Kortlægning og afgivelse samt sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i legetøj og børneartikler af skumplast

4. Sammenfatning og konklusion

Miljøstyrelsen udvalgte på baggrund af kortlægningsfasen følgende produkter til testning:

Produkt nr. Produkt
1 Sværd
2 Gulvpuslespil 1
3 Svømmebræt
4 Aktivitetstæppe
5 Maske
6 Bog
7 Gulvpuslespil 2
8 Bold

Analysedelen var en iterativ proces, der blev indledt med kvalitative og kvantitative analyser af 8 produkter for bromerede flammehæmmere, TCEP, phthalater og tungmetaller. Der blev endvidere testet for indhold af organotinforbindelser og indhold af farvestoffer samt screenet for flygtige organiske stoffer i udvalgte produkter.

Der blev kun målt koncentrationer af phthalater og organotinforbindelser over detektionsgrænsen. Det blev påbudt at tilbagekalde to produkter (4 og 7) fra det danske marked, da de indeholdte phthalater i mængder, der var højere end den tilladte grænseværdi for legetøj beregnet til børn mellem 0-3 år på 0,05 % (3). .

5 kemiske stoffer blev udvalgt til den sundhedsmæssige vurdering i fase 3; diisobutylphthalat (DIBP), di-n-butylphthalat (DBP), diisononylphthalate (DINP), monobutyltin (MBT) og dibutyltin (DBT).

Den højeste mængde DIBP og DBP, der blev målt i de resterende 6 produkter var hhv. i produkt 5 og 6. Mængden var lavere end den tilladte grænseværdi for phthalater i legetøj beregnet til børn mellem 0-3 år på 0,05 % (3), og giver ikke anledning til sundhedsmæssig bekymring.

Den højeste mængde DINP, der blev målt i de resterende 6 produkter var i produkt 1. Mængden var højere end den tilladte grænseværdi for phthalater i legetøj beregnet til børn mellem 0-3 år på 0,05 % (3), men produktet er beregnet til børn > 3 år og blev derfor ikke påbudt tilbagekaldt fra det danske marked. Forhandleren af produkt 1 er orienteret om indholdet af DINP i produktet og arbejder på at få stoffet helt ud af produktet.

På baggrund af denne kortlægning, vurderes det at fokus bør være på phthalatindholdet i skumplast produkter, da 2 ud af 8 produkter indeholdte koncentrationer over den tilladte grænseværdi for phthalater i legetøj beregnet til børn mellem 0-3 år på 0,05 % (3). Alle produkter indeholder endvidere DEHP. DEHP, DBP og BBP, der er klassificerede som reproduktionstoksiske stoffer, vil blive forbudt at anvende i koncentrationer over 0,1 % af massen i alle blødgjorte legetøjsprodukter eller småbørnsartikler. DINP, DIDP og DNOP vil blive forbudt at anvende i legetøj og børneartikler beregnet til at blive puttet i munden (4). Forbudet træder i kraft senest et år efter forslaget er vedtaget i rådet.

Der blev testet for organotinforbindelser i 2 produkter (4 og 6). Produkt 4 er tilbagekaldt fra det danske marked og medtages derfor ikke i vurderingen. Der blev målt hhv. 1,95 µg MBT/kg og 1,15 µg DBT/kg i produkt nr. 6 (en stofbog med PUR-fyld beregnet til børn under 3 år). En eksponeringsvurdering baseret på worst-case betragtninger og en additiv effekt af de to stoffer blev udført for et nyfødt barn og et barn på 1,5 år. Det blev antaget, at hele den målte koncentration af MBT og DBT bliver frigivet og indtaget på én dag. Der blev ikke fundet tilstrækkelige data på MBT og DBTs toksiske effekter i dyr og mennesker, så vurderingen blev baseret på indholdet af tin og en Tolerabel Daglig Indtagelse (TDI) for de to stoffer anbefalet af EU’s videnskabelige komite for toksicitet, økotoksicitet og miljø (Scientific Committee on Toxicity, Ecotoxicity and the Environment (CSTEE)) (5). En brøksum < 1 svarer til, at der ikke er grund til sundhedsmæssig bekymring for det samlede indhold af MBT og DBT i bogen. Den additive effekt af stofferne blev udregnet til 0,08 og 0,03 for hhv. et nyfødt barn og et barn på 1,5 år. Det vurderes derfor, at der ikke er grund til sundhedsmæssig bekymring for indholdet af MBT og DBT i bogen.

Margin of Safety (MoS) for eksponering for de to organotinforbindelser fra bogen blev udregnet ved at dividere NOAEL med eksponeringen (under antagelse af at hele den målte mængde MBT (1,95 µg/kg bog) og DBT (1,15 µg/kg bog) frigives på én dag). NOAEL værdien for DBT på 2,5 mg/kg lgv/dag blev anvendt både for MBT og DBT.

En MoS på 86000 og 250000 blev udregnet hhv. for et nyfødt barn og et barn på 1,5 år, hvilket antages at give tilstrækkelig beskyttelse. DTC vurderer at eksponering for organotinforbindelser fra bogen ikke giver anledning til sundhedsmæssig bekymring. DTC anbefaler at bidragene fra andre kilder udregnes. Det vil således være muligt at estimere hvor stor en andel af TDI, der kan allokeres til eksponering fra forbrugerprodukter.

 



Version 1.0 Juni 2006, © Miljøstyrelsen.