| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Erfaringer med rensning af drikkevandet i små vandforsyningsanlæg

3 Erfaringer fra udlandet

• 3.1 Indsamling af oplysninger
• 3.2 USA
• 3.3 Tyskland
• 3.4 Norge
• 3.5 Sverige
• 3.6 Holland
• 3.7 England og Wales
• 3.8 Sammenfatning og diskussion

3.1 Indsamling af oplysninger

Indsamlingen af oplysninger i dette projekt fokuseres på administrative oplysninger, da der tidligere er indsamlet oplysninger om tekniske forhold i udlandet. Tekniske forhold inddrages dog også, og specielt er det forsøgt at skaffe oplysninger om de forhold som det ikke tidligere har været muligt at finde oplysninger om.

For at administrative erfaringer er brugbare under danske forhold, er det mest hensigtsmæssigt at de stammer fra lande, hvor naturbetingelserne og de administrative forhold i øvrigt ligner de danske. Oplysningerne er derfor som udgangspunkt undersøgt i vore vesteuropæiske nabolande.

I det tidligere arbejde er det vist at der er brugbare oplysninger i Tyskland og USA. Desuden er der indsamlet oplysninger fra Norge, Sverige, Holland, England og Wales om administrationen af enkeltvandforsyninger og rensningsanlæg i den forbindelse. Det har dog vist sig at såvel viden om anlæggene som administration er mest omfattende i Tyskland og USA, og den supplerende indsamling af oplysninger har derfor været mest omfattende her.

Oplysninger om administrationen er primært søgt gennem nationale vejledninger, normer og standarder samt oplysningsmateriale om disse og om vandforsyning generelt. I Tyskland er der suppleret med personlige kontakter.

Indsamlingen af oplysninger er sket med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

1. Godkendes anlæggene centralt eller decentralt (kommunalt), og hvilke standarder mv. ligger evt. til grund for godkendelsen.
2. Gives der konkret tilladelse til hvert enkelt anlæg, og hvilken myndighed giver en sådan tilladelse.
3. Stilles der særlige krav med hensyn til ejendomsforhold og vedligeholdelseskontrakt eller lign. for anlæg.
4. Hvilke forhold vurderes når der (evt.) gives tilladelse, f.eks.:
   • forureningstype og valg af anlæg,
   • vandtypens betydning for renseprocessen,
   • mikrobiologiske problemer,
   • mulige alternative løsninger,
   • økonomiske forhold.

   Hvilke vilkår stilles når der gives tilladelse, f.eks:

   • krav om maksimalt bakterieindhold i råvandet,
   • kontrol af råvand og det rensede vands kvalitet,
   • pasning og vedligeholdelse af anlægget.

Afsnittene under de enkelte lande nedenfor er struktureret tilsvarende; dog er ikke relevante afsnit udeladt. Desuden er der for hvert land først en introduktion og afsluttende evt. et afsnit om konkrete erfaringer.

3.2 USA

3.2.1 Introduktion

Anvendelsen af videregående rensning i den enkelte husstand blev eksplicit tilladt i USA i 1996 i forbindelse med en ny national lovgivning om drikkevand. Udover den nationale lovgivning er der i hver enkelt stat særlige regler, og det kan derfor være vanskeligt at finde ud af hvad der gælder. Her beskrives kun de nationale regler, om end lokale forhold kommenteres nogle steder.

I modsætning til i Danmark anvendes anlæggene i USA som regel til at rense vand fra vandværket, som ikke overholder kravene til drikkevandskvalitet. Derfor er det også vandværket der står for etablering og drift af rensningsanlæggene, og som har ansvaret for at de fungerer tilfredsstillende.

Der findes endnu ikke fælles retningslinier for anvendelsen af rensningsanlæggene i USA, men der foreligger et "endeligt udkast" til vejledning fra US-EPA ^[2] /4/. Udkastet skal bruges med lidt forsigtighed, da det er mærket "Do Not Cite or Distribute". Det forbryder vi os altså hermed imod.

Vejledningen opridser de tekniske og administrative forhold som indgår i en god indførelse af vandbehandling for enkeltejendomme. Anlæggene opdeles i to typer, nemlig POE-anlæg, som behandler vandet for hele installationen og POU-anlæg, som behandler vandet for et enkelte eller nogle få tapsteder. På dansk kalder vi dem henholdsvis husstandsanlæg og taphaneanlæg.

Vejledningen beskriver hvilke typer af kvalitetsproblemer der kan løses med anlæggene, og hvilke der ikke kan. Der findes anbefalinger om udvælgelse, installation, vedligeholdelse og kontrol af anlæggene.

3.2.2 Godkendelse af anlæg

Det amerikanske standardiseringsinstitut ANSI ^[3] har sammen med NSF International ^[4] udarbejdet internationale standarder for vandbehandlingsanlæg, som finder anvendelse på anlæg til enkeltvandforsyninger. For de anlægstyper som der findes standarder for, er det ifølge /4/ et krav at man anvender anlæg som er godkendt i henhold til standarden. Test og godkendelse af anlæg foretages af NSF, Underwriters Laboratories (www.ul.com) eller the Water Quality Association (www.wqa.org).

Der er opstillet standarder for følgende anlægstyper:

NSF/ANSI 42-2002e: Anlæg til behandling af drikkevand - æstetiske effekter.

NSF/ANSI 44-2004: Blødgøringsanlæg med kationbytning til husholdningsbrug.

NSF/ANSI 53-2002e: Anlæg til behandling af drikkevand - helbredseffekter.

NSF/ANSI 55-2002: Systemer til ultraviolet mikrobiologisk vandbehandling.

NSF/ANSI 58-2001: Systemer til behandling af drikkevand ved omvendt osmose.

NSF/ANSI 62-2004: Systemer til destillation af drikkevand.

