| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Erfaringer med rensning af drikkevandet i små vandforsyningsanlæg

2 Videngrundlag

• 2.1 Lovgivning og administration
• 2.2 Metoder
• 2.3 Økonomiske forhold

2.1 Lovgivning og administration

2.1.1 Gældende danske regler

De relevante gældende danske regler og vejledninger er anført i nedenstående boks. I det følgende beskrives de dele af reglerne, som har betydning for håndteringen af små vandforsyninger og deres kvalitetsproblemer.

2.1.2 Etablering og ændring af anlæg

Vandforsyningsloven ^[1] fastsætter i § 21, at vandindvindingsanlæg ikke må etableres eller på væsentlig måde udbedres eller ændres, før der er meddelt tilladelse til det. Tilladelse til mindre anlæg meddeles jf. § 19 af kommunalbestyrelsen.

Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning fastsætter procedure og krav til ansøgning og tilladelser til etablering af vandforsyningsanlæg. Bl.a. er det efter § 5 muligt at give en foreløbig tilladelse for at tilvejebringe yderligere oplysninger, inden der gives endelig indvindingstilladelse. Som regel anvendes disse bestemmelser til at etablere boringen og kontrollere vandkvaliteten inden der gives endelig indvindingstilladelse. Efter § 6 kan tilladelse til ændring eller udbedring af anlæg behandles straks, dvs. uden foreløbig tilladelse.

Bekendtgørelsens § 15 beskriver kravene til en ansøgning om tilladelse til etablering af indvindings- og behandlingsanlæg. Ansøgningen skal ifølge litra b) indeholde en analyse af råvandet "i fornødent omfang", hvilket i cirkulære nr. 64 angives normalt at være "udvidet kontrol". Den skal desuden ifølge litra e) indeholde en redegørelse for et eventuelt behandlingsanlægs placering og ifølge litra f) beskrivelse af det ansøgte behandlingsanlæg med begrundelse for, at anlægget anses for egnet til fremstilling af vand til det ansøgte formål ud fra den givne råvandskvalitet. Endvidere tegninger af anlægget.

Bekendtgørelsens § 17 beskriver kravene til en tilladelse til etablering af indvindings- og behandlingsanlæg. Den skal ifølge litra i) indeholde behandlingsanlæggets placering, indretning og funktion, herunder angivelse af anlæggets kapacitet og mulighed for at behandle den foreliggende råvandskvalitet, så den svarer til vandforsyningens formål. Tilladelsen skal desuden beskrive kravene til kontrol af råvand og rentvand, afledning af skyllevand og behandling af slam (litra j og k).

Cirkulære nr. 64 præciserer i kapitel 4 at "vandindvindingsanlæg" nævnt i vandforsyningsloven også omfatter vandbehandlingsanlæg og udpumpningsanlæg. Desuden behandles spørgsmålet om hvilke ændringer og udbedringer der kræver tilladelse, nærmere. Etablering af nyt filteranlæg ved et alment vandforsyningsanlæg kræver tilladelse, mens f.eks. nyt filteranlæg eller udpumpningsanlæg ved et vandindvindingsanlæg der forsyner højst 4 husstande, ikke vil kræve tilladelse. Det anses for afgørende, om der er tale om en fornyelse, som har en sådan økonomisk eller teknisk rækkevidde, at tilladelsesmyndigheden bør have lejlighed til at overveje anlæggets betimelighed på ny. Ifølge cirkulære nr. 82 skyldes dette ønsket om at styre den fremtidige udvikling af vandforsyningen og undgå investering i anlæg som alligevel skal nedlægges.

Tilsynet påhviler kommunalbestyrelsen. De nævnte afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen.

2.1.3 Tilsyn og påbud

Efter vandforsyningslovens § 60 fører kommunalbestyrelsen tilsyn med kvaliteten af vandet i vandforsyningssystemer. Nærmere regler for tilsynet findes i tilsynsbekendtgørelsen.

Ifølge tilsynsbekendtgørelsens § 4 skal vand fra vandforsyningssystemer, der forsyner mennesker med vand til husholdningsbrug, overholde de kvalitetskrav der er fastsat i bekendtgørelsens bilag 1. Efter § 7 skal der udtages prøver til regelmæssig undersøgelse af vandet.

