Afløbssystemets levetid og renovering

Sammenfatning og konklusioner

Projekt har til formål at medvirke til processen ”det bedst mulige afløbssystem for pengene” ved at præsentere en metodik for renoveringen under hensyntagen til en bred vifte af kriterier for teknisk funktion, miljøpåvirkning, økonomi og serviceniveau. Det opfattes som vigtigt, at en sådan metodik er udarbejdet under grundig hensyntagen til bæredygtige tekniske, miljømæssige og økonomiske principper samtidigt med, at den er åben for lokale ønsker og behov.

Projektet præsenterer metoder og strategier, der kan anvendes som beslutningsværktøjer ved renovering og udbygning af det danske afløbsnet. Værktøjerne tager udgangspunkt i de drifts- og miljømæssige gener, der skabes af uhensigtsmæssig funktion, tilstand og indretning af afløbssystemet, vurderer disses økonomiske konsekvenser og sætter dem i forhold til den lokale målsætning og strategi for renovering.

Ved brug af teknisk-objektive værktøjer identificeres og kvantificeres først de problemer, der måtte være i et kloakopland. Afløbssystemet analyseres for tekniske forhold, der kan føre til behov for renovering eller nyanlæg, og der redegøres for potentielle problemer forårsaget af disse tekniske forhold. Værktøjerne kobler problemer og gener med de tekniske årsager hertil, og der opstilles målbare funktionskriterier (performance indikatorer, PI) for et bredt spektrum af problemstillinger. Funktionskriterierne er kvantificerbare i form af PI-værdier, der kan benyttes som indikatorer for graden af målopfyldelse.

Opfyldelsen af en given målsætning for renovering med udgangspunkt i afløbssystemets tekniske funktion overlejres til enhver tid af de økonomiske konsekvenser. Der præsenteres følgelig et værktøj til vurdering af det økonomiske perspektiv i form af en selskabsøkonomisk Cost-Effectiveness Analyse (CEA) af de tekniske løsningsforslag.

Resultatet af en CEA udgør et overskueligt grundlag for en teknisk prioritering af de enkelte saneringsprojekter eller løsningsalternativer. For det enkelte projekt måles ”Cost” ved den annuiserede nettoomkostning, mens ” Effectiveness” måles ved ændring i udvalgte PI-værdier. Forholdet (ratioen) mellem ”Cost” og ”Effectiveness” indikerer, hvor omkostningseffektiv den betragtede investering er med henblik på det enkelte funktionskriterium. For at sammenligne forskellige projekter, rangordnes Cost-Effectiveness ratioen, og projektet med den bedste ratio favoriseres. Ved sammenligning af visse alternativer, er effekterne ikke sammenlignelige, og prioriteringen må foretages på kvalitativt grundlag.

Den mere ”objektive” og systemafhængige indgangsvinkel til valg af en aktuel strategi for renovering, overlejres af ønsker og krav, der typisk vil være afledt af såvel lokale som samfundsmæssige forhold. Dermed fastlægges et ”serviceniveau”, der defineres i form af ønsker og behov, og som vil variere i tid og sted. De tekniske og økonomiske muligheder for en given kloakrenovering bliver hermed filtreret gennem den enkelte kommunes sæt af målsætninger og strategier for slutteligt at ende i en samlet bæredygtig løsning. Metodikken giver med andre ord ikke faste teknisk-økonomiske løsninger til en given problemstilling, men er åben for en aktiv medvirken af beslutningstageren.

I overensstemmelse med ovenstående bliver arbejdsgangen i renoveringsprocessen følgende:

Arbejdsgangen i renoveringsprocessen

Projektet fokuserer på at skaffe et helhedssyn på renoveringsprocessen og den samfundsmæssige indflydelse herpå. Afløbssystemets muligheder for at kunne tilpasse sig fremtidige – pt. ukendte – funktions- og miljøkrav er i denne sammenhæng et væsentligt hensyn. Til opfyldelse af dette formål behandles en vifte af funktions- og miljøorienterede muligheder og økonomiske konsekvenser for kloakrenovering, samt disses endelige prioritering med udgangspunkt i ønskede aktuelle servicemål og fleksibilitet.

Overordnet har projektet dermed til formål at etablere et grundlag for renovering og udbygning af et afløbsnet, som den enkelte kommune i praksis vil kunne forholde sig til. Anvendelsen af de udviklede metoder og strategier er sket med dette for øje og er vist gennem et større eksempel.

I rapporten er der lagt stor vægt på såvel en systematisering som en bevidstgørelse af de elementer og beslutningsveje, der indgår i den samlede proces i tilknytning til renoveringen af kommunernes afløbssystemer. Til yderligere illustration af den bagvedliggende tankegang er der givet eksempler på anvendelse, der belyser delelementer i arbejdsgangen for renoveringsprocessen.

Rapporten giver baggrund og procedure for, hvorledes tekniske, miljømæssige, økonomiske og servicerelaterede aspekter kan inddrages i en renoveringsproces for et afløbssystem. Herved opnås en samlet optimal funktion indenfor systemets teknologiske levetid. Som en del af denne procedure gives endvidere forslag til, hvorledes detaljer i denne forbindelse inddrages, eksempelvis i form af valg af performance indikatorer (PI'er) for afløbssystemets funktion samt detaljer vedrørende den økonomiske analyse. Det er i denne forbindelse magtpåliggende at få præciseret, at disse detaljer ikke er mere fastlagte end at der fortsat er åbent for fortolkning og valg afledt af den enkelte brugers ønsker og behov.

Begrebet ”levetid” er central ved enhver anlægs- eller renoveringsopgave for et afløbssystem. Kravet til denne opgave er i korthed udtrykt gennem en teknologisk levetid, der i bund og grund er bestemt af det til enhver tid ønskede serviceniveau. En lang fysisk levetid af et afløbssystem bliver derfor kun meningsfuld, såfremt vi har indbygget fleksibilitet, således at vi senere vil kunne tilføje ny teknologisk levetid og dermed udnytte den fysiske restlevetid.

Det vil være ønskeligt, om denne rapports metode vil blive benyttet i denne sammenhæng.

 



Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.