| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ukrudtsstriglingens effekter på dyr, planter og ressourceforbrug

5 Resultater

• 5.1 Eksperimentelle forsøg
  • 5.1.1 Sanglærke
  • 5.1.2 Mikroleddyr og regnorme
  • 5.1.3 Ukrudt og høstudbytte
• 5.2 Landbrugets ressourceforbrug
  • 5.2.1 Energiforbruget på typiske landbrugsbedrifter (Scenario A-D)
  • 5.2.2 Energibalance og dækningsbidrag for markforsøget på Kalø (Scenario E)
• 5.3 Fauna modellering på Landskabsniveau
  • 5.3.1 Kvægscenarier (basis - strigling)
  • 5.3.2 Tekniske scenarier i monokulturer af vårbyg og vinterhvede

5.1 Eksperimentelle forsøg

5.1.1 Sanglærke

Effekter på kunstige reder – pilotforsøg 2003

Lidt over halvdelen af rederne gik tabt ved første strigling. Af de ”overlevende” reder fra 1. strigling var der efter 2. strigling en mortalitet på 78 %. Kun ca. én procent af rederne overlevede de to på hinanden følgende striglinger.

Effekter på kunstige reder - eksperimentelle forsøg 2004 og 2005

Resultaterne af 2. og 3. strigling i 2004 og 2005 er vist i Figur 5.1 A og B.  Tabet af reder ved 2. strigling var i gennemsnit (begge forsøgsmarker) ens i begge år (73 %), hvorimod det ved 3. strigling var lavere (65 %) i 2004 end i 2005 (79 %). Redemortaliteten set i relation til jordtype varierede mellem 44 % - 100 % i 2004 og mellem 50 – 100 % i 2005. Der var ingen signifikante forskelle på redeoverlevelsen i relation til år, mark og jordtyper efter 2. strigling (År: p=1, Mark: p=0.16, Jordtype: p=0.33). Ved 3. strigling var der en signifikant forskel på redemortaliteten mellem jordtyper (størst i den ’stenet/lerede’ jordtype mindst i den ’sandet/løse’). Der kunne ikke konstateres nogen signifikant forskel i overlevelsen mellem reder, der overlevede 2. strigling, og de nye reder der blev lagt ud ved 3. strigling. Det samlede gennemsnit for redetab (begge marker og år) var på 72,4 %. Dette gennemsnit blev benyttet som fast variabelværdi for redemortalitet i forbindelse med striglinger i de udførte modelsimuleringer. I begge forsøgsår var der 13 kunstige reder, der ’overlevede’ den 2. strigling, og ud af disse overlevede kun hhv. 5 (2004) og 6 (2005) den tredje og sidste strigling.

Ægmortaliteten (% ødelagte og bortkomne æg i alt jvf. afsnit 3.2.1) var relativt lav i begge år (< 20 %), højest efter 3. strigling (Figur 5.1 B).

Registrering af territorier

Der blev i 2004 i alt registreret 17 territorier på Krovang marken – hvoraf der blev foretaget yngleforsøg i de 16. Alle territorielle hanner blev udparrede. På Keglehøj blev der registreret 15 territorier, hvoraf der blev foretaget yngleforsøg i de 14. Ligesom på Krovang blev samtlige territorielle hanner udparrede. Territorietætheden i 2005 var betydeligt lavere med 13 territorier og yngleforsøg på Krovang marken, og 9 territorier med 7 yngleforsøg på Keglehøj. Fordelingen af aktive reder i relation til år/mark/behandling er vist i Tabel 5.1.

Territoriebesættelsen foregik begge år sent på begge marker. I 2004 foregik den ca. tre uger tidligere på Keglehøj (primo maj), mens territoriebesættelsen i 2005 tidsmæssigt var ens på begge marker. I begge år var territoriebesættelsen først tilendebragt i slutningen af maj.

Figur 5.1. Den samlede dødelighed for kunstige reder (A) og æg (B) (begge forsøgsmarker i 2004 og 2005), efter 2. og 3. strigling i 2004 og 2005. Mortalitet = den samlede procentvise dødelighed for hhv. reder og æg.

Tabel 5.1. Antal aktive reder fordelt efter år, mark og behandling.

Yngleforsøg og ynglesucces

Ynglesæsonen var meget lang i både 2004 og 2005. Den sidste aktive rede (= rede med æg/unger) blev fulgt indtil d. 20. august, hvilket er ca. en måned længere end normalt for de fleste andre konventionelt drevne marker med veletablerede kornafgrøder.

Der blev i 2004 foretaget i alt 59 yngleforsøg på de to forsøgsmarker fordelt på 32 territorier (heraf 7, reder hvor der ikke blev påbegyndt æglægning). I 2005 blev der foretaget 33 yngleforsøg fordelt på 20 territorier (Tabel 5.1 og Figur 5.2 A). Der kunne ikke påvises forskel på fordelingen af antal aktive reder pr. territorium mellem de 2 behandlinger eller de to år (p=0.58, 0.56; zero truncated Poisson-model med plot (markhalvdel), år og behandling - se design skitse afsnit 4.1).

Fordelingen af lagte æg, redeunger og udfløjne unger i relation til år, mark og behandling (striglet/ustriglet) er angivet i Tabel 5.2.