For ikke-almene vandforsyningsanlæg består kontrollen kun i en forenklet kontrol, jf. bekendtgørelsens § 8. Den forenklede kontrol omfatter udseende og lugt, ledningsevne, nitrat og fosfor, pH og mikrobiologiske parametre. Udvidet kontrol, som er nævnt ovenfor, omfatter desuden hovedionerne og NVOC mv.

Kontrolhyppigheden fastsættes af kommunalbestyrelsen. Såvel i den eksisterende vejledning som i det nye udkastet til vejledning anbefales kontrol som minimum hvert 5. år. Hvis der er grund til at antage, at der findes stoffer eller mikroorganismer i vandet, som kan udgøre en potentiel fare for sundheden, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om supplerende undersøgelser.

Hvis vandet i et vandforsyningssystem ikke opfylder de kvalitetskrav som er fastsat, kan kommunalbestyrelsen give påbud om at anlæggets drift skal ophøre midlertidigt eller permanent, eller om andre forholdsregler, herunder at forbrugerne skal træffe sikkerhedsforanstaltninger. Påbud gives efter vandforsyningslovens § 62. Tilsvarende gælder, hvis der efter kommunalbestyrelsens skøn er nærliggende fare for, at vandet i et vandforsyningsanlæg kan blive sundhedsfarligt. Hvis vandet allerede er sundhedsfarligt skal kommunalbestyrelsen beslutte om der bør træffes foranstaltninger.

Spørgsmål om sundhedsfare vurderes ifølge vandforsyningslovens § 62 i samarbejde med embedslægen. Kommunalbestyrelsen kan i samarbejde med embedslægen vælge ikke at gribe ind, hvis der er tale om overskridelser uden eller med ringe sundhedsmæssig betydning, f.eks. mindre overskridelser af grænseværdierne for fosfor eller kimtal. Også en vurdering af mulighederne for at fjerne forureningskilden og for at tilslutte ejendommen til vandværk vurderes sammen med de økonomiske konsekvenser for ejeren af anlægget.

Påbud efter vandforsyningslovens § 62 kan kun angive at ejeren er forpligtet til inden en vis frist at tilvejebringe en tilfredsstillende vandkvalitet, og valget af løsning kan således ikke påbydes. Vandforsyningslovens § 29 giver dog mulighed for at træffe beslutning om tilslutning til vandværk, men det forudsætter at der foreligger en godkendt vandforsyningsplan, som angiver dette, eller at amtet træffer beslutningen. Amtets beføjelse overgår til Miljøministeren ved kommunalreformen.

Vejledningen om boringskontrol på vandværker gælder ikke for enkeltvandforsyninger, hvor der ikke er krav om kontrol af råvandets kvalitet. Flere af vejledningens anbefalinger, bl.a. om indretning af boringer og valg af analyseparametre, er dog også anvendelige for enkeltvandforsyninger.

Tilsynet påhviler kommunalbestyrelsen, jf. vandforsyningslovens § 65. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen.

2.1.4 Normer og VA-godkendelse

For ikke-almene vandforsyningsanlæg, dvs. anlæg der forsyner mindre end 10 husstande med vand, gælder DS 441 fra 1988, Dansk Ingeniørforenings norm for mindre, ikke-almene vandforsyningsanlæg (2. udgave). Med hensyn til behandlingsanlæg anføres det i normen, at "det vil i almindelighed kun være muligt at foretage en normalbehandling omfattende luftning og filtrering i åbent filteranlæg eller i lukket trykfilteranlæg". Disse anlæg kan fjerne moderate mængder jern, mangan, ammonium, svovlbrinte og methan.

Vandinstallationer udføres efter DS 439, Norm for vandinstallationer. Efter en ændring pr. 1. februar 2005 er normen dog kun vejledende, og reglerne for installationer fremgår af tillæg 10 til bygningsreglementet af 1995 /19/.

