Opstilling af forsøgsprotokol til vurdering af mikrobiel vækst i forbindelse med VA-godkendelse af større vandbehandlingsanlæg

7 Podning af anlæg

Podningen foregår ved at indsætte det bøjelige, gennemsigtige slangestykke mellem tappestedet og anlægget. Slangen tilsluttes ledningsnettet ved hjælp af lynkoblingen og fyldes ca. halvt med ledningsvand. Herefter hældes testvandet i slangen fra den ende, hvor tilslutningen til anlægget sidder. Når hele mængden af testvand er i slangen, fyldes den resterende slangevolumen op med ledningsvand ved at åbne forsigtigt for hanen, indtil slangen netop er fuld. Der lukkes igen for vandhanen. Kontraventilen monteret på tilslutningshanen sikrer, at testvandet ikke kan løbe ind i ledningsnettet på testlaboratoriet.

Det er vigtigt, at ovenstående arbejde udføres med stor forsigtighed og ro, da der ellers kan ske opblanding af testvand med ledningsvand, og derved øges den volumen, som skal ind i anlægget til podning. Dette er specielt kritisk for anlæg med en meget lille bedvolumen. Det er også vigtigt, at der ikke er luftlommer i slangen, da det kan have betydning for såvel funktionen af vandbehandlingsanlægget samt den vandmængde, der er i systemet efter podningen.

Herefter kobles slangen til vandbehandlingsanlægget, og der sættes langsomt tryk på systemet. Fra anlæggets tappeside tappes nu en vandmængde svarende til bedvolumen i systemet, dog minimum 200 ml svarende til mængden af testvand. Herved føres testvandet ind i anlægget, hvor det nu skal henstå i 4 timer.

 



Version 1.0 August 2006, © Miljøstyrelsen.