| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Ukrudtsstriglingens effekter på dyr, planter og ressourceforbrug

6 Diskussion

6.1 Effekter på ukrudt og høstudbytte

Ukrudtet udviklede sig så sparsomt i 2004, at det næppe har haft betydning for høstudbyttet. Det eneste tilfælde, hvor ukrudtet med sikkerhed har påvirket udbyttet, var på Krovang i 2005, hvor der var meget ukrudt i såvel de striglede som de ustriglede markhalvdele.

Ukrudtsstriglingerne havde ringe effekt på ukrudtet med en gennemsnitlig bekæmpelseseffekt på 33 %. Bemærkelsesværdigt nok var denne bekæmpelseseffekt upåvirket af år og mark, selvom der var store forskelle i den absolutte mængde ukrudt. Især i 2005 på Krovang, var ukrudtsfloraen påfaldende, idet agersennep totalt dominerede. Bekæmpelseseffekten var lav i forhold til, hvad der sædvanligvis opnås i vårsæd, hvor bekæmpelseseffekterne ofte ligger mellem 50-90 % (Rasmussen & Rasmussen 1994, 1995; Petersen 2000). Kun den tidligst udførte strigling havde effekt på ukrudt og udbytte, hvilket var forventeligt i forhold til agersennep, da denne aggressive og hurtigt voksende ukrudtsart kun kan bekæmpes med strigling i afgrødens tidligste vækststadier (Rasmussen & Rasmussen 1994). Det var imidlertid overraskende, at de øvrige arter ikke reagerede på de sene striglinger, da tidligere forsøg har vist, at disse striglinger godt kan forstærke effekten af de tidlige striglinger (Rasmussen & Rasmussen 1994, 1995). Årsagen kan være, at de senere striglinger ikke har været tilstrækkeligt kraftige, da det kræver ganske kraftig behandling at bekæmpe ukrudt i de sene vækststadier. Jo senere der behandles, jo kraftigere skal der strigles for at opnå en tilfredsstillende effekt, og på stiv lerjord, som der var tale om i forsøgene, kan det være svært at gennemføre en tilstrækkelig kraftig behandling.

På Landbohøjskolens økologiske forsøgsgård, Bakkegården, blev der i 2005 til sammenligning gennemført forsøg med 1, 2 og 3 striglinger i vårhvede, vårbyg, havre og vårtriticale (Gundersen 2006), og der blev opnået bekæmpelseseffekter på 53 %, 72 % og 77 %. Det stigende antal striglinger blev dog foretaget tidligere i kornets udvikling end på Kalø, og jorden var betydelig lettere at bearbejde. Selvom vårhvede havde lavere konkurrenceevne end både havre og vårbyg, var bekæmpelseseffekten udtrykt i procent uafhængig af kornart.

Der foreligger ikke nogen enkel forklaring på, at udbyttet blev reduceret ved strigling, men det må skyldes mekaniske skader på afgrøderne som følge af strigling. Det var ikke muligt at erkende de fysiske skader ved visuelle bedømmelser efter endt behandling. Normalt vil man kunne se skader efter behandling, der som her resulterer i 6 % udbyttetab, men dette var ikke været tilfældet i de pågældende forsøg. I markforsøgene blev der konstateret klare positive sammenhænge mellem afgrødens og ukrudtets vækst. Dette forhold kan have haft betydning i blokforsøgene, men er næppe hele forklaringen, da det så skulle være tilfældigt, at netop de ubehandlede parceller i begge år og på begge marker netop skulle have repræsenteret en generelt større jordfrugtbarhed end de øvrige parceller.