Fabriksfremstillede produkter der indgår i eller tilsluttes vandinstallationer, skal være godkendt af Boligministeriet eller have en tilsvarende europæisk godkendelse (CE-godkendelse). Den danske godkendelsesordning, som i det daglige omtales som VA-godkendelse, varetages af ETA-Danmark A/S.

En VA-godkendelse af vandbehandlingsanlæg til montering i husinstallationer er etableret i 2004 /20/. Godkendelsen omfatter både anlæg til central behandling ved indgangen til ejendommen og behandling ved vandhanen. Selvom anlæg til behandling ved indgang til ejendommen betragtes som en del af indvindingsanlægget, er de altså omfattet af VA-godkendelsesordningen.

Ved VA-godkendelse af vandbehandlingsanlæg undersøges afgivelsen af stoffer fra anlæggets materialer til vandet. Testene udføres med rent vand, og kravet er at drikkevandskvaliteten ikke forringes, og at den som minimum opfylder de kvalitetskrav der er angivet i tilsynsbekendtgørelsen. Desuden stilles der krav om en anvendelig dansksproget drifts- og vedligeholdelsesvejledning. VA-godkendelsen omfatter altså ikke en undersøgelse af om anlægget virker efter hensigten.

Der er tilsyneladende endnu ikke (april 2005) godkendt vandbehandlingsanlæg til husinstallationer.

2.1.5 Anbefalinger fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen udsendte i februar 1996 en vejledning om vandbehandlingsanlæg på ikke-almene vandforsyningsanlæg /18/. Vejledningen giver retningslinier for hvornår tilladelser er nødvendig og for behandling af sager om opsætning af behandlingsanlæg på ikke-almene vandforsyninger. I et bilag beskrives kort behandlingstyperne omvendt osmose, ionbytning, desinfektion med UV-bestråling, aktivt kul og destillation.

Miljøstyrelsen finder at anlæg til fjernelse af jern mv. på ikke-almene anlæg ikke kræver tilladelse, mens mere avancerede behandlingsanlæg kræver tilladelse. Dette begrundes med at de kræver vedligeholdelse og viden, nødvendiggør et øget kontrolprogram og kan have uheldige bivirkninger. Det anføres at det derfor kan blive en dyrere løsning end alternativerne.

Da der er krav om drikkevandskvalitet for alt vand til husholdningsbrug, er kun anlæg som behandler alt vand der går ind i huset, relevante. Dette er i overensstemmelse med normen (DS 439).

Det oplyses at Miljøstyrelsen i samarbejde med Bygge- og Boligstyrelsen og ETA-Danmark er i færd med at etablere en godkendelsesordning for apparater til yderligere rensning af vand der allerede opfylder drikkevandskriterierne og for egentlige behandlingsanlæg til ikke-almene vandforsyninger, hvor vandet ikke opfylder kvalitetskravene. Jf. ovenstående er begge ordninger nu etableret.

Det anføres at det er Miljøstyrelsens opfattelse at etablering af avanceret vandbehandling ikke generelt kan anses for at være en god løsning på kvalitetsproblemer ved ikke-almene vandforsyningsanlæg. Dels må det generelt foretrækkes at basere vandforsyningen på råvand af en god kvalitet, dels kræver anlæggene uforholdsmæssigt meget kontrol med såvel anlægget som vandkvaliteten for at sikre tilfredsstillende kvalitet. Hvor det er den eneste mulighed for at skaffe tilfredsstillende vand, eller hvor andre løsninger er uforholdsmæssigt dyre, finder styrelsen det ikke rimeligt at udelukke rensning.

Det anbefales at foretage udvidet kontrol af råvandet inden etablering af behandlingsanlæg. Generelt bør bakterielle problemer desuden søges løst ad andre veje, da bakterielle problemer som regel er udtryk for påvirkning med overfladevand eller spildevand, som også fører andre påvirkninger med sig.