De enkelte standarder vurderes nærmere i næste afsnit.

På NSF's hjemmeside www.nsf.org findes en database med anlæg godkendt af NSF. UL og WQA oplyser tilsvarende om anlæg de har godkendt efter standarderne. PÅ NSF's liste er der kun fundet taphaneanlæg til nitratfjernelse, og de fungerer alle ved omvendt osmose. Der er godkendt 84 af disse anlæg.

Med hensyn til pesticidfjernelse figurerer BAM slet ikke på listen over stoffer som anlæg kan godkendes til at fjerne. Der er dog andre pesticider på listen, blandt andet atrazin, simazin og lindan. 383 anlæg er godkendt til fjernelse af atrazin, heraf 371 efter standard nr. 53 og 12 efter nr. 58. Ingen af anlæggene er imidlertid husstandsanlæg. Det bemærkes desuden, at grænseværdierne for pesticider i USA er forskellige fra de europæiske. F.eks. er grænseværdierne for atrazin, simazin og lindan henholdsvis 3, 4 og 0,2 μg/l.

I det hele taget er det kun en ret lille del af de godkendte anlæg der er husstandsanlæg. I alt er der godkendt 358 af disse, men hovedparten er blødgøringsanlæg. 26 husstandsanlæg er godkendt efter standard nr. 53 om sundhedsmæssige effekter, og de er alle til fjernelse af turbiditet eller cyster. 58 husstandsanlæg er godkendt efter standard nr. 42 om æstetiske effekter, til reduktion af lugt og smag, jern, klor og kloramin samt partikulært stof. Til UV-desinfektion er der godkendt 21 husstandsanlæg.

I øvrigt er der en del fokus på anlæg som kan fjerne arsen, som åbenbart også er et betydeligt problem i USA.

Efter standarderne 42, 44 og 55 er der allerede godkendt anlæg som vurderes at kunne være relevante under danske forhold. Derimod er der ikke godkendt relevante anlæg efter den centrale standard om helbredseffekter, idet der mangler husstandsanlæg til fjernelse af nitrat og pesticider.

Den test som gennemføres i forbindelse med godkendelse af et vandbehandlingsanlæg, skal sikre at anlægget lever op til fem fundamentale krav i standarden:

1. Rensningseffekten er som angivet.

2. Der er ingen afsmitning af skadelige stoffer.

3. Systemet er konstrueret hensigtsmæssigt.

4. Reklamer, litteratur og mærkning er ikke misvisende.

5. Materialer og fremstillingsproces er ikke ændret.

Punkt 1) er relevant, også under danske forhold, men som nævnt mangler der i standard nr. 53 nogle af de hyppigst forekommende pesticider i dansk grundvand.

Punkt 2) modsvares af den danske VA-godkendelse.

Punkt 3)-5) er relevante under danske forhold, men der kan være elementer i standarderne som man vil ønske at formulere anderledes under hensyntagen til dansk lovgivning, bl.a. om markedsføring mv.

Godkendelsen er således kun anvendelig under danske forhold med visse modifikationer.

3.2.3 NSF-standarderne

NSF/ANSI 42-2002e: Anlæg til behandling af drikkevand - æstetiske effekter.

Taphane- og husstandsanlæg til fjernelse af klor og andre opløste eller partikulære stoffer, som påvirker vandets udseende, lugt og smag.

Standarden retter sig ikke blot mod klor, som jo ikke er et problem i danske enkeltvandforsyninger, men også mod bl.a. klorid, jern, mangan og fenol, som er stoffer hvor den danske grænseværdi ikke er fastsat på baggrund af sundhedsmæssige forhold, men på baggrund af lugt og smag samt tekniske forhold. Desuden indgår bl.a. tørstof, sulfat og høj eller lav pH. Derfor kan standarden godt være relevant under danske forhold. Der findes i USA godkendte husstandsanlæg til fjernelse af de fleste af disse stoffer.

NSF/ANSI 44-2004: Blødgøringsanlæg med kationbytning til husholdningsbrug.

Fjerner hårdhed og reducerer specifikke kationer som barium og radium.

Blødgøringsanlæg er generelt ikke forenelige med den danske politik for drikkevand, men hvor vandet er meget hårdt, kan det i forbindelse med andre typer af vandbehandling være en fordel at forbehandle vandet med blødgøring. Der er i USA godkendt et betydeligt antal husstandsanlæg til blødgøring af vand.

NSF/ANSI 53-2002e: Anlæg til behandling af drikkevand - helbredseffekter.

Taphane- og husstandsanlæg til behandling af mikrobiologiske, kemiske eller partikulære stoffer. Aktiv kulfiltre dækkes af denne standard.

Standarden er relevant under danske forhold, da både pesticider og nitrat er omfattet af standardens stoflister. Dog er mange af de pesticider og nedbrydningsprodukter som optræder i dansk grundvand, ikke omfattet; specielt BAM og triaziner savnes på listerne. Der er ikke i USA godkendt husstandsanlæg til fjernelse af nitrat eller pesticider efter standarden.

NSF/ANSI 55-2002: Systemer til ultraviolet mikrobiologisk vandbehandling.

Taphane- og husstandsanlæg til reduktion af bakterier og vira med UV-bestråling.

Standarden kan være relevant under danske forhold, da UV-anlæg ofte installeres som efterbehandling for at undgå mikrobiologisk vækst. Der er godkendt husstandsanlæg i USA efter denne standard.

NSF/ANSI 58-2001: Systemer til behandling af drikkevand ved omvendt osmose.

Standarden omfatter kun taphaneanlæg. Anlæggene har til formål at reducere tørstofindholdet eller andre, nærmere definerede forureninger, som fluorid, chrom, nitrat osv.

Standarden gælder kun for anlæg der etableres på tapsteder, og da dette allerede frarådes i /3/, er standarden ikke relevant under danske forhold.

