en eventuel øvre grænse (i form af en maksimalerstatning).

 



Version 1.0 Marts 2006, © Miljøstyrelsen.