Som den eneste variabel er ’ynglesuccesen’ også blevet testet med den statistiske ’Model 2’ beskrevet i afsnit 4.1. Der blev ikke fundet nogen interaktion mellem år og mark (Y*B>0.05), og der blev ikke fundet nogen signifikante forskelle på antallet af succesfulde reder (= reder med min en ’udfløjen’ unge) set i relation til mark og behandling (Tabel 5.3 og Figur 5.2), selvom der her var en tendens til flere succesfulde reder på Krovang marken.  Antallet af succesfulde reder i 2005 var signifikant større end i 2004.

Tabel 5.2. Antal æg/unger/udfløjne unger i relation til år, mark og behandling.

Tabel 5.3. Odds Ratio (OR) for ”ynglesucces” (=min. en udfløjen unge) vs ”ikke-ynglesucces”, når det viste niveau sammenlignes mod en valgt reference for hver af faktorerne: år (Y), Behandling (B) og Mark (M). jf. grundmodellerne (1) og (2). I model 2 er forinden testet for interaktion Y*B (”carry over” effekt), p=0.40.

Effekter på æg og unger

I ingen af årene blev der blev registreret redeforsøg ved tidspunktet for første strigling. I 2004 blev to reder udsat for 2. strigling - heraf var den ene med et æg. Begge reder blev opgivet få dage efter strigling. I 2005 blev der ikke konstateret redeforsøg ved 2. strigling. Ved 3. strigling blev yderligere to reder udsat for strigling i 2004 – begge før æglægning. Den ene af disse blev opgivet dagen efter strigling. I 2005 blev en rede m. æg udsat for 3. strigling. Den ”udsatte” rede overlevede striglingen. Samlet betragtet har den direkte effekt af strigling - 5 ud af 92 redeforsøg - ikke haft nogen indflydelse på den samlede reproduktion i striglede og ustriglede markafsnit på de to marker.

Der blev ikke fundet nogen signifikante forskelle mellem år eller behandlingstyper i  antallet af æg (ved start af rugning), redeunger (max antal) og ’udfløjne’ unger pr. rede (Tabel 5.4 ). Til sammenligning med de estimerede sandsynligheder for mislykkede (hovedsageligt præderede) reder (’p-zero’ i Tabel 5.4) var de tilsvarende observerede værdier for ’0 redeunger’ 44 og 19 % i hhv. 2004 og 2005, og værdierne for ’0 udfløjne unger’ var 63 og 33 % i hhv. 2004 og 2005.

Antallet af æg/redeunger/udfløjne unger pr. territorium var ikke forskelligt mellem år og mellem behandlingstyper (Tabel 5.5), men der var en tendens til højere værdier for alle tre variabler på Krovang marken (Tabel 5.5 og 5.2).

Tabel 5.4. Estimater af relative forskelle i forhold til valgt reference af antallet af æg/redeunger/udfløjne unger pr. rede som en funktion af år og behandling (Se afsnit 4.1.2). En sammenligning af Zero inflation (Se forklaring i afsnit 4.1.2) i de to forsøgsår 2004 og 2005 gav: redeunger p = 0,076; udfløjne unger: p = 0,004.

Figur 5.2. Antallet af Territorier, Aktive reder (m. æg/unger) (A), og (B) æg, redeunger, og udfløjne unger i relation til år, mark (Kr = Krovang, Ke = Keglehøj) og behandling (ST = striglet, UST = ustriglet). C: andelen af succesfulde reder (min. èn udfløjen unge) i relation til år, mark og behandling.

Antallet af reder/æg/redeunger/udfløjne unger pr. år, mark og behandlingstype gav den samme tendens som beskrevet for reproduktionen pr. territorium på Krovang, specielt på den ustriglede markhalvdel af Krovang marken (Figur 5.2 A og B). Denne tendens ses ikke i andelen af succesfulde reder i hverken 2004 eller 2005 (Figur 5.2 C).

Tabel 5.5. Estimater af relative forskelle i forhold til valgt reference af antallet af æg/redeunger/udfløjne unger pr. territorium som en funktion af år og behandling (se forklaring i afsnit 4.1.2). En sammenligning af Zero inflation (se afsnit 4.1.2) i de to forsøgsår 2004 og 2005 gav: redeunger: p = 0,006; udfløjne unger: p = 0,004. p (zero) = estimerede sandsynlighed for mislykkede reder.

Effekter på ungevægt

Der blev ikke fundet nogen signifikante forskelle mellem ungevægtene (beregnet på data for unger vejet både på 5., 7. og 8. dagen) set i relation til behandling (p=0,76) (behandling * alder: p = 0,62). Den gennemsnitlige forskel mellem ungevægtene på de striglede og de ustriglede markhalvdele (plots) 5., 7. og 8. dagen var hhv. -0,11g, 0,36g og 0,68g.

5.1.2 Mikroleddyr og regnorme

Regnorme 2004 og 2005

Der var ingen signifikante effekter af antal striglinger på antal regnorme, antal regnormearter eller regnormevådvægt i juni 2004 (p mellem 0,33 og 0,81). Bloknummeret bidrog med 3,7-40 % af den samlede tilfældige varians, interaktionen mellem bloknummer og behandling med 0-4,9 %. Heller ikke hvis man udelukkende skelner mellem striglet og ikke striglet, dvs. ikke tager hensyn til antal striglinger, var der signifikante effekter på regnormene (p>0,33). Middelværdier og standardfejl fremgår af Figur 5.3.