NSF/ANSI 62-2004: Systemer til destillation af drikkevand.

Systemer til fjernelse af specifikke kemiske eller mikrobiologiske forureninger fra private eller offentlige vandforsyninger. Turbiditet eller forureninger hvor forureningskilden er velkendt, bør ikke behandles med disse.

Destillation er meget energikrævende og installeres kun på enkelttapsteder. Begge disse forhold er årsag til at standard 62 ikke er relevant under danske forhold.

Uddybende amerikanske beskrivelser af standarderne findes i bilag A. Standarderne NSF/ANSI 44-2004 og NSF/ANSI 53-2002e er anskaffet til brug for dette projekt. Omfanget af godkendelsen efter de to standarder er resumeret i bilag A. Standarderne kan i øvrigt bestilles via NSF's hjemmeside.

De standarder som kan være relevante for danske enkeltvandforsyninger vil altså være:

NSF/ANSI 42-2002e: Æstetiske effekter

NSF/ANSI 44-2004: Blødgøringsanlæg (i forbindelse med andre anlæg)

NSF/ANSI 53-2002e: Helbredseffekter

NSF/ANSI 55-2002: UV-behandling (i forbindelse med andre anlæg)

3.2.4 Tilladelse til anlæg

I USA gives der ikke konkret tilladelse til hvert enkelt anlæg.

Derimod anbefales det i /4/ at man i områder hvor vandkvaliteten fra vandværket er utilfredsstillende gennemfører lokal lovgivning om at forbrugerne skal have installeret vandrensningsanlæg.

Mange stater i USA tillader ikke anlæg der kun behandler vandet fra ét eller nogle få tapsteder. Brugen af vandrensningsanlæg for enkelte husholdninger er helt forbudt i to stater.

3.2.5 Særlige krav

Ifølge /4/ er der krav om at anlæggene skal være ejet, kontrolleret og vedligeholdt af den offentlige vandforsyning eller et firma som er ansat af den offentlige vandforsyning for at sikre tilfredsstillende funktion og vedligeholdelse af anlægget og overholdelse af drikkevandskravene.

Vandforsyningssystemet skal opretholde overblik over installation, vedligeholdelse og prøvetagning for anlæggene. Opgaverne kan udliciteres, men vandkvalitet og -kvantitet er fortsat vandforsyningens ansvar. Det forudsætter dog at vandforsyningens personale har adgang til installationen, hvilket især kan volde problemer når anlæggene er installeret inde i boligen.

Det bemærkes at de decentrale vandbehandlingsanlæg normalt ikke installeres i forbindelse med ejendomme der har egen vandforsyning. Anlæggene forudsættes anvendt på vand der stammer fra en offentlig vandforsyning hvor vandkvaliteten ikke er tilfredsstillende.

I /4/ er der i opstillet en oversigt over vedligeholdelseskrav for forskellige typer af anlæg. De mest relevante af disse er følgende:

I /4/ appendix J og K findes et eksempel på en vedligeholdelsesaftale og en logbog for et anlæg.

3.2.6 Forhold der vurderes ved valg af anlæg

Som nævnt ovenfor gives der ikke tilladelser. Ved valg af anlæg anbefales det at følgende faktorer inddrages:

• Typen af forurening (hvilket stof),
• Råvandskvalitet, såsom pH, hårdhed, andre forureninger,
• Ønsket vandkvalitet efter behandling,
• Krav vedrørende anlæggets drift (f.eks. returskylning, forbehandling, risiko for mikrobiologisk vækst osv.)
• Krav til operatørens kompetence
• Affaldsstoffer og afløbsvand samt
• Relevante regler på lokalt, stats- og forbundsniveau.

Der lægges vægt på at der gennemføres omfattende pilotforsøg inden anlæggene etableres i området. Et års pilotforsøg anbefales, med et minimum på to måneder. Dette har specielt til formål at undersøge hvordan anlægget fungerer under lokale forhold som temperatur, fugtighed, råvandskvalitet osv., som også kan variere over året. Som minimum skal behovet for for- eller efterbehandling identificeres, og vedligeholdelses- og prøvetagningsrutiner skal opstilles på grundlag af gennemsnits- og minimumsdriftstider og desuden inkludere en sikkerhedsmargen. Kravet om pilotforsøg skal formentlig også ses i lyset af at der installeres vandrensningsanlæg i mange husstande samtidig, og at det derfor er en ret betydelig investering.

Der kan være behov for at installere flere forskellige typer anlæg på samme vandforsyning for at behandle vandet for forskellige forureningstyper, f.eks. UV-bestråling i forbindelse med aktivt kul.

Til fjernelse af nitrat anbefales

• Anionbyttere, som imidlertid er forbudt i nogle områder. Uegnede for borgere med højt blodtryk. Konkurrerende ioner som sulfat og barium kan reducere effektiviteten væsentligt. Tilstrækkelig hyppig udskiftning eller regenerering af ionbytteren er vigtig.
• Omvendt osmose. Nogle membraner er kloridfølsomme. Høj hårdhed reducerer kapaciteten. Kan være uegnede i tørre områder på grund af stort vandspild. Kan kræve efterbehandling. Bortskaffelse af koncentrat kan være problematisk. Forbedrer æstetisk kvalitet. Kræver typisk beholderanlæg.
• Specielle filtre. Generelt dyrere end standard-filtermaterialer, og kan kræve bortskaffelse som farligt affald. Teknologierne er endnu under udvikling.
• Destillation er en mulighed, men anbefales kun for enkelt-tapsteder på grund af lille kapacitet og højt energiforbrug.

Det bemærkes at der ikke er fundet godkendte kationbyttere; det er ikke klart om de kan godkendes efter NSF/ANSI 53. Omvendt osmose-anlæg findes kun til montering ved det enkelte tapsted.

