Effektivisering af distributions- og emballagesystemet til dagligvarer med fokus på udnyttelse af transportsystemet

10 Fremtidige udfordringer

Der er ikke tvivl om, at de store aktører i afsætningsleddet vil fortsætte udviklingen omkring effektivisering af logistikkæden fra leverandør og frem til, at varen går ud af butikkerne. Specielt i England, men også i Tyskland, Holland og Frankrig har vi set en tæt integration af leverandør og den enkelte aktør og hvor kæden har sat rammerne for samarbejdet og herunder også fastlagt, hvorledes varen skal emballeres og leveres. Det er også typisk, at anvendelsen af retursystemer til erstatning af kolli er under hastig udvikling. Dette sker primært med begrundelsen om at være effektiv og hygiejnisk i butikkerne, hvor de undgår at skulle fjerne pap og plast-emballage. Anvendelsen af retursystemer giver desuden mulighed for en hurtigere opfyldning af hylderne og det på en måde, som tilgodeser forbrugerne i butikkerne.

For leverandørens vedkommende er udfordringen at kunne levere i det af kæden fastsatte logistiksystem indeholdende returkasser, paller og mærkning af enhederne – evt. påførsel af RFID tags. Der er heller ingen tvivl om, at de enkelte kæder vælger forskellige systemer, så det for leverandøren bliver et spørgsmål om at kunne håndtere de forskellige kunders systemer på en effektiv måde.

Hertil kommer selvfølgelig en række krav om hurtig levering og levering i mængder tilpasset den enkelte kæde og dens butikker. Her kommer kravet om reaktionsevne i forhold til ordretidspunktet til at blive en væsentlig parameter. For ferske produkter har flere kæder allerede 4 timer som reaktionstid fra ordre til levering og det må forventes også at komme til at gælde for andre produktområder med kort holdbarhedstid.

Specielt i England er stor fokus på de sidste 50 meter før hylden i butikkerne – fra varemodtagelse frem til eksponeringspladsen. Konkurrencesituationen i England har vænnet forbrugeren til friske produkter og høj service med hensyn til tilgængelighed af produkterne, hvorfor "available on shelf" (tilstedeværelsen på butikshylden) tillægges meget stor betydning og kommer forud for effektiviteten af logistikkæden fra leverandør og frem til butikken. Dette indebærer bl.a., at der ikke altid køres med med fyldte biler til butikkerne.

I denne sammenhæng kan der så stilles spørgsmålet om hvem kommer til at sætte dagsordenen for standardisering. Med hensyn til udvikling af retursystemer forventes det fortsat at ske hos de store i afsætningsleddet og i samarbejde med 3. parts leverandører. Logistik og anvendelse af retursystemer forventes i et stadig stigende omfang at indgå i kædernes strategiske overvejelser og anvendt til at sikre den størst mulige effektivitet i egne systemer.

For leverandørernes vedkommende vil det blive stadig vanskeligere at opretholde egne retursystemer, idet den direkte adgang til butikkerne ikke kan opnås. Der må imødeses et stigende krav om at kunne håndtere forskellige systemer alternativt opbygge produktionsenhederne i en stadig tættere integration med de største kunder. Endelig skal der tages højde for brancheglidningen og forskellig udvikling i forskellige segmenter f.eks. vil catering området fortsat adskille sig fra den traditionelle dagligvarehandel. Men også på dette område sker der en centralisering og en højere grad af professionalisering.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.