Heller ikke i maj 2005 var der signifikante effekter af antal striglinger på antal regnorme, antal regnormearter eller regnormevådvægt (p mellem 0,41 og 0,61). Bloknummeret bidrog med 0-36 % af den samlede tilfældige varians, interaktionen mellem bloknummer og behandling med 0-27 %. Heller ikke hvis man udelukkende skelner mellem striglet og ikke striglet, dvs. ikke tager hensyn til antal striglinger, var der signifikante effekter på regnormene (p>0,2). Middelværdier og standardfejl fremgår af Figur 5.3.

Mikroleddyr maj og oktober 2004 og 2005

For begge prøvetagninger gælder, at effekten af striglingerne på antal mider og springhaler varierede meget mellem blokkene, hvilket kan ses af det store interval for bloknummerets bidrag til den samlede, tilfældige variation (Tabel 5.6), idet det numeriske blokbidrag er fælles for alle blokke, mens residualvariationen varierer kraftigt, og blokbidraget i % derfor varierer med residualvariationen. Der var ikke tale om nogen entydig effekt af forskellige antal striglinger (Figurerne 5.3-5.6), idet der i maj 2004 for antal springhalearter i dybden 0-5 cm var en signifikant positiv effekt af antal striglinger, mens der i dybden 5-10 cm var en signifikant negativ effekt på antal springhaler. Maj 2005 var der en signifikant positiv effekt på såvel antal springhaler som antal springhalearter i dybden 5-10 cm. Når datamaterialet blev testet for effekt af strigling mod ingen strigling, var der en statistisk signifikant, men numerisk meget lille, negativ effekt på antal springhalearter oktober 2004 samt en signifikant positiv effekt på antallet af springhaler i maj 2005.

Tabel 5.6. P-værdier og bloknummerets bidrag til den samlede, tilfældige variation for variansanalyser af effekten af strigling/ingen strigling samt antal striglinger på springhaler og mider i maj og oktober 2004 og 2005. Majprøver er taget i to dybder (0-5 cm og 5-10 cm), mens oktoberprøver kun er taget i en dybde (0-5 cm).

Figur 5.3. Regnormefriskvægt, antal regnorme og antal regnormearter pr. prøve (50 cm bred x 50 cm lang x 30 cm dyb) juni 2004 og maj 2005. Søjlerne repræsenterer middelværdier og standardfejl på disse.

Figur 5.4. Antal springhaler, springhalearter og mider pr. prøve (0,0028 m²) i 0-5 cm dybde maj 2004 og maj 2005 som funktion af antal striglinger. Figuren viser middelværdier og SEM.

Figur 5.5. Antal springhaler, springhalearter og mider pr. prøve (0,0028 m²) i 5-10 cm dybde maj 2004 og maj 2005 som funktion af antal striglinger. Figuren viser middelværdier og SEM.

Figur 5.6. Antal springhaler, springhalearter og mider pr. prøve (0,0028 m²) i 0-5 cm dybde oktober 2004 og oktober 2005 som funktion af antal striglinger foretaget foråret 2004. Figuren viser middelværdier og SEM.

Korrelationer mellem ukrudt og jordfauna

Der var for 2004-data ingen signifikante sammenhænge mellem ukrudtbiomasse og hvirvelløse dyr (R<0,38, p>0,15). For 2005-data var der en signifikant positiv korrelation mellem regnormevådvægt og ukrudtbiomasse (R=0,55, p=0,029) og mellem antal mider i dybden 0-5 cm og ukrudtbiomassen (R=0,53, p=0,036). For de øvrige variable for hvirvelløse dyr var der ingen signifikant korrelation med ukrudtbiomassen (R<0,18, p>0,35).

5.1.3 Ukrudt og høstudbytte

Blokforsøg

Den statistiske analyse viste, at der med hensyn til ukrudtsbiomasse ikke var vekselvirkninger mellem strigling og år (P = 0,30), strigling og mark (P = 0,65) og strigling, år og mark (P = 0,57). Et lignende mønster blev fundet for kerneudbytter og halmudbytter, hvor der heller ikke var vekselvirkninger mellem strigling, år og mark. For kerneudbyttet var de tilsvarende P-værdier: 0,67, 0,59 og 0,24. Da striglingseffekterne udtrykt i procent således var konstante over år og mark, præsenteres der i det følgende kun gennemsnit over år og marker i form af tilbagetransformerede modelestimater.

I gennemsnit reducerede striglingerne ukrudtsbiomassen 33 % (P < 0.001), men der var ingen sikker forskel mellem 1, 2 og 3 striglinger (P = 0.91) (Figur 5.7). Den procentuelle effekt af strigling var således uafhængig af ukrudtsfloraens sammensætning, der på Krovang var domineret af fuglegræs, ærenpris-arter og ager sennep og på Keglehøj af hvidmelet gåsefod, fuglegræs og ærenpris-arter. I 2005 var ager sennep totalt dominerede på Krovang, og der var så stor en ukrudtsbiomasse (cirka 200 g/m²), at der var tale om et reelt og betydende ukrudtsproblem (Figur 5.8).

Figur 5.7. Ukrudtsbiomasse ved et stigende antal striglinger. Estimerede middelværdier over år og mark.

Høstudbyttet var negativt påvirket af strigling (P = 0,02), men de var ingen forskel mellem 1, 2 og 3 striglinger (P = 0.83) (Figur 5.9). Strigling reducerede i gennemsnit udbytterne 6 %. Udbytterne var generelt højere på Keglehøj (P < 0,001) og i 2005 var udbytteniveauet højere end i 2004 i begge marker (P < 0,001) (Figur 5.10). Ved visuel bedømmelse af afgrøden efter sidste strigling, var det ikke muligt at skelne de ubehandlede parceller fra det behandlede, hvilket vidner om at striglingerne har været skånsomme.