Til fjernelse af pesticider anbefales

• Aktivt kul, som dog kræver efterbehandling med desinfektion på grund af risikoen for bakterievækst i kulfilteret. Forekomsten af naturligt organisk stof (NVOC) sammen med pesticider eller flygtige organiske stoffer kan reducere kapaciteten. Forbedrer den æstetiske kvalitet af det behandlede vand.
• Omvendt osmose. Bemærkninger som ovenfor.
• Destillation. Bemærkninger som ovenfor.

Der findes ikke godkendte anlæg til brug på hele husinstallationen for nogen af disse typer.

3.2.7 Vilkår i tilladelser - krav til anlæg

Da der ikke gives tilladelser til det enkelte anlæg, foreligger der ikke vilkår for tilladelser. Der er dog nogle standardkrav som stilles til anlæggene.

For typer af anlæg hvor der findes en NSF/ANSI standard skal anlæg der installeres være godkendt efter denne. Som nævnt ovenfor under standarderne, forudsættes vandet desuden at være uden mikrobiologiske problemer, medmindre anlægget netop installeres for at behandle disse. Anlæg til behandling af mikrobiologiske problemer skal behandle alt vand i hele installationen.

Anlæg skal have mekanisk advarsel (alarm, lyd el. lign.) for automatisk at gøre brugerne opmærksomme på funktionsproblemer. Alternativt kan der installeres en automatisk afbryder. Dette er specielt relevant når anlæggets kapacitet er opbrugt.

I /4/ er der givet anvisninger for udarbejdelse af moniteringsprogrammer. Det anføres at moniteringsprogrammet vil afhænge af

• antallet af anlæg,
• typen af forurening (hvilket eller hvilke stoffer),
• behandlingsmetoden,
• områdets geografi (transport mellem anlæggene).

Derudover anføres det at prisen på analyserne kan påvirke hvor ofte der tages prøver. I nogle tilfælde er det f.eks. billigere at skifte et kulfilter lidt oftere for at reducere behovet for analyser.

3.2.8 Konkrete erfaringer

I /4/ findes en tabel med oplysninger fra en række konkrete anlæg. Kun få af disse behandler hele husstandens vandforsyning, og mange af dem anvender teknologier som ikke er relevante i forhold til nitrat og pesticider. Nogle få relevante eksempler er vist i tabel 3.1.

Tabel 3.1 Udvalgte erfaringer med anlæg i USA

Desværre er der meget begrænsede erfaringer med ionbytningsanlæg, og de fleste aktiv kulfiltre er installeret til at fjerne TCE og andre organiske forureninger, hvorimod pesticidfjernelse er sjælden. Generelt har anlæggene fungeret efter hensigten.

3.3 Tyskland

3.3.1 Introduktion

I Tyskland udgør grundvand ca. 3/4 af det vand som indvindes til vandforsyning af ca. 6.700 vandforsyningsselskaber /10/. Størstedelen af befolkningen forsynes fra almene vandforsyningsanlæg, men op mod to millioner mennesker forsynes fra andre anlæg /12/.

Overordnede regler for udførelse og godkendelse af anlæg findes i den nye tyske drikkevandsforordning (Trinkwasserverordnung), som trådte i kraft i 2003 /11/. Den tidligere drikkevandsforordning blev dermed opdateret til at imødekomme drikkevandsdirektivets krav.

Efter at den ny drikkevandsforordning trådte i kraft, har en "Bund-Länder"-arbejdsgruppe for enkeltvandforsyningsanlæg udarbejdet en håndbog for Gesundheitsämternes tilsyn med anlæggene /12/.

Den tyske nationale miljøstyrelse, Umweltbundesamt, har det overordnede ansvar for drikkevandskvaliteten og fastsætter centrale krav. Desuden findes der som regel lovgivning på Länder-niveau i form af en vandlov (Wassergesetz), som dog primært beskæftiger sig med beskyttelse af overfladevand og grundvand.

Det er de statslige, regionaliserede sundhedsmyndigheder (Gesundheitsämter) der fører tilsyn med de enkelte vandforsyningsanlæg og med vandkvaliteten. Kommunerne har ansvar for at der etableres forskriftsmæssig vandforsyning. Forholdet mellem vandforsyningsanlæg og forbrugere re reguleret af en forordning om almindelige betingelser form vandforsyning /22/.

Tilsynet (Gesundheitsamtet) stiller udelukkende krav til selve vandkvaliteten og kontrollerer udfaldet af analyserne. Desuden rådgiver de når der er problemer med vandkvaliteten, men beslutningen om installation af rensningsanlæg på enkeltvandforsyninger eller andre foranstaltninger er altid op til anlæggets ejer. Installation af behandlingsanlæg sker ikke altid efter aftale med myndighederne /24/.

Når der konstateres forurening i en vandforsyning, bør strategien for hvordan problemet løses, ifølge /12/ afstemmes i samråd mellem Gesundheitsamt og et sagkyndigt firma. Økonomiske overvejelser spiller en hovedrolle når problemerne skal løses, og ofte er tilslutning til offentlig vandforsyning eller en dybere boring muligt og mere attraktivt end rensning /24/. Som i Danmark benyttes rensning først når andre muligheder er undersøgt, herunder lokalisering af forureningskilden boringens tilstand og fejl i beholdere og installationer.

Kommunen inddrages kun i sagen hvis der er behov for tilslutning til fælles vandforsyning eller oprettelse af ny fælles vandforsyning.

