Effektivisering af distributions- og emballagesystemet til dagligvarer med fokus på udnyttelse af transportsystemet

9 Udvikling af værdikædemodel

I regi af projektet er der blevet udviklet en værdikædemodel, hvori det er muligt at beregne omkostningerne ved at føre et produkt i gennem en defineret varekæde. Formålet med modellen er at anskueliggøre, hvor i varekæden at de største omkostninger til den samlede distribution ligger og i forlængelse heraf at illustrere hvad de økonomiske konsekvenser for alle aktørerne i varekæden vil være ved at ændre på nogle af parametrene. De væsentligste parametre i modellen er de anvendte transportemballager og lastbærer. For transportemballagernes vedkommende er der følgende muligheder:

  • En traditionel bølgepapkasse
  • Display-pakning, hvor der ikke anvendes nogen egentlig transportemballage
  • Retur-transportemballager – typisk i form af en plastkasse

For lastbærerene er der følgende muligheder i modellen:

  • EUR-palle
  • ½-palle
  • ¼-palle
  • Rullebur
  • Dolly – principielt en palle med hjul under, fremstillet af stål eller plast

Derudover kan modellen håndtere flere forskellige distributionsveje. I modellen er der indlagt en lang række stamdata som f.eks. løn-omkostninger pr. time, transportpriser og ikke mindst et tidsforbrug til at foretage de mange operationer/håndteringer, der typisk foregår i en varekæde. Tidsforbruget hertil baserer sig i stor udstrækning på konkrete tidsstudier foretaget i et tidligere projekt.

De samlede varekædeomkostninger beregnes i 33 forskellige moduler, der hver repræsenterer en del-proces i varekæden.

Selve beregningen i værdikædemodellen starter i det øjeblik, at et produkt er blevet emballeret i den emballage, som den endelige forbruger køber produktet i. Selve salgsemballagen tages således for givet i modellen. Udgiften til transportemballagen indgår i kalkulationen og vil ofte være den største enkelte omkostning i et varekædescenarie.

Opgørelsesenheden i modellen er 1 forbrugerenhed.

Rent teknisk er modellen udviklet i Excel, hvorved det er forholdsvis let at foretage ændringer i modellen og de tilhørende parametreværdier.

I modellen bliver det samlede transportemballageforbrug også opgjort, gennem at det for hvert scenarie bliver opgjort hvor mange transportemballager, der skal anvendes til at emballere varemængden. Dette antal ganges så op med nogle standardværdier for vægten af transportemballager.

Det er væsentligt at påpege, at resultaterne fra modellen helt afhænger af de værdier og øvrige egenskaber der indlægges i de konkrete beregningscases. De områder, der har størst betydning for den samlede økonomi, er følgende:

  • Udgiften til transportemballage
  • Udnyttelsesprocenter af transportemballager og lastbærere
  • Håndteringen af varer i butikken

I bilag G findes en nærmere præsentation af modellen samt resultatet af en case-beregning.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.