Halmudbyttet fulgte i høj grad udbytterne i kerne ved sammenhold af striglingernes effekt på kerne- og halmudbytte (Figur 5.9 og 5.11). Der var sikker effekt af striglingerne (P = 0,0014) men ingen forskel mellem 1, 2 og 3 striglinger (Figur 5.11). Halmudbytte var bemærkelsesværdigt stort på Krovang i 2005, hvilket ikke umiddelbart kan forklares (Figur 5.12).

Figur 5.8. Gennemsnitlig ukrudtsbiomasse på de to marker i de to år. Estimerede middelværdier over 0, 1, 2 og 3 striglinger.

Figur 5.9. Kerneudbytte ved et stigende antal striglinger. Estimerede middelværdier over år og mark.

Figur 5.10. Gennemsnitlig kerneudbytte på de to marker i de to år. Estimerede middelværdier over 0, 1, 2 og 3 striglinger.

Figur 5.11. Halmudbytte ved et stigende antal striglinger. Estimerede middelværdier over mark og år.

Figur 5.12. Gennemsnitlig halmudbytte på de to marker i de to år. Estimerede middelværdier over 0, 1, 2 og 3 striglinger.

Markforsøg

På Krovang var der en stor, men meget uensartet bestand af Agertidsel, som uden tvivl har konkurreret med afgrøden og på Keglehøj var der en meget uensartet bestand af Alm. Kvik, som også har konkurreret med afgrøden. Da flerårige arter ikke påvirkes af strigling, er disse arter ikke analyseret nærmere.

Ukrudtet i blokforsøgene var repræsentativt for markforsøgene med hensyn til artssammensætning. I markforsøgene var de naturlige variationer i ukrudtet imidlertid så stor, at det ikke var muligt at registrere nogen generel effekt af striglingerne på ukrudtet. En væsentlig årsag til variationen i ukrudtsmængden og artssammensætningen på markniveau skyldes meget væsentlige forskelle i jordbundsforholdene. I Figur 5.13 er vist et eksempel på dette. De fire billeder viser hvor stor variation der var på Krovang og Keglehøj markerne den 28. maj 2004.

Figur 5.13. Eksempler på variation i afgrødens vækst forskellige steder på de to forsøgsmarker Krovang (de to øverste billeder) og Keglehøj (de to nederste billeder) den 28. maj 2004.

Af figuren (nederste række) fremgår det, at der var en nøje positiv kobling mellem afgrødens og ukrudtets biomasseproduktion. Hvor afgrøden trivedes godt, trivedes ukrudtet også godt. De registrerede forskelle i udbytter mellem striglede og ikke striglede markhalvdele (Tabel 5.7), kan ikke betragtes som udtryk for striglingernes effekt, da de ikke er i overensstemmelse med blokforsøgene. Resultaterne må betragtes som udslag af tilfældig variation.

Tabel 5.7. Kerneudbytter (kkg) fra markforsøgene i 2004 og 2005 i relation til mark og behandling (ST = striglet; UST= ustriglet).

5.2 Landbrugets ressourceforbrug

5.2.1 Energiforbruget på typiske landbrugsbedrifter (Scenario A-D)

Dieselforbruget er opgjort for hver af de 8 definerede afgrødetyper, dyrket ved brug af kemisk ukrudtsbekæmpelse. Derved kan dieselforbruget til planteværn i lighed med Bichel-udvalgets opgørelser (Miljøministeriet 1998a, 1998b) sammenlignes med det øvrige brændstofforbrug (Figur 5.14), og forskellen ved indførsel af mekanisk ukrudtsbekæmpelse kan vurderes (Figur 5.15). Som det ses, udgør dieselforbruget for afgrøder dyrket på lerjord, typisk mellem 15 og 125 liter per ha, idet dieselforbruget til plantebeskyttelse incl. stubharvning for alle afgrøder udgør under halvdelen af det samlede dieselforbrug. Det ses også, at der er stor forskel på det samlede dieselforbrug for de forskellige afgrøder. Ud over dieselforbruget til ukrudtsbekæmpelse (incl. stubharvning med henblik på bekæmpelse af kvik), er det især poster som pløjning (jordbehandling), udspredning og transport af husdyrgødning, samt høst og håndtering af grovfoderafgrøder, der vejer tungt.

Figur 5.14. Eksempel på modelleret dieselforbrug for otte typeafgrøder, dyrket på lerjord og med kemisk ukrudtsbekæmpelse.

Det samlede direkte og indirekte energiforbrug er beregnet for typiske, konventionelle malkekvægbrug, planteavlsbrug, svinebrug, og for et typisk økologisk malkekvægbrug (Tabel 5.8). Det ses, at det indirekte energiforbrug til pesticider i alle tilfælde udgør under 1 % af det totale energiforbrug, og at forbruget af olie og smøremidler, hvorunder mekanisk ukrudtsbekæmpelse rubricerer, for alle bedriftstyper udgør en betydelig andel af det samlede energiforbrug (mellem 15 og 30 %). Dieselforbruget til stubharvning udgør en betydelig del af dieselforbruget til ukrudtsbekæmpelse i forhold til dieselforbruget til ukrudtsstrigling og sprøjtning (jf. bilag D).

Tabel 5.8. Beregnet fordeling af det direkte og indirekte energiforbrug på typiske, konventionelle malkekvægbrug (Scenario A), svinebrug (scenario B) og planteavlsbrug (scenario C). Desuden vises til sammenligning energiforbruget på et typisk økologisk malkekvægbrug scenario D).