3.3.2 Godkendelse af anlæg

I Tyskland godkendes vandinstallationer efter normen DIN 1988, Tekniske regler for drikkevandsinstallationer. Vandinstallationen omfatter i denne sammenhæng alt fra vandet løber ind til det løber ud, dvs. fra tilslutningen til offentlig vandforsyning hhv. indvindingsanlægget og frem til taphanen. Det indebærer at også vandbehandlingsanlæg på enkeltejendomme er omfattet af DIN 1988. Normen består af otte dele:

DIN 1988-1 Generelt

DIN 1988-2 Planlægning og udførelse, bygningsdele, apparater, materialer

DIN 1988-2 Tillæg 1. Sammenstilling af normer og andre tekniske regler om materialer, bygningsdele og apparater.

DIN 1988-3 Dimensionering af rør

DIN 1988-3 Tillæg 1. Beregningseksempler.

DIN 1988-4 Beskyttelse af drikkevand, opretholdelse af drikkevandskvaliteten.

DIN 1988-5 Trykforøgelse og trykreduktion.

DIN 1988-6 Ildslukker- og brandbeskyttelse.

DIN 1988-7 Forebyggelse af korrosionsskader og kedelsten.

DIN 1988-8 Drift af anlæg.

De tyske titler mv. findes i bilag A, hvor der også er en kort gennemgang af DIN 1988-1 og DIN 1988-4.

Godkendelse efter normerne forestås af DVGW, Deutsche Vereinigung des Gas- und Wasserfaches e.V., (den tyske forening for gas- og vandforsyning), som også kan godkende andre laboratorier til at gennemføre prøvninger. Der er p.t. fem laboratorier som er godkendt til afprøvning af apparater, udstyr og maskiner, herunder behandlingsanlæg og filtersystemer /23/.

Test af udstyr i henhold til DIN 1988 omfatter tre hovedpunkter:

• Mekaniske, dvs. hydrauliske effekter på ledningsnettet på grund af tryktab eller trykstød.
• Hygiejniske effekter, dvs. forebyggelse af tilbageløb eller afgivelse af stoffer til drikkevandet.
• Brugbarhed og sikkerhed, f.eks. for ventiler og utilgængelige rør.

Behandlingsanlæg som ikke er godkendt efter normerne, kan godt installeres, men det kræver en sagkyndig udtalelse om anlæggets virkning /24/. Efterfølgende gives der en tidsfrist, f.eks. 6 måneder, for at dokumentere at drikkevandskravene kan overholdes /29/.

Dimensionering af anlæg sker efter DIN 1988-2, og overvågning efter DIN 1988-8 med et årligt eftersyn.

For enkeltvandforsyningsanlæg findes normen DIN 2001. Denne norm indeholder retningslinier for generelle forhold omkring enkeltvandforsyninger og en gennemgang af relevante behandlingsanlæg. Normen er fra 1983, og hverken UV-behandling eller ionbyttere til nitratfjernelse er nævnt. Til gengæld behandles bl.a. omvendt osmose til fjernelse af for højt nitratindhold og kulfiltre til fjernelse af uønsket lugt og smag.

Der findes desuden i det tyske system normer for en lang række enkeltdele i relation til vandforsyning, herunder visse vandbehandlingsanlæg. DVGW's hjemmeside indeholder en database med godkendte produkter, men det er ikke muligt at se hvilke anlægstyper der er tale om, og det er ikke muligt at søge på anlægstyper. Vi har ikke fundet godkendte ionbyttere til nitratfjernelse eller kulfiltre, men DVGW har i 2004 udsendt informationsblade om vandbehandling i drikkevandsanlæg, /25/ og /26/. De anlæg som omtales, er følgende:

Mekaniske filtre skal følge normen DIN EN 13443-1 ^[5] om mekaniske filtre, hvorefter porevidden skal ligge mellem 80 og 150 μm. Mekaniske filtre skal af hensyn til hygiejne og driftssikkerhed efterses jævnligt. Filtrene skal returskylles hver anden måned eller udskiftes hvert halve år.

Kationbyttere omtales udelukkende som blødgøringsanlæg. Disse anlæg skal følge normen DIN 19636 om blødgøringsanlæg. Ifølge denne norm skal ionbytteren blandt andet:

• desinficeres ved hver regenerering,
• være saltbesparende,
• have et maksimalt tryktab på 0,8 bar
• have trykklasse PN 10
• have tidsstyret regnerering som supplement til regenerering styret af volumen eller hårdhed.

Membranfilteranlæg i form af nanofiltrering benyttes som blødgøringsanlæg og skal udføres efter DIN 19636, hvor funktionsduelighed og egensikkerhed eftervises.

Doseringsanlæg kan benyttes efter blødgøring eller som korrosionsbeskyttelse. De stoffer der doseres, skal være godkendt til drikkevandsbrug, jf. nedenfor. Doseringsanlæg skal være godkendt efter DIN 19635 om doseringsanlæg til drikkevand. Doseringsanlæg skal kontrolleres jævnligt og efterses en gang om året.

Kalkbeskyttelsesanlæg, som virker ved at få kalkkrystaller til at dannes i vandet, og derved undgå aflejring af kedelsten, følger DVGW-arbejdsbladene W 510 og W 512.

Den tyske drikkevandsforordning indeholder i § 11 et krav om at anvendte stoffer skal være godkendt til drikkevandsformål. Umweltbundesamt (den tyske miljøstyrelse) vedligeholder en liste over stoffer og desinfektionsmetoder, som må anvendes til drikkevand /27/. En opdateret liste kan altid findes på internet. Nærmere beskrivelse af listen findes i bilag A.

Ifølge /3/ anvendes NSF/ANSI-standarderne ofte som grundlag for godkendelse af vandbehandlingsanlæg på enkeltejendomme i Tyskland. Test af anlæggene som grundlag for godkendelse udføres af uvildige institutter som f.eks. Rheinish-Westfählisches Institut für Wasserforschung, som også rådgiver ved implementering. Anvendelsen af de amerikanske standarder sker formentlig i forbindelse med afgivelse af de ovenfor nævnte sagkyndige udtalelser i de tilfælde hvor der ikke foreligger en generel godkendelse af anlægget.

