Udvikling, produktion og markedsføring af energi- og miljørigtige armaturer til boligmarkedet

Sammenfatning og konklusioner

I 2004 blev afholdt en designkonkurrence om miljø- og energirigtige lamper til boligen. Der indkom 88 lampeforslag. Tre forslag blev præmieret.

To-tre designforslag skulle senere have været produktudviklet og markedsført i en kampagne for brug af miljø- og energirigtige lamper. Tre lampeproducenter havde således givet forhåndstilsagn om at sætte lamperne i produktion på givne betingelser.

På trods af de mange konkurrenceforslag, vurderede ingen af producenterne efterfølgende, at forslagene havde en kvalitet, så de ville igangsætte en produktudvikling. En gruppe designere fik derfor tilbudet om selv at finde andre producenter og afsætningskanaler, men dette mislykkedes.

Baggrund og formål

Udviklingen af moderne kompakt- og T5 lysstofrør giver nye muligheder for at anvende energi- og miljørigtig belysning i boliger, men det har vist sig, at udvalget af prisbillige lamper er mangelfuldt. En stor del af de lamper, der egner sig til energirigtige lyskilder, er udviklet til det professionelle marked, og kan ikke umiddelbart anvendes på det private marked. Således ligger pris og kvalitet typisk på et noget højre niveau, end der er basis for på det private marked.

Hovedformålet med projektet har derfor været at øge anvendelsen af energi- og miljørigtige lamper i private boliger.

Desuden har projektet haft til formål,

  • at gøre forbrugerne opmærksomme på, at valg af lamper er et ”energi- og miljøvalg”,
  • at få forbrugerne til at efterspørge energi- og miljørigtige lamper,
  • at øge belysningsbranchens fokus på produktion af energi- og miljørigtige lamper, specielt til private boliger,
  • at vise belysningsbranchen, at der er et marked for energi- og miljørigtig boligbelysning.

Projekterfaringerne skulle på langt sigt desuden være med til at danne grundlag for indførelse af kriterier for miljømærkning af lamper (blomst eller svanemærkning) og/eller udformning af miljødeklarationer.

Projektidéen blev oprindeligt til i projektet: ”Forprojekt – Renere produkter og bedre affaldshåndtering inden for belysningsbranchen”, der omfattede en kortlægning af den danske belysningsbranches miljøpåvirkning samt en handlingsplan for reduktion af branchens væsentligste miljøbelastninger i form af forslag til konkrete hovedprojekter.

Undersøgelsen

Projektet var planlagt i følgende faser:

1. Forfase
2-3 Planlægning og afholdelse af designkonkurrence
3 A Mellemfase
4. Produktudvikling og produktion af lamper
5. Markedsføring og salg af lamper
6. Projektevaluering

Fase 1- Forfasen blev gennemført af Lysteknisk Selskab sammen med Hansen & Henneberg.

Planlægning og afholdelse af designkonkurrencen – fase 2-3 blev gennemført af Lysteknisk Selskab sammen med lampeproducenterne Louis Poulsen Lighting, Frandsen Lighting og Horn Belysning. Ingen af producenterne ønskede herefter at fortsætte i projektet. Lysteknisk Selskab søgte derfor i fase 3A at finde alternative partnere. Resultatet blev, at projektet måtte stoppes efter fase 3A.

Hovedkonklusioner

Forfasen

Kortlægningen i fase 1 viste, at der er et stort potentiale for udvikling af nye lamper til boligen egnet til de energibesparende kompakt- eller T5 lysstofrør.

Projektets succes krævede, at min. to lampeproducenter efter designkonkurrencens afholdelse, ville forpligtige sig til at produktudvikle og markedsføre nogle af de indkomne designforslag. De tre lampeproducenter Louis Poulsen, Frandsen Lighting og Horn Belysning viste stor, positiv velvilje og bakkede op om projektet og afvikling af designkonkurrencen med henblik på evt. senere produktion. Desuden indbetalte de hver kr. 25.000 til præmier.

Designernes vurdering af konkurrencen

Den afholdte designkonkurrence vakte stor interesse blandt designere og arkitekter, herunder

  • Blev der udvist meget interesse og kreativitet omkring opgaven - at designe miljø- og energivenlige lampe,
  • Den åbne konkurrenceform havde stor appel til studerende samt mindre firmaer,
  • Konkurrencedeltagerne vurderede det som meget væsentligt, at de tre lampeproducenter stod bag konkurrencen,
  • Generelt blev konkurrencekonceptet rost af deltagerne.

Lampeproducenternes vurdering af konkurrencen

De i projektet deltagende lampeproducenter fandt,

  • at der indkom mange spændende designforslag. Ingen ønskede dog at sætte nogle af forslagene i produktion. Baggrunden var, at lamperne ikke passede ind i virksomhedernes forretningskoncept samt at potentialet ikke var helt på højde med firmaernes øvrige produktidéer.

Samlet vurdering af projektet

Projektet har, selv om det ikke blev gennemført som planlagt, medført øget fokus og bevidsthed omkring miljørigtig design i belysningsbranchen, herunder hos de deltagende designere og producenter.

