Miljøvurdering af konventionel og økologisk avl af grøntsager

Forord

Der er stigende international fokus på produkters miljøbelastning set i et livscyklusperspektiv og såvel UNEP som EU har taget initiativer til at styrke den produktorienterede miljøindsats i tråd med den danske politik, såkaldt Integreret produktpolitik (IPP). Miljøbelastningen ved frembringelse og forbrug af fødevarer udgør en af de største poster i en families daglige forbrug og miljøbelastning. Derfor efterspørges information om miljøbelastningen pr. produceret enhed af forskellige fødevarer til brug indenfor produktkæden (primærproducenter og forarbejdningsled) som redskab til miljøforbedringer og til dokumentation. Produktorienteret miljøinformation kan også bruges af myndigheder og forbrugergrupper til at vurdere forskellige produktionsmetoder.

Samtidigt sker der i disse år en udvikling af nye og forbedrede metoder til at sikre forbrugernes tillid til fødevarerne gennem øget sporbarhed (Traceability) og kvalitetssikringssystemer (Quality Assurance, QA) i kæden fra jord til bord. Fokus er her indtil videre på fødevaresikkerhed i sundhedsmæssig forstand men der er tegn på at spørgsmål såsom brugen af GMO-sorter bliver af betydning og vil indgå i produktinformationen. Miljøpåvirkninger ved fødevareproduktionen indgår indtil videre mest i form af garantier for Godt landmandskab (GAP). Informationen anvendes indenfor kæden (business-to-business) og deklareres af og til med mærker såsom dansk IP og den lille røde traktor i England. Disse mærker baserer sig ikke på faktiske miljøopgørelser igennem kæden, men på om landbrugeren overholder krav om god planlægning, sprøjtning efter behov osv. Dette gælder ikke mindst grøntsager, hvor dansk IP har en høj tilslutningsgrad på en del kulturer. På europæisk plan stiller store dele af detailhandelen krav om den slags dokumentation i regi af organisationen EurepGAP, som beskrevet i rapporten "Produktorienteret miljøindsats i landbrugssektoren - forudsætninger og fremsyn" udarbejdet til Miljøstyrelsens Produktpanel for Landbrug (http://www.produktpanel-landbrug.dk/view.asp?ID=2712) .

Danske grøntsager sælges overvejende på hjemmemarkedet men konkurrerer her med tilsvarende importerede varer. Derfor er udviklingen på det Europæiske marked ikke irrelevant for danske forhold. Det kan antages, at markedet med tiden også vil efterspørge specifik og veldokumenteret information om produktionsmetodernes faktiske miljøforhold indenfor business-to-business relationerne, hvilket bl.a. blev synligt ved en international konference om QA (se summary og refs. i Halberg, 2003, tilgængelig på nettet: http://www.lcafood.dk/lca_conf/).

Der kan på baggrund af ovenstående være et behov for at udvikle brugen af livscyklustankegangen indenfor grønsagssektoren og fremskaffe validerede data. I projektet ”LCA af basislevnedsmidler” (www.LCAfood.dk) (Nielsen, 2003) er etableret en offentlig tilgængelig database indeholdende repræsentative data for livscyklusvurderinger af landbrugsprodukter. Databasen indeholder, ud over data vedr. selve afgrødedyrkningen, også data vedr. forarbejdning, transport, fremstilling af kunstgødning og elektricitet mm. I løbet af projektperioden er mange metodemæssige problemstillinger løst, hvilket bl.a. har bevirket at data, i modsætning til de fleste andre LCA-data, er repræsentative. I forbindelse med projektet blev der i oktober 2003 afholdt ”4th International Conference on Life Cycle Assessment in the Agri-food sector” hvor udvalgte metoder og resultater udarbejdet i projektet blev præsenteret i et internationalt forum.

Den etablerede database dækker traditionelle landbrugsafgrøder men ikke grøntsager pt. Der er behov for at udvide databasen med information vedr. dansk avlede grøntsager i væksthus og på friland. I den sammenhæng er der nogle metodemæssige spørgsmål af international relevans som skal løses, herunder hvordan man indregner energiforbruget til opvarmning, når producenterne producerer kraft-varme og CO2-gødsker i væksthusene med udstødningsgasserne.

På denne baggrund er formålet med projektet:

  • at udarbejde og offentliggøre kvalitetssikrede LCA-data for udvalgte frilandsgrøntsager (gulerødder, kartofler og løg) og væksthusgrøntsager (tomater og agurker) til brug såvel internt i branchen som i forbindelse med livscyklusvurderinger af sammensatte levnedsmidler via etablerede LCA databaser,
  • at løse metodemæssige problemstillinger forbundet med udarbejdelsen af livscyklusvurderinger for grøntsager og formidle disse internationalt bl.a. gennem den etablerede LCAfood database,
  • at bidrage til at branchen kan anvende produktorienterede miljøinformationer (LCA baserede data og metoder) til intern sammenligning mellem producenter med henblik på forbedrede miljøpræstationer (såkaldt benchmarking),
  • at bidrage til at branchen vil kunne redegøre for og dokumentere ressourceforbrug og miljøpåvirkning pr. produceret enhed for væsentlige grøntsager såfremt det bliver efterspurgt i markedet i fremtiden.
  • At konvertere den eksisterende database ”LCA-food.dk” fra Simapro format til GaBi format, for at gøre det tilgængeligt for brugere af de kommende versioner af UMIP-databasen.

Målgruppen er grøntsagsproducenter, branchefolk og konsulenter, som ønsker at få indblik i hvilke dele af produktionskæden, der er de mest miljøbelastende og ressourceforbrugende, hvordan dette ville kunne forbedres samt hvilke af de danske produktionsformer, som har den bedste miljøpræstation.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.