Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2005

9 Straffesager

9.1 Indledning

I Kemikalielovens § 59 er det fastlagt, at overtrædelse af de opregnede bestemmelser kan straffes med bøde. Det fremgår videre, at straffen under særlige omstændigheder kan stige til fængsel i 2 år.

I bekendtgørelser, som udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes regler om straf svarende til de i loven anførte.

Hovedparten af Kemikalieinspektionens sager afsluttes administrativt ved, at den pågældende person eller virksomhed tilkendegiver, at de vil efterkomme Kemikalieinspektionens indskærpelser, påbud eller forbud.

Kemikalieinspektionens hovedformål med tilsynet er at lovliggøre ulovlige forhold, det vil sige at gribe ind, når der findes ulovlige og farlige produkter på markedet. Det er i denne forbindelse værd at huske, at en politianmeldelse i sig selv ikke er et egnet lovliggørelsesmiddel, da en idømt eller vedtagen straf ikke nødvendigvis i sig selv lovliggør et farligt eller ulovligt produkt.

Politianmeldelser sker derfor som hovedregel kun, hvis der er tale om gentagne eller grove overtrædelser af lovgivningen, eller hvis der er tale om et stort antal ensartede overtrædelser, hvor man kan konstatere, at en hel branche ikke følger de vedtagne regler.

En lovovertrædelse anses for at være grov, hvis den er begået forsætligt, eller der ved overtrædelsen er voldt skade på menneskers sundhed eller på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Overtrædelser af grov karakter anmeldes normalt til politiet, hvis det i det konkrete tilfælde skønnes, at en anmeldelse kan føre til en domfældelse. For eksempel politianmelder Kemikalieinspektionen som udgangspunkt import af ikke-godkendte bekæmpelsesmidler, fordi reglerne herom har væsentlig betydning for sundhed og miljø.

I de tilfælde, hvor Kemikalieinspektionen med det samme beslutter, at en overtrædelse skal politianmeldes, og hvor forholdet ikke samtidig skal lovliggøres administrativt, vil det være mest korrekt, at det er politiet, der foretager den videre efterforskning. Det vil sige, at en anmeldelse sker på baggrund af den viden, Kemikalieinspektionen har på anmeldelsestidspunktet. Politiets efterforskning – herunder eventuelle vidneafhøringer – kan ændre opfattelsen af hændelsesforløbet og dermed skyldsspørgsmålet.

Det bemærkes her, at Kemikalieinspektionen i et vist omfang overdrager sager om ulovlig import af bekæmpelsesmidler til Skat, hvis bekæmpelsesmidlet kan købes i Danmark. Årsagen er at formålet med importen må anses for at være et ønske om ikke at betale den lovpligtige afgift på bekæmpelsesmidler. Skat afslutter sagen med en konfiskation af den unddragne afgift og en administrativ bøde på 25 % af det unddragne beløb. Det er samme beløb som Kemikalieinspektionen indstiller til anklagemyndigheden om at søge inddraget ved et bødeforlæg eller en dom.

Hvis der er tale om import af ulovlige midler anmoder Kemikalieinspektionen anklagemyndigheden om en strafferetlig tiltalerejsning, da det ikke er muligt at fastsætte en afgift på ulovlige midler.

9.2 Sager overdraget til politiet/uafsluttede sager

I 2005 har Kemikalieinspektionen overdraget 21 sager til politiet til videre foranstaltning. Hertil kommer, at Kemikalieinspektionen har afgivet udtalelse i sager, hvor andre end Kemikalieinspektionen har anmodet anklagemyndigheden om en tiltalerejsning. I 2005 afgav Kemikalieinspektionen udtalelse i 5 sager. Dertil kommer udtalelser, hvis anklagemyndigheden har ønsket en uddybning af Kemikalieinspektionens anmodning om tiltalerejsning eller tiltaltes forklaring giver anledning hertil.

Pr. 31. december 2005 var der, efter hvad Kemikalieinspektionen har kendskab til, 26 uafsluttede sager i forskellige politikredse. I disse sager har Kemikalieinspektionen enten anmodet politiet om tiltalerejsning eller om at efterforske sagen yderligere med henblik på at afgøre, hvorvidt der skal rejses tiltale for overtrædelse af lov om kemiske stoffer og produkter eller Kemikalieinspektionen har udtalt sig om tiltale- og sanktionsspørgsmålet.