Når der gives tilladelse til behandlingsanlæg, skal det kunne behandle vandet for alle de parametre hvor der er overskridelse af grænseværdien, og det må sikres at anlægget kan fungere efter hensigten i den pågældende vandkvalitet. Endvidere skal pasning og vedligeholdelse sikres, f.eks. ved en serviceordning. Normalt skal der også fastsættes skærpet tilsyn med såvel råvand som det behandlede vand for at sikre at anlægget fortsat fungerer efter hensigten. Råvandskvaliteten følges desuden for at have en rimelig sikkerhed for at man opdager det hvis der senere opstår problemer med vandet, som behandlingsanlægget ikke kan fjerne.

Vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg indeholder de samme anbefalinger. Desuden beskrives dispensationsmulighederne, som de fremgår af tilsynsbekendtgørelsen.

2.2 Metoder

2.2.1 Relevante metoder

I Miljøstyrelsens projekt fra 2004 vurderes de anlægstyper der er på markedet, som kan rense drikkevand for pesticider og/eller nitrat på enkeltvandforsyningsanlæg /3/.

Anlæg til vandbehandling kan i princippet placeres så de behandler enten hele ejendommens vandforbrug eller vandet til en enkelt eller nogle få tapsteder. Disse to anlægstyper kaldes på engelsk henholdsvis POE Point Of Entry, og POU, Point Of Use. På dansk kalder vi dem husstandsanlæg og taphaneanlæg.

Rapporten /3/ anbefaler udelukkende at beskæftige sig med husstandsanlæg. Det konkluderes at taphaneanlæg, byder på for mange ulemper, specielt med at overholde kvalitetskravene til mikrobiologiske parametre. Desuden er der i Danmark (og i hele EU) krav om drikkevandskvalitet ved alle tapsteder, hvilket gør anlæggene uanvendelige.

De rensningsteknologier som i /3/ er vurderet at være relevante, og som der er behov for at afprøve under danske forhold, er:

Disse teknologier beskrives kort i dette afsnit på baggrund af rapporter som tidligere er publiceret af Miljøstyrelsen /3/, /16/ og /17/.

2.2.2 Aktiv kulfiltrering og UV-behandling

Filtrering med aktivt kul er en velkendt teknologi, og danske erfaringer med kulfiltrering er indgående beskrevet i Miljøstyrelses kulfilterprojekt, /16/. Rapporten er baseret på erfaringer med væsentligt større anlæg end enkeltvandforsyningerne, men konklusionerne er i vidt omfang anvendelige for mindre anlæg også.

Filtrering med aktivt kul er generelt effektivt til at fjerne pesticider fra drikkevandet. Teknologien er velkendt og fungerer allerede i dag på flere vandværker i Danmark. Foruden fjernelse af den aktuelle forurening vil der ved aktiv kulbehandling også opnås forbedring af vandets kvalitet i andre henseender, hvilket dels betyder mindre eftervækst i installationen efterfølgende og dels betyder mindre udfældninger af jern- og manganoxider.

De fleste steder i Danmark indeholder grundvandet en del jern og mangan, og det vil derfor ofte være nødvendigt at forbehandle vandet ved luftning og filtrering. Hvis denne behandling ikke fungerer tilfredsstillende, nedsættes kulfilterets kapacitet væsentligt. Behandlingen er dog under alle omstændigheder nødvendig for at overholde drikkevandskravene de pågældende steder. Anlæg til fjernelse af jern og mangan i enkeltvandforsyninger er en standardvare, som kan etableres eller udskiftes uden tilladelse.

Aktivt kul fungerer godt i næsten alle vandtyper, men kapaciteten kan begrænses hvis råvandet indeholder meget organisk stof, som også kan give anledning til mikrobiologisk vækst.

Dimensionering af kulfiltre sker på baggrund af

• forureningstype og -koncentration,
• den hydrauliske opholdstid
• mængden og arten af naturligt organisk stof,
• driftstiden pr. døgn,
• anlægskonfiguration,
• kravet til rentvandskvaliteten.

Kapaciteten af aktivt kul er forholdsvis stor for de fleste pesticider; der er angivet værdier på 0,1-1 g pr. kg kul. Med et forureningsniveau på f.eks. 1 μg/l svarer det til at et kg kul rækker til 100-1000 m³ pesticidforurenet vand. Det er dog ikke alle pesticider som kan fjernes i et kulfilter.