Resultaterne i dette projekt viser, at strigling kan have åbenlyse begrænsninger i form af lav bekæmpelseseffekt og negativ indflydelse på udbyttet. Dette betyder dog ikke, at strigling generelt kan afskrives som ineffektiv. I de tilfælde, hvor det er muligt at opnå mindst 70 % ukrudtsbekæmpelse uden skader på afgrøden, udgør strigling et økonomisk alternativ til herbiciderne. At sådanne effekter kan opnås, er tidligere dokumenteret (Rasmussen & Rasmussen 1995), og det er påvist, hvilke faktorer der skal være opfyldt for at opnå de positive resultater (Rasmussen 1991b). Her spiller selektivitetsforholdene en meget afgørende betydning (Rasmussen 1991a, 1991b), som blandt andet er betinget af behandlingens timing og ukrudtets sammensætning. En altafgørende forudsætning for at opnå et tilfredsstillende resultat er imidlertid, at jorden kan bearbejdes, så den ”falder godt for redskabet”. Denne forudsætning har i ringe grad været opfyldt i forsøgene på Kalø på grund af en stiv, knoldet og ubekvemme lerjord. I økologisk jordbrug og i visse afgrøder såsom markærter er ukrudtsstrigling et alternativ til pesticider, og hvis anvendelsen af pesticider begrænses eller forbydes i områder med særlige vand- eller naturinteresser, kan ukrudtsstrigling også her være et alternativ til pesticidanvendelse.

6.2 Effekter på energiforbrug

Opgørelserne i afsnit 5.2 viser, at mekanisk ukrudtsbekæmpelse kan udføres uden betydelige påvirkninger af energiforbrug og dækningsbidrag.

I forsøget med økologisk vårhvede forøgedes energiforbruget med 3-4 % ved intensiv strigling, og energibalancen blev reduceret fra 111 til 103 GJ/ha. Det vurderes, at det observerede fald i udbyttet ved striglingerne på Kalø vil kunne afværges ved en mere optimal ukrudtsstriglings-strategi, hvor der foretages èn blindstrigling og kun èn opfølgende ukrudtsstrigling. Derved vil dækningsbidraget ikke påvirkes nævneværdigt eller i hvert fald væsentligt mindre end de op til -15 %, der blev resultatet af markforsøget.

De energimæssige og økonomiske omkostningerne ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse bør sammenlignes med de øvrige fordele og ulemper en pesticidfri dyrkning kan have. I denne rapport sammenlignes opgørelserne af energiforbrug og dækningsbidrag ved ukrudtsstrigling, således at disse effekter kan sammenholdes med udvalgte effekter på flora og fauna. Andre fordele ved ukrudtsstriglingen frem for anvendelse af pesticider vil fx være beskyttelsen af vandressourcerne mod pesticidforurening, hvilket bl.a. undersøges i et nyt pesticidforskningsprojekt om ”EU's landbrugsordninger og pesticidpolitikken” (2006-2008) (Schou, 2006). Pesticidfri dyrkning kan i den sammenhæng måske udløse forskellige støtteordninger i lighed med den økologistøtte og merpris for brødkornet, som opnås ved den økologiske produktion på Kalø (Tabel 5.10).

6.3 effekter på fauna

6.3.1 Sanglærke

En relativ sen fremspiring samt lav dækningsgrad (vårhvedens ’buskningstadie’ fremkom senere og i tydeligt mindre grad end eks. vårbyggen) bevirkede en langsom territorieopbygning på forsøgsmarkerne i begge år. I 2004 startede territoriebesættelsen 14 dage senere på Krovang marken, der igennem hele vækstsæsonen var præget af en mindre tæt afgrøde, hvilket tydeligt afspejledes i høstudbyttet på de to marker i 2004 (Tabel 5.7).

På trods af en sen territoriebesættelse på arealerne bevirkede vårhvedens åbne struktur under vækstforløbet, at tætheden af ynglepar (specielt i 2004) var høj sammenlignet med ’bestandstætheder’ i konventionelt dyrkede afgrøder under gode vækstforhold (Glutz & Bauer 1985). Den lysåbne afgrødevækst bevirkede tillige, at ynglesæsonen i begge forsøgsår blev lang, og at flere ynglepar havde to eller tre yngleforsøg. En medvirkende årsag til dette forhold var en relativ stor prædationsrate på rederne i primært første yngleforsøg, hvorved en stor del reder blev omlagt. Det samlede tab af reder (64 %) var størst i 2004, og det samlede tab af reder var størst i redeunge-stadiet. Tidligere undersøgelser (Odderskær et al. 1997) har vist en klar sammenhæng mellem et køligt og regnfuldt vejrlig og en høj dødelighed på sanglærkens æg og redeunger. Specielt i 2004 lå nedbørsmængden og antallet af regnvejrsdage i juni måned over gennemsnittet for denne måned. Det høje antal mislykkede reder på begge marker i 2004 (andel succesfulde reder i 2004: 0,2-0,5; i 2005: 0,5-0,9) var primært forårsaget af prædation (37 %), men også en del forladte reder og døde, underernærede unger tages som udtryk for, at de dårlige vejrforhold i en stor del af yngleperioden påvirkede reproduktionen negativt.