9.3 Afsluttede politisager 2005

I 2005 blev der afsluttet 19 sager. Antallet af sager er opgjort i forhold til de sager, som Kemikalieinspektionen har kendskab til, det vil sige enten de sager, hvor Kemikalieinspektionen selv har anmeldt sagen, eller de sager hvor Kemikalieinspektionen har afgivet udtalelse i sagen.

Otte sager kom for en domstol. Heraf fastsatte retten bøder i seks af sagerne, i en sag fik virksomheden en advarsel, og i en sag blev virksomheden frifundet. Den største af de seks bøder var på 25.000 kr. for overtrædelse af Rådets forordning om ozonlagsnedbrydende stoffer.

I seks sager vedtog de anklagede bødeforlæg. Det største bødeforlæg blev vedtaget i en sag om ulovlig eksport af ozonlagsnedbrydende stoffer. Bøden var på 15.000 kr.

I de sidste fem sager blev påtalen af forskellige årsager opgivet.

Tabel 16: Straffesager 2005-1998

Afgjorte sager/år Antal afgjorte sager Frifindelser Advarsler Bøde mindre eller lig med 5.000 kr. Bøde større end 5.000 kr. og mindre end 50.000 kr. Bøde større end eller lig med 50.000 kr. Fængsel
2005 14* 1 1 - 12 -  -
2004 10 1 - 1 7 1  -
2003 11 - - 2 8 - 1**
2002 29 - - 5 20 2 1**
2001 15 1 - 4 9 1  -
2000 9 1 - 4 4 -  -
1999 22 4 1 4 12 1  -
1998 24 - 1 7 13 3  -

* De fem sager,  hvor påtale blev opgivet, er ikke medregnet her.

** Også overtrædelse af regler i straffeloven

9.4 Strafferetlige afgørelser 2005 efter Kemikalielovgivningen

9.4.1 Udvalgte domsafgørelser

Ozonlagsnedbrydende stoffer

Dom afsagt af Helsingør Byret den 19. april 2005 (Sag nr. 1.215/2005)

En eksportør var tiltalt for eksport af 2 containere indeholdende i alt 153 stk. kølemøbler indeholdende ozonlagsnedbrydende stoffer til Elfenbenskysten og Ghana.

Eksporten er forbudt i henhold til Rådets forordning om forbud mod eksport af ozonlagsnedbrydende stoffer, jf. bekendtgørelse nr. 243 af 19. april 2002 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer, jf. straffelovens § 21.

Eksportøren blev idømt en bøde på 25.000,- kr.

Ved bødefastsættelsen lagde retten vægt på, at tiltalte er erhvervsdrivende med eksport af kølemøbler, og at den anden container er pakket og afsendt kun 3 dage før besigtigelsen af den første container i frihavnen, uden at tiltalte orienterede Toldvæsnet og Miljøstyrelsen herom.

Dom afsagt af Roskilde Byret den 7. december 2005 (Sag nr. S 5-3157/05)

En eksportør var tiltalt for eksport af mindst 10 stk. kølemøbler indeholdende ozonlagsnedbrydende stoffer til Rumænien.

Eksporten er forbudt i henhold til Rådets forordning om forbud mod eksport af ozonlagsnedbrydende stoffer, jf. bekendtgørelse nr. 243 af 19. april 2002 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer, jf. straffelovens § 21.

Tiltalte havde tidligere vedtaget en bøde for ulovlig eksport af ozonlagsnedbrydende stoffer.

Tiltalte blev idømt en bøde på 10.000,- kr.

Bekæmpelsesmidler

Dom afsagt den 26. september 2005 af Retten i Odense (sag nr. SS 1.3510/05)

En gartner var tiltalt for brug af et ulovligt bekæmpelsesmiddel indeholdende iprodion. Dette stof er opført i lovens bilag 2, liste A om aktivstoffer, som ikke må anvendes i bekæmpelsesmidler eller grupper heraf efter 1. oktober 1998, jf. kemikalielovens § 35d, stk. 1, jf. stk. 2, nr.1, jf. § 59,stk.1, jf. bekendtgørelse nr. 673 af 20/8-1997 § 2, stk.3, nu bekendtgørelse nr. 824 af 23/7-2004.

