Miljøstyrelsen og MAN B&W Diesel A/S - Karakterisering og nedbrydning af organiske indholdsstoffer i furansand fra støberier

Bilag F

Laboratorieskala forsøg

Der er gennemført laboratorie skala forsøg med undersøgelse af henfaldet af udvalgte kemiske forbindelser konstateret i støbesand fra MBD-F. Ved opstillingen af laboratorie skala forsøgene er der anvendt en fremgangsmåde som beskrevet i figur F1.

Figur F1 Fremgangsmåde ved opstilling af laboratorie skala forsøg

Figur F1 Fremgangsmåde ved opstilling af laboratorie skala forsøg

Forsøgsopstillingen til laboratorie skala forsøgene er illustreret på figur F2.

Til laboratorie skala forsøgene er anvendt en plastikspand udstyret med plastikfittings i top og bund for lufttilførsel. I plastikspanden er placeret en Büchnertragt med filterpapir i bunden, og støbesandet er udlagt i et jævnt lag herover.

For forsøgsopstillingerne A0 og A1 – begge uden beluftning – er indgangs- og udgangsrøret på plastikspanden afproppet.

For forsøgsopstillingerne A2 og A3 – begge med beluftning – er indgangsrøret i bunden af plastikspanden forbundet med pumpen for lufttilførsel via en beholder med vand, mens der på afgangsrøret i toppen af plastikspanden er placeret først et kulrør og herefter et coated silicagel rør.

Plastikspanden er i alle 4 forsøgsopstillinger forsynet med tætsluttende låg. Forsøgsopstillingen er placeret ved stuetemperatur uden direkte sol i Rambølls laboratorium.

Figur F2 Forsøgsopstilling til laboratorie skala forsøg

Figur F2 Forsøgsopstilling til laboratorie skala forsøg

Ved prøvetagningen er låget fjernet fra plastikspanden, og med en plastikbeholder er der taget 5 – 8 stik i støbesandet til en samlet prøve. Hvert stik er ført lodret ned gennem støbesandet til overfladen af filterpapiret, og medtaget støbesand er overført til en Rilsanpose. Den samlede prøvemængde i Rilsanposen er forsigtigt homogeniseret og overført til prøveglas og tørstofpose, hvorefter prøven samme dag er afsendt til laboratoriet.

Umiddelbart efter prøvetagningen er der foretaget en udjævning af  støbesandets overflade og låget er atter påsat plastikspanden.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.