3.3.3 Tilladelse til anlæg

Den tyske lovgivning fordrer ikke at der gives tilladelse til vandforsyningsanlæg, men der er pligt til at anmelde etablering eller ændring af vandforsyningsanlæg til Gesundheitsamtet mindst fire uger før anlægget tages i brug, jf. § 13 i /11/. Gesundheitsamtet kan så forlange at få forelagt tekniske planer for anlægget.

3.3.4 Særlige krav

I Tyskland påhviler ansvaret for drikkevandskvaliteten i anlæggets ejer /11/. I praksis får anlæggets ejer dog en del hjælp af myndighederne hvis det ved den regelmæssige kontrol konstateres at kravene til drikkevandet ikke er overholdt /12/.

Der er ikke krav om at der indgås vedligeholdelseskontrakt.

3.3.5 Forhold der vurderes ved valg af anlæg

Den arbejdsgruppe som har udarbejdet vejledningen for Gesundheitsamter om administrationen af enkeltvandforsyninger, er nu i færd med at udarbejde en vejledning for ejere af enkeltvandforsyningsanlæg, hvor der blandt andet gives retningslinier for valg af behandlingsanlæg, alt efter vandtype. Denne vejledning forventes p.t. at være færdig i september 2005, men et udkast kommer muligvis allerede inden sommerferien /28/.

Indtil da foreligger der ikke nogen fælles retningslinier for hvordan valget af anlæg gribes an. I /12/ er spørgsmålet om vandbehandling kort behandlet. Der lægges primært vægt på almindelig vandbehandling. De nævnte vandbehandlingsteknikker er følgende:

Syre

Fjernelse af syre. Ofte har vandet et højt indhold af kulsyre, som kan optræde i alle vandtyper. Ved kildevand er oprindelse i granit eller vulkanske bjergarter ofte årsag til lav pH-værdi. Også overfladevand i sådanne områder har ofte lav pH. Syrefjernelse kan ske ved fjernelse eller binding af kulsyren (reduktion af anionerne) eller neutralisering (også tilsætning af kationer).
Metoderne er: filtrering med marmorkis eller halvbrændt dolomit, afblæsning, tilsætning af kalkpulver eller tilsætning af natriumhydroxid.

Jern og mangan

Fjernelse af jern og mangan af hensyn til udseende og smag.

Nitrat

Nitratindholdet kan være for højt. 10 mg/l anses for baggrundsværdi. Ved nitratkoncentrationer over grænseværdien er der mulighed for at blande med råvand fra en bedre kilde eller at bringe vandbehandlingsmetoder i anvendelse.
Moderne metoder til at reducere nitratindholdet er omvendt osmose, elektrodialyse eller ionbytning. De eksisterende anlæg kræver endnu en dyr og fagkompetent betjening og pasning.

Desuden findes der et afsnit om "luksusbehandling". Her behandles:

Hårdhed

Til reduktion af hårdhed benyttes ionbyttere mange steder. Det kan ved forkert eller manglende vedligeholdelse give problemer med vækst af kim og dermed sundhedsfare. Desuden belaster afledningen fra private ionbyttere regenereret med natriumchlorid recipienten stærkere end tilsvarende centralt placerede anlæg. Dette gælder også ved doseringsanlæg for polyfosfat til forebyggelse af korrosion.

Endelig behandles desinfektion:

Tidligere anvendtes kloranlæg, men stadig hyppigere anvendes anlæg med UV-teknologi. Dette skyldes at det ikke er nødvendigt at tilsætte noget til vandet, og at vandet ikke ændrer udseende, lugt eller smag. Kloranlæg har dog ingen holdbarhedsdato, men UV-anlæg skal have lyskilden udskiftet jævnligt efter fabrikantens anvisning.

3.3.6 Vilkår i tilladelser - krav til anlæg

Som nævnt gives der ikke tilladelse til etablering af vandbehandlingsanlæg i Tyskland.

Krav til anlæggene er beskrevet i afsnit 3.3.2. De tyske normer indeholder også krav til pasning og vedligeholdelse.

Kravet til analyseparametre og -hyppighed er ikke afhængigt af om der er installeret vandbehandlingsanlæg.

3.3.7 Konkrete erfaringer

Gennem kontakt til tyske myndigheder på flere niveauer er det konstateret at de tyske erfaringer med avanceret vandbehandling endnu er meget begrænsede.

Hverken i Schleswig-Holstein eller i Mecklenburg-Vorpommern er der erfaringer med anvendelse af andet end simpel vandbehandling, herunder især fjernelse af jern og mangan. Desuden er det nogle steder nødvendigt at behandle korrosivt vand.

Heller ikke Umweltbundesamt har kendskab til anvendelse af teknologierne i noget væsentligt omfang. Der er slet ikke fundet oplysninger om anlæg til fjernelse af pesticider i enkeltvandforsyninger, og ofte er der heller ikke analyseret for pesticider /24/.

Erfaringerne fra Rheinland-Westphalen, som er beskrevet i /3/, vurderes på den baggrund at være specielle for det pågældende område, om end der kan være andre dele af Tyskland hvor vandbehandlingsanlæg på enkeltvandforsyninger er almindelige.

3.4 Norge

3.4.1 Introduktion

I Norge sker ca. 10 % af vandindvindingen fra grundvand. Kun 89 % af Norges befolkning forsynes med vand fra de i alt 1697 vandværker. En stor del af den norske befolkning forsynes altså fra små vandforsyningsanlæg.

Kilderne til vandet i de små vandforsyninger fås fra brønde, bække eller søer. Der er ifølge /5/ mange kvalitetsproblemer, dels på grund af ukontrollerede afløbsløsninger, dels på grund af forureninger med andre stoffer. Mange har desuden problemer med for lidt vand i perioder.