Forholdet blev afsløret ved at nogle tomater blev analyseret af Fødevarestyrelsen. Tiltalte erkendte sig skyldig og oplyste, at han kun havde brugt meget lidt af midlet.

Tiltalte blev idømt en bøde på 10.000,- kr.

Kosmetik

Dom afsagt af retten i Århus, 16. afdeling, i sag SS 16.5306/2005

En forretningsdrivende var tiltalt for import af 96 stk. sæbe indeholdende kviksølv med henblik på videresalg.

Markedsføring af sæber indeholdende kviksølv er forbudt ifølge bekendtgørelse om kosmetiske produkter § 9, stk. 3, jf. § 10, bilag 2, pkt. 274, jf. § 33, jf. straffelovens § 21.

Tiltalte forklarede, at importen udelukkende var sket til eget brug.

Retten tilsidesatte efter Miljøstyrelsens vidneudsagn tiltaltes forklaring om at sæben udelukkende var til eget brug, idet sæben på baggrund af mængden måtte anses for at være indført med henblik på videresalg.

Tiltalte blev idømt en bøde på 15.000,- kr. for forsøg på markedsføring af kviksølvsæberne.

Af dommen kan udledes, at import af kosmetiske midler til eget brug er tilladt efter kosmetikbekendtgørelsen.

9.4.2 Frifindelser

Retten i Grenå, dom afsagt den 27. januar 2005 ( sag nr. 511/04)

En maskinstation var tiltalt for at sælge bekæmpelsesmidler i brudte uoriginale pakninger.

Forholdet er en overtrædelse af bekendtgørelses nr. 533 af 18. juni 2003 § 39, stk. 1, jf. § 63, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte nægtede sig skyldig.

Retten fandt ikke, at der var ført bevis for at tiltalte havde solgt bekæmpelsesmidler i brudte uoriginale pakninger, hvorfor tiltalte blev frifundet.

9.4.3 Bødevedtagelser

Phthalatbekendtgørelsen

Phthalater i svømmevinger

I 2004 anmeldte Miljøstyrelsen 12 virksomheder for overtrædelse af phthalatbekendtgørelsen. 11 sager drejede sig om salg af badevinger indeholdende phthalater. Den sidste drejede sig om salg af legetøj og børneartikler indeholdende phthalater.  Pr. 1. februar 2006 er alle disse sager afgjort.

8 sager er afgjort ved accepterede bødeforlæg på 10.000 kr.

1 forhandler fik en dom afsagt af Københavns byret ved idømmelse af bøde på 10.000 kr.  En sag blev afgjort med en advarsel på grund af særlig formildende omstændigheder ved sagen, og i en  sag blev tiltalen opgivet på grund af fejl i anklageskriftet. Én modtog en bøde på 5.000,- kr. og ankede sagen til Øster Landsret. Landsretten stadfæstede den 27. januar 2006 underrettens dom blandt andet grundet i, det ringe antal badevinger, forhandleren havde solgt på anmeldelsestidspunktet.

Bekæmpelsesmidler

Ulovlig anvendelse

Politimesteren i Viborg

(jr. nr. 4700-88230-00002-04)

En landmand vedtog en bøde på 7.500,- kr. for at have tågesprøjtet juletræskulturer med et bekæmpelsesmiddel, der kun må anvendes udendørs til dypning og rodhalsesprøjtning. Forholdet er en overtrædelse af kemikalielovens § 35d, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 59, stk. 1, nr. 1.

Ulovlig import

Politimesteren i Silkeborg (jr. nr. 4400-88110-00019-04)

En forretningsindehaver vedtog en bøde på 10.000 kr. for ulovlig import af 29 dåser insektmidler.

Forholdet er omfattet af kemikalielovens § 59, stk. 1, nr. 2, jf. § 33 stk. 1.

9.4.4 Frafaldne sager

Kemikalieinspektionen frarådede anklagemyndigheden at rejse tiltale i 2 sager, da man fandt, at der ikke var sket en overtrædelse af gældende lovgivning. Anklagemyndigheden fulgte Kemikalie-inspektionens indstilling.

Anklagemyndigheden har endvidere opgivet at retsforfølge 3 sager om overtrædelser af reglerne om ozonlagsnedbrydende stoffer, fordi de tiltalte er fraflyttet landet.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.