Antallet af ’naturlige’ reder, der direkte blev udsat for strigling var meget begrænset i begge år. Tilsvarende tages det lave antal ’naturlige’ reder (3), der blev ødelagt/opgivet som følge af striglingerne, som udtryk for, at den direkte effekt på det samlede yngleresultat på de striglede markhalvdele var ubetydelig. For striglinger udført inden for det samme tidsrum som denne undersøgelse, blev der opnået lignende resultater i en anden undersøgelse (Esbjerg et al. 2006), der bl.a. registrerede lærkens reproduktionsforhold i vårhvede. Til forskel fra nærværende projekt blev der i Esbjerg et al. (2006) også udført meget sene striglinger. Ved de sent udførte striglinger (ultimo maj –  primo juni) var der, ud over kraftige effekter på andelen og antallet af påvirkede reder (se nedenfor), tillige indikationer for, at reder på de sent striglede marker efterfølgende var mere eksponerede for prædation end reder på marker, hvor der kun var foretaget tidlige striglinger. Ovenstående resultater tyder på, at sene striglinger – i hvert fald indenfor en periode – kan blotlægge reder, så de lettere opdages af primært kragefugle. En opgørelse over antallet af præderede og opgivne reder i nærværende undersøgelse viser ingen forskel i antallet af præderede eller opgivne reder i relation til behandlingstype, måske fordi alle striglinger blev udført inden lærkernes reproduktion var kommet rigtigt i gang.

Vurderet ud fra antallet af æg/redeunger, udfløjne unger pr. rede/territorium og den observerede ynglesucces (= min. én udfløjen unge/rede), var der ingen indikationer for, at de udførte striglinger skulle have haft nogen negativ indirekte indflydelse på fuglenes reproduktion eller nogen ’carry-over’- effekt mht. behandling det efterfølgende år. Heller ikke redeungernes vægt på 5., 7. eller 8. dagen indikerede nogen indirekte effekter relateret til behandling.

Data for begge forsøgsår viser imidlertid en tendens til et større antal succesfulde reder på Krovang marken. Denne tendens er mest udtalt i 2005, hvor antallet af mislykkede reder på begge marker generelt var mindre end året før. Årsagen til dette er usikker, men en medvirkende årsag kan have været et generelt lavere prædationstryk på denne mark.

Mens de direkte og indirekte effekter af mekaniske ukrudtsstriglinger på lærkebestandens ynglesucces i stor grad afhænger af tidspunktet for behandlingernes udførelse (se nedenfor), synes det derimod sikkert, at der ved striglinger med den her anvendte type af striglingsudstyr kan forventes effekter på den enkelte rede i en størrelsesorden på mellem 50 og 100 %. I størstedelen af tilfældene blev rederne enten dækket af jord/sten eller fysisk revet op af jorden. Den samlede gennemsnitlige redemortalitet på 72,4 % for kunstige reder ligger mellem de mortalitetsværdier, der er fundet for naturlige reder i to andre danske undersøgelser (Odderskær 2002, Esbjerg et al. 2006). Ud over nævnte undersøgelser, har ingen andre videnskabelige undersøgelser beskæftiget sig med samme problematik. Bedømt ud fra forsøgene med kunstige reder og æg var sandsynligheden for, at en rede overlevede to på hinanden følgende striglinger meget lille, da mortaliteten for den enkelte rede var af samme størrelsesorden ved begge striglinger.

