Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2005

8 Retssikkerhedsloven

Den 1. januar 2005 trådte retssikkerhedsloven i kraft. Hovedsigtet med loven er at fastsætte rammer for de administrative myndigheders adgang til privat ejendom og at sikre, at de administrative myndigheder ikke foretager en egentlig politimæssig efterforskning af formodede lovovertrædelser.

De administrative myndigheder kan naturligvis kræve de nødvendige oplysninger til en administrativ lovliggørelse af et ulovligt forhold, men hvis oplysningerne udelukkende tænkes anvendt til en strafferetlig forfølgelse, så skal eventuel yderligere efterforskning foretages af politiet efter retsplejelovens regler herom.

De administrative tilsynsmyndigheders adgang til private indendørs arealer, skal som hovedregel varsles. Kun i tilfælde hvor øjemedet forspildes, hvis besøget varsles, kan tilsynsmyndighederne foretage inspektionsbesøg uden forudgående varsel.

I langt de fleste tilfælde sker Kemikalieinspektionens besøg efter undtagelsesbestemmelsen.

De nye regler forskriver, at tilsynsmyndigheden ved besøgene oplyser, hvorfor besøget foretages og efter hvilke retsregler. Endvidere kan den besøgte forlange, at der afleveres en rapport om tilsynet inden 14 dage.

Kemikalieinspektionen har valgt at udarbejde rapporten på stedet. Rapporten udleveres til den besøgte efter hvert besøg. Sammen med den lovpligtige skrivelse giver den en god information om, hvem Kemikalieinspektionen er, hvorfor Kemikalieinspektionen kommer, og hvad der egentlig skete ved tilsynet. Den egentlige rapport er håndskrevet, men det tilstræbes at den er letlæselig. Af rapporten fremgår, om besøget giver anledning til yderligere tiltag eller om alt er fundet i orden. Rapporten kan udformes som et forvarsel til et egentlig påbud, som efter Forvaltningsloven skal forvarsles.

Det er Kemikalieinspektionens indtryk, at der generelt er tilfredshed med den service, der ydes ved tilsynsbesøgene, og at rapporten som hovedregel afleveres umiddelbart efter tilsynet på stedet.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.