Kommunen har det overordnede ansvar for vandforsyningen, og den kommunale vandforsyningsplanlægning sætter rammerne for vandforsyningen. Generelt anbefales det at så mange som muligt tilsluttes vandværk, da kvaliteten og kontrollen her er bedst.

3.4.2 Godkendelse af anlæg

Der er ikke noget krav om generel godkendelse af vandforsyningsanlæg i Norge.

3.4.3 Tilladelse til anlæg

Den norske drikkevandsforskrifts krav om sikker forsyning med tilstrækkelige mængder vand af god kvalitet gælder også for småanlæg. Alligevel er der ikke noget krav om tilladelse til vandforsyningsanlæg der forsyner færre end 20 ejendomme eller 50 personer, og der føres ikke tilsyn med disse anlæg /5/. Det er altså ejerens eget ansvar at forsyningen med drikkevand er tilstrækkelig og af tilfredsstillende kvalitet.

3.4.4 Forhold der vurderes ved valg af anlæg

Med hensyn til vejledning om valg af kilde, indretning af anlæg mv. kan kommunen hjælpe i et vist omfang, men ellers er ejeren henvist til leverandører og konsulenter. Vedrørende vandkvalitet rådgiver det lokale Mattilsynet, men analyserne udføres af laboratorier som i Danmark.

Generelt lægges der stor vægt på at finde kilder som giver en god og sikker vandkvalitet. Hvis dette ikke er muligt, må man vurdere vandbehandling for at fjerne forureninger, selvom det koster penge og medfører mere driftsarbejde.

Vandbehandlingen afhænger af kilden og dens vandkvalitet, men da overfladevand er den mest almindelige kilde, er det primært vandbehandlinger der retter sig mod bakterielle forureninger, der er aktuelle. Til desinfektion i små anlæg anbefales UV-bestråling, som er den enkleste løsning.

3.4.5 Vilkår i tilladelser - krav til anlæg

Det anbefales at der etableres en vedligeholdelsesplan for teknisk udstyr i forbindelse med etableringen.

3.5 Sverige

3.5.1 Introduktion

I Sverige sker vandforsyningen fra mere end 2000 offentlige vandværker, hvoraf mere end 1700 indvinder grundvand. Disse vandværker er dog relativt små og forsyner kun 26% af befolkningen /6/.

3.5.2 Godkendelse af anlæg

Sverige har ingen godkendelsesordning for vandbehandlingsanlæg.

Der findes regler for hvilke kemikalier der må anvendes i vandbehandling i Livsmedelverkets föreskrifter om dricksvatten /21/. I forskriften beskrives desuden formålet med anvendelsen af stofferne og vilkårene for deres anvendelse.

3.5.3 Tilladelse til anlæg

I Sverige kræves ikke tilladelse til anlæg der forsyner færre end 50 personer eller indvinder mindre end 10 m³ i døgnet, medmindre vandet anvendes som en del af en kommerciel eller offentlig virksomhed.

3.5.4 Forhold der vurderes ved valg af anlæg

Valget af vandbehandlingsanlæg bør baseres på en mikrobiologisk, kemisk og fysisk analyse af råvandet, udført af et akkrediteret laboratorium.

3.5.5 Vilkår i tilladelser - krav til anlæg

Ifølge /7/ bør leverandører og installatører af vandbehandlingsanlæg give en funktionsgaranti. Den bør garantere at behandlingen giver den kvalitet som beskrives i reglerne, og at der ikke forekommer uønskede effekter, såsom mikrobiologisk vækst, øget radioaktiv stråling eller korrosion. Der bør også leveres tydelige instruktioner om pasning og vedligeholdelse af anlægget.

Det anføres at der ved et vandværk bør findes:

• udstyr som advarer når der er fejl ved pH-justering og desinfektion
• alarm som udløses ved forhøjet turbiditet (ved overfladevand med turbiditetsfilter)
• en beskrivelse af vandværkets funktoner
• en driftsinstruktion, og
• en driftsansvarlig person.

Dette gælder også ved små vandværker, som kun forsyner en enkelt eller nogle få husstande.

Vandkvaliteten kontrolleres kun ved egenkontrol. Vandkvaliteten bør være i overensstemmelse med de krav som anføres i /7/. De beskrevne krav omfatter mikrobiologiske, kemiske og fysiske parametre. Der analyseres for betydeligt flere parametre end svarende til den danske "forenklet kontrol", men ikke for miljøfremmede stoffer. Listen findes i bilag A. Kravene til analyseparametre og -hyppighed er ikke afhængigt af eventuel vandbehandling.

Analyser anbefales foretaget hvert tredje år. Hvis der er mistanke om at der kan forekomme andre stoffer eller mikroorganismer, bør der også analyseres for disse.

3.6 Holland

3.6.1 Introduktion

I Holland indvindes ca. 2/3 af drikkevandet fra grundvand. Befolkningen forsynes fra 15 vandforsyningsselskaber /8/, og der findes kun ganske få hundrede enkeltvandforsyninger. Kravene til vandkvaliteten i disse er som i almen vandforsyning, og den kontrolleres normalt flere gange om året.

3.6.2 Godkendelse af og tilladelse til anlæg

I Holland kræves der kun tilladelse til indvinding når der indvindes mere end 10 m³ grundvand i timen. Der er ikke krav om tilladelse, når der er behov for at rense vandet /9/.

3.7 England og Wales

3.7.1 Introduktion

I England og Wales er 35% af vandforsyningen baseret på grundvand /13/. Ca. 1% af befolkningen i England og Wales forsynes fra enkeltvandforsyninger, og indvinding til enkelthusholdninger kræver ikke tilladelse /14/.

