Rensning for nitrat og pesticider i små vandforsyningsanlæg

Sammenfatning og konklusioner

GEUS har for Miljøstyrelsen gennemført undersøgelser, som dokumenterer, at en stor del af de private brønde og boringer er forurenede med pesticider. Hertil kommer, at en betydelig del af anlæggene også er forurenet med nitrat og/eller mikroorganismer.

Rensning af drikkevandet for pesticider og nitrat på enkeltejendomme kan i nogle tilfælde være en mulighed.

Formålet med denne rapport er, at vurdere de anlægstyper der er på markedet, som kan rense drikkevand for pesticider og/eller nitrat på enkelt vandforsyningsanlæg (private brønde og boringer). Anlægstyperne vurderes med henblik på en eventuel fremtidig anvendelse i Danmark.

De væsentligste erfaringer med rensning af drikkevand for pesticider og nitrat på enkeltejendomme foreligger hos myndigheder og forsknings-institutter i USA og Tyskland. Derfor er der indsamlet viden og data ved besøg hos myndigheder i USA og Tyskland samt besigtigelse af anlæg i Tyskland. Desuden er der foretaget litteratursøgning på DTV, m.v.

Rapporten beskriver, at der i USA er en central vejledning for implementering af enkelt vandforsyningsanlæg /Ref.7/ samt, at enkelt vandforsyningsanlæg testes og godkendes i henhold til standarderne /Ref.14,15,16,17,18,19/.

I Tyskland godkender de lokale myndigheder installation og drift af enkelt vandforsyningsanlæg. Det er også de lokale myndigheder, der fastlægger og følger moniteringen. Enkelt vandforsyningsanlæg testes og godkendes i henhold til de amerikanske standarder nævnt ovenfor.

Rapportens konklusion er, at POU anlæg (Point-Of-Use, dvs. anlæg placeret ved den enkelte taphane) byder på for mange ulemper og bør ikke anvendes i Danmark. De væsentligste ulemper er: POU anlæg kan ikke altid overholde kvalitetskravene til mikrobiologiske parametre. Man skal vide, hvilken vandhane man kan drikke af. Der er ikke tilstrækkelig beskyttelse mod indånding, hvis råvandet indeholder flygtige stoffer. Pasning og monitering af anlægget kræver adgang til folks private hjem.

Mange steder i USA og Tyskland vil man fremover ikke godkende brug af POU anlæg.

POE: Derimod kan POE anlæg (Point-Of-Entry, dvs. anlæg placeret ved indgangen til en ejendom således, at al vand i ejendommen er behandlet) formentlig være anvendelige i Danmark. Et POE anlæg bør placeres køligt (alternativt med en køler - især af en eventuel rentvandstank), frostfrit og let tilgængeligt af hensyn til vedligeholdelse, tilsyn og monitering.

Oplysningerne fra USA og Tyskland har ikke gjort det muligt at få et entydigt overblik over prisen per m³ vand produceret på et POE anlæg til brug for danske forhold. Dette skyldes blandt andet, at forholdende ved bortskaffelse af rejektvand og regenereringsvand må vurderes fra sted til sted, men skyldes også en generel mangel på oplysninger om økonomi (herunder udgifter til tilsyn og monitering).

Det er i denne rapport (i kapitlet ”Diskussion”) forsøgt at give et foreløbigt økonomioverslag for danske forhold, som viser, at den samlede overslagspris for 1 m³ drikkevand kan svinge fra 22 til 92 kr. med 30-35 kr. som en sandsynlig pris under de beskrevne forudsætninger.

Med hensyn til vandkvalitet/krav kan det nævnes, at to centrale processer i enkelt vandforsyningsanlæg er ionbytning og nanofiltrering/omvendt osmose. For drift i Danmark med disse to processer kan der blive problemer med at overholde nogle få kravværdier for drikkevand. For ionbytning drejer det sig om pH værdien, som let kan komme under den danske kravværdi på 7. For nanofiltrering/omvendt osmose kan det behandlede vand, på grund af afsaltning, måske få problemer med at overholde en hårdhed på 5 °dH og et saltindhold, der medfører en ledningsevne på den danske kravværdi på mindst 30 mS/m.

Tests i Danmark: For tests i Danmark anbefales POE anlæg.

Et testanlæg til reduktion/fjernelse af pesticider kan opbygges med følgende centrale processer:

  1. Aktiv kulfiltrering og UV behandling
  2. Nanofiltrering

Et testanlæg til reduktion/fjernelse af nitratindhold kan opbygges med følgende centrale processer:

  1. 2 parallelle ionbyttere
  2. Omvendt osmose

Et testanlæg til simultan reduktion/fjernelse af pesticider og nitratindhold kan opbygges med følgende centrale processer:

  1. Omvendt osmose

Ovennævnte processer bør afprøves på følgende vandtyper:

  • Blødt vand med jern og mangan (som kræver forbehandling)
  • Blødt vand uden jern og mangan
  • Hårdt vand med jern og mangan (som kræver forbehandling)
  • Hårdt vand uden jern og mangan

Det anbefales at udføre tests med et nitratindhold på for eksempel 100 mg/l. Peticidindholdet kan for eksempel være 0,5 µg/l. Pesticiderne kan være enkeltstoffer eller blandinger af de stoffer der er nævnt i afsnit 1.2.

Der foreslås således at der gennemføres:

4 processer · 4 vandtyper · 1 nitratindhold · 1 pesticidindhold = 16 måleserier.

Der skal fastlægges et måleprogram, der blandt andet bør indeholde, at der udtages en vandprøve før og en vandprøve efter vandbehandlingen, som analyseres for ”Udvidet kontrol” og pesticider.

 



Version 1.0 Oktober 2005, © Miljøstyrelsen.