Striglingens effekter afhænger til en vis grad af jordtype og vejrets påvirkning af disse. Ved den tredje og sidste strigling blev der fundet en signifikant forskel i redemortaliteten i relation til jordtype (størst tab v. stenet/leret jordtype, mindst v. sandet/løs jordtype), men om der kan uddrages noget konkret ud fra dette er tvivlsomt, da forsøg på at udtrykke jordstrukturernes ’fasthed’ var præget af meget stor variation indenfor de enkelte jordtyper.

Samlet set viser resultaterne vedrørende de direkte effekter på den enkelte rede altså en markant risiko for at reden går tabt, mens undersøgelser med ’naturlige’ reder viser, at der under normale dyrkningsforhold ikke er stor risiko for, at striglinger påvirker lærkernes reproduktion i vårhvede, fordi langt de fleste reder først anlægges efter at striglingerne er foretaget. Undersøgelsens modeldel underbygger, at dette under normal dyrkningspraksis heller ikke vil være tilfældet i en vårbyg eller vinterhvede, hvor striglinger erstatter den kemiske ukrudtsbekæmpelse. Striglingspraksis, som det er anvendt i modelscenarierne, afspejler en normal økologisk dyrkningspraksis for vårbyg og vinterhvede (Petersen 2006). I ’kvægscenariet’, hvor alle bedrifttyper i modellandskabet er kvægbrug med det samme sædskifte, når alle striglinger at blive udført før lærkernes ynglestart, og de tekniske scenarier viser, at der i monokultur af vårbyg først ses en markant reduktion i populationen ved striglinger, der udføres fra og med ca. d. 20. maj. I vinterhvede gælder dette for striglinger fra og med ca. d. 20. april. I vejrmæssigt normale år vil forårsstriglingen være overstået på dette tidspunkt (omkring midten af april). Scenariet med vinterhvede viser samtidigt, at populationen ikke kan overleve i et landskab, hvor der kun dyrkes vinterhvede, hvilket også er indikeret ud fra engelske undersøgelser (Wilson et al. 1997). Dette er i overensstemmelse med den viden, der foreligger vedr. lærkens reproduktionsforhold i tætte hurtigtvoksende vinterafgrøder (Schläpfer 1988, Jenny 1990,  Daunicht 1998, Chamberlain et al. 1999). Det skal understreges, at størrelsen af de fundne effekter i forbindelse med sene striglinger vil afhænge af størrelsen af de striglede arealer, samt antal af og tidspunkt for de striglinger, der udføres.

’Timingen’ for den eller de sidste udførte striglinger er altså central for, i hvilken udstrækning rederne vil blive ’ramt’, og er som nævnt ovenfor afgrødespecifik og afhænger sekundært af flere andre faktorer herunder geografisk beliggenhed, jordbund, gødskning, lokale vejrforhold mm.

De udførte scenarier viser tillige, at der ikke har været nogen ’gavnlig’ effekt at spore ved at benytte mekanisk frem for kemisk ukrudtsbekæmpelse. En af de medvirkende årsager til dette er sandsynligvis, at den øvrige dyrkningspraksis (herunder anvendelsen af insekticider) forbliver uændret i forhold til det konventionelle udgangspunkt.

Resultaterne kan for lærkens vedkommende samles i følgende:

-  i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse anbefales det:

  • ikke at udføre striglinger i vår-kornafgrøder senere end ca. 30 dage efter såning
  • ikke at udføre striglinger i vinter-kornafgrøder senere end ca. midt april (hvis vejrforholdene tillader det)

For sanglærken ville det i nogle områder, hvor der udføres flere sene striglinger kunne være et problem lokalt. Dette vil med den nuværende dyrkningspraksis kun være aktuelt på økologisk dyrkede bedrifter, da der ikke forekommer nogen nævneværdig ukrudtsstrigling i konventionelt dyrkede kornafgrøder.

Effekterne for lærken er ikke så kritiske som for viben, som på grund af en tidligere start på ynglesæsonen (starter æglægningen umiddelbart efter såning) og en længere rugetid (ca. 4 uger) risikerer at blive ramt af blindstriglinger såvel som efterfølgende striglinger, med en stor redemortalitet til følge (upublicerede data fra denne undersøgelse samt Esbjerg et al. (2006)). Data fra indeværende projekt vil indgå i sidstnævnte projekt i den endelige afrapportering for dette projekt. For vibens vedkommende er der yderligere det problem, at ingen eller kun meget få omlæggere ender med et succesfuldt yngleforløb, bl.a. fordi sent klækkede kyllinger har en dårlig overlevelse (Galbraith 1988).