3.7.2 Godkendelse af og tilladelse til anlæg

Kommuner fører tilsyn med vandforsyningerne, men der er ikke noget krav om godkendelse af eller tilladelse til vandbehandling. /15/.

3.8 Sammenfatning og diskussion

3.8.1 Godkendelse af anlæg

I USA findes der en godkendelsesordning for vandbehandlingsanlæg til enkeltvandforsyninger efter standarder som udgives af NSF/ANSI. Godkendelse foretages af NSF, som også har mulighed for at bemyndige andre til det. I praksis findes der således tre laboratorier som kan foretage godkendelse af vandbehandlingsanlæg.

I Tyskland godkendes anlæggene efter DIN-normer. Godkendelsen foretages af foreningen DVGW. Der er dog ikke noget lovkrav om at anlæggene skal være godkendt, men kommunen kan i forbindelse med etablering af anlæg indhente en sagkyndig udtalelse, herunder bede et laboratorium som de har tillid til, om at teste vandbehandlingsanlæg.

Begge godkendelsesordninger indeholder mange elementer som vil være relevante for en tilsvarende godkendelsesordning i Danmark, og i modsætning til den danske VA-godkendelse testes også anlæggenes effekt.

3.8.2 Tilladelse til anlæg

Ingen af de undersøgte lande stiller krav om at hvert enkelt anlæg til behandling af vand skal have en tilladelse. Det samme gælder for indvinding af vand til enkelthusholdninger.

I Tyskland er der et krav om anmeldelse af anlæg inden de tages i drift. De lokale statslige sundhedsmyndigheder godkender anlæggene, evt. på baggrund af tests, jf. afsnit 3.8.1.

Manglen på tilladelsesordninger i de andre lande kan give anledning til en nærmere overvejelse om hvorvidt kravet om tilladelse i Danmark skal opretholdes, eller om de resurser som allerede i dag bruges her, kan anvendes bedre i bestræbelserne for at tilvejebringe bedst mulig vandkvalitet i enkeltvandforsyninger. Spørgsmålet behandles i afsnit 5.

3.8.3 Særlige krav

Kun i USA stilles der krav om at anlæg til vandbehandling på enkeltejendomme skal være ejet og vedligeholdt af vandforsyningen, eller opgaven skal forestås af et firma, som har indgået kontrakt med vandforsyningen herom. Kravet har baggrund i at anlæggene som regel etableres i forbindelse med vand fra vandværker med utilfredsstillende kvalitet.

I alle de andre undersøgte lande påhviler ansvaret for drikkevandskvaliteten anlæggets ejer. Flere steder anbefales det at der indgås vedligeholdelseskontrakter for anlæggene, men det er ikke et krav.

Den amerikanske ordning inspirerer til en overvejelse om noget tilsvarende er muligt i Danmark, jf. afsnit 5.2.

Muligheden for at etablere vedligeholdelseskontrakter for anlæggene er oplagt, og disse muligheder beskrives nærmere i afsnit 5.3.

3.8.4 Forhold der vurderes ved valg af anlæg

Kun i USA er der opstillet detaljeret vejledning om hvilke forhold der skal vurderes i forbindelse med valg af anlæg. De tyske myndigheder er dog også i færd med at udarbejde en vejledning herom med anbefalinger af hvilke typer anlæg der skal bruges hvornår.

Vejledningen fra USA anbefaler at følgende forhold tages i betragtning:

• Typen af forurening (hvilket stof),
• Råvandskvalitet, såsom pH, hårdhed, andre forureninger,
• Ønsket vandkvalitet efter behandling,
• Krav vedrørende anlæggets drift (f.eks. returskylning, forbehandling, risiko for mikrobiologisk vækst osv.)
• Krav til operatørens kompetence
• Affaldsstoffer og afløbsvand samt
• Relevante regler på lokalt, stats- og forbundsniveau.

Disse forhold vurderes også at være relevante under danske forhold. Desuden vil man formentlig ønske at inddrage økonomiske forhold.

3.8.5 Vilkår i tilladelser - krav til anlæg

Da der ikke gives tilladelser til vandbehandlingsanlæg i nogen af de undersøgte lande, foreligger der ikke oplysninger om vilkår i tilladelser. Til gengæld stilles der i nogle af landene nogle generelle krav, som er relevante i denne forbindelse.

I USA er der krav om at for typer af anlæg hvor der findes en NSF/ANSI standard, skal anlæg der installeres være godkendt efter denne. Vandet forudsættes desuden at være uden mikrobiologiske problemer, medmindre anlægget netop installeres for at behandle disse. Anlæg til behandling af mikrobiologiske problemer skal behandle alt vand i hele installationen.

Anlæg skal have mekanisk advarsel (alarm, lyd el. lign.) for automatisk at gøre brugerne opmærksomme på funktionsproblemer. Alternativt kan der installeres en automatisk afbryder. Dette er specielt relevant når anlæggets kapacitet er opbrugt.

I Tyskland stilles der ikke krav udover DIN normerne.

I Sverige anbefaler myndighederne at leverandører og installatører af vandbehandlingsanlæg skal give en funktionsgaranti. Den bør garantere at behandlingen giver den kvalitet som beskrives i reglerne, og at der ikke forekommer uønskede effekter, såsom mikrobiologisk vækst, øget radioaktiv stråling eller korrosion. Der bør også leveres tydelige instruktioner om pasning og vedligeholdelse af anlægget.

I Norge anbefales det at der etableres en vedligeholdelsesplan for teknisk udstyr i forbindelse med etableringen.

Fodnoter

[2] United States Environmental Protection Agency, USA's miljøstyrelse.

[3] American National Standards Institute

[4] NSF International er en non-profit organisation for standarder, test af produkter og certificering inden for sundhed, sikkerhed og miljø.

[5] EN normerne gælder også i Danmark (DS EN 13443-1)

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.