| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afløbssystemets levetid og renovering

4 Afløbssystemets levetid

• 4.1 Typer af svigt og disses udvikling over tid

Levetiden af et afløbssystem, eller af dele heraf, er defineret som den tid der går fra anlæg til renovering bliver påkrævet. Et behov for renovering af en enkelt ledning eller af et helt afløbssystem kan udløses af alle de omstændigheder og gener, der er gennemgået i Kapitel , og omfatter forhold lige fra sammenbrud af ledninger til den uacceptable gene, eksempelvis et uacceptabelt arbejdsmiljø. Om muligt skal renovering ske før en alvorlig gene eller et svigt indtræder, altså før afløbssystemets levetid er overskredet.

For at bestemme en lednings levetid, er det derfor nødvendigt at definere, hvilken tilstand og/eller hvilke gener, der betragtes som værende et svigt af ledningen eller ledningssystemet. Det virker umiddelbart indlysende, at forekommer der sammenstyrt på en ledning eller af en brønd, så er der tale om svigt. Men denne slags svigt sker relativt sjældent, og berører ofte kun korte delstrækninger eller enkelte brønde. Sammenstyrt kan følgelig i mange tilfælde håndteres ved akut punktreparation, og kræver ikke nødvendigvis en omlægning af hele ledninger. Svigt af hele ledningen eller af et ledningssystem må i denne situation snarere vurderes ud fra, hvor hyppigt det er nødvendigt at foretage akutte reparationer.

Hvor mange sammenstyrt må der være i et ledningssystem? Hvor meget udsivning kan tillades før en ledning betragtes som havende svigtet? Hvor meget indsivning er acceptabel? Hvor dårlige må ledninger være, uden at ledningsejeren bliver ansvarlig for den skade der opstår ved et eventuelt svigt? Der er kun én måde at besvare disse spørgsmål på, nemlig ved at stille modspørgsmålet: Hvilke gener giver afløbssystemets funktion anledning til, og hvor store gener kan accepteres, før man vil bekoste en afhjælpning af problemet, altså et indgreb på et tidspunkt, hvor afløbssystemets levetid netop er overskredet? Svaret på ovenstående spørgsmål er svaret på, om ledningen eller ledningssystemet har svigtet eller ej, men det er ikke svaret på, hvor lang tid der går, før et svigt vil indtræde – altså hvad ledningens restlevetid er.

For nogle typer svigt kan det lade sig gøre at estimere, hvornår svigtet vil indtræde. Således kan eksempelvis svovlbrintekorrosionsraten for en betonledning nedstrøms et udløb fra en trykledning beregnes, og udsagn som at røret korroderes med et vist antal millimeter per år, kan gives med en rimelig sikkerhed. Ledningens eller bygværkets godstykkelse fastlægger med denne viden restlevetiden med hensyn til svovlbrintekorrosion. En række andre typer svigt kan derimod ikke forudsiges, og spørgsmålet om hvor mange år der går, før et forhold bliver uacceptabelt i eksempelvis arbejdsmiljømæssig henseende kan ikke besvares. Kendskab til fremtidige krav fastlagt i lovgivning eller af arbejdsmarkedet er snarere den relevante indgang til bestemmelse af restlevetiden.

Betragtes de forskellige fysiske uhensigtsmæssige tilstande (Tabel 2-1), uhensigtsmæssige funktioner (Tabel 2-2) samt gener for brugerne (Tabel 2-3), er det ikke muligt at forudsige udviklingen over tid for ret mange af disse. De fleste af forholdene er alt for komplekse til, at der kan gøres forudsigelser, og afhænger i høj grad af hvilken vej samfundets udvikling tager.

Ønsker man eksempelvis at forudsige, hvornår et afløbssystems funktion bliver uacceptabel med hensyn til udledning af næringssalte, løber man ind i problemer: De danske afløbssystemer udleder i dag i snit den samme mængde fosfor via regnbetingede udledninger, som de gjorde for 10-15 år siden, mens bidraget fra renseanlæg og industrier er blevet kraftigt reduceret i samme periode. Den relative betydning af fosforudledningen fra de regnbetingede udledninger får derfor markant større relativ betydning (Miljøstyrelsen, 2003b). Der kan følgelig blive tale om, at afløbssystemet svigter med hensyn til eutrofiering – ikke fordi afløbssystemet er blevet ringere, men fordi kravene fra det omgivende samfund har ændret sig.