Desuden har projektet givet en øget fokus på miljø hos Lysteknisk Selskab, hvilket har betydet, at Lysteknisk Selskab netop har afholdt et miljøseminar om aktuelle emner for belysningsbranchen og har planer om at fortsætte med at holde branchen orienteret om miljørelevante emner f.eks. konsekvenserne af det kommende EU-direktiv om miljøvenlig design.

Projektresultater

Kortlægning

Kortlægningen viste, at der er et stort potentiale med hensyn til at udvikle nye lamper til boligmarkedet, som er egnede til de energibesparende kompaktrør eller T5 lysstofrør, idet der skal tages højde for, at de farvegengivende egenskaber for kompakt- og T5 lysstofrør er ikke helt så gode som gløde- og halogenglødepærers. Under kortlægningen blev samtidig defineret de typer lamper, som designkonkurrencen skulle omfatte: ”Konkurrencens formål er at få udviklet energi- og miljørigtige lamper til grundbelysning i boligen, placeret på steder, hvor der typisk bruges meget lys og hvor lyset er tændt længe.”

Designkonkurrencen ”Lamper til boligen”

Et sæt konkurrencebetingelser blev udarbejdet og designkonkurrencen ”Lamper til boligen” blev afviklet i foråret 2004. Konkurrencen blev annonceret bredt i relevante medier og der blev ophængt plakater på uddannelsesinstitutionerne. Fra starten vakte konkurrencen stor interesse blandt designere og arkitekter. I alt 99 personer tilkendegav således forhåndsinteresse for at deltage i konkurrencen. Rent praktisk indkom 88 forslag fra 50 forslagsstillere. Dette vurderes at være yderst tilfredsstillende sammenholdt med erfaringerne fra tilsvarende konkurrencer.

Konkurrencen havde specielt stor appel til studerende, yngre designere og arkitekter, som endnu ikke har fundet endeligt fodfæste på markedet. Tilsvarende deltog mange mindre etablerede arkitekt- og designfirmaer i konkurrencen. Flere fandt det spændende, at der var tale om åben konkurrence med specielt fokus på miljø- og energirigtig boligbelysning, da dette område ikke tidligere har været rigtig i fokus.

Selve konkurrencekonceptet fungerede også godt. Specielt var det et væsentligt element, at de tre lampeproducenter; Louis Poulsen Lighting, Frandsen Lighting og Horn Belysning, stod bag ved konkurrence med et tilbud om på visse betingelser at sætte nogle af lampeforslagene i produktion samt markedsføre disse i en fælles kampagne henvendt til boligmarkedet.

En jury bestående af en bred kreds af belysningsbranchens interessenter gennemgik de indsendte konkurrenceforslag. Juryen bemærkede det glædelige, at en stor del af forslagsstillere havde formået at tænke miljø- og energiaspektet godt ind i deres forslag. Således konkluderede juryen, at konkurrencen formentlig hat været en ”øjenåbner” for mange designere og arkitekter omkring det faktum, at der i fremtiden vil blive stillet øget krav til miljø- og energiaspektet i elektronikprodukter.

Præmieoverrækkelsen blev foretaget på Danmarks Designskole den 8. september 2004. Miljøminister Connie Hedegaard havde givet tilsagn om at foretage overrækkelsen, men måtte melde afbud i sidste øjeblik. Der blev uddelt en 1., 2. og 3. præmie på henholdsvis 35.000, 25.000 og 15.000 kr. Præmierne var finansieret af de tre lampeproducenter.

Billed 1. Thomas Overgaard Jørgensens lampeserie Halo, som vandt 1. præmien. Billed 1. Thomas Overgaard Jørgensens lampeserie Halo, som vandt 1. præmien.
Billed 2. Lampen GB877 designet af Søren Buus Christensen og Thomas Thrane Carlsen, Goosebump designteam fik 2. præmien. Billed 2. Lampen GB877 designet af Søren Buus Christensen og Thomas Thrane Carlsen, Goosebump designteam fik 2. præmien.
Billed 3 Den feministiske lampe Fungo designet af Mette Hvass modtog 3. præmien. Billed 3 Den feministiske lampe Fungo designet af Mette Hvass modtog 3. præmien.

Videreførelse af projektet med nye producenter

Som nævnt tidligere ønskede ingen af de tre lampeproducenter efterfølgende at fortsætte i projektet. Miljøstyrelsen og Lysteknisk Selskab fandt på trods af afslagene, at der blandt de indkomne designforslag var en del spændende lamper, og flere af de deltagende designere havde udtrykt stor vilje til at få sat deres lamper i produktion. Lysteknisk Selskab fik derfor til opgave at give udvalgte designere tilbudet om selv at finde en alternativ producent, der var villig til at produktudvikle og markedsføre deres designforslag.

Lysteknisk Selskab modtog ansøgning fra to designere om produktudvikling, produktion og markedsføring af deres designforslag. Desværre trak den ene ansøger efterfølgende sin ansøgning tilbage, da det senere viste sig, at ansøgeren ikke kunne finde de nødvendige afsætningskanaler på det private boligmarked. Da det var projektets forudsætning, at minimum to lamper fra forskellige producenter skulle sættes i produktion, var der ikke længere grundlag for at fortsætte projektet.

Andre kilder

Nærmere information om projektet, kontakt Lysteknisk Selskab, se www.lysteknisk.dk.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.