Desuden skal der etableres desinfektion efter kulfilteret, da det ofte giver anledning til mikrobiologisk vækst. Desinfektion foretages i dag som regel med UV-behandling, som i modsætning til klor ikke ændrer vandets smag.

Kulfiltre er generelt meget driftsikre, og vedligeholdelsen begrænser sig til eventuel returskylning og udskiftning af kullene. Lyskilden i UV-anlægget skal udskiftes med jævne mellemrum efter leverandørens anvisning, normalt ca. en gang om året.

2.2.3 Membranfiltrering

Membranfiltrering er undersøgt nærmere i rapporten /17/, hvor udgangspunktet har været anvendelsesmuligheder på vandværker. Rapportens konklusioner er dog i vidt omfang brugbare til at vurdere anvendeligheden af membranfiltrering ved enkeltvandforsyninger.

Nanofiltrering og omvendt osmose er begge membranfiltreringsmetoder. Vandet filtreres gennem en meget fin membran, som fjerner de uønskede stoffer. Membranfiltrering kan derfor bruges til fjernelse af ikke bare nitrat og pesticider, men også f.eks. klorid, arsen eller organisk stof - det er kun et spørgsmål om hvor fin en membran der benyttes. Ved nanofiltrering er porestørrelsen 0,001 - 0,01 μm, og ved omvendt osmose 0,0001 - 0,001 μm.

Både pesticider og nitrat kan fjernes ved begge metoder, men rensningsgraden er størst ved omvendt osmose.

Et membranfilter forudsætter blødt vand uden væsentligt jernindhold, og det vil derfor ofte være nødvendigt at forbehandle vandet med dels en almindelig vandbehandling (luftning og filtrering), dels blødgøring gennem en ionbytter. Desuden er det i nogle tilfælde nødvendigt at tilsætte kemikalier for at reducere udfældninger i membrananlægget. Dette kræver kompetent personale og vil ved et enkeltvandforsyningsanlæg stille krav om en serviceaftale.

Da et membranfilter fjerner alle partikler, uanset om de er ønsket eller ej, kan det desuden være nødvendigt at efterbehandle vandet ved tilsætning af f.eks. kalk for at stabilisere vandet efterfølgende, så det ikke er korrosivt. Ved nitratforurening kan dette dog ofte løses ved at lave et "bypass", så det rensede vand blandes med urenset vand.

Ved membranfiltrering fås et opkoncentreret permeat, som skal bortskaffes. Hvis der ikke er tilsat kemikalier i forbindelse med behandlingen, vil det dog som regel være tilstrækkeligt at blande det med husets øvrige spildevand.

Endelig er energiforbruget ved membranfiltrering forholdsvis højt.

I rapporten /17/ konkluderes det at membranfiltrering er uegnet til rensning for pesticider, idet aktivt kul er et mere attraktivt alternativ, især på grund af prisen, men også fordi membranfiltrering er miljømæssigt ringere og mere kompliceret i drift. For nitrat er membranfiltrering anført som egnet, men ionbytning er et mere økonomisk alternativ. Hvor flere forureninger optræder sammen, er membranfiltrering dog mere attraktiv, da den erstatter flere andre behandlinger.

2.2.4 Ionbyttere

I /17/ findes en kortfattet beskrivelse af denne anlægstype, dog med henblik på anvendelse på vandværker.

Ved ionbytning ledes vandet gennem en beholder med et fyldningsmateriale, der indeholder ioner som byttes med ioner i vandet. Nitrat kan fjernes effektivt med anionbyttere, som erstatter nitrat med en anden anion, som regel klorid.

Ionbyttere er normalt ganske driftsikre, men det er vigtigt at de bliver regenereret inden kapaciteten er brugt op. Dette sker ved at gennemskylle ionbytteren med en stærk opløsning af natriumklorid. Samtidig desinficeres ionbytteren. Bortskaffelse af det koncentrerede saltvand kan volde problemer, specielt hvor der ikke er kloakeret.

Hvor jernindholdet i grundvandet er højt, er det også nødvendigt med forbehandling med almindelig vandbehandling (luftning og filtrering).