Af disse årsager er det relevant at skelne mellem fysisk levetid og teknologisk levetid. Den fysiske levetid beskriver, hvor lang tid der går, til en ledning har nået en uacceptabel fysisk skadetilstand. Den teknologiske levetid beskriver, hvornår teknologien bag systemet har overlevet sig selv, og systemets funktion som følge heraf er blevet uacceptabel. Under den sidste kategori hører eksempelvis den bymæssige udvikling og udviklingen i vandforbrug, men også udviklingen af, hvordan gener opfattes. En række gener, der tidligere blev tålt med en vis frekvens og/eller intensitet, kan fremover ikke længere nødvendigvis forventes at blive tålt.

Generelt set er det kun den fysiske levetid, som afløbsteknikeren har mulighed for at beregne, mens den teknologiske levetid altid må være op til et skøn.

4.1 Typer af svigt og disses udvikling over tid

Svigt af individuelle ledninger, bygværker eller hele afløbssystemer indtræder, når et forhold i afløbssystemet får så væsentlige konsekvenser for ledningsejeren, borgerne og det omgivende miljø, at de opståede gener ikke længere er acceptable. Af planlægningsmæssige og økonomiske hensyn, er det ønskeligt at kunne forudsige hvornår svigt indtræder. Som beskrevet ovenfor er dette dog ikke umiddelbart simpelt, og afhænger af, hvilken type svigt – fysisk eller teknologisk – der er tale om.

Således er eksempelvis svigt forårsaget af oversvømmelser af byoverflader og kældre under regn (Afsnit 3.3.1) bestemt af den teknologiske udvikling såvel som udviklingen i ekstremregn. Det må antages, at borgerne i fremtiden vil blive mindre villige til at acceptere, at oversvømmelser af kældre og terræn med opspædet spildevand er et nødvendigt og acceptabelt aspekt af afløbssystemets funktion. Endvidere kan en fortætning af byerne og en øgning af byernes impermeable flader føre til øgede vandmængder og dermed øgede oversvømmelseshyppigheder. I den anden retning trækker, at der i stigende grad gøres brug af lokal håndtering af regnvand samt en øget separation, hvorved der kan fjernes væsentlige regnvandsmængder fra afløbssystemet.

Udviklingen i ekstremregn på grund af klimaændringer fører muligvis til hyppigere ekstremregn, hvilket i givet fald vil trække i retning af et behov for øget kapacitet af afløbssystemet. Dette forhold kan i princippet forudsiges ved hjælp af klimamodeller, dog må forudsigelse af langtidsudviklingen i ekstremregn betragtes som værende usikker, og danske målinger af ekstremregn over de sidste to årtier, viser ikke nogen entydig tendens i denne henseende (Afsnit 3.2.1)

Hvordan summen af disse faktorer udvikler sig over tid er ikke muligt at vurdere. Det synes end ikke at være muligt at give et kvalificeret bud på, om der bliver en stigende tendens til svigt af afløbssystemet på grund af oversvømmelser eller ej. Det er følgelig ikke muligt at vurdere levetid med hensyn til svigt på grund af oversvømmelser af byoverflader og kældre under regn.

På tilsvarende vis kan tidshorisonten for svigt forårsaget af andre gener i realiteten ikke forudsiges. En undtagelse er dog svigt på grund af visse fysiske nedbrydninger af afløbssystemet, hvor der findes beregningsmetoder og modelværktøjer, der i konkrete tilfælde tillader bestemmelse af en lednings restlevetid.

Viden om levetider og restlevetider er en nødvendig forudsætning for renoveringsplanlægning, og skal bestemmes på trods af, at der er en række vanskeligheder forbundet hermed. Erfaringsbaserede overslag over levetider må således benyttes i mangel af sikre, teknisk deduktivt baserede metoder til levetidsbestemmelse.

Den fremtidige fysiske nedbrydning af afløbssystemet kan estimeres ud fra systemets nedbrydningshistorie. Udføres således tv-inspektioner af de samme systemer med tilpas langt mellemrum, kan den historiske nedbrydningsrate bestemmes, og den fremtidige ekstrapoleres herudfra. Er inspektionsgrundlaget mere beskedent, må erfaringer fra tilsvarende oplande drages ind et estimat af restlevetiden.

Vanskeligere er det at bestemme den teknologiske restlevetid, idet den samfundsmæssige og teknologiske udvikling samt effekten heraf på afløbssystemet, hverken lader sig bestemme ved naturvidenskabelige eller statiske metoder. Det synes dog rimeligt at påstå, at afløbssystems teknologiske levetid er en del kortere end den fysiske levetid.

