Problematiske stoffer i bygge- og anlægsaffald - kortlægning, prognose og bortskaffelsesmuligheder

Resumé

Den industrialiserede verden anvender store mængder af kemiske stoffer for blandt andet at opnå bedre tekniske egenskaber af produkter, længere levetider osv. Nogle af disse kemiske stoffer mistænkes for at have eller har allerede vist sig at have utilsigtede og skadelige effekter på miljøet og den menneskelige sundhed. Dette har ført til, at myndigheder har indført regulering af, eller forbud mod produktion og brug af nogle kemiske stoffer. I dette projekt fokuseres der på problematiske stoffer i bygninger og byggematerialer, der på et givet tidspunkt vil ende som affald. Projektet er blevet finansieret af Miljø- og Energiministeriet.

Projektets formål har været:

  • at undersøge og beskrive strømme af andre problematiske stoffer, som forventes at fremkomme i byggeaffald i perioden 2001 til 2025;
  • at undersøge behovet og mulighederne for udsortering, indsamling og bortskaffelse af andre problematiske stoffer, samt
  • at give forslag til konkrete initiativer vedrørende implementering og videreudvikling af behandlingsmetoder, indsamlingssystemer, virkemidler m.v. vedrørende håndtering af stofferne.

Følgende tolv stoffer er i dette projekt identificeret som problematiske stoffer:

  • Bly
  • Cadmium
  • Kviksølv
  • Nikkel
  • Chrom
  • Kobber
  • Zink
  • Polychlorerede biphenyler (PCB)
  • Chlorparaffiner
  • Chlorfluorcarboner
  • Hydrochlorflourcarboner (HCFC) og hydrofluorcarboner (HFC)
  • Svovlhexaflourid

Ovenstående tolv stoffer blev udvalgt fra en lang liste af ”uønskede” stoffer. Udvælgelsen var baseret på stoffernes toksicitet (enten overfor miljøet eller i forhold til mennesker) samt forbruget.

Der blev som del af projektet lavet en opgørelse over de tolv stoffer omfattende anvendelse, forbrug, toksicitet og nuværende bortskaffelsesmetoder. Der blev opstillet en model, hvis mål var at forudsige mængderne i bygningsaffaldet for de tolv stoffer, der vil fremkomme i perioden 2001-2025. Modellen baserede sig på data fra opgørelsen samt estimerede levetider for bygningsdele og materialer. Modellen blev anvendt på alle stofferne og resulterede i visualisering af input til byggesektoren og output i affaldsstrømmen for hvert af stofferne.

På baggrund af modelresultaterne, samt information indhentet i forbindelse med opgørelsen, blev der opstillet en række anbefalinger for den fremtidige håndtering af byggeaffald indeholdende de tolv stoffer.

En sammenfatning af disse anbefalinger er givet i det følgende.

  • Prioritering og vurdering af de her identificerede problematiske stoffer:
    • Det anbefales, at der gøres en indsats for at indhente mere omfattende og detaljeret viden om strømmene af stofferne i byggeaffaldet for at skabe grundlag for en prioritering af behovet for fortsatte initiativer.
       
  • Tekniske undersøgelser:
    • Det anbefales, at gennemføre tekniske undersøgelser af mulighederne for udtagning og håndtering af byggematerialer med problematiske stoffer for derved at reducere mængderne til forbrænding.
       

      Disse undersøgelser kan fx omfatte:
      • Udtagning og sortering af byggevarer med indhold af metallerne bly, cadmium, nikkel, chrom, kobber og zink.
         
      • Udtagning og sortering af plast og fugemasse med indhold af henholdsvis bly, cadmium, chlorparaffiner og PCB.
         
      • Udtagning, sortering og håndtering af fugeskum, isoleringsskum mv. indeholdende CFC, HFCF og HFC.
         
      • Håndtering af vinduer og fugemasser med indhold af PCB samt udtagning af vinduer indeholdende svovlhexaflorid.
         
      • Afrensning af vægoverflader mv. for at fjerne maling og belægninger med indhold af bly, chrom, zink og chlorparaffiner for at mindske eller undgå forurening af bygningsaffald til genanvendelse.
         
  • Information og virkemidler:
    • Det anbefales, at der gøres en bred indsats inden for byggesektoren med oplysning om anbefalet håndtering af de problematiske stoffer suppleret med uddannelse af alle, der medvirker i håndteringen af byggeaffaldet.
       
    • Det anbefales især, at nedbrydningsbranchen pålægges at indføre effektive metoder til identifikation og udtagning af problematiske stoffer. Dette kan fx ske ved udarbejdelse af tillæg til Nedbrydningsbranchens Miljøkontrolordning 1996 (NMK 1996).

Endelig anbefales det, efterhånden som det tekniske grundlag er fastlagt for en forbedret håndtering og behandling af byggeaffald med problematiske stoffer, at der formuleres vejledninger og regler med input til de kommunale affaldsregulativer. Hensigten med ovennævnte er, at sikre en effektiv implementering af de nye eller forbedrede håndterings- og behandlingsmetoder.

 



Version 1.0 April 2006, © Miljøstyrelsen.