Da ionbytteranlæg også fjerner en del af vandets indhold af hydrogencarbonat, kan det være nødvendigt at pH-justeret vandet efterfølgende.

Ionbytningsanlæg vil normalt være fuldautomatiske, og der skal blot fyldes salt på anlægget med jævne mellemrum.

2.3 Økonomiske forhold

2.3.1 Alternativer

Vurderingen af de økonomiske forhold for vandrensningsanlæggene skal ses i forhold til de mulige alternative løsninger. Økonomien for disse løsninger er opgjort som følger:

Renovering

En forudsætning for at gennemføre en renovering er at der kan identificeres forhold ved anlægget som ikke er optimale. I /2/ er der gennemført renovering af 11 anlæg, og omkostningerne i den forbindelse er opgjort som følger:

Tabel 2.1 Boringsrenovering, økonomi. For nærmere detaljer, se /2/.

Afhængigt af omfanget af renovering må det på den baggrund vurderes, at hvis anlægget anses for at være egnet til renovering, kan det gennemføres for mellem 3.000 og 30.000 kr.

Ved renovering af anlægget skal der ikke efterfølgende regnes med øgede driftsudgifter.

Ny boring

Prisen for en ny boring afhænger helt af den nødvendige boredybde. Da en ny boring ofte placeres et andet sted end den gamle for at opnå en bedre beskyttelse mod forurening, kan der også være udgifter til at lægge råvandsledninger. Vurderingen må altid tage udgangspunkt i et konkret tilbud. Udgiften ligger som regel mellem 50.000 og 200.000 kr.

Ved etablering af en ny boring skal der ikke efterfølgende regnes med øgede driftsudgifter.

Tilslutning til offentligt vandværk

Tilslutning til et offentligt vandværk koster ifølge Miljøstyrelsen typisk 50.000 kr. Selve tilslutningsafgiften er væsentligt mindre, men ledningsarbejder kan forøge omkostningerne. Tilslutningsafgiften varierer fra det ene vandværk til det andet, og der bør altid indhentes aktuelle priser.

Herefter skal der betales for vandet, typisk 30-45 kr./m³, hvilket for en gennemsnitshusstand svarer til ca. 3.600 kr. om året, dvs. 300 kr./md. Heri er der indregnet afgift for afledning af spildevand. Hvis ejendommen har nedsivning, er denne del af udgiften ikke relevant, og hvis ejendommen allerede er tilsluttet kloak, er der ikke tale om en ekstraudgift. Spildevandet udgør knap halvdelen af prisen, og prisen for at få leveret vand fra vandværket vil derfor gennemsnitligt være ca. 200 kr./md.

Beslutninger om valg af løsning bør altid træffes på grundlag af prisen fra det aktuelle vandværk og et konkret skøn over de øvrige omkostninger, evt. på baggrund af et tilbud.

2.3.2 Aktivt kul og UV-behandling

Økonomiske forhold for filtrering med aktivt kul er behandlet i kulfilterprojektet /16/. Økonomien er opstillet for vandværker, og de beskrevne anlæg er derfor væsentligt større end det som er relevant for en enkeltvandforsyning.

Det mindste beskrevne anlæg er til 150.000 m³ om året, hvor der opereres med 8 m³ kul. Etableringsomkostningerne for et permanent anlæg i denne størrelse ligger på 1,5 - 2 mio. kr.

Driftsøkonomien er angivet i tabel 2.2.

Tabel 2.2 Driftsomkostninger, kulfitrering

Driften af et mindre anlæg vil formentlig være dyrere pr. m³.

I /17/ er det anført at produktionsomkostningerne for aktivt kul ud over normalbehandling 0,5-1,5 kr. pr. m³, afhængigt af anlægskapacitet, hydraulisk opholdstid og kullenes levetid.

I /3/ er anlægsomkostningerne for et aktiv kulfilteranlæg angivet til kr. 20.000, hvortil kommer normalbehandlingen, som er sat til kr. 10.000. ved beregning af afskrivning forudsættes en levetid på 10 år.

