Miljøprojekt, 1087 – Metoder og procedurer til reduktion af uønskede stoffer i gummi

Metoder og procedurer til reduktion af uønskede stoffer i gummi

1 Indledning

Gummiprodukter er uundværlige i det moderne samfund, som er baseret på hurtig transport af mangeartede ting, eksempelvis mennesker, energi, foderstoffer, levnedsmidler og industrielt vand. Inden for alle disse områder finder gummi anvendelse på grund af sin høje elasticitet, der udnyttes til at give komfort, fleksibilitet, som beskyttelseskappe mod vejrliget, eller ved at det fungerer som tætningselement. Desuden finder gummi anvendelse til visse former for beklædning og inden for den farmaceutiske og medicinske industri.

Gummi er et væsentligt mere sammensat materiale end plast, idet en gummirecept er langt mere kompliceret. Recepten består dels af selve rågummipolymeren, dels af en række stoffer, der tilsættes gummiet for at give gummiet de rigtige funktionsegenskaber. En recept består typisk af følgende bestanddele:

Gummipolymeren (en eller flere rågummityper)
Vulkaniseringsmidler (et eller flere)
Acceleratorer
Antiældningsmidler (et eller flere)
Fyldstoffer (sorte eller hvide eller begge dele)
Blødgøringsmidler
Blæsemiddel (hvis svampe- eller cellegummi).

Til forskel fra plastmaterialer skal gummi vulkaniseres for at kunne bevare sin form og få de gode elastiske egenskaber. Ved vulkaniseringen varmes gummiet typisk op til 130-200°C. Der sker ved vulkaniseringen en tværbinding af gummimolekylerne, så de ikke længere kan vandre frit i forhold til hinanden. Det har eksempelvis stor betydning for gummipakninger, at disse ikke flyder, men bevarer lukketrykket.

Gummikemien er også kompleks på anden vis, idet der under vulkaniseringen kan ske omdannelser af de tilsatte acceleratorer, bl.a. under afspaltning af svovl. Nogle af omdannelsesprodukterne er problematiske, eksempelvis nitrosaminer, ligesom nogle af de tilsatte blødgørere kan være på phthalatbasis. Nogle former for antiældningsmidler er under mistanke for at være allergifremkaldende.

Ofte er recepten ukendt for køberen af en gummiblanding, medmindre det drejer sig om en meget stor virksomhed med et betydeligt forbrug. Men selv store virksomheder må som regel tage til takke med, at leverandøren garanterer, at gummiblandingen overholder krav til kontakt med levnedsmidler eller drikkevand. Gummiproducenten har i princippet ingen garanti for, at leverandøren ikke anvender forskellige recepter under samme mærke. For at kontrollere en gummirecepts sammensætning anvendes der avancerede spektroskopiske eller chromatografiske metoder, som det ikke er realistisk at bruge i gummiindustrien på grund af omkostningerne forbundet hermed og den betydelige ekspertise, der kræves.

Der er således behov for en enkel form for screeningsmetode, hvis den skal kunne anvendes af gummifabrikken som et led i en indgangskontrol med et miljømæssigt sigte.