6.3.2 Løbebille og tæppespinder

Bedømt ud fra resultaterne fra ’Kvægscenariet’ viser effekterne af vejrliget på begge de modellerede arter, at det – hvor det er muligt - er vigtigt at inkludere vejrmæssige betingelser i effektstudier på overfladelevende leddyr.

Bedømt ud fra de tekniske scenarier vil den samlede effekt af tre eller fire striglinger medføre alvorlige negative påvirkninger af bestanden af disse leddyr. Der er en række årsager til dette, og de skal alle findes i denne undersøgelses eksperimentelle set-up: scenarierne er ’worst-case’ scenarier og opnåede effekter er maksimale, idet alle dyrkningstiltag herunder striglingerne udføres synkront på samme datoer i kun én afgrøde. De tekniske scenarier er således designet til at både at kunne belyse effekterne af de enkelte (rene) striglinger og de kumulerede.

Striglingens effekter i et landskab, hvor der kun var ét sædskifte (kvægbedrift) var måske mindre markante end resultaterne fra tekniske scenarier kunne indikere. Selvom de påviste effekter i de tekniske scenarier altså er store allerede efter anden strigling, kommer de ikke til udtryk med samme styrke i kvægscenariet, fordi der er en sammensætning af forskellige afgrøder, hvor det for det første ikke er alle afgrøderne der strigles, og for det andet strigles vårbyggen og vinterhveden kun hhv. tre og to gange mod fire striglinger i de tekniske scenarier. Derudover er det ikke alle bygmarker, der strigles anden og tredje gang, og de enkelte striglinger udføres ikke synkront.

Selvom effekterne fra de enkelte striglinger altså er kraftigt negative for de udvalgte overfladelevende leddyrarter, bliver den samlede ’reelle’ effekt i det undersøgte – og forenklede – dyrkningslandskab betydeligt mindre, når de enkelte påvirkninger på denne måde ’spredes’ ud i tid og rum. De samlede effekter afhænger således af de enkelte former for dyrkningstyper og -praksis i et givet område (areal med, antal af og den geografiske spredning af bedrifts- og afgrødetyper), samt andelen af ikke dyrkede habitater i området. Det sidste er i denne undersøgelse specielt vigtigt for den modellerede løbebille, som overvintrer i og spredes fra netop sådanne seminaturlige ’kanthabitater’.

Resultaterne for edderkoppens og løbebillens vedkommende samles i følgende:

-  i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse anbefales det mht. edderkoppen Erigone atra:

  • ikke at udføre mere end to striglinger i vår-kornafgrøder, gerne udført så tidligt som muligt (blindstrigling + én efterfølgende strigling)
  • Ikke at udføre mere end én strigling i vinter-kornafgrøder, og denne strigling har mindst skadelige effekt udført tidlig i foråret

-  i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse anbefales det mht. løbebillen Bembidion lampros:

  • ikke at udføre mere end én strigling i såvel vår- og vinter-kornafgrøder, og denne strigling har mindst skadelige effekt udført i foråret

6.3.3 Regnorme og mikroleddyr

Det er vanskeligt på baggrund af nærværende projekt at konkludere, om markstrigling har negative effekter på springhaler og mider i marken. Antal springhaler, mider og springhalearter responderer ikke entydigt på hverken antallet af striglinger eller strigling sammenlignet med fravær af strigling. For de fleste målinger var der således ingen signifikante effekter, og de effekter, der var, var ikke entydigt negative eller positive. I nogle, men ikke alle tilfælde var der store variationer mellem responset på strigling i de fire blokke, hvilket kan skyldes dels forskelle i forholdene inden for og mellem blokkene inden striglingerne, dels at striglingerne er faldet forskelligt ud i de forskellige blokke. Da forekomsten af jordlevende leddyr ikke generelt er korreleret med ukrudtbiomassen, kan forskellene i striglingseffekter mellem blokkene ikke forklares ad den vej.