De månedlige driftsomkostninger er opgjort som følger:

• El, kemikalier og reservedele 42-48 kr., hvor reservedelsprisen er sat til 10% af anlægsprisen og afskrevet over 10 år.
• Analyser og tilsyn 300-350 kr., hvor der regnes med en vandanalyse og et tilsyn hver 3. måned i perioden efter opstart og indkøring.
• Bortskaffelse af kul 25 kr.

I alt er driftsomkostningerne beregnet til 22-28 kr./m³ inkl. afskrivning af anlægget over 10 år.

2.3.3 Membranfiltrering

I /17/ er omkostningerne for vandværker ved membranfiltrering opgjort. For pesticider er med forudsætningerne en fødevandskoncentration 1μg/l og rensegrad 95%. For et anlæg til 10 m³/time er anlægsomkostningerne 1,4 mio., årlige omkostninger 590.000 kr. og produktionspris 7,9 kr./m³.

For nitrat er forudsætningerne en fødevandskoncentration på 100 mg/l og rensegrad 60%. For et anlæg til 10 m³/time er anlægsomkostningerne 950.000 kr., årlige omkostninger 360.000 kr. og produktionspris 4,8 kr./m³.

I /3/ er udgifterne til etablering af et nanofiltrering eller omvendt osmose-anlæg til en enkeltvandforsyning angivet til kr. 35.000. Hertil kommer udgifterne til normalbehandling, kr. 10.000.

Driftsudgifterne til membranfiltrering afhænger meget af mulighederne for bortskaffelse af rejektvand, hvor det dyreste alternativ er afledning til kloak, og det billigste nedsivning. Der er forudsat at 400 l/døgn skal afledes.

De månedlige driftsomkostninger er opgjort som følger:

• El, kemikalier og reservedele 52-76 kr., hvor reservedelsprisen er sat til 10% af anlægsprisen og afskrevet over 10 år.
• Analyser og tilsyn 300-350 kr., hvor der regnes med en vandanalyse og et tilsyn hver 3. måned i perioden efter opstart og indkøring.
• Bortskaffelse af rejektvand 0-300 kr.

I alt er driftsomkostningerne beregnet til 23-42 kr./m³ inkl. afskrivning af anlægget over 10 år.

2.3.4 Ionbytning

Udgifterne til ionbytning er i /17/ angivet til 1-2 kr. / m³ vand. Hertil kommer omkostninger til normal behandling. Omkostningerne kan dog være væsentligt højere for meget små anlæg.

I /3/ er udgifterne til etablering af et husstandsanlæg angivet til kr. 25.000, hvortil kommer normal vandbehandling, som sættes til kr. 10.000.

Også her afhænger driftsudgifterne meget af mulighederne for bortskaffelse af rejektvand, hvor det dyreste alternativ er bortskaffelse til Kommunekemi, og det billigste nedsivning. Der er forudsat at 700 l/måned skal bortskaffes.

De månedlige driftsomkostninger er opgjort som følger:

• El, kemikalier og reservedele 146-156 kr., hvor reservedelsprisen er sat til 10% af anlægsprisen og afskrevet over 10 år.
• Analyser og tilsyn 300-350 kr., hvor der regnes med en vandanalyse og et tilsyn hver 3. måned i perioden efter opstart og indkøring.
• Bortskaffelse af regenereringsvand 0-1.400 kr.

I alt er driftsomkostningerne beregnet til 27-92 kr./m³ inkl. afskrivning af anlægget over 10 år.

Fodnoter

[1] jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999. som ændret ved lov nr. 355 af 2. juni 1999 (§10), lov nr. 374 af 2. juni 1999, lov nr. 1273 af 20. december 2000, lov nr. 466 af 7. juni 2001 (§ 3), lov nr. 145 af 25. marts 2002 (§ 34), lov nr. 1151 af 17. december 2003 (§ 1), lov nr. 435 af 9. juni 2004 (§ 56), lov nr. 1373 af 20. december 2004 (§ 3), lov nr. 431 af 06. juni 2005, lov nr. 545 af 24. juni 2005 og lov nr. 570 af 24. juni 2005.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Februar 2006, © Miljøstyrelsen.