BioGel til rensning af olieforurenet jord

Sammenfatning og konklusioner

Formål og strategi

Formålet med projektet er at søge en afklaring på det tekniske potentiale ved anvendelsen af BioGel-teknologien til aerob nedbrydning af gasolieforurening i jordens umættede zone. Den overordnede strategi har været, at gennemføre laboratorieforsøg under optimale forhold, samt at gennemføre en erfaringsopsamling for feltprojekter gennemført i Danmark.

Laboratorieforsøg

På baggrund af laboratorieforsøget er det konkluderet, at der kan opnås en signifikant forøget olienedbrydning udelukkende ved stimulering af naturlige mikroorganismer. I forsøget blev der opnået en signifikant ekstra effekt ved at tilsætte BioGel, mens der ikke var signifikant stimulering ved tilsætning af olienedbrydende mikroorganismer uden gel. Det er estimeret, at der potentielt kan opnås en reduktion af oprensningstiden på 25 – 30 % ved BioGel-behandling frem for at stimulere de naturligt forekommende mikroorganismer; et estimat der dog er behæftet med betydelige usikkerheder, og som sættes i relief af at der er benyttet en forsøgsjord med et formodet lavt mikrobiologisk aktivitetsniveau.

Biologisk oprensning har potentiale – men tager tid

På baggrund af forsøgsresultaterne vurderes det at stimuleret biologisk nedbrydning, både med og uden BioGel, har et teknisk potentiale som afværgeteknologi, men det pointeres, at der bør anlægges et realistisk forventningsniveau til oprensningshastigheden. På baggrund af forsøgene er det vurderet, at oprensninger af denne type, som absolut minimum, tager i størrelsesordenen 1,5 til 3 år; med mindre oprensningen i væsentlig grad benytter sig af fysiske fjernelsesmekanismer.

Erfaringsopsamling

Der er foretaget en opsamling på de danske erfaringer fra i alt 15 sager, hvor BioGel eller nært beslægtede teknologier har været anvendt til in-situ oprensning af gasolieforurening i den umættede zone.

Generelt gode erfaringer – dog ikke i ler

Overordnet er der, på baggrund af de foreliggende sagsoplysninger, tilsyneladende opnået gode resultater med anvendelsen af BioGel-teknologien og/eller beslægtede teknologier – dog ikke i deciderede lerjorde. For syv af 12 afsluttede sager foreligger der oplysninger om at sagerne er afsluttet helt eller delvist til myndighedernes tilfredsstillelse. For seks sager er den aktive indsats afsluttet indenfor en periode på seks måneder.

Generelt meget sparsom dokumentation

Der kan dog stilles spørgsmål til ovenstående tilsyneladende gode resultater, da der generelt, om end ikke for alle sager, vurderes at være tale om en meget sparsom (slut)dokumentation af oprensningen.

Overordnede anbefalinger

Der er opstillet overordnede anbefalinger omkring anvendelsen af biologisk afværge, herunder overordnede anbefalinger til aftalegrundlag og slutdokumentation, samt udvidet dokumentation af biologiske mekanismer og aktivitetsniveau for evt. tilsatte olienedbrydende mikroorganismer; anbefalinger der muligvis kan være med til at øge tiltroen til effekten af de biologisk baserede oprensninger. Det fremhæves dog, at flere af disse anbefalinger også bør følges ved andre typer af oprensninger.

 



Version 1.0 Januar 2006, © Miljøstyrelsen.