For regnormenes vedkommende er billedet mere tydeligt, idet der konsekvent ingen signifikante effekter var af striglingerne hverken i 2004, da foråret var temmelig tørt, eller i 2005 da foråret var mere normalt. Vi kan derfor tillade os at konkludere, at striglinger foretaget som i dette projekt ikke er skadelige for regnormefaunaen på vårhvedemarker på lerjord. Sandsynligvis vil det også gælde for i hvert fald lignende afgrøder, mens det er mere usikkert, om forholdene vil være anderledes på lettere og mere sandede jordtyper.

6.4 Samlet vurdering

Nærværende undersøgelse har haft til formål at estimere effekterne af ukrudtsstriglinger på markfladens naturlige plante- og dyreliv samt landbrugets ressourceforbrug gennem inddragelse af flere trofiske niveauer og funktionelle grupper. De enkelte dyre- og plantearter har deres egen værdi i sig selv, men de udvalgte organismer i denne undersøgelse har også en funktion eller værdi, som kan have betydning af økonomisk og økologisk art.

Regnorme, springhaler og mider har en væsentlig indflydelse på omsætningen i jorden og dens frugtbarhed, og er desuden vigtige (springhalerne og miderne) fødeemner for den udvalgte løbebille og edderkop. Ud over selv at udgøre vigtige fødeemner for diverse fuglearter (Potts 1986, Odderskær et al. 1997), udgør disse som polyphage prædatorer et vigtigt økonomisk element gennem deres evne til at reducere mængden af skadevoldende insekter (primært bladlus) i landbrugsafgrøderne (Sunderland 1975, Edwards et al. 1979, Chiverton 1986, Östman et al 2003). Via deres tilstedeværelse i marken – eller mangel på samme - er de således indirekte med til også at påvirke behovet for anvendelse af insekticider, og har derigennem også potentielt en indirekte miljømæssig betydning.

Det er ikke muligt umiddelbart at overføre de fundne effekter på leddyr til andre af markfladens leddyr, men i kraft af de valgte arters forskellige levevis vil de fundne effekter med forsigtighed kunne overføres på andre arter af leddyr, hvilket tillige er indikeret ud fra andre undersøgelser (Navntoft & Esbjerg 2003; Bilde & Topping 2004).

Den lave og utilfredsstillende bekæmpelse af ukrudtet må antages at være en konsekvens af den svære og ubekvemme lerjord på Kalø, samt at de to sidste striglinger har været virkningsløse på grund at det sene tidspunkt, de blev udført på, hvilket gjorde det umuligt at bearbejde jorden tilstrækkeligt kraftigt til at opnå en signifikant effekt på ukrudtet. Antallet af og tidspunkter for ukrudtsstriglinger vil variere i relation til bl.a. afgrøde og ejendom, men under normale forhold bliver der på de tunge jorder på Kalø kun foretaget blindstrigling og én efterfølgende strigling efter at kornet er kommet op. Denne strategi er netop udviklet under hensyntagen til den tunge lerjord, som kendetegner forsøgsmarkerne. Hvis striglingerne havde været gennemført på en anden jordtype, hvor det havde været muligt at påvirke såvel ukrudt som afgrøde kraftigere, ville det muligvis også have medført større effekter på jordbundens leddyr og regnorme, men det kan nærværende forsøg ikke afgøre. Benyttelsen af modelsimuleringerne i modelsystemet ALMaSS har givet en mulighed for at udnytte de eksperimentelt baserede oplysninger fra markniveau til at give en vurdering af striglingens effekter på faunaen på landskabsniveau, hvorved det har været muligt også at inddrage variationer i tid og rum, og inkludere den variable påvirkning der altid vil påvirke levende organismer i samspil med de specifikke variabler, der som udgangspunkt er genstand for en undersøgelse. Derudover har modelsystemet givet mulighed for gennem specielle scenarier at kunne vurdere både isolerede og samlede effekter af ukrudtsstriglinger gennem modelsimuleringer udført i et heterogent dyrkningslandskab under dyrkningsmæssigt simplificerede forhold (kun én bedrifttype, samt rene monokulturlandskaber af vårbyg og vinterhvede).