Erfaringen gennem de senere årtier har endvidere vist, at teknologisk svigt af afløbssystemet sjældent nødvendiggør renovering af hele systemet. Ofte drejer det sig kun om bygværker og lignende, mens ledningerne i mange tilfælde kan blive liggende. Et eksempelvis herpå er ombygning af en ældre pumpestation uden hus til en pumpestation, der er i overensstemmelse med nutidens krav om godt arbejdsmiljø. Et andet eksempel er etablering af renseforanstaltninger for separat regnvand, før vandet bliver udledt til recipient. Den teknologiske levetid for bygværker og lignende må derfor antages at være kortere end den teknologiske levetid for selve ledningerne. Høj økonomisk udvikling i et samfund er formentlig medvirkende til at nedsætte den teknologiske levetid.

Sammenfattende kan levetiden af et afløbssystem dermed opdeles i et antal hovedgrupper:

• Fysisk levetid af ledninger og brønde.

• Fysisk levetid af bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende.

• Teknologisk levetid af ledninger og brønde.

• Teknologisk levetid af bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende.

Ledninger og brønde udført af inerte materialer, og som ligger under belastningsmæssigt gunstige forhold, må forventes at have endog meget lange, fysiske levetider. Eksempelvis kendes murede ledninger på langt over 100 år, der stadig er i fysisk god stand, og som formentlig kan ligge længe endnu. Også fra andre sammenhænge, så som bygninger, broer og lignende, kendes anlæg med meget lang fysisk levetid. Forfatterne af nærværende rapport anser en gennemsnitlig fysisk levetid af ledninger og brønde på 75-150 år som værende realistisk (Tabel 4-1).

Bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende består ud over selve bygværket af en række installationer (eksempelvis pumper og elinstallationer), der har en kortere fysisk levetid end selve bygværket. Den samlede fysiske levetid må derfor være kortere end for ledninger og brønde, og forfatterne af nærværende rapport anser en gennemsnitlig fysisk levetid af bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende på 30-70 år som værende realistisk (Tabel 4-1).

Den teknologiske levetid af ledninger og brønde er kortere end den fysiske levetid, men erfaringsmæssigt længere end den teknologiske levetid af bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende. En række ledninger og brønde har eksempelvis i de seneste årtier måttet skiftes af teknologiske årsager, idet de gav anledning til en uacceptabel oversvømmelsesfrekvens. Forfatterne af nærværende rapport anser en gennemsnitlig teknologisk levetid af ledninger og brønde på 50-100 år som værende realistisk (Tabel 4-1).

Bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende har kortest teknologisk levetid. Det har eksempelvis i de senere år været nødvendigt at renovere nyere bygværker og pumpestationer af arbejdsmiljømæssige hensyn, og bassiner af miljømæssige hensyn. Forfatterne af nærværende rapport anser en gennemsnitlig teknologisk levetid af bygværker, pumpestationer, bassiner og lignende på 20-50 år som værende realistisk ().

Tabel 4-1: Estimerede levetider til brug ved renoveringsplanlægning.

Alt efter behov, er det rimeligt at underopdele de enkelte former for levetid, således at eksempelvis ledninger lagt i et bestemt tidsrum har kortere fysisk levetid end andre. I forbindelse med definition af kommunens målsætninger og udarbejdelse af renoveringsplaner, skal levetiden af afløbssystemets forskellige elementer vurderes, og de specifikke levetider afhænger af en lang række konkrete, lokalt bestemte forhold, for hvilke der ikke kan gives generelle anbefalinger (Tabel 4-2). Hver kommune må derfor vurdere levetiderne for deres eget afløbssystemet ud fra lokal viden og erfaringer samt ud fra kommunens forventninger til den teknologiske udvikling.

Med udgangspunkt i den meget væsentlige kapital, der er investeret i et afløbsnet, er det afgørende, at man vedkender sig de problemstillinger, der knytter sig til den teknologiske restlevetid. Samfundets fremtidige udvikling, der manifesterer sig i form af nye behov, krav og teknologiske landvindinger, vil trække i nedadgående retning på denne form for restlevetid. Modsætningsvis vil den investerede kapital og den hastighed hvormed kapitalfornyelse er tilgængelig fra samfundets side virke konserverende, altså forlængende på den teknologiske restlevetid.

Tabel 4-2: Eksempler på elementer af afløbssystemet med specifik levetid afhængig af lokale forhold.

I erkendelse heraf er det væsentligt, at jo større fleksibilitet vi er i stand til at indbygge i et afløbssystem, desto mindre konflikt vil vi i fremtiden skabe mellem ønsket om renovering og de tilgængelige muligheder herfor betinget af ressourcetilførslen. Eksempelvis vil separatsystemer med oplagte muligheder for håndtering af regnafstrømningen uafhængigt af den daglige spildevandsstrøm umiddelbart byde på større fleksibilitet, end hvad der vil kunne opnås i et fællessystem.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.