Det vurderes, at afgrødesammensætningen og modelsædskiftet på kvægbedrifterne vil kunne fortsætte uændret efter overgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Derimod vurderes, at det vil være vanskelligt at bekæmpe ukrudtet tilfredsstillende med den eksisterende afgrødesammensætning på plante- og svinebrugene (se fx Forskningscenter for Økologisk Jordbrug 2006). Således vil der her ved en overgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse blive behov for at reducere kornafgrødernes andel i sædskiftet og indføre ukrudtssanerende afgrøder såsom frøgræs, grønbrak, plus om muligt afgræsningsmarker eller andre grovfoderafgrøder, som ikke høstes til modenhed. Desuden vil der antageligt være behov for at indføre radrensning (fx af rapsen), samt mini-sommerbrak hvor marken holdes sort efter en tidlig høst som grønafgrøde ultimo maj (Thomsen 2003).

Hvis den mekaniske bekæmpelse af rodukrudt i stedet kan udføres kemisk (fx i forb. med round-up sprøjtninger i efteråret og evt. hormonbehandlinger mod tidsler), og ukrudtsstriglinger indføres isoleret som erstatning for herbicidsprøjtninger først i vækstsæsonen, vil der derimod ikke være de samme behov for sædskiftemæssige tilpasninger.

For at illustrere effekten af en intensiv, mekanisk ukrudtsbekæmpelse på energiforbruget, opgøres effekten på typeafgrøderne i et eksempel på ”worst case” ukrudtsbekæmpelse (Figur 5.15). Det antages her at vårkorn, helsæd og ærter strigles 3 gange, at raps radrenses 3 gange, og at vinterkorn kun strigles 1 gang (Petersen 2006). Desuden antages en ekstra rodukrudt-bekæmpelse i korn, ærter og raps på 3 gange stubharvning/skrælpløjning årligt. For frøgræs antages samme rodukrudt-bekæmpelse hvert 2. år, og for græs i omdrift samt for grønbrak antages samme ukrudtsbekæmpelse hvert 3. år.

Figur 5.15. Eksempel på beregnet ekstra dieselforbrug til mekanisk ukrudtsbekæmpelse opdelt på strigling/radrensning og stubharvning/skrælpløjning i de 8 typeafgrøder, sammenlignet med det modellerede dieselforbrug på Figur 5.14. Figuren viser et eksempel på ’worst case’ behov for ukrudtsbekæmpelse.

På baggrund af det beregnede dieselforbrug til de opstillede typeafgrøder kan effekter på sædskifteniveau opgøres. For et kvægsædskifte, som indeholder 45 % helsæd, 10 % vårkorn, 10 % vinterkorn og 35 % græs omdrift, vil det gennemsnitlige dieselforbrug således stige med godt 10 liter/ha, svarende til en gennemsnitlig stigning på ca. 10 % (beregnet på baggrund af typeværdierne i Figur 5.15.). Som nævnt kræves der specielt på svine-/planteavlsbedrifter tilrettede sædskifte- afgrødedyrknings strategier, for at ukrudtet kan bekæmpes tilstrækkeligt med mekaniske midler. Hvis det antages at mekanisk ukrudtsbekæmpelse kan indføres i et sædskifte med 35 % vinterkorn, 10 % vårkorn, 10 % ært, 10 % raps, 25 % frøgræs og 10 % grønbrak, vil det samlede dieselforbrug stige med godt 25 % (Figur 5.15), idet det antages at ærtemarken høstes som grønært til helsæd med efterfølgende mini-sommerbrak. Som det ses, udgør dieselforbruget til stubharvning/skrælpløjning en væsentlig del af det ekstra energiforbrug ved overgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Isoleret set er det ekstra energiforbrug til ukrudtsstriglingen, som denne rapport fokuserer på, derfor væsentligt mindre. Imidlertid vurderes det, at supplerende stubharvning/skrælpløjning er nødvendig for at bekæmpe rodukrudtet i systemerne med mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og det ekstra energiforbrug hertil bør derfor indregnes, hvis ikke der gives mulighed for supplerende kemisk bekæmpelse af rodukrudt.

Overgang til ren mekanisk ukrudtsbekæmpelse vil altså betyde relativt mere for dieselforbruget på svine- og planteavlsbrug end på kvægbrug (Figur 5.16), som således vil kunne overgå til mekanisk ukrudtsbekæmpelse med den mindste energiomkostning. Sammenlignes tilsvarende forøgelsen af det samlede direkte og indirekte energiforbrug ved overgang til mekanisk ukrudtsbekæmpelse (dvs. energiforbruget til både diesel, smøreolie, maskiner mv.) med det samlede energiforbrug på de tre brugstyper opgjort i Tabel 5.8., viser der sig den samme tendens: på kvægbrugene øges det samlede energiforbrug med ca. 1-2 %, på svinebrugene med 2-3 %, og på planteavlsbrugene med 6-7 %. Disse effekter er opgjort for en intensiv mekanisk ukrudtsbekæmpelse, som skønnes nødvendig for på lang sigt og i et ’worst case’ eksempel at styre ukrudtsproblemerne. Forsøg viser imidlertid, at der på kort sigt ikke er nogen signifikant effekt af en intensiveret mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og at det enkelte års udbytte generelt ikke påvirkes signifikant af de forskellige former for mekanisk ukrudtsbekæmpelse (Miljøministeriet 1998a, 1998b; Pedersen 2002, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, 2006). Ligeledes vil ukrudtsstrigling i kombination med kemisk rodukrudtsbekæmpelse kunne indføres med færre energiomkostninger end ved ren mekanisk ukrudtsbekæmpelse, især på svine- og planteavlsbrugene.

Figur 5.16. Eksempel på beregnet ekstra dieselforbrug ved indførsel af intensiv mekanisk ukrudtsbekæmpelse (opdelt på strigling/radrensning og stubharvning/skrælpløjning) på malkekvægbrug og på svine-/planteavlsbrug, målt i forhold til dieselforbruget inden overgangen til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Figuren viser et ”worst case” eksempel på behov for mekanisk ukrudstbekæmpelse.

5.2.2 Energibalance og dækningsbidrag for markforsøget på Kalø (Scenario E)

Ved opgørelse af energibalance og dækningsbidrag for markforsøgene, er maskin- og arbejdsomkostningerne opgjort hhv. for striglet og ustriglet dyrkning, idet markforsøget jo viste signifikant forskel på kerne og halm-udbyttet mellem disse to dyrkningspraksis (se afsnit 5.1.3). Derimod viste forsøget ikke nogen signifikant forskel mellem de forskellige intensiteter af strigling.  Vi har derfor valgt at opgøre omkostninger og energiforbrug for en dyrkningspraksis med intensiv strigling, sammenlignet med ustriglet dyrkning (Tabel 5.9). Energiforbruget er opgjort som det samlede direkte og indirekte energiforbrug, og den fossile energibalance er opgjort som brændværdien i det høstede korn og halm (14,7 MJ/kg korn og 15,0 MJ/kg halm) minus det opgjorte energiforbrug.

Tabel 5.9. Gennemsnitlige maskin- og arbejdsomkostninger, energiforbrug og energibalancer for striglet og ustriglet, økologisk vårhvede på Kalø 2004-2005 Scenario E), opgjort hhv. i kroner og energienheder (MJ) per ha. Den økonomiske opgørelse er beregnet ifølge Gravsholt et al. (2005), og energiforbruget er opgjort ifølge Dalgaard og Dalgaard (2004) ifølge bilag D.

Beregningerne viser, at de samlede maskin- og arbejdsomkostningerne var 10 % højere i de striglede end i de ustriglede parceller, mens energiforbruget var 4 % højere i de striglede end i de ustriglede parceller (Tabel 5.9).

Tilsvarende beregnes dækningsbidraget for striglet og ustriglet dyrkningspraksis. Da udbyttet var højest og omkostningerne lavest i de ustriglede forsøgsled, opnås her, som forventet, det bedste økonomiske resultat, svarende til at dækningsbidraget efter maskin- og arbejdsomkostninger her var 14 % (Tabel 5.10).

Andre markforsøg i vårhvede og en lang række andre afgrøder (Pedersen 2002, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug, 2006) tyder på, at der ved en optimal strigling kan opnås et uændret eller forøget udbytte i forhold til en praksis, hvor der ikke foretages ukrudtsbekæmpelse ved strigling eller sprøjtning. Derfor gennemregnes også to scenarier for hhv. vellykket (Scenario E1) og meget vellykket (Scenario E2) ukrudtsstrigling. I de to scenarier antages 2 striglinger; hhv. en vellykket blindstrigling efter såning men før ukrudtet er kommet op + en enkelt opfølgende ukrudtsstrigling når ukrudtet har kimblade.  Der er grund til at antage, at en sådan striglingsstrategi vil være mere effektiv end de 3 udførte striglinger i forsøget. Således antages i Scenario E1, at der opnås det samme udbytte som uden strigling i forsøget, og i Scenario E2 antages et 5 % højere udbytter end i de ustriglede forsøgsparceller.

Tabel 5.10. Gennemsnitligt dækningsbidrag for striglet og ustriglet, økologisk vårhvede på Kalø 2004-2005 beregnet ifølge Gravsholt et al. (2005) og med en forudsat pris på økologisk vårhvede til brødkorn på 120 kr/hkg (Pedersen 2005). Desuden vises resultatet af to scenarier, hvor ukrudtsstriglingen optimeres med en blindstrigling + en ukrudtsharvning, og hvor udbyttet er hhv. uændret (scenario E1), eller 5 % højere (scenario E2) end i de ustriglede parceller.

5.3 Fauna modellering på Landskabsniveau

Variationen mellem de samme år i de gentagne modelsimuleringer (10 replikater) var meget små i den sammenlignede tidsperiode for såvel sanglærken (Figur 5.17 A), edderkop (eks. 95 % CL for ’Kvæg-basis’ scenariet: 45, gns.: 22.891; for ’Kvæg-strigling’ scenariet: 73, gns.: 18.556) og løbebille (eks. 95 % CL for ’Kvæg-basis’ scenariet: 75, gns.: 40.195; for ’Kvæg-strigling’ scenariet: 137, gns.: 32530).

Generelt var modelleringerne for alle tre arter meget afhængige af vejrforholdene de enkelte år (for løbebillens vedkommende varierer bestanden mellem 20.000-80.000), hvilket markeres ekstra af, at de anvendte vejrdata er fra en 11- års periode og således optræder cyklisk i alle afbildede modelleringer. Effekterne af striglingerne derimod var kun i mindre grad afhængige af vejrforholdene (eks. Figur 5.17 A og B), og udgjorde i sammenligning med disse kun 20 % i forhold til bestanden i ’Kvæg-basis’ scenariet (eks. løbebille og edderkop i Figur 5.18 A og B).