Ud fra den erfaring der er indhentet fra brugen af ALMaSS-modelsystemet i andre sammenhænge (Jepsen et al. 2005; Thorbek & Topping 2003; Topping & Odderskær 2004), samt den specifikke validering, der er foretaget for de anvendte modelarter (eks. sanglærke se Bilag C) er det vurderet, at de fundne resultater giver pålidelige estimeringer af striglingens effekter på den udvalgte fauna. Når modelresultater og eksperimentelle resultater fra denne undersøgelse og ovennævnte undersøgelser fra Esbjerg et al. (2006) sammenholdes mht. den tidsperiode eller ’tidsrude’, hvori striglingerne vil have ingen eller kun meget begrænsede effekter, ses en stor grad af overensstemmelse. Denne overensstemmelse mellem eksperimentelle og modelrelaterede resultater tages som udtryk for, at de foretagne modelsimuleringer udtrykker en høj grad af realisme.

Der er ud fra resultaterne i denne undersøgelse flere ting der peger på, at det godt kan ’lade sig gøre’ - uden at påvirke den vilde fauna repræsenteret ved de i denne undersøgelse udvalgte arter/artsgrupper - at reducere herbicidforbruget ved anvendelse af mekanisk behandling. I praksis skal der dog tages hensyn til visse forudsætninger/begrænsninger. Dyrkningsmæssigt er den økonomiske omkostning ved en ’konvertering’ fra herbicidbenyttelse til mekanisk ukrudtsbekæmpelse mindst for kvægbrug, men også for svine- og plantebrug kan det med visse ændringer i sædskiftet lade sig gøre med et forholdsvis begrænset fald i dækningsbidraget. Med hensyn til faunaen er det samtidig en forudsætning, at der tages hensyn til striglingernes antal og tidsmæssige udførelse.

Samlet kan resultaterne for alle de modellerede arters vedkommende samles i følgende:

- i forbindelse med mekanisk ukrudtsbekæmpelse bør det anbefales:

  • ikke at udføre mere end to striglinger i vår- kornafgrøder (blindstrigling + én efterfølgende strigling) ikke senere end ca. 30 dage efter såning
  • ikke at udføre striglinger i vinter-kornafgrøder om efteråret, og kun at udføre én forårsstrigling inden ca. midt april, hvis vejrforholdene tillader det

Ukrudtsstrigling om efteråret kan under visse omstændigheder give en ganske effektiv ukrudtsbekæmpelse men den er forbundet med betydelig risici for alvorlige afgrødeskader (Rasmussen, 1998). I praksis vurderes det, at strigling på dette tidspunkt ikke anvendes i noget større omfang (pers. comm., Poul Henning Petersen, Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret, Skejby). Med hensyn til forbruget af pesticider er der er i de udførte modelscenarier kun ændret praksis mht. til herbicidanvendelsen. Måske vil en udeladelse af herbicider nogle steder medføre, at der kommer lidt mere ukrudt til gavn for markfaunaen (her ses bort fra situationen i de tekniske scenarier), men miljømæssigt har der stadig været den samme belastning af andre kemiske hjælpemidler. De miljømæssige effekter (mindre risiko for nedsivning af kemiske stoffer) kunne være af betydning i denne forbindelse, men det er ikke undersøgt i nærværende projekt. De positive effekter kunne sandsynligvis have været større, hvis der samtidigt var sket en reduktion af andre pesticider (dosis/behandlingshyppighed af primært insekticider). Alt andet lige ville dette samtidig give plads til et potentiel større fødegrundlag i form af leddyr (biomasse, artsdiversitet). Hvorvidt dette rent dyrkningsmæssigt er en farbar vej vil afhænge meget af dyrkningstypen og en evt. reguleringsordning, der økonomisk tilgodeså forskellige former for ekstensiveret dyrkning. En vurdering af, om noget sådant er praktisk muligt/realistisk eller ønskeligt, ligger uden for rammerne af denne rapport.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Januar 2007, © Miljøstyrelsen.