5.3.1 Kvægscenarier (basis – strigling)

Ingen af de udførte striglinger (hhv. 3 og 2 i vårbyg og vinterhvede) havde nogen negative effekter på de målte variabler for sanglærkens vedkommende. Alle striglinger blev udført på tidspunkter der lå før lærkernes etablering af 1. yngleforsøg.

For edderkoppernes vedkommende var den samlede effekt af striglingerne i gennemsnit 22 % af totalpopulationen i ’Basis-kvæg’ scenariet (Figur 5.18 A). For løbebillernes vedkommende var der en samlet effekt på 19 % (Figur 5.18 B).

5.3.2 Tekniske scenarier i monokulturer af vårbyg og vinterhvede

Sanglærke

For vårbygs vedkommende var der ingen negative effekter af de fire udførte striglinger på den årlige totale bestand (Figur 5.17 B). Dette resultat fremkommer til trods for, at et stort antal af reder (gns.: 1647) før æglægning blev ødelagt ved den 4. strigling (Figur 5.19 A og Tabel 5.11). Effekten af at ’udskyde’ 4. og sidste strigling med 10 dage til d. 20/5 var at reducere den totale årlige bestand i alle år (Figur 5.17 B). Årsagen hertil var en stor andel af reder med æg (gns.: 1484), der blev ødelagt af striglingen. Derimod blev kun få nyanlagte reder ramt, og ingen reder med unger (Figur 5.19 B og Tabel 5.11). De mange ødelagte reder med æg bevirkede desuden en reduktion i klæknings- og ynglesucces og en resulterende reduktion i antallet af unger, der overlevede til migration (Tabel 5.11). Yderligere en udsættelse af 4. strigling til den 30/5 bevirkede, at dette mønster blev forstærket som følge af, at striglingen nu udføres på et tidspunkt, hvor både reder med æg og reder med unger (gns.: hhv. 1157 og 341) bliver ødelagt af striglingen (Figur 5.19 C og Tabel 5.11).

I et landskab, hvor der kun dyrkes vinterhvede, kan bestanden af sanglærker ikke overleve (Figur 5.20). Den primære baggrund for dette er strukturelle forhold knyttet til afgrødens vækst (se endvidere afsnit 6.3.1). Overordnet har tredje strigling d. 10/4 ingen negative effekter på den totale bestandsstørrelse (Figur 5.20 A) eller nogen af de andre udvalgte bestandsvariabler (Tabel 5.12), selvom en del (gns.: 299) reder bliver ødelagt før æglægning (Figur 5.20 B). Ved den senest udførte strigling d. 20/4 påvirkes et tilstrækkeligt stort antal reder under rugefasen til at bevirke en reduktion i det gennemsnitlige antal af flyvefærdige unger med den følge, at den gennemsnitlige totale bestandsstørrelse mindskes kraftigt (Tabel 5.12). Den sene strigling bevirker en hurtigere uddøen af bestanden i modelområdet set i relation til basis scenariet (Figur 5.20 A).

Edderkop

Første strigling i vårbyg har som den eneste strigling en meget ringe effekt på bestandsstørrelsen af ’edderkopper’ (Figur 5.21 A; Tabel 5.13). Den isolerede effekt af 2., 3. og 4 strigling er af samme størrelsesorden på ca. 20 %. Allerede efter 2. strigling er den kumulerede effekt tæt på at halvere den gennemsnitlige bestandsstørrelse, og fra og med 3. strigling er bestanden mere end decimeret i forhold til basis (Figur 5.21 B; Tabel 5.13).

I vinterhvede er effekten af 1. strigling (d. 1/10) anderledes kraftig med en halvering af bestanden til følge (Figur 5.21 C; Tabel 5.13). Den

isolerede effekt af de tre efterfølgende striglinger er som for vårbyggens vedkommende af samme størrelsesorden, blot ca. 10 % større (Tabel 5.13). I vinterhveden medfører de kumulerede effekter en decimering af bestanden allerede efter 2. strigling, og efter 3. strigling uddør bestanden (Figur 5.21 D; Tabel 5.13). I vårbyg er bestanden på et eksistensminimum efter 3. strigling (Figur 5.21 C; Tabel 5.13), og efter 4. strigling uddør bestanden helt.

Løbebille

For løbebillens vedkommende er de isolerede effekter af strigling større end for edderkoppens vedkommende og størst efter 1. strigling både i vårbyg og i vinterhvede (størst efter efterårsstriglingen i vinterhvede; Figur 5.22 A og C; Tabel 5.14). De isolerede effekter af de efterfølgende tre striglinger er mindre end efter 1. strigling men stadig mellem 10 – 20 % større end for edderkoppens vedkommende (Figur 5.22 A og C; Tabel 5.14).

 De kumulerede effekter for løbebillerne af de efterfølgende striglinger er sammenlignet med edderkopperne tilsvarende større. Allerede efter 2. strigling er bestanden i vinterhvede reduceret til et niveau, hvor bestanden overlever på et absolut minimum (Figur 5.22 D; Tabel 5.14). I vårbyg er den negative effekt også kraftig efter 2. strigling. I forhold til edderkopper er påvirkningen efter 2. strigling dobbelt så stor for løbebillernes vedkommende (Figur 5.22 D; Tabel 5.14). Efter 3. strigling er også bestanden i vårbyg reduceret meget kraftigt.

Figur 5.17. A: Den årlige totale bestand (gns. af 10 replikater) af sanglærker i ti modelsimuleringer (Simul 1-10) udført i vårbyg monokultur uden herbicidanvendelse og uden strigling = ’Basis’. B: Den årlige totale bestand af sanglærke i tekniske scenarier med vårbyg monokultur (fjerde og sidste strigling (d. 10/5) er forsøgsmæssigt udsat til hhv. d. 20/5 og d. 30/5). Basis = udgangsscenariet, hvor vårbyg er dyrket under ’standard’ konventionelle forhold som i A (se i øvrigt afsnit 3.4 for yderligere forklaring).

Figur 5.18. Den årlige totale bestand af hhv. edderkopper (A) (tæppespinderen Erigone sp.) og (B) løbebiller (Bembidion lampros) i kvægscenariet. Basis = konventionel dyrkningspraksis. Strigling = konventionel dyrkningspraksis men med benyttelse af strigling i stedet for kemisk ukrudtsbekæmpelse.

Figur 5.19. Det samlede årlige tab af lærkereder i vårbyg monokultur som følge af en enkelt strigling udført hhv. d. 10/5 (A), d. 20/5 (B) og d. 30/5 (C). ’Reder’ =  reder før æglægning, ’Ægkuld’ = reder med æg, og ’Ungekuld’ = reder med unger (se i øvrigt Tabel 5.10 for yderligere forklaring).

Tabel 5.11. Modelresultater for sanglærke fra tekniske scenarier i monokultur af vårbyg (fjerde og sidste strigling (d. 10/5) er forsøgsmæssigt udsat til d. 20/5 og d. 30/5). Basis = som i Figur 5.20. Total-Bestand og Total-juvenil = hhv. det gennemsnitlige årlige antal (modelleret over 33år) individer og ’årsunger’ i alt der overlever til migration. Klæk. Success, Udflyv. Success og Ynglesuccess = hhv. den gennemsnitlige årlige klækningssuccess, udflyvningssuccess og ynglesuccess (for definition af disse se afsnit 3.4). ’Redemort.’, ’Ægmort.’ og ’ungemort.’ angiver den  årlige gennemsnitlige dødelighed for hhv. ’reder’ (før æglægning), reder med æg (fra æglægning til klækning) og reder med unger (fra klækning til ’udflyvning’).

Tabel 5.12. Modelresultater for sanglærke fra tekniske scenarier i monokultur af vinterhvede (kun resultater fra ’Basis’ og 3. og 4. strigling hhv. d10/4 og 20/4 er vist). Basis = som i Figur 6.22. Det gennemsnitlige årlige antal (modelleret over 33år) individer og ’årsunger’ i alt (hhv. Total-Bestand og Total-juvenil) der overlever til migration. Klæk. Success, Udflyv. Success og Ynglesuccess = hhv. den gennemsnitlige årlige klækningssuccess, udflyvningssuccess og ynglesuccess (for definition af disse se afsnit 3.4). ’Redemort.’, ’Ægmort.’ og ’ungemort.’ angiver den  årlige gennemsnitlige dødelighed for hhv. ’reder’ (før æglægning), reder med æg (fra æglægning til klækning) og reder med unger (fra klækning til ’udflyvning’).

Figur 5.20. A: Den årlige totale bestand af sanglærke i tekniske scenarier med vinterhvede. Basis = vinterhvede monokultur uden herbicidanvendelse og uden strigling. Det samlede årlige tab af lærkereder i vinterhvede monokultur som følge af 3. (B) og 4. (C) strigling udført hhv. d. 10/4 og (C) d. 20/4. ’Reder’ =  reder før æglægning, ’Ægkuld’ = reder med æg, og ’Ungekuld’ = reder med unger (se i øvrigt Tabel 5.11 for yderligere forklaring).

Figur 5.21. Den årlige totale bestand af edderkopper (tæppespinderen Erigone sp.) i tekniske scenarier med hhv. vårbyg (A og B) og vinterhvede (C og D). Effekten på total bestanden af kun én strigling udført på forskellige tidspunkter (S1-S4) i (A) vårbyg og (C) vinterhvede. C1-C4: den kumulerede effekt på total bestanden af én til fire striglinger i vårbyg (B) og vinterhvede (D).Basis = som i Figur 5.20.

Figur 5.22. Den årlige totale bestand af løbebiller (Bembidion lampros) i tekniske scenarier med hhv. vårbyg (A og B) og vinterhvede (C og D). Effekten på total bestanden af kun én strigling udført på forskellige tidspunkter (S1-S4) i (A) vårbyg og (C) vinterhvede. C1-C4: den kumulerede effekt på total bestanden af én til fire striglinger i vårbyg (B) og vinterhvede (D). Basis = som i Figur 5.20.

Tabel 5.13. Gennemsnitlige effekter over 33 år (relative i forhold til basis scenario) af enkelt striglinger udført på fire forskellige tidspunkter (S1-S4) og kumulerede effekter af striglinger (C1-C4) på edderkop i hhv. vårbyg (VB) og vinterhvede (VH). Bestanden i VB-C4 og VH-C3,C4 uddør i alle modelsimuleringer.

Tabel 5.14. Gennemsnitlige effekter over 33 år (relative i forhold til basis scenario) af enkelt striglinger udført på fire forskellige tidspunkter (S1-S4) og kumulerede effekter af striglinger (C1-C4) på løbebille i hhv. vårbyg (VB) og vinterhvede (VH). Bestanden i VB-C4 og VH-C3,C4 uddør i alle modelsimuleringer.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Januar 2007